Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 56
Helamans brev til Moroni --- De unge ammoniters vidunderlige tro og tapperhed --- Endnu et stort slag --- Nephiterne går af med sejren.
1 OG I begyndelsen af det tredivte år af dommernes regering på den anden dag i den første måned modtog Moroni et brev fra Helaman, som gav en skildring af folkets tilstand i den del af landet.
2 Og det er de ord, han skrev: Min højt elskede broder Moroni, så vel i Herren som i vor krigsfærds trængsler; min elskede broder, jeg har noget at fortælle dig angående vor krig i denne del af landet.
3 To tusinde sønner af de mænd, som Ammon førte ned fra Nephis land, har grebet til våben. Du ved, at det er efterkommere af Laman, som var vor fader Lehis ældste søn.
4 Jeg behøver ikke at fortælle dig om deres traditioner eller deres vantro, thi du kender alt dette.
5 Men det er mig nok at fortælle dig, at to tusinde af disse unge mænd har grebet til våben, og de ønskede, at jeg skulle være deres anfører, og vi er kommet for at forsvare vort land.
6 Og du kender også til den pagt, som deres fædre indgik, at de ikke ville gribe til våben mod deres brødre for at udgyde blod.
7 Men i det seks og tyvende år, da de så vore lidelser og trængsler for deres skyld, var de lige ved at bryde pagten, som de havde indgået, og gribe til våben for at forsvare os.
8 Men jeg ville ikke give dem lov til at bryde den pagt, som de havde indgået, thi jeg troede, at Gud ville styrke os, så vi ikke mere skulle lide på grund af opfyldelsen af den ed, de havde aflagt.
9 Men her er noget, som vi kan have stor glæde af. Thi i det seks og tyvende år drog jeg, Helaman, frem i spidsen for disse to tusinde unge mænd til byen Judea for at hjælpe Antipus, som du havde udnævnt til folkets øverste anfører i den del af landet.
10 Og jeg forenede mine to tusinde sønner (for de er værdige til at blive kaldt sønner) med Antipus's hær, over hvilken forstærkning Antipus glædede sig meget; thi hans hær var blevet formindsket af lamaniterne, da disse havde dræbt et stort antal af vore mænd, noget som vi har grund til at sørge over.
11 Men vi må trøste os med, at de er døde for deres lands og for deres Guds sag; ja, de er salige.
12 Og lamaniterne havde også taget mange fanger, som alle er høvedsmænd; thi ingen andre havde de ladet i live; og vi formoder, at de nu er i Nephis land, dersom de ikke er dræbt.
13 Og følgende er de byer, som lamaniterne havde indtaget ved at udgyde så mange af vore tapre mænds blod:
14 Mantis land eller byen Manti, byen Zeezrom, byen Cumeni og byen Antiparah.
15 Det er de byer, som de besad, da jeg ankom til byen Judea, og jeg fandt, at Antipus og hans mænd anstrengte sig af alle kræfter for at befæste byen.
16 Ja, de var nedtrykt på både legeme og sjæl, thi de havde stridt tappert om dagen og arbejdet om natten for at forsvare deres byer; og således havde de gennemgået allehånde lidelser.
17 Og de var bestemt på enten at sejre eller dø på dette sted; derfor kan du nok forstå, at denne lille hær, som jeg førte med mig, ja, disse mine sønner, indgød dem stort håb og stor glæde.
18 Og da lamaniterne så, at Antipus havde fået forstærkning til sin hær blev de ved Ammorons ordre tvunget til ikke at gå til kamp mod byen Judea eller mod os.
19 Og således blev vi begunstiget af Herren, thi dersom de var kommet over os i denne vor svaghed, kunne de måske have ødelagt vor lille hær, men således blev vi bevaret.
20 Og Ammoron befalede lamaniterne til at forsvare de byer, de havde indtaget. Og således endte det seks og tyvende år. Og i begyndelsen af det syv og tyvende år, havde vi sat vor by og os selv i forsvarsstilling.
21 Og vi ønskede nu, at lamaniterne ville angribe os; thi vi ønskede ikke at angribe dem i deres fæstninger.
22 Og vi sendte spejdere ud omkring for at følge lamaniternes bevægelser, så at de hverken skulle gå forbi os om natten eller om dagen for at angribe vore andre byer mod nord.
23 Thi vi vidste, at indbyggerne ikke var tilstrækkelig stærke i disse byer til at bekæmpe dem; derfor ønskede vi, dersom de ville gå forbi os, at overfalde deres bagtropper på samme tid, som de blev angrebet ifronten. Vi mente, at vi kunne overmande dem; men vi blev skuffet i dette vort ønske.
24 De vovede ikke at gå forbi os med hele deres hær; ej heller med en del deraf af frygt for, at de skulle falde, fordi de ikke var stærke nok.
25 Og de vovede heller ikke at marchere ned mod byen Zarahemla og heller ikke at gå over Sidonflodens udspring til byen Nephihah.
26 Og således besluttede de med deres stridskræfter at forsvare de byer, som de havde taget.
27 Og i den anden måned af dette år blev der bragt os mange levnedsmidler af mine to tusinde sønners fædre.
28 Og der blev ligeledes sendt os to tusinde mænd fra Zarahemlas land. Og således var vi beredt med ti tusinde mænd samt med forråd for dem og ligeledes for deres hustruer og børn.
29 Og lamaniterne, som således så vore stridskræfter tiltage daglig og levnedsmidler komme til vort underhold, begyndte at frygte og gøre udfald for om muligt at afskære os tilførsel af forråd og forstærkninger.
30 Da vi nu så, at lamaniterne begyndte at blive urolige på denne måde, ønskede vi at anvende list overfor dem; derfor befalede Antipus, at jeg skulle drage ud med mine unge sønner til en nærliggende by, som om vi førte forråd dertil.
31 Og vi skulle drage hen i nærheden af byen Antiparah, som om vi ville drage til byen hinsides grænsen ved kysten.
32 Og vi drog ud, som om vi ville gå til omtalte by med vore levnedsmidler.
33 Og Antipus drog ud med en del af sin hær og efterlod resten til at forsvare byen. Men han drog ikke ud, førend jeg var gået frem med min lille hær og kom i nærheden af byen Antiparah.
34 Og i byen Antiparah fandtes lamaniternes stærkeste hær, ja, den talrigste.
35 Og da de var blevet underrettet af deres spejdere, kom de ud med deres hær og rykkede frem mod os.
36 Og vi flygtede for dem nordpå. Og således førte vi lamaniternes mægtige hær bort for dem.
37 Ja, endog et betydeligt stykke vej, så at da de så Antipus's tropper forfølge sig af alle kræfter, vendte de sig hverken til højre eller venstre, men fortsatte deres mardh ligeud efter os; og vi formodede, at det var deres hensigt at dræbe os, førend Antipus kunne nå dem, så at de ikke ville blive omringet af vore folk.
38 Og da nu Antipus så den fare, vi var i, fremskyndede han hærens march. men det blev nat; derfor nåede de os ikke, og Antipus nåede dem heller ikke, og derfor lejrede vi os for natten.
39 Og førend morgengry forfulgte lamaniterne os. Og vi var nu ikke stærke nok til at kæmpe med dem; ja, jeg ville ikke have, at mine unge sønner faldt i hænderne på dem; derfor fortsatte vi vor march, og vi drog ud i ørkenen.
40 Og de vovede hverken at vende sig til højre eller venstre af frygt for at blive omringet; jeg ville heller ikke vende mig hverken til højre eller venstre, for at de ikke skulle indhente mig, og at vi da ikke skulle kunne stå os imod dem, men blive dræbt, og de ville undslippe; og således flygtede vi hele den dag ind i ørkenen, indtil det blev mørkt.
41 Og da morgenlyset brød frem, så vi lamaniterne komme over os, og vi flygtede atter for dem.
42 Men de forfulgte os ikke langt, førend de gjorde holdt; og det var om morgenen på den tredie dag i den syvende måned.
43 Og vi vidste ikke, om de var blevet indhentet af Antipus; men jeg sagde til mine mænd: Vi ved ikke, om de har gjort holdt i den hensigt at få os til at gå mod dem, så de kunne fange os i deres snarer.
44 Hvad siger I derfor, mine sønner, vil I gå til kamp mod dem?
45 Og jeg siger nu til dig, min elskede broder Moroni, at jeg aldrig har set så stort mod, nej, ikke blandt alle nephiterne.
46 Thi ligesom jeg altid havde kaldt dem mine sønner, da de alle var meget unge, således sagde de til mig: Fader, se, vor Gud er med os, og han vil ikke have, at vi skal falde; lad os derfor gå frem; vi vil ikke dræbe vore brødre, dersom de vil lade os ifred; lad os derfor gå, så at de ikke skal overvinde Antipus's hær.
47 Og de havde aldrig kæmpet, og dog frygtede de ikke døden; men de satte højere pris på fædrenes frihed end på deres eget liv; ja, det var blevet dem fortalt af deres mødre, at dersom de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem.
48 Og de fortalte mig, hvad deres mødre havde sagt og sagde: Vi tvivler ikke på, at vore mødre vidste det.
49 Og jeg vendte om med mine to tusinde mod disse lamaniter, som havde forfulgt os. Og Antipus's hære havde indhentet dem, og et forfærdeligt slag var begyndt.
50 Antipus's tropper var udmattede af den lange march på så kort en tid og var nær ved at falde i hænderne på lamaniterne, og havde jeg ikke vendt om med mine to tusinde, ville lamaniterne have opnæet deres hensigter.
51 Thi Antipus og mange af hans anførere var faldet for sværdet af træthed, som deres hurtige march havde forårsaget; derfor begyndte Antipus's mænd, der var forvirrede på grund af deres anføreres fald at vige for lamaniterne.
52 Og lamaniterne tog mod til sig og begyndte at forfølge dem; og således forfulgte lamaniterne dem med stor kraft, da Helaman anfaldt deres bagtropper med sine to tusinde og dræbte så mange af dem, at hele den lamanitiske hær gjorde holdt og vendte sig mod Helaman.
53 Og da nu Antipus's folk så, at lamaniterne havde vendt om, samlede de deres mænd og kom igen over lamaniternes bagtropper.
54 Og vi, Nephis folk, Antipus's folk og jeg med mine to tusinde omringede lamaniterne og slog dem, så at de blev nødt til at aflevere deres våben og at overgive sig som krigsfanger.
55 Og da de havde overgivet sig til os, talte jeg mine unge mænd, som havde kæmpet sammen med mig, idet jeg frygtede for, at mange af dem var blevet dræbt.
56 Men til min store glæde var ikke een sjæl af dem faldet; og de havde kæmpet ligesom med Guds kraft; ja, aldrig havde man kendt mænd, der havde kæmpet med sådan vidunderlig styrke, og de faldt over lamaniterne med sådan mægtig kraft, at de virkelig indgød dem skræk; og af denne grund overgav lamaniterne sig som krigsfanger.
57 Og da vi ikke havde noget sted til vore fanger, hvor vi kunne holde vagt over dem og holde dem fra lamaniternes hære, sendte vi dem til Zarahemlas land med en del af Antipus's mænd, som ikke var faldet; og resten tog jeg og forenede med mine ammonitiske ynglinge og drog tilbage til byen Judea.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3