Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 57
Helamans brev fortsat --- Antiparah genindtages --- Byen Cumeni overgiver sig --- Lamaniterne drives til Manti --- En mirakuløs redning --- Lamanitiske fangers flugt.
1 OG DET skete, at jeg modtog et brev fra kong Ammoron, hvori han sagde, at dersom jeg ville udlevere de krigsfanger, som vi havde taget, ville han overgive byen Antiparah til os.
2 Men jeg sendte et brev til kongen, hvori jeg skrev, at vi var sikker på, at vore stridskræfter var tilstrækkelige til at indtage byen Antiparah; og dersom vi udleverede fangerne til gengæld for den by, ville vi anse os for at være ukloge, og at vi kun ville udlevere vore fanger ved udveksling.
3 Men Ammoron afviste mit brev, thi han ville ikke udveksle fanger, og derfor begyndte vi at træffe forberedelser til at gå mod byen Antiparah.
4 Men befolkningen i Antiparah forlod byen og flygtede til de andre byer, som var i deres besiddelse, for at befæste dem, og Antiparah faldt i vore hænder.
5 Og således endte det otte og tyvende år af dommernes regering.
6 Og i begyndelsen af det ni og tyvende år fik vi tilført proviant og en forstærkning på seks tusinde mand til vor hær fra Zarahemlas land og fra landet rundt omkring foruden tresindstyve af ammoniternes sønner, der var kommet for at forene sig med ders brødre, min lille skare på to tusinde. Nu var vi stærke; og vi havde ligeledes mængder af proviant, som var blevet bragt os.
7 Og det var vort ønske at udkæmpe et slag med den hær, som var blevet sat til at forsvare byen Cumeni.
8 Og nu vil jeg vise dig, at vi snart opnåede vor hensigt; ja, med vor stærke hær eller en del af vor stærke hær omringede vi Cumeni om natten, lidt før de skulle modtage forsyning af proviant.
9 Og vi slog lejr omrking byen i mange nætter; men vi sov på vore sværd og holdt vagt, så at lamaniterne ikke kunne komme over os om natten og dræbe os, som de forsøgte mange gange; men lige så ofte, som de forsøgte dette, flød deres blod.
10 Endelig kom deres proviant, og de skulle til at gå ind i byen om natten. Men i stedet for lamaniter var vi nephiter, hvorfor vi tog dem og deres proviant.
11 Men til trods for at lamaniterne således var afskåret fra deres forråd, var de dog fast besluttede på at ville forsvare byen; derfor blev det nødvendigt at sende provianten til Judea og vore fanger til Zarahemlas land.
12 Og det varede ikke mange dage, førend lamaniterne opgav alt håb om hjælp, og derfor overgav de byen i vore hænder; således havde vi nået vor hensigt og indtaget byen Cumeni.
13 Men vi havde nu så mange fanger, at vi, til trods for vort overmåde store antal, enten var nødt til benytte hele vor krigsmagt til at bevogte dem eller også dræbe dem.
14 Thi de brød ud i store flokke og sloges med sten og med knipler, eller hvad de kunne få fat på, så at vi måtte dræbe over to tusinde af dem, efter at de havde overgivet sig som krigsfanger.
15 Derfor blev det nødvendigt at gøre ende på deres liv eller holde vagt over dem med sværd i hånd, ned til Zarahemlas land; vor proviant strakte heller ikke mere end til vore egne folk, selv med det, vi havde taget fra lamaniterne.
16 Og under disse farlige omstændigheder blev det en meget vigtig sag at træffe en bestemmelse angående disse krigsfanger; ikke desmindre besluttede vi at sende dem ned til Zarahemlas land, og derfor udvalgte vi en del af vore mænd og overgav vore fanger til dem, så de kunne føre dem til Zarahemlas land.
17 Men de vendte tilbage den næste dag. Og vi spurgte dem ikke angående fangerne; thi lamaniterne var over os, og de vendte tilbage i rette tid til at redde os fra at falde i deres hænder. Thi Ammoron havde sendt en ny forsyning af proviant samt en talrig hær til hjælp for dem.
18 Og de mænd, som vi sendte med fangerne, kom tidsnok til at standse dem, da de var ved at få overhånd over os.
19 Men min lille skare på to tusinde og tresindstyve kæmpede med stort heltemod; ja, de stod urokkeligt mod lamaniterne og bibragte alle dem døden, der satte sig til modværge.
20 Og da resten af vor hær var ved at vige for lamaniterne, da var disse to tusinde og tresindstyve unge mænd standhavtige og uforfærdede.
21 Ja, de iagttog og adlød enhver befaling med omhu, og det gik dem efter deres tro, og jeg erindrede de ord, de sagde til mig, at det var deres mødre, der havde lært dem det.
22 Det var disse mine sønner og disse mænd, der var blevet udvalgt til at ledsage fangerne, og som vi skylder denne store sejr; thi det var i virkeligheden dem, der slog lamaniterne, så de blev drevet tilbage til byen Manti.
23 Og vi holdt vor by Cumeni og blev ikke alle udryddet ved sværdet; men vi havde trods alt lidt et stort tab.
24 Og efter at lamaniterne var flygtet, gav jeg uopholdelig ordre til, at mine mænd, som var blevet såret, skulle opsøges blandt de faldne, og jeg lod deres sår forbinde.
25 To hundrede af mine to tusinde og tresindstyve unge mænd var besvimet på grund af blodtab/ men alligevel var der efter Guds godhed og til vor store forundring og ligeledes til hele vor hærs fjenders store forundring, ikke een sjæl af dem omkommet; men der var heller ikke een sjæl iblandt dem, som ikke havde fået mange sår.
26 Og hele hæren var forbavset over deres redning, ja, over at de var blevet bevaret, medens et tusind af vore brødre var blevet dræbt. Og vi tilskriver det med rette Guds vidunderlige magt på grund af deres store tro på det, der var blevet dem lært, nemlig at der var en retfærdig Gud og at den, der ikke tvivlede, ville blive bevaret ved hans vidunderlige magt.
27 Det var nu deres tro, som jeg har talt om; de er unge, og deres sind er standhaftigt, og de sætter bestandig deres lid til Gud.
28 Og det skete, efter at vi således havde draget omsorg for vore sårede og havde begravet vore døde og ligeledes lamaniternes døde, hvoraf der var mange, at vi udspurgte Gid angående fangerne, som de var taget af sted med for at drage ned til Zarahemlas land.
29 Thi Gid var den øverste høvedsmand for den afdeling, som var bestemt til at føre dem ned til landet.
30 Og det er de ord, som Gid sagde til mig: Se, vi begav os på rejsen til Zarahemlas land med vore fanger. Og det skete, at vi mødte vor hærs spejdere, der var blevet sendt ud for at holde øje med lamaniternes lejr.
31 Og de råbte til os og sagde: Se, lamaniternes tropper drager mod byen Cumeni, og se, de vil overfalde vore folk og dræbe dem.
32 Og vore fanger hørte deres råb, hvad der indgav dem mod, og de gjorde oprør mod os.
33 Og på grund af deres oprør lod vi vore sværd falde på dem. Og det skete, at de i samlet trop løb mod vore sværd, hvorved størstedelen af dem blev dræbt, medens resten af dem brød igennem og flygtede fra os.
34 Og da de var flygtet, og vi ikke kunne indhente dem, begav vi os i hast på vej til byen Cumeni; og vi ankom tidsnok til at hjælpe vore brødre med at forsvare byen.
35 Og nu er vi atter blevet udfriet af vore fjenders hænder. Og velsignet være vor Guds navn; thi se, det er ham, som har befriet os, ja, som har gjort dette store for os.
36 Og da jeg, Helaman, havde hørt disse Gids ord, fyldtes jeg af stor glæde på grund af Guds godhed ved at bevare os, så at vi ikke alle skulle omkomme; og jeg håber, at deres sjæle, som er blevet dræbt, er gået ind til deres Guds hvile.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3