Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Fjerde Nephi
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 1
En beretning om Nephis folk ifølge hans optegnelser.
Kristi kirke blomstrer --- Nephiter og lamaniter omvendes --- De har alting tilfælles --- Efter to århundreders retfærdighed følger spaltning og forfald --- Amos og efter ham Ammaron fører optegnelserne.
1 OG DET skete, at det fire og tredivte år og ligeledes det fem og tredivte år gik, og se, Jesu disciple havde grundlagt en Kristi kirke i alle omliggende lande. Og så mange, som kom til dem og oprigtigt angrede deres synder, blev døbt i Jesu navn; og de modtog også den Helligånd.
2 Og i det seks og tredivte år blev alle mennesker i hele landet, både nephiter og lamaniter, omvendt til Herren, og der var ingen strid og uenighed mellem dem, og alle handlede retskaffent med hinanden.
3 De havde alle ting tilfælles; derfor fandtes der hverken fattige eller rige, trælle eller frie, men de var alle frigjort og deltagere i den himmelske gave.
4 Og det syv og tredivte år forløb også, og der herskede stadig fred i landet.
5 Og store og vidunderlige gerninger udførtes af Jesu disciple, som helbredte de syge og oprejste de døde, fik de lamme til at gå og de blinde til at se og de døve til at høre; og de udførte alle slags undergerninger blandt menneskenes børn, men ingen uden i Jesu navn.
6 Og således hengik det otte og tredivte år og ligeledes det ni og tredivte, og det en og fyrretyvende og to og fyrretyvende år lige til det ni og fyrretyvende år var gået og ligeledes det en og halvtredsindstyvende og det to og halvtredsindstyvende, ja lige til der var gået ni og halvtredsindstyve år.
7 Og Herren velsignede dem overordentligt i landet, ja, så meget, at de atter byggede byer, hvor byerne var blevet ødelagt af ild.
8 Ja, selv den store by Zarahemla lod man igen opbygge.
9 Men mange byer var sunket og lå under vand; derfor kunne disse byer ikke genopbygges.
10 Og Nephis folk blev stærkt og formeredes overordentligt hurtigt, og de blev et meget smukt og behageligt folk.
11 Og de giftede sig og bortgiftede og blev velsignet i forhold til de mange forjættelser, som Herren havde givet dem.
12 Og de rettede sig ikke mere efter forordningerne og forskrifterne i Moselov, men efter de bud, som de havde fået af Herren, deres Gud; og de blev ved med at faste og bede og kom ofte sammen både for at bede og at høre Herrens ord.
13 Og der forekom ingen stridigheder blandt befolkningen i hele landet, men kraftige gerninger udførtes blandt Jesu disciple.
14 Og således gik det en og halvfjerdsindstyvende år og ligeledes det to og halvfjerdsindstyvende år, ja til slut var der forløbet ni og halvfjerdsindstyve år; ja, der var gået hundrede år, og Jesu disciple, som han havde udvalgt, var alle gået til Guds paradis med undtagelse af de tre, som skulle blive tilbage, og andre disciple var blevet ordineret i deres sted; og der var ligeledes mange af denne slægt gået hinsides.
15 Og der fandtes ingen strid i landet, fordi Guds kærlighed boede i folkets hjerte.
16 Og der var ingen misundelse, strid eller oprør, horeri, løgn eller mord og heller ikke vellyst under nogen form; der kunne i sandhed ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.
17 Der fandtes hverken røvere eller mordere, hverken lamaniter eller --- iter i nogen form; men de var alle eet, Kristi børn og arvinger til Guds rige.
18 Og hvor lykkelige var de ikke! Thi Herren velsignede dem alle i deres foretagender; ja, de blev velsignet og havde fremgang, til der var gået et hundrede og ti år, og det første slægtled fra Kristus var gået hinsides, og der fandtes ingen uenighed i hele landet.
19 Og det skete, at Nephi, som havde ført denne sidste optegnelse, (og han skrev den på Nephis plader) døde, og hans søn Amos førte optegnelserne i hans sted; og han skrev dem også på Nephis plader.
20 Og han førte disse optegnelser i fire og firsindstyve år, og der herskede stadig fred i landet med undtagelse af en mindre del af folket, som havde gjort oprør mod kirken og antaget navnet lamaniter; derfor begyndte der igen at blive lamaniter i landet.
21 Og Amos døde også (og der var gået et hundrede og fire og halvfemsindstyve år siden Kristi komme), og hans søn Amos førte optegnelserne i hans sted, og han førte dem også på Nephis plader, og de blev også skrevet i Nephis bog, som er denne bog.
22 Og se, der var forløbet to hundrede år, og det andet slægtled var alle gået hinsides med undtagelse af nogle ganske få.
23 Og nu vil jeg, Mormon, at I skal vide, at menneskene i den grad havde formeret sig, så de havde bredt sig over hele landet, og at de var blevet overordentlig rige som følge af deres fremgang i Kristus.
24 Men i det to hundrede og første år begyndte nogle blandt dem at blive hovmodige og gå med kostbare klæder og med alle slags fine perler og verdens skønne ting.
25 Og fra den tid af havde de ikke mere deres gods og formue fælles.
26 Og de begyndte at dele sig i klasser og selv at bygge sig kirker for vindings skyld, og de begyndte at fornægte Kristi sande kirke.
27 Og da der var gået to hundrede og ti år, fandtes der mange kirker i landet; ja, der var mange kirker, som foregav at kende Kristus, og dog fornægtede de størstedelen af hans evangelium, så de tillod alle slags synder og uddelte det hellige til dem, som man havde nægtet det, fordi de var uværdige.
28 Og denne kirke tog stærkt til som følge af ugudelighed og Satans magt, som havde fået tag i deres hjerter.
29 Og der fandtes også en anden kirke, som fornægtede Kristus; og den forfulgte Kristi sande kirke på grund af medlemmernes ydmyghed og tro på Kristus; og de foragtede dem for de miraklers skyld, som blev udført iblandt dem.
30 Derfor udøvede de magt og myndighed over Jesu disciple, som opholdt sig blandt dem og kastede dem ifængsel; men ved Guds magts ord, som var i dem, åbnede fængslerne sig, og disciplene gik frem og udførte store undere blandt dem.
31 Men til trods for alle disse mirakler, forhærdede folket dog deres hjerter og søgte at dræbe dem, ligesom jøderne i Jerusalem tragtede Jesus efter livet, efter hans ord.
32 Og de kastede dem i brændende ovne, men de kom ud, uskadte.
33 Og de kastede dem også i vilde dyrs huler, og de legede med de vilde dyr, som et barn med et lam; og de kom up uden at have lidt skade.
34 Men folket forhærdede alligevel deres hjerter, thi de lod sig lede af mange præster og falske profeter til at stifte nye kirker og til at begå al slags uretfærdighed. Og de slog Jesu folk, men Jesu folk slog ikke igen. Og således forfaldt de til vantro og ugudelighed fra år til år, indtil der var gået to hundrede og tredive år.
35 Og i dette år, ja, i det to hundrede og en og tredivte år skete det, at der fandt en stor spaltning sted blandt folket.
36 Og i dette år opstod der et folk, som blev kaldt nephiter, og de var sande troende på Kristus; og blandt dem var der sådanne, som af lamaniterne kaldtes jakobiter, josephiter og zoramiter;
37 derfor kaldtes de, som havde den sande tro på Kristus og var Kristi sande tilbedere (og blandt disse var de tre Jesu disciple, som skulle blive tilbage), nephiter, jakobiter, josephiter og zoramiter.
38 Og de, som forkastede evangeliet, blev kaldt lamaniter, lemueliter og ishmaeliter; de henfaldt ikke til vantro, men de gjorde forsætligt oprør mod Kristi evangelium og lærte deres børn, at de ikke skulle tro som deres fædre, som faldt fra fra begyndelsen.
39 Og det skete som følge af fædrenes ugudelighed og vederstyggelighed, ligesom det var i begyndelsen. Og de blev lært til at hade Guds børn, akkurat som lamaniterne fra begyndelsen blev lært til at hade Nephis børn.
40 Og der var gået to hundrede og fire og fyrretyve år, og således var tilstanden blandt folket. Den mere ugudelige del af befolkningen blev stærkere og blev langt talrigere end Guds børn.
41 Og de blev stadig ved med at bygge kirker til sig selv og pryde dem med alle slags kostbarheder. Og således forløb tiden til det to hundrede og halvtredsindstyvende år, ja lige til det to hundrede og tresindstyvende år.
42 Og den ugudelige del af folket begyndte atter at indføre Gadiantons hemmelige eder og forbund.
43 Og de, der blev kaldt Nephis folk, begyndte ligeledes at blive stolte i hjertet som følge af deres overmåde store rigdomme; de blev forfængelige ligesom deres brødre, lamaniterne.
44 Og fra den tid begyndte disciplene at sørge over verdens synder.
45 Og da tre hundrede år var forløbet, var både Nephis folk og lamaniterne blevet meget ugudelige, den ene som den anden.
46 Og Gadiantonrøverne spredte sig over hele landet; og der fandtes ingen retfærdige med undtagelse af Jesu disciple. Og folket samlede guld og sølv sammen i overflod og drev al slags handel.
47 Og da der var gået tre hundrede og fem år (og menneskene lå stadig i ugudelighed), døde Amos; og hans broder Ammaron førte optegnelserne i hans sted.
48 Men da der var gået tre hundrede og tyve år, blev Ammaron tilskyndet af den Helligånd til at gemme optegnelserne, der var nedarvet fra slægt til slægt og var hellige, indtil det tre hundrede og tyvende år efter Kristi komme.
49 Og han gemte dem til Herren, så at de atter måtte komme i hænderne på de øvrige af Jakobs hus i overensstemmelse med Herrens profetier og forjættelser. Og således ender Ammarons optegnelser.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3