Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mormons Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 6
Højen Cumorah og dens optegnelser --- Den sidste kamp mellem de to nationer --- Lamaniterne går af med sejren --- Fire og tyve nephiter kommer derfra med livet.
1 NU SLUTTER jeg mine optegnelser angående mit folk, nephiternes, udryddelse. Og vi drog af sted foran lamaniterne.
2 Og jeg, Mormon, sendte en skrivelse til lamaniternes konge og bad ham om tilladelse til at samle vort folk i landet Cumorah ved en høj, som kaldes Cumorah, og dér kunne vi levere dem et slag.
3 Og lamaniternes konge opfyldte mit ønske.
4 Og vi rykkede ind i landet Cumorah, og vi slog lejr rundt omkring højen Cumorah; og det var et land, der var rigt på søer, floder og kilder, og dér havde vi håb om at kunne vinde nogen fordel over lamaniterne.
5 Og da der var gået tre hundrede og fire og firsindstyve år, havde vi indsamlet alle de tilbageværende af vort folk til Cumorahs land.
6 Og da vi havde indsamlet hele vort folk til Cumorahs land, se, da begyndte jeg, Mormon, at blive gammel; og da jeg vidste, at det ville blive mit folks sidste kamp, og da Herren havde befalet mig, at jeg ikke skulle lade optegnelserne, som var hellige, og som var blevet overleveret os af vore fædre, falde i lamaniternes hænder (thi lamaniterne ville ødelægge dem), derfor skrev jeg disse optegnelser fra Nephis plader, og jeg gemte alle de optegnelser, der var blevet mig anbetroet af Herren, i højen med undtagelse af disse få plader, som jeg overdrog min søn Moroni.
7 Og nu så mit folk med deres hustruer og børn lamaniternes hære rykke frem imod sig, og med den forfærdende dødsangst, som fylder alle ugudeliges bryst, beredte de sig på at modtage dem.
8 Og de kom til kamp mod os, og hver sjæl var fyldt med skræk, fordi de var så mange.
9 Og de angreb mit folk med sværd og med buer og pile og med økser og med alle slags krigsvåben.
10 Og mine mænd blev hugget ned, ja, alle mine ti tusinde, som var med mig, og jeg faldt såret midt iblandt dem; men de drog forbi mig uden at gøre ende på mit liv.
11 Og da de var gået igennem og havde nedhugget hele mit folk med undtagelse af fire og tyve, hvoriblandt var min søn Moroni, så vi, som overlevede de døde af vort folk, om morgenen, da lamaniterne havde trukket sig tilbage til deres lejr, fra toppen af Cumorah høj, de ti tusinde af mit folk, som var blevet hugget ned, og som jeg havde ført i slaget.
12 Og vi så også de ti tusinde af mit folk, som var blevet anført af min søn Moroni.
13 Og se, Gidgiddonahs ti tusinde var faldet, og han lå midt iblandt dem.
14 Og Lamah var faldet med sine ti tusinde; og Gilgal var faldet med sine ti tusinde, og Limhah var faldet med sine ti tusinde, og Joneam var faldet med sine ti tusinde, og Camenihah og Moronihah, Antionum, Shiblom, Shem og Josh var faldet med hver sine ti tusinde.
15 Og der fandtes endnu ti andre, som var faldet for sværdet, hver med sine ti tusinde; ja, hele mit folk var faldet med undtagelse af de fire og tyve, som var hos mig, samt nogle få, som var flygtet til landene mod syd, og nogle få andre, som var løbet over til lamaniterne; og deres kød og ben og blod lå på jorden, efterladt af de hænder, som havde dræbt dem, til at rådne på jorden og til at hensmuldre og vende tilbage til moder jord.
16 Og min sjæl var martret af fortvivlelse over de faldne af mit folk, og jeg råbte:
17 O, I fagre! Hvor kunne I vige fra Herrens veje! O, I fagre, hvor kunne I forkaste den Jesus, som stod med åbne arme for at modtage jer!
18 Se, dersom I ikke havde gjort dette, ville I ikke være faldet. men se, I er faldet, og jeg sørger over tabet af jer.
19 O, I elskelige sønner og døtre, fædre og mødre, mænd og hustruer, I fagre, hvorledes kunne I falde!
20 Men se, I er borte, og min sorg kan ikke bringe jer tilbage.
21 Og dagen kommer snart, da jeres dødelighed skal iføres udødelighed; og disse legemer som nu hensmuldrer i forkrænkelighed, skal blive til uforkrænkelige legemer; og da skal I stå for Kristi domstol for at blive dømt efter jeres gerninger; og dersom I findes retskafne, da bliver I salige hos jeres fædre, som er gået forud for jer.
22 O, om I dog havde omvendt jer, førend denne store ødelæggelse kom over jer! Men se, I er borte, og Faderen, den evige Fader i himlen, kender jeres tilstand, og han gør med jer efter sin retfærdighed og barmhjertighed.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3