Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 62
Moroni kommer Pahoran til undsætning --- Zarahemla genindtages fra oprørerne --- Der sendes hjælp til Helaman, Lehi og Teancum --- Lamaniterne koncentrerer sig i Moronis land --- Teancum slår Ammoron ihjel på bekostning af sit eget liv --- Lamaniterne drives ud af landet.
1 OG DA Moroni havde modtaget dette brev, fattede han mod, og han fyldtes med stor glæde over Pahorans trofasthed, fordi han ikke også var blevet en forræder mod friheden og sit lands sag.
2 Men han sørgede meget over deres ugudelighed, som havde drevet Pahoran bort fra dommersædet, og over dem, der havde gjort oprør mod deres land og deres Gud.
3 Og Moroni tog et lille antal mænd, som Pahoran ønskede, og gav Lehi og Teancum kommando over resten af sin hær, og han begav sig på vej til Gideons land.
4 Og han plantede frihedens banner i hver by, som han kom til og samlede alle de stridskræfter, han kunne på hele marchen mod Gideons land.
5 Og tusinder flokkedes om hans banner og greb til våben til forsvar for deres frihed, for at de ikke skulle falde i trældom.
6 Og da Moroni således havde samlet så mange mænd, han kunne på hele marchen, kom han til Gideons land og forenede sine tropper med Pahorans, så at de blev meget stærke, ja, stærkere end Pachus's mænd. Pachus var kongen over de oprørere, der havde drevet frimændene ud af Zarahemlas land og taget landet i besiddelse.
7 Og Moroni og Pahoran drog med deres hære ned mod Zarahemlas land, og de rykkede frem mod byen og mødte Pachus's mænd, og det kom til slag mellem dem.
8 Og se, Pachus blev dræbt, og hans mænd blev taget til fange; og Pahoran blev atter indsat i dommerembedet.
9 Og Pachus's mænd blev taget i forhør i overensstemmelse med loven, og ligeledes de kongetilhængere, som var blevet pågrebet og kastet i fængsel; og de blev straffet efter loven; ja, de mænd, der anførtes af Pachus og kongetilhængerne og alle, som ikke ville gribe til våben for at forsvare landet, men kæmpede derimod, blev henrettet.
10 Og således blev det nødvendigt, at denne lov skulle overholdes nøje for landets sikkerheds skyld; og den, der fornægtede friheden, blev straks henrettet ifølge loven.
11 Og således endte det tredivte år af dommernes regering over Nephis folk; Moroni og Pahoran havde genoprettet freden i Zarahemlas land blandt deres eget folk og straffet alle dem med døden, som ikke var tro mod frihedens sag.
12 Og i begyndelsen af det en og tredivte år af dommernes regering over Nephis folk lod Moroni straks sende forråd og en hær på seks tusinde mand til Heleman for at hjælpe ham med at beskytte den del af landet.
13 Og han lod ligeledes en hær på seks tusinde mand med tilstrækkelige forråd af levnedsmidler sende til Lehis og Teancums hære. Og dette blev gjort for at befæste landet mod lamaniterne.
14 Og Moroni og Pahoran efterlod en stor hær i Zarahemlas land og drog med en anden stor hær mod Nephihahs land, fast besluttet på at overvinde lamaniterne i den by.
15 Og da de befandt sig på vejen til dette land, overmandede de et stort antal lamanitiske mænd og dræbte mange af dem og frarøvede dem deres forråd og krigsvåben.
16 Og efter at de havde taget dem, lod de dem indgå en pagt at de ikke mere ville gribe til våben mod nephiterne.
17 Og da de havde indgået denne pagt, sendte de dem ud for at bo blandt Ammons folk; og der var omtrent fire tusinde, som ikke var blevet dræbt.
18 Og da de havde sendt dem bort, fortsatte de marchen til Nephihahs land. Og da de kom til byen Nephihah, slog de lejr på Nephihas sletter, som ligger i nærheden af byen Nephihah.
19 Og Moroni ønskede nu, at lamaniterne ville komme ud til kamp mod dem på sletterne; men da lamaniterne kendte deres store mod og så deres store antal, vovede de ikke at komme ud mod dem, og derfor kom de ikke ud til kamp den dag.
20 Og da natten kom, gik Moroni ud i nattens mørke og steg op på muren for at udspejde, i hvilken del af byen lamaniterne lå lejret med deres hær.
21 Og han opdagede, at de var mod øst ved indgangen, og de sov alle. Og Moroni vendte tilbage til hæren og udstedte befaling om, at de i hast skulle forfærdige stærke reb og stiger, som kunne hejses ned fra det øverste af muren på den indvendige side.
22 Og Moroni lod sine mænd marchere frem og klatre op på det øverste af muren og lade sig fire ned i den del af byen, ja, mod vest, hvor lamaniterne ikke lå med deres tropper.
23 Og de blev alle firet ned i byen om natten ved hjælp af de stærke reb og stiger; og da morgenen kom, var de således alle indenfor byens mure.
24 Og da nu lamaniterne vågnede og så, at Moronis tropper var indenfor murene, blev de meget forskrækket, så de flygtede ud gennem udgangen.
25 Og da nu Moroni så, at de flygtede for ham, lod han sine mænd rykke frem imod dem, og de dræbte mange og omringede mange andre og tog dem til fange; de øvrige flygtede til Moronis land, som lå på grænsen til havet.
26 Således kom Moroni og Pahoran i besiddelse af byen Nephihah uden at miste én eneste sjæl; men mange af lamaniterne blev dræbt.
27 Og mange af de lamaniter, der var blevet taget til fange, ønskede at forene sig med Ammons folk og blive et frit folk.
28 Og det skete, at alle, som ønskede det, fik deres ønske opfyldt.
29 Og således forenede alle de lamanitiske fanger sig med Ammons folk og begyndte at arbejde med stor flid, dyrke jorden og avle alle slags korn samt tillægge flokke og hjorde af enhver art; og således blev nephiterne befriet for en stor byrde, ja, de blev befriet for at forsørge alle de lamanitiske fanger.
30 Og Moroni drog fra Nephihahs land til Lehis land, efter at han var kommet i besiddelse af byen Nephihah og havde taget mange fanger, hvad der forringede lamaniternes hære betydeligt, og taget mange af de nephiter tilbage, der havde været krigsfanger, hvad der forstærkede Moronis hær meget.
31 Og da lamaniterne så, at Moroni kom imod dem, blev de atter bange og flygtede for Moronis hær.
32 Og Moroni og hans hær forfulgte dem fra by til by, indtil Lehi og Teancum mødte dem, og lamaniterne flygtede for Lehi og Teancum helt ned kysten, til de kom til Moronis land.
33 Og alle lamaniternes tropper var samlet sammen, så de alle udgjorde een stor hær i Moronis land. Og Ammoron, lamaniternes konge, var også med dem.
34 Og Moroni, Lehi og Teancum lejrede sig med deres hære på grænsen til Moronis land, så lamaniterne blev omringet på grænsen til ørkenen mod syd og på grænsen af ørkenen mod øst.
35 Og således lejrede de sig for natten; thi se, både nephiterne og lamaniterne var udmattede af den lange march; derfor bestemte de sig til ikke at udføre nogen krigslist om natten, med undtagelse af Teancum, som var meget vred på Ammoron; thi han mente, at Ammoron og Amalickiah, hans broder, havde været årsag til denne store og langvarige krig mellem dem og lamaniterne, i hvilken der havde været så megen strid og blodsudgydelse og så stor hungersnød.
36 Og Teancum gik i sin vrede frem til lamaniternes lejr og lod sig glide ned over byens mure. Og han gik fra sted til sted med et reb, indtilhan fandt kongen; og han kastede et spyd mod ham, som gennemborede ham nær hjertet. Men se, kongen vækkede sine tjenere, før han døde, så de forfulgte Teancum og dræbte ham.
37 Og da Lehi og Moroni erfarede, at Teancum var død, blev de meget bedrøvet; thi se, han var en mand, der havde kæmpet tappert for sit land, ja, en sand ven af friheden, og han havde gennemgået mange og store trængsler. Men se, nu var han død og gået al kødets gang.
38 Og Moroni rykkede frem om morgenen og angreb lamaniterne og tilføjede dem et stort nederlag og drev dem ud af landet; og de flygtede og vendte ikke denne gang om mod nephiterne.
39 Og således endte det en og tredivte år af dommernes regering over Nephis folk; og således havde de haft krige og blodsudgydelse, hungersnød og trængsler i et tidsrum af mange år.
40 Og der havde været mord og strid og uenighed og al slags ugudelighed blandt Nephis folk; men alligevel blev de sparet for de retfærdiges skyld, ja, på grund af de retfærdiges bønner.
41 Men se, på grund af den meget lange krig mellem nephiterne og lamaniterne var mangeblevet forhærdet; og mange var blevet blødgjort gennem deres lidelser, så at de bøjede sig for Gud i dybeste ydmyghed.
42 Og efter at Moroni havde befætet de dele af landet, som var mest udsat for lamaniterne, til de var tilstrækkeligt stærke, vendte han tilbage til byen Zarahemla, og Helaman vendte ligeledes tilbage til sit hjem; og der var endnu engang oprettet fred blandt Nephis folk.
43 Og Moroni overdrog kommandoen over hæren til sin søn Moronihah, og han trak sig tilbage til sit hus for at tilbringe resten af sine dage i fred.
44 Og Pahoran vendte tilbage til dommersædet, og Helaman påtog sig atter at prædike Guds ord for folket; thi på grund af de mange krige og uroligheder var det blevet nødvendigt, at kirken atter skulle bringes i orden.
45 Derfor gik Helaman og hans brødre ud og forkyndte Guds ord med stor kraft, så mange folk blev overbevist om deres ugudelighed, hvad der fik dem til at omvende sig fra deres synder og blive døbt til Herren, deres Gud.
46 Og de oprettede igen Guds kirke overalt i hele landet.
47 Ja, retsvæsenet blev også ordnet. Og deres dommere og overdommere blev valgt.
48 Og Nephis folk begyndte atter at trives i landet, og de begyndte at formere sig og blive talrige igen i landet. Og de begyndte at blive meget rige.
49 Men til trods for deres rigdom, magt og fremgang var de ikke opblæste af stolthed, og de var heller ikke sene til at ihukomme Herren, deres Gud; men de ydmygede sig dybt for ham.
50 Ja, de erindrede, hvor store ting Herren havde gjort for dem, at han havde befriet dem for død og bånd og fængsel og for alle slags trængsler; og han havde udfriet dem af deres fjenders hænder.
51 Og de bad uophørligt til Herren, deres Gud, så Herren velsignede dem i overensstemmelse med sit ord, og de blev mægtige og havde fremgang i landet.
52 Alt dette skete, og Helaman døde i det fem og tredivte år af dommernes regering over Nephis folk.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3