Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 58
Helamans brev sluttet --- Nephitiske bevægelser foran Manti --- Lamanitiske udfald --- Gid og Teomner indtager byen --- Fjenden trækker sig tilbage.
1 VORT næste mål var nu at indtage byen Manti; men vi havde ingen midler til at få lamaniterne ud af byen med vore små skarer. Thi de huskede, hvad vi havde gjort hidtil, og derfor kunne vi ikke lokke dem ud af deres stærke fæstning.
2 Og de var så mange flere end vor hær, at vi ikke vovede at gå frem og angribe dem i deres stærke befæstning.
3 Og det blev nødvendigt at benytte vore mænd til at beskytte de dele af landet, som vi havde beholdt i vor besiddelse; derfor blev det nødvendigt at vente, indtil vi kunne få større styrker fra Zarahemlas land og ligeledes nye forråd af proviant.
4 Og jeg sendte også en udsending til vort lands statholder for at gøre ham bekendt med vort folks forhold. Og vi ventede på at modtage proviant og forstærkning fra Zarahemlas land.
5 Men det gavnede os kun lidt, thi lamaniterne fik også forstærkninger fra dag til dag og megen proviant; ja, således var vore forhold på den tid.
6 Og lamaniterne gjorde udfald mod os fra tid til anden og besluttede at udrydde os ved list; men vi kunne alligevel ikke komme i kamp med dem på grund af deres tilflugtssteder og deres forskansninger.
7 Og under disse besværlige forhold ventede vi i mange måneder, til vi var nær ved at omkomme af mangel på mad.
8 Men det skete da, at vi fik proviant, der blev ført til os under bevogtning af en hær på to tusinde mand, der var sendt os til hjælp; og det er al den hjælp, vi fik til at forsvare os selv og vort land mod at falde i vore fjenders hænder, ja, til at kæmpe med en fjende, der var talrig.
9 Og årsagen til disse vore vanskeligheder eller grunden til, at de ikke sendte os flere forstærkninger kendte vi ikke; derfor var vi bedrøvede og frygtede, at Guds straffedomme skulle komme over vort land, til vor undergang og fuldstændige ødelæggelse.
10 Derfor udøste vi vor sjæl i bøn til Gud, at han ville styrke os og udfri os af vore fjenders hænder og give os styrke til, så at vi kunne beholde vore byer, vort land og vore ejendele til vort folks underhold.
11 Og det skete, at Herren, vor Gud, forsikrede os om, at han ville udfri os; ja, han fyldte vor sjæl med fred og skænkede os stor tro og gav os håb om befrielse ved ham.
12 Og vi fattede mod med vor lille styrke, som vi havde modtaget og var fast besluttede på, at vi ville overvinde vore fjender og forsvare vort land og vore besiddelser samt vore hustruer og børn og frihedens sag.
13 Og således rykkede vi frem med al vor magt mod lamaniterne, som var i byen Manti; og vi slog lejr i nærheden af byen på den side, som vendte ud mod ørkenen.
14 Og da lamaniterne om morgenen så, at vi var på grænsen af ørkenen, som var nær ved byen, sendte de deres spejdere ud rundt omkring os for at finde ud af vor hærs antal og styrke.
15 Og da de så, at vi ikke var mange, og de frygtede for, at vi skulle afskære dem fra deres tilførsler, medmindre de drog ud til kamp mod os og dræbte os, og da de ligeledes mente, at de let kunne ødelægge os med deres talrige hærskarer, begyndte de at træffe forberedelser til at drage ud til kamp mod os.
16 Og da vi så, at de traf forberedelser til at komme ud mod os, lod jeg Gid og Teomner, hver med en lille skare mænd, skjule sig i ørkenen.
17 Gid og hans mænd var til højre og de andre til venstre; og da de således havde skjult sig, forblev jeg med resten af min hær på det sted, hvor vi først havde slået lejr for at afvente tiden, da lamaniterne ville komme ud til kamp.
18 Og det skete, at lamaniterne kom ud mod os med deres talrige hær. Og da de kom og skulle til at falde over os med sværdet, lod jeg mine mænd, som var hos mig, trække sig tilbage til ørkenen.
19 Og lamaniterne forfulgte os hurtigt, thi de var overmåde ivrige efter at indhente os, for at de kunne dræbe os; derfor forfulgte de os ud i ørkenen, og vi drog forbi midt mellem Gid og Teomner, således at disse ikke blev opdaget af lamaniterne.
20 Og da lamaniternes hær var draget forbi, kom Gid og Teomner ud fra de steder, hvor de lå skjult og afskar lamaniternes spejdere, så at de ikke kunne vende tilbage til byen.
21 Og da de havde afskåret dem, løb de til byen og faldt over vagterne, som var blevet ladt tilbage for at bevogte byen, dræbte dem og tog byen i besiddelse.
22 Og dette lykkedes, fordi lamaniterne havde ladet hele deres hær, med undtagelse af nogle få vagter, drage ud i ørkenen.
23 Og på denne måde kom Gid og Teomner i besiddelse af deres fæstninger. Og efter at have vandret meget omkring i ørkenen, tog vi retningen mod Zarahemlas land.
24 Og da lamaniterne så, at de var på vej til Zarahemlas land blev de meget bange for, at der var lagt en plan, hvorved de ville gå deres udryddelse i møde; og derfor begyndte de igen at trække sig tilbage til ørkenen, ja, ad den samme vej, som de var kommet.
25 Og natten faldt på, og de slog lejr; thi lamaniternes øverste høvedsmænd formodede, at nephiterne var udmattede af marchen, og antog, at de havde forfulgt hele vor hær; derfor gjorde de sig ingen tanke om byen Manti.
26 Og da natten kom, lod jeg ikke mine mænd sove, men befalede, at de skulle drage ad en anden vej henimod Mantis land.
27 Og på grund af denne vor march om natten var vi om morgenen kommet forbi lamaniterne, så at vi kom til byen Manti førend dem.
28 Og således skete det, at vi ved denne krigslist tog byen Manti i besiddelse uden blodsudgydelse.
29 Og da lamaniternes tropper kom i nærheden af byen og så, at vi var beredt til at møde dem, blev de meget forbavsede og slået af stor frygt, så de flygtede ud i ørkenen.
30 Og de lamanitiske hære flygtede ud af hele den del af landet. Men se, de havde ført mange kvinder og børn med sig ud af landet.
31 Og de byer, der blev indtaget af lamaniterne, er nu alle i vor besiddelse, og vore fædre og vore kvinder og vore børn drager nu tilbage til deres hjem; alle, undtagen de, som er taget til fange og bortført af lamaniterne.
32 Men vore hære er for små til at forsvare så mange byer og så store besiddelser.
33 Men vi forlader os på vor Gud, som har skænket os sejren over disse lande, så at vi har fået de byer og lande, som var vore egne.
34 Men vi kender ikke grunden til, at regeringen ikke sender os større forstærkninger; og de mænd, der er kommet til os, ved heller ikke, hvorfor vi ikke har modtaget større forstærkninger.
35 Se, vi ved ikke, om I har haft uheld med jer og ført stridskræfterne til den del af landet; om så er, ønsker vi ikke at klage.
36 Og dersom det ikke er så, er vi bange for, at en eller anden uenighed i regeringen er årsag til, at de ikke sender os flere mænd til hjælp; thi vi ved, at de er tilstrækkeligt mange til at sende flere, end de har sendt.
37 Men se, det gør intet til sagen; vi stoler på, at Gud vil befri os til trods for vore få tropper og udfri os af vore fjenders hænder.
38 Se, det er i slutningen af det ni og tyvende år, og vi er i besiddelse af vore lande, og lamaniterne er flygtet til Nephis land.
39 Og disse Ammons folks sønner, som jeg har omtalt så smukt, er med mig i byen Manti; og Herren har hjulpet dem, ja, og bevaret dem mod at falde for sværdet, så at ikke een eneste sjæl er blevet dræbt.
40 Men se, de har fået mange sår; ikke desto mindre står de fast i den frihed, hvormed Gud har frigjort dem; og de holder strengt på at tilbede Herren deres Gud fra dag til dag; ja, de iagttager hans skikke, hans forordninger og hans befalinger bestandigt og har stor tro på profetierne om det tilkommende.
41 Og nu, min elskede broder Moroni, ønsker jeg, at Herren vor Gud, som har forløst os og gjort os fri, altid må bevare dig i sin nærhed, og at han vil begunstige dette folk, ja, så at det må lykkes dig at komme i besiddelse af alt, hvad lamaniterne har taget fra os, og som var til vort underhold. Og nu slutter jeg mit brev. Jeg er Helaman, Almas søn.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3