Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mormons Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 2
Mormon anfører de nephitiske hære --- Mere om Gadiantonrøverne --- Gennem overenskomst får nephiterne det nordlige land og lamaniterne det sydlige.
1 OG I det samme år brød der igen krig ud mellem nephiterne og lamaniterne. Og selv om jeg var ung, var jeg dog stor af vækst; derfor valgte Nephis folk mig til at være deres leder eller anfører for deres hære.
2 Derfor marcherede jeg i mit sekstende år i spidsen for en nephitisk hær ud imod lamaniterne; og der var da gået tre hundrede og seks og tyve år.
3 Og i det tre hundrede og syv og tyvende år rykkede lamaniterne ud imod os med så overmåde store stridskræfter, så de indgød mine hære skræk; derfor ville de ikke kæmpe og begyndte at trække sig tilbage til de nordlige lande.
4 Og vi kom til byen Angola, og vi indtog den og traf forberedelser til at forsvare os mod lamaniterne. Og vi befæstede byen af alle kræfter; men til trods for alle vore forskansninger kom lamaniterne dog over os og drev os ud af byen.
5 Og de drev os også ud af Davids land.
6 Og vi drog videre og kom til Josvas land, som lå på den vestlige grænse ved havet.
7 Og her samlede vi vort folk så hurtigt som muligt for at forene dem alle.
8 Men se, landet var fyldt med røvere og lamaniter; og til trods for den store ødelæggelse, som truede mit folk, omvendte de sig dog ikke fra deres onde gerninger; og derfor spredtes der død og blodsudgydelse over hele landet, både på nephitisk og lamanitisk side; og der fandt en fuldstændig omvæltning sted i hele landet.
9 Og lamaniterne havde en konge, hvis navn var Aaron, og han drog imod os med en hær på fire og fyrretyve tusinde mand. Men se, jeg gjorde modstand mod ham med en hær på to og fyrretyve tusinde. Og det skete, at jeg slog ham med min hær, så han flygtede for mig. Og se, alt dette skete, og der var forløbet tre hundrede og tredive år.
10 Og det skete, at nephiterne begyndte at omvende sig fra deres ugudelighed og at beklage sig, som profeten Samuel havde profeteret; thi se, intet menneske kunne beholde det, der var dets eget, på grund af de mange tyve, røvere og mordere og den megen trolddom og hekseri, som fandtes i landet.
11 Således opstod der sorg og jammer i hele landet som følge af disse ting, især blandt Nephis folk.
12 Og det skete, at da jeg, Mormon, hørte deres klage og så deres jammer og sorg for Herren, frydede mit hjerte sig, thi jeg kendte Herrens barmhjertighed og langmodighed, hvorfor jeg troede, han ville være dem nådig, så at de atter skulle blive et retfærdigt folk.
13 Men se, min glæde var forgæves, thi deres sorg fik dem ikke til at omvende sig på grund af Guds godhed; men det var snarere de fordømtes sorg, fordi Herren ikke altid ville give dem lov til at boltre sig i synd.
14 Og de kom ikke til Jesus med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, men de forbandede Gud og ønskede at dø. Dog kæmpede de med sværdet for livet.
15 Og jeg blev igen overfaldet af sorg, og jeg så, at nådens dag var forbi for dem, både timeligt og åndeligt; thi jeg så tusinder af dem hugget ned i åbent oprør mod deres Gud, og de blev stablet op i dynger som skarn på jorden. Og således var der forløbet tre hundrede og fyrretyve år.
16 Og i det tre hundrede og fem og fyrretyvende år begyndte nephiterne at flygte for lamaniterne; og de blev forfulgt lige til de kom til Jashons land, førend det var muligt at standse dem på flugten.
17 Og byen Jashon lå i nærheden af det land, hvor Ammaron havde opbevaret optegnelserne til Herren, for at de ikke skulle blive ødelagt. Og se, jeg gik efter Ammarons ord og tog Nephis plader og skrev en optegnelse efter Ammarons ord.
18 Og på Nephis plader skrev jeg en udførlig beretning om al deres ugudelighed og vederstyggelighed; men på disse plader afholder jeg mig fra at skrive en udførlig beretning om deres ugudelighed og vederstyggelighed; thi se, jeg har haft et uafbrudt billede på ugudelighed og vederstyggelighed for mine øjne, lige siden jeg var i stand til at danne mig et skøn over menneskenes veje.
19 Og ve mig for deres ugudeligheds skyld, thi i alle mine dage har mit hjerte været fyldt med sorg på grund af deres ugudelighed; alligevel ved jeg, at jeg skal blive ophøjet på den yderste dag.
20 I dette år blev Nephis folk atter forjaget og fordrevet. Og det skete, at vi blev drevet videre, indtil vi kom nordpå til det land, som kaldes Shem.
21 Og vi befæstede byen Shem, og vi samlede så mange af vore folk deri, som det var muligt i håb om, at vi måske kunne redde dem fra undergang.
22 Og i det tre hundrede og seks og fyrretyvende år begyndte de igen at angribe os.
23 Og jeg talte til mit folk og lagde dem inderligt på sinde, at de skulle kæmpe modigt mod lamaniterne og kæmpe for deres hustruer og børn, deres huse og deres hjem.
24 Og mine ord vakte deres tapperhed i nogen grad, så at de ikke flygtede for lamaniterne, men modstod dem djærvt.
25 Og vi kæmpede med en hær på tredive tusinde mod en hær på halvtredsindstyve tusinde. Og vi holdt stand imod dem med så stor tapperhed, at de flygtede for os.
26 Og da de flygtede, forfulgte vi dem med vore hære, indhentede dem og slog dem igen; dog var Herrens styrke ikke med os, og vi var overladt til os selv, så at Herrens ånd ikke boede ios; derfor var vi blevet lige så svage som vore brødre.
27 Og mit hjerte sørgede over denne mit folks store ulykke, som havde ramt dem på grund af deres ugudelighed og vederstyggeligheder. Men se, vi drog mod lamaniterne og mod Gadiantonrøverne, indtil vi igen havde tilbagevundet vort arveland.
28 Og det tre hundrede og ni og fyrretyvende år var forløbet. Og i det tre hundrede og halvtredsindstyvende år forhandlede vi med lamaniterne og Gadiantonrøverne, og vore arvelande blev delt.
29 Og lamaniterne gav os det nordlige land til det snævre pas, som fører ind idet sydlige land, og vi gav lamaniterne alt det sydlige land.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3