Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Tredie Nephi
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 4
Røverne bliver besejret og deres anfører dræbt --- Hans efterfølger Zemnarihah bliver hængt --- Gidgidonnis militære dygtighed.
1 MOD slutningen af det attende år havde disse røverhære truffet forberedelse til krig, og de begyndte at gøre udfald fra højene og fra bjergene og ørkenen, fra deres befæstninger og hemmelige steder, og de begyndte at sætte sig i besiddelse af områderne, både det, der lå mod syd og det, der lå mod nord; og de begyndte at sætte sig i besiddelse af alle de områder, som nephiterne havde forladt, og de byer, som var blevet forladt.
2 Men se, der fandtes hverken vilde dyr eller vildt i disse egne, som nephiterne havde forladt, og der fandtes intet vildt for røverne, undtagen i ørkenen.
3 Og røverne kunne ikke leve andre steder end i ørkenen af mangel på føde; thi nephiterne havde efterladt deres land øde og havde samlet deres kvæg og hjorde og alle deres ejendele, og de var nu samlet i een flok.
4 Derfor havde røverne ingen lejlighed til at plyndre og skaffe sig føde uden ved at gå til åben kamp mod nephiterne; men nephiterne var samlet i een flok og var meget talrige og havde forsynet sig med levnedsmidler samt med heste, kvæg og hjorde af alle slags, så de havde nok for et tidsrum af syv år, i løbet af hvilken tid de håbede at kunne udrydde røverne fra landet. Og således gik det attende år.
5 Og i det nittende år fandt Giddianhi det nødvendigt at gå til kamp mod nephiterne; thi der fandtes ingen måde, hvorpå de kunne ernære sig uden ved at røve, plyndre og myrde.
6 Og de vovede ikke at sprede sig over landet for at avle korn af frygt for, at nephiterne skulle overfalde dem og slå dem ihjel; derfor gav Giddianhi sine hære befaling til, at de dette år skulle drage til kamp mod nephiterne.
7 Og de kom for at udkæmpe et slag, og det var i den sjette måned; og se, stor og forfærdelig var den dag, da de kom op til kamp; og de var omgjordet efter røvernes vis, og de havde et lammeskind om lænderne, som var farvet med blod, og deres hoved var klippet, og de havde hjelme på; ja, stort og frygteligt var synet af Giddianhis hære på grund af deres rustning, og fordi de var farvet med blod.
8 Og da nephiternes hære så, hvordan Giddianhis tropper så ud, kastede de sig ned på jorden og anråbte Herren, deres Gud, om at skåne dem og befri dem af deres fjenders hænder.
9 Og da Giddianhis hære så dette, begyndte de at råbe af glæde med høj røst; thi de troede, at nephiterne var faldet om af frygt over deres hæres forfærdelige udseende.
10 Men deri blev de skuffet, thi nephiterne frygtede ikke dem, men de frygtede deres Gud og anråbte ham om beskyttelse; og da Giddianhis hære styrtede sig over dem, var de beredt til at møde dem; ja, i Herrens styrke tog de imod dem.
11 Og slaget begyndte i den sjette måned; og stort og forfærdeligt var dette slag, ja stor og forfærdelig var blodsudgydelsen, ja, der havde aldrig fundet så stor blodsudgydelse sted i hele Nephis folk, siden han forlod Jerusalem.
12 Og til trods for de trusler og eder, som Giddianhi havde svoret, slog nephiterne dem, så de veg tilbage for dem.
13 Og Gidgiddoni befalede, at hans hære skulle forfølge dem helt til grænserne af ørkenen og ikke skåne nogen, der faldt dem i hænderne på vejen; og således forfulgte de dem og dræbte dem, lige til grænsen af ørkenen, indtil Gidgiddonis befaling var blevet udført.
14 Og Giddianhi, som havde stået tappert og kæmpet med mod, blev forfulgt, da han flygtede; og da han var udmattet af den megen kamp, blev han indhentet og dræbt. Og således var røveren Giddianhis endeligt.
15 Og de nephitiske hære vendte igen tilbage til deres sikkerhedssted. Og det nittende år endte, og røverne kom ikke igen ud til kamp, og de kom heller ikke i det tyvende år.
16 Og i det en og tyvende år kom de ikke ud til kamp, men de kom dog fra alle sider og belejrede Nephis folk rundt omkring; thi de antog, at dersom de kunne afskære Nephis folk fra deres lande og indeslutte dem på alle sider og afskære dem fra alle ydre forbindelser, at de da kunne tvinge dem til at overgive sig efter deres ønsker.
17 Og de havde nu valgt en anden anfører, som hed Zemnarihah; det var denne Zemnarihah, som havde foranlediget belejringen.
18 Men det var en fordel for nephiterne; thi det var umuligt for røverne at fortsætte belejringen så længe, at den ville have haft nogen indflydelse på nephiterne på grund af de store forråd, som de havde opbevaret.
19 Thi røvernes forråd var meget knappe; thi se, de havde ikke andet at leve af end kød, som de skaffede sig i ørkenen.
20 Og vildtet i ørkenen blev sjældnere, så røverne var lige ved at omkomme af sult.
21 Og nephiterne gjorde bestandig udfald ved dag og ved nat og angreb deres hære og dræbte dem i tusindvis og titusindvis.
22 Og på grund af den store ødelæggelse, der kom over dem ved dag og ved nat, ønskede Zemnarihahs folk at afstå fra deres forehavende.
23 Og Zemnarihah befalede sine folk, at de skulle ophæve belejringen og drage hen til de længst bortliggende dele af det nordlige land.
24 Men Gidgiddoni, der var klar over deres plan og vidste, hvor svage de var på grund af mangel på levnedsmidler og på grund af den store blodsudgydelse, som havde fundet sted mellem dem, sendte sine hære ud ved nattetid for at afskære dem deres tilbagetog og blokere vejen for dem med sine hære.
25 Og det gjorde de om natten og vandt på marchen et forspring for røverne. Og da røverne den næste morgen tiltrådte marchen, blev de angrebet af nephiternes hære både forfra og bagfra.
26 Og de røvere, som var i syd, blev også afskåret fra deres tilflugtssteder. Og alt dette skete på Gidgiddonis befaling.
27 Og mange tusinde overgav sig som fanger til nephiterne, medens resten blev dræbt.
28 Og deres anfører Zemnarihah blev fanget og hængt i et træ, ja, i toppen, og han døde. Og efter at de havde hængt ham, og døden var indtrådt, fældede de træet og råbte med høj røst og sagde:
29 Herren bevare sit folk i retfærdighed og i hjertets hellighed, så de må kaste alle til jorden, som med magt og hemmelige forbindelser søger at dræbe dem, ligesom denne mand er blevet kastet til jorden.
30 Og de frydede sig og råbte igen som med een stemme og sagde: Måtte Abrahams, Isaks og Jakobs Gud beskytte dette folk i retfærdighed, så længe det påkalder dets Guds navn om beskyttelse.
31 Og de brød alle ud i sang og pris som med een stemme, og priste deres Gud for det, han havde gjort for dem, idet han havde bevaret dem, så de ikke var faldet i hænderne på deres fjender.
32 Ja, de råbte: Hosianna til den allerhøjeste Gud. Og de råbte: Velsignet være Herren, den almægtige Guds navn, den allerhøjeste Gud.
33 Og deres hjerter var fyldt med glæde, og de udgød mange tårer på grund af Guds store godhed, at han havde befriet dem af deres fjenders hænder; og de vidste, at det var på grund af deres omvendelse og ydmyghed, at de var blevet reddet for evig undergang.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3