Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Helamans Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 5
Nephi overgiver Cezoram dommersædet --- Sammen med sin broder Lehi ofrer han al sin kraft på forkyndelsen --- Vidunderlige manifestationer --- Lamaniter, der er blevet omvendt, tilbagegiver erobrede nephitiske områder.
1 OG I det samme år overlod Nephi dommersædet til en mand, hvis havn var Cezoram.
2 For deres love og styreformer bestemtes ved folkets stemme, og de, som valgte det onde, var talrigere end de, der valgte det gode; derfor blev de modne til udryddelse, for lovene var blevet forvansket.
3 Ja, det var ikke alt; men de var et hårdnakket folk, så de ikke kunne regeres ved loven eller retten, undtagen de gik deres undergang i møde.
4 Og Nephi var blevet træt af deres uretfærdighed, og han opgav dommerembedet og påtog sig at prædike Guds ord resten af sine dage, og hans broder Lehi gjorde det samme.
5 For de erindrede de ord, som deres fader Helaman talte til dem. Og det er de ord, han talte:
6 Se, mine sønner, jeg ønsker, at I skal huske at holde Guds bud, og at I skal forkynde disse ord for folket; se, jeg har givet jer vore første forældres navne, som kom ud fra Jerusalems land; og dette har jeg gjort, for at I, når I tænker på jeres navne, at I da kan erindre dem, og at I, når I erindrer dem, da kan erindre deres gerninger, og at I, når I erindrer deres gerninger, da kan vide, hvorfor det er sagt og ligeledes skrevet, at de var gode.
7 Derfor ønsker jeg, mine sønner, at I skal gøre det, der er godt, så at der kan siges og skrives om jer, ligesom der blev sagt og skrevet om dem.
8 Mine sønner, se, jeg har noget mere at begære af jer, og mit ønske er, at I ikke skal gøre dette for at rose jer, men at I skal gøre det for at samle en skat i himlen, som er evig, og som ikke svinder hen, ja, at I må få det evige livs kostbare gave, som vi har grund til at tro blev givet vore fædre.
9 O, ihukom, ihukom, mine sønner, de ord, som kong Benjamin talte til sit folk; ja, husk på, at der ikke findes nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved menneskene kan blive salige uden ved Jesu Kristi forsonende blod, han, som skal komme; ja, husk på, at han kommer for at forløse verden.
10 Og husk også på de ord, Amulek talte til Zeezrom i byen Ammonihah; for han sagde til ham, at Herren visselig skulle komme og forløse sit folk, men at han ikke skulle komme og forløse dem i deres synder, men forløse dem fra deres synder.
11 Og ham er givet magt af Faderen til at forløse dem fra deres synder gennem omvendelse; derfor har han sendt sine engle for at forkynde betingelserne for den omvendelse, som fører til Forløserens kraft, til sjælenes frelse.
12 Og nu, mine sønner, ihukom, ihukom, at det er på vor Forløsers klippe, på Kristus, Guds Søn, I må bygge jeres grundvold, så at når djævelen sender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når al hans hagl og frygtelige uvejr skal rammer jer, at det da ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den evige pines afgrund på grund af klippen, som I er bygget på, hvilken er en sikker grundvold, en grundvold, som menneskenne ikke kan falde på, dersom de bygger derpå.
13 Det var de ord, som Helaman talte til sine sønner; ja, han lærte dem mange ting, som ikke er skrevet og ligeledes mange ting, som er skrevet.
14 Og de erindrede hans ord og holdt Guds bud; derfor gik de ud og forkyndte Guds ord blandt hele Nephis folk, idet de begyndte i byen Overflødigheden.
15 Og derfra gik de til byen Gid, og fra byen Gid til byen Mulek.
16 Og fra den ene by til den anden, indtil de havde gået ud til hele det nephitiske folk, som var i landet mod syd og derfra ind i Zarahemlas land blandt lamaniterne.
17 Og de prædikede med stor kraft, så at de beskæmmede mange af disse frafaldne, som var gået over fra nephiterne, og disse kom frem og bekendte deres synder og blev døbt til omvendelse og vendte straks tilbage til nephiterne for at give dem oprejsning for den uret, de havde gjort.
18 Og Nephi og Lehi prædikede for lamaniterne med stor magt og myndighed, for der var givet dem magt og myndighed, så de kunne tale; og det blev dem også givet, havd de skulle tale.
19 Derfor talte de til lamaniternes store forundring og overbevisning, så otte tusinde af de lamaniter, som var i Zarahemlas land og i landet rundt omkring, blev døbt til omvendelse og blev overbevist om ugudeligheden i fædrenes traditioner.
20 Og Nephi og Lehi gik derfra til Nephis land.
21 Og det skete, at de blev pågrebet af en lamanitisk hær og kastet i fængsel, ja, i det samme fængsel, hvori Ammon og hans brødre blev kastet af Limhis tjenere.
22 Og efter at de havde været fængslet i mange dage uden at få mad, se, da kom nogle lamaniter ind i fængselet for at hente dem og slå dem ihjel.
23 Men Nephi og Lehi var ligesom omringet af ild, så at de ikke vovede at lægge hånd på dem af frygt for at blive forbrændt. Men Nephi og Lehi blev ikke forbrændt, og de stod ligesom i ild, men blev ikke forbrændt.
24 Og da de så, at de var omgivet af en ildsøjle, og at den ikke brændte dem, fattede de mod.
25 For de så, at lamaniterne ikke vovede at lægge hånd på dem; de turde heller ikke nærme sig dem, men stod, som om de var blevet stumme af forbavselse.
26 Og Nephi og Lehi trådte frem og begyndte at tale til dem og sagde: Frygt ikke, for det er Gud, der har vist jer disse forunderlige ting, hvorved det er blevet vist jer, at I ikke kan lægge hånd på os for at dræbe os.
27 Og se, da de havde sagt disse ord, skælvede jorden stærkt, og fængselets mure rystede, som om de skulle styrte sammen, men se, de faldt ikke. Og de, der var i fængselet, var lamaniter og frafaldne nephiter.
28 Og de overskyggedes af et tæt mørke, og en forfærdelig, højtidelig, frygt kom over dem.
29 Og det skete, at der hørtes en røst ligesom oven over den mørke sky, som sagde: Omvend jer, omvend jer! og søg ikke mere at udrydde mine tjenere, som jeg har sendt til jer for at forkynde jer godt budskab.
30 Og da de hørte denne røst, forstod de, at det ikke var en tordenrøst, ej heller var det en støjende og larmende røst, men se, det var en stille og fuldkommen mild røst, som om det var en hvisken, og den trængte ind i sjælens inderste.
31 Og til trods for røstens mildhed rystedes jorden meget stærkt, og fængselets mure skælvede atter, som om de ville styrte sammen, og den mørke sky, som overskyggede dem, spredtes ikke.
32 Og se, røsten hørtes atter sige: Omvend jer, omvend jer! for himmeriges rige er nær og søg ikke at stille jer i vejen for mine tjenere. Og jorden rystede atter og murene skælvede.
33 Og atter hørtes røsten tredie gang, og den talte forunderlige ord til dem, som intet menneske kan sige, og murene skælvede atter, og jorden rystedes, som om den var lige ved at sønderrives.
34 Og se, lamaniterne kunne ikke flygte på grund af den mørke sky, som overskyggede dem; ja, og de blev også ubevægelige af den frygt, som kom over dem.
35 Og der var en blandt dem, der var nephit af fødsel, og som engang havde tilhørt Guds kirke, men havde forladt den.
36 Og han vendte sig om, og se, han så Nephis og Lehis ansigter gennem det tætte mørke; og se, deres ansigter strålede overordentligt, ja, ligesom engles ansigter. Og han så, at de hævede blikket mod himlen, og at de stod, som om de talte eller opløftede deres røst til et eller andet væsen, som de så.
37 Og denne mand råbte til mængden, at de skulle vende sig om og se. Og se, der blev givet dem kraft, så at de vendte sig om og så, og de så Nephis og Lehis ansigter.
38 Og de sagde til manden: Se, hvad betyder alt dette? Hvem er det, disse mænd taler med?
39 Og manden, hvis navn var Aminadab, sagde til dem: De taler med Guds engle.
40 Og lamaniterne sagde til ham: Hvad skal vi gøre, for at denne mørke sky kan blive taget væk for os?
41 Og Aminadab sagde ti dem: I skal omvende jer og kalde på røsten, til I får tro på Kristus, som blev forkyndt for jer af Alma og Amulek g Zeezrom, og når I gør dette, da skal den mørke sky tages væk og ikke mere overskygger jer.
42 Og de begyndte alle at påkalde hans røst, der havde rystet jorden; ja, de råbte, indtil den mørke sky spredtes.
43 Og da de kastede blikket omkring og så, at den mørke sky var spredt, så den ikke overskyggede dem, opdagede de, at de var omringet, ja, haver eneste sjæl, af en ildsøjle.
44 Og Nephi og Lehi stod midt iblandt dem; og de stod som i en luende ild, som omringede dem; dog gjorde den dem ingen skade, og den greb heller ikke fat i fængselets mure; og de blev fyldt med en uudsigelig glæde og herlighed.
45 Og se, Guds hellige ånd kom ned fra himlen og tog bolig i deres hjerter, og de blev ligesom opfyldt med ild og kunne tale forunderlige ord.
46 Og det skete, at der hørtes en røst, ja, en behagelig røst ligesom en hvisken, som sagde:
47 Fred, fred være med jer på grund af jeres tro på min højtelskede Søn, som var til fra verdens grundlæggelse.
48 Og da de nu hørte dette, løftede de blikket opad ligesom for at se, hvorfra røsten kom, og se, de så himlene åbnes, og engle kom ned fra himlen og tjente dem.
49 Og der var omtrent tre hundrede sjæle, som så og hørte disse ting; og det blev dem befalet at gå ud og ikke forundres, og de skulle heller ikke tvivle.
50 Og de gik ud og tjente folket og forkyndte i alle egnene rundt om alt, hvad de havde hørt og set, og størsteparten af lamaniterne blev overbevist gennem de store beviser, som de havde modtaget.
51 Og så mange, som blev overbevist, nedlagde våbnene og afstod fra deres had og fra fædrenes overleveringer.
52 Og de gav nephiterne deres ejendomslande tilbage.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3