Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Helamans Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 11
Stor hungersnød --- Folket vender sig til Herren og bliver atter velsignet med fremgang --- Uenighed og strid følger --- Gadiantons røverbande lever atter op.
1 OG I det to og halvfjerdsindstyvende år af dommernes regering tog stridighederne så meget til, at der var krig overalt i landet blandt hele det nephitiske folk.
2 Og det var denne hemmelige røverbande, som udførte dette ødelæggelsens og ugudelighedens værk. Og denne krig varede hele det år og det tre og halvfjerdsindstyvende med.
3 Og i dette år råbte Nephi til Herren og sagde:
4 O Herre, tilsted ikke, at dette folk omkommer ved sværdet; men, o Herre, lad der hellere komme hungersnød i landet for at få dem til at erindre Herren, deres Gud, og måske de da vil omvende sig og igen vende sig til dig.
5 Og således skete det efter Nephis ord. Og der blev stor hungersnød i landet blandt hele Nephis folk. Og hungersnøden vedvarede i det fire og halvfjerdstindstyvende år, og ødelæggelsens værk ved sværdet hørte op, men blev alvorlig på grund af hungersnød.
6 Dette ødelæggelsens værk fortsatte også i det fem og halvfjerdsindstyvende år. For jorden blev slået med tørke og frembragte ikke korn i høstens tid; og hele landet blev hjemsøgt både blandt lamaniterne og nephiterne, så de blev straffet og omkom i tusindvis i de ugudeligere dele af landet.
7 Og da folket så, at de var ved at omkomme af sult, begyndte de at ihukomme Herren, deres Gud, og erindre Nephis ord.
8 Og folket begyndte at bede deres overdommere og anførere sige til Nephi: Vi ved, at du er en Guds mand; anråb derfor Herren, vor Gud, om at tage denne hungersnød fra os, så at ikke alle de ord, som du har talt angående vor udryddelse, skal gå i opfyldelse.
9 Og dommerne talte til Nephi i overensstemmelse med folkets ønske. Og da Nephi så, at folket havde omvendt sig og ydmygede sig i sæk og aske, anråbte han atter Herren og sagde:
10 O Herre, se, dette folk omvender sig, og de har udryddet Gadiantons bande af deres midte, så at den er blevet udslettet, og de har skjult deres hemmelige planer i jorden.
11 Vil du nu, o Herre, bortvende din vrede på grund af deres ydmyghed og lade din vrede være tilfredsstillet ved udryddelsen af disse ugudelige mennesker, som du allerede har udryddet.
12 O Herre, bortvend din vrede, ja din forfærdelige vrede og lad denne hungersnød høre op i landet.
13 O Herre, vil du lytte til mig og lade det ske efter mine ord og sende regn ud over jorden, så at den kan frembringe frugt og korn i høstens tid.
14 O Herre, du hørte mine ord, da jeg sagde: Lad der blive hungersnød, så at plagen ved sværdet må høre op; og jeg ved, at du også denne gang vil høre mine ord, for du sagde: Dersom dette folk omvender sig, vil jeg skåne dem.
15 Ja, Herre, du ser, at de har omvendt sig på grund af hungersnøden, pesten og ødelæggelsen, som er kommet over dem.
16 Og nu, o Herre, vil du ikke bortvende din vrede og igen prøve, om de ikke vil tjene dig? Og hvis så er, o Herre, da kan du velsigne dem efter dine ord, som du har talt.
17 Og i det seks og halvfjerdsindstyvende år vendte Herren sin vrede bort fra folket og lod regn falde på jorden, så den frembragte frugt i frugtens tid. Og den frembragte korn i kornets tid.
18 Og se, folket frydede sig og priste Gud, og hele landet var fuldt af glæde; og de søgte ikke mere at ombringe Nephi, men de agtede ham som en stor profet og en Guds mand, som havde fået stor magt og myndighed af Gud.
19 Men Lehi, hans broder, stod ikke det mindste tilbage for ham i det, der henhører til retfærdighed.
20 Og således begyndte det igen at gå Nephis folk godt i landet, og de begyndte at opbygge de øde steder og at formere sig og sprede sig, til de dækkede hele landet, både mod nord og mod syd fra det vestlige til det østlige hav.
21 Og det seks og halvfjerdsindstyvende år endte i fred. Og det syv og halvfjerdsindstyvende år begyndte i fred, og kirken bredte sig over hele landet, så at størstedelen af folket, både nephiterne og lamaniterne, tilhørte kirken; og der herskede usædvanlig fred i landet, og således endte det syv og halvfjerdsindstyvende år.
22 Og også i det otte og halvfjerdsindstyvende år havde de fred med undtagelse af nogle få uoverensstemmelser angående lærepunkter, som var blevet fastlagt af profeterne.
23 Og i det ni og halvfjerdsindstyvende år opstod der megen strid. Men Nephi og Lehi og mange af deres brødre, som kendte de sande lærepunkter, eftersom de daglig fik mange åbenbaringer, prædikede således for folket, så at stridighederne blev bilagt det samme år.
24 Og i det firsindstyvende år af dommernes regering over Nephis folk var der et vist antal af de frafaldne fra Nephis folk, som nogle år i forvejen var gået over til lamaniterne og havde taget navnet lamaniter på sig, og ligeledes et vist antal, som var virkelige efterkommere af lamaniterne, og som var blevet opægget til vrede af disse frafaldne, der begyndte krig med deres brødre.
25 Og de myrdede og røvede; og så trak de sig tilbage til bjergene og ud i ørkenen og til hemmelige steder, hvor de skjulte sig, så de ikke kunne blive opdaget; og deres antal øgedes dagligt, eftersom der var mange frafaldne, der tog ud til dem.
26 Og således blev de med tiden, ja, i løbet af nogle få år, til en meget stor røverbande; og de udforskede alle Gadiantons hemmelige planer, og således blev de Gadiantons røvere.
27 Disse røvere voldte megen forstyrrelse, ja, endog stor ødelæggelse blandt Nephis folk og ligeledes blandt det lamanitiske folk.
28 Og det blev nødvendigt, at der måtte gøres ende på dette ødelæggelsens værk; og derfor sendte de en hær af stærke mænd ud i ørkenen og op i bjergene for at opsøge denne røverbande og udrydde den.
29 Men i det samme år blev de drevet tilbage til deres eget land. Og således endte det firsindstyvende år af dommernes regering over Nephis folk.
30 Og i begyndelsen af det en og firsindstyvende år drog de atter ud mod denne røverbande og udryddede mange; men de led også selv store tab.
31 Og de blev atter tvunget til at vende tilbage fra ørkenen og fra bjergene til deres egne områder på grund af disse røveres overordentligt store antal, som gjorde gjergene og ørkenen usikre.
32 Og således endte dette år. Og røverne blev flere og flere og voksede sig stærke, så de trodsede alle nephiternes og lamaniternes hære; og de blev årsag til, at der kom stor frygt over folket i hele landet.
33 For de hjemsøgte mange dele af landet og anrettede store ødelæggelser; de dræbte mange og førte andre ud i ørkenen i fangenskab, i særdeleshed kvinder og børn.
34 Dette store onde, som ramte folket på grund af dets ugudelighed, fik dem atter til at tænke på Herren, deres Gud.
35 Og således endte det en og firsindstyvende år af dommernes regering.
36 Og i det to og firsindstyvende år begyndte de atter at glemme Herren, deres Gud. Og i det tre og firsindstyvende år begyndte de at blive stærket ugudelige. Og i det fire og firsindstyvende år blev de ikke bedre.
37 Og i det fem og firsindstyvende år blev de mere og mere stolte og ugudelige; og således blev de atter modne til ødelæggelse.
38 Og således endte det fem og firsindstyvende år.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3