Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 51
Kongetilhængere og frimænd --- Pahoran, overdommeren, understøtte af frimændene --- Kongetilhængerne undertrykkes --- Amalickiahs indfald i landet, hans nederlag og død.
1 OG DA de i begyndelsen af det fem og tyvende år af dommernes regering over Nephis folk havde stiftet fred mellem Lehis folk og folket i Morianton angøende deres lande, begyndte de det fem og tyvende år i fred.
2 Men alligevel holdt de ikke længe fuldstændig fred i landet, thi der begyndte at opstå splid mellem folket angående overdommeren Pahoran, thi en del af folket ønskede, at visse punkter i loven skulle forandres.
3 Men Pahoran ville ikke ændre loven eller give sit samtykke til, at den blev forandret; derfor lyttede han ikke til dem, der havde stemt for at forandre loven og indsendt andragende derom.
4 Og de, der ønskede, at loven skulle ændres, blev derfor vrede på ham og ville ikke have, at han længere skulle være overdommer i landet, og der opstod derfor heftig strid om sagen, men det kom ikke til blodsudgydelse.
5 Og de, der ønskede, at Pahoran skulle afsættes fra dommerembedet, blev kaldt kongetilhængere; thi de ønskede, at loven skulle forandres på en måde, som kunne omstyrte den frie regering og indsætte en konge over landet.
6 Og de, der ønskede, at Pahoran skulle forblive overdommer over landet, påtog sig navnet frimænd; og således fandt der en adskillelse sted imellem dem; thi frimændene havde svoret eller gjort pagt om at ville hævde deres rettigheder og religionsfrihed ved en fri regering.
7 Men denne uenighed blev afgjort ved folkets stemme. Og folkets afstemning faldt ud til fordel for frimændene; og Pahoran beholdt dommerembedet, hvad der vakte stor glæde blandt Pahorans brødre og ligeledes blandt mange af frihedens folk, som også bragte kongetilhængerne til tavshed, så at de ikke vovede at gøre modstand, men blev tvunget til at gå ind for frihedens sag.
8 De, der ønskede konger, var dem af høj byrd, og de søgte at blive konger, og de støttedes af dem, der stræbte efter at vinde magt og myndighed over folket.
9 Men det var en vanskelig tid for Nephis folk at have sådanne indbyrdes stridigheder; thi Amalickiah havde atter vakt lamaniternes vrede mod Nephis folk, og han samlede krigere fra alle dele af landet, bevæbnede dem og traf med flid forberedelser til krig; thi han havde svoret at ville drikke Moronis blod.
10 Men vi vil få at se, at det løfte, han aflagde, var overilet; men alligevel beredte han sig og sine hære til at drage til strid mod nephiterne.
11 Men han havde ikke så mange tropper nu, som han havde haft, på grund af de mange tusinde, der var blevet dræbt ved nephiternes hånd; men til trods for deres store tab, havde Amalickiah dog samlet en særdeles stor hær, så han ikke frygtede for at drage ned til Zarahemlas land.
12 Ja, Amalickiah kom endog selv ned i spidsen for lamaniterne. Det var i det fem og tyvende år af dommernes regering; og det var på samme tid, da de var ved at afgøre striden angående overdommeren Pahoran.
13 Og da de mennesker, der kaldtes kongetilhængere, hørte, at lamaniterne ville drage ned mod dem til kamp, glædede de sig i hjertet, og de nægtede at gribe til våben; thi de var så vrede på overdommeren og på friheds folket, at de ikke ville gribe til våben for at forsvare deres land.
14 Og da Moroni så dette samt så, at lamaniterne var ved at komme ind over landets grænser, blev han meget vred på grund af disse folks hårdnakkethed, som han havde arbejdet med så stor flid for at beskytte; ja, han blev overmåde fortørnet, og hans sjæl blev opfyldt af vrede mod dem.
15 Og han sendte et andragende med folkets stemme til statholderen og forlangte, at han skulle læse det og give ham (Moroni) magt til at tvinge disse genstridige til at forsvare deres land, eller dersom de ikke ville, da at dræbe dem.
16 Thi det var hans første opgave at gøre ende på sådan strid og uenighed mellem folket indbyrdes; thi det havde hidtil været årsag til al deres ødelæggelse. Og det blev ham tilstået efter folkets ønske.
17 Og Moroni befalede, at hæren skulle drage mod disse kongetilhængere for at rive dem ud af deres stolthed og hovmod og jævne dem med jorden, dersom de ikke ville gribe til våben og støtte frihedens sag.
18 Og tropperne drog frem imod dem, og disse rev dem ud af deres stolthed og hovmod i den grad, at da de hævede deres krigsvåben for at kæmpe mod Moronis mænd, blev de hugget ned og jævnet med jorden.
19 Og fire tusinde af disse genstridige blev hugget ned med sværdet, og de af deres anførere, der ikke var faldet i Kampen, blev taget og kastet i fængsel, thi på den tid var der ikke tid til forhør.
20 Og resten af disse genstridige meldte sig under frihedens fane, hellere end at blive slået til jorden med sværdet, og de blev tvunget til at rejse frihedens banner på tårnene og i byerne og at gribe til våben for at forsvare deres land.
21 Og således gjorde Moroni ende på disse kongetilhængere, så at ingen mere kendtes under navnet kongetilhængere; og således gjorde han ende på deres hårdnakkethed og stolthed, der påstod at være af høj byrd; men de fik lov til at ydmyge sig ligesom deres brødre og til at stride med kraft for deres frihed for trældom.
22 Medens Moroni således var i færd med at standse krigene og urolighederne blandt sit eget folk og tvinge dem til fred og lydighed og træffe forberedelser til krig mod lamaniterne, da kom lamaniterne ind i Moronis land, som lå lige ved kysten.
23 Men nephiterne var ikke stærke nok i byen Moroni; derfor fordrev Amalickiah dem og dræbte mange. Og Amalickiah tog byen og alle dens fæstningsværker i besiddelse.
24 Og de, der flygtede ud af byen Moroni, kom til byen Nephihah; og ligeledes kom folket i byen Lehi sammen og traf forberedelser og var rede til at møde lamaniterne i kamp.
25 Men Amalickiah ville ikke give lamaniterne lov til at gå mod byen Nephihah til kamp, men holdt dem nede ved kysten og efterlod mænd i hver by for at bevogte og forsvare dem.
26 Og således gik han frem og besatte mange byer, nemlig byerne Nephihah, Lehi, Morianton, Omner, Gid og Mulek, som alle lå på østsiden ved havet.
27 Og således havde lamaniterne ved Amalickiahs list og deres mange tropper indtaget så mange byer, der alle var stærkt befæstede efter Moronis befæstningsmåde, og som alle var stærke tilflugtssteder for lamaniterne.
28 Og de drog frem mod grænsen af Overflødighedens land og drev nephiterne foran sig og dræbte mange.
29 Og de blev mødt af Teancum, som havde dræbt Morianton og havde standset hans folk på flugten.
30 Han standsede også Amalickiah, der drog frem med sin store hær for at kunne besætte Overflødighedens land, så vel som det nordlige land.
31 Men han blev skuffet og blev kastet tilbage af Teancum og hans mænd; thi de var store krigere, og alle Teancums mænd overgik lamaniterne i styrke og krigskunst, så de fik overhånd over lamaniterne.
32 Og de udmattede dem og slog dem, indtil det blev mørkt. Og Teancum og hans mænd slog lejr på grænsen til Overflødighedens land, og Amalickiah rejste sine telte på bredden ved kysten; og således blev de drevet på flugt.
33 Og da det blev nat, listede Teancum og hans tjenere sig bort og gik ind i Amalickiahs lejr; søvnen havde overvældet dem på grund af de store anstrengelser gennem dagens arbejde og hede.
34 Men Teancum stjal sig hemmeligt ind i kongens telt og stak et spyd i hjertet på ham, hvad der forvoldte kongens øjeblikkelige død, så han ikke vækkede sine tjenere.
35 Og han vendte igen hemmeligt tilbage til sin egen lejr, og hans mænd sov; men han vækkede dem og fortalte dem alt, hvad han havde gjort.
36 Og han lod sine tropper stå i beredskab i tilfælde af, at lamaniterne skulle vågne op og overfalde dem.
37 Og således endte det fem og tyvende år af dommernes regering over Nephis folk, og således endte Amalickiah sine dage.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3