Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 49
De angribende lamaniter narres og slås tilbage --- Amalickiahs vrede over sit fejlslag --- Kirkens fremgang.
1 OG I det nittende års ellevte måned og tiende dag så man lamaniternes tropper nærme sig Ammonihahs land.
2 Byen var blevet opbygget påny, og Moroni havde opstillet tropper i byens udkanter, og de havde opkastet jordvolde rundt omkring for at beskytte sig mod lamaniternes pile og sten; thi de kæmpede med pile og sten.
3 Jeg sagde, at byen Ammonihah var blevet genopbygget. Jeg siger jer, at den var tildels genopbygget; og da lamaniterne havde ødelagt den engang på grund af folkets ugudelighed, formodede de, at den atter ville blive et let bytte for dem.
4 Men hvor stor blev ikke deres skuffelse, thi se, nephiterne havde opkastet en jordvold rundt omkring sig, der var så høj, at lamaniterne ikke kunne kaste deres pile og sten efter dem, så de kunne gøre nogen skade; og de kunne heller ikke overfalde dem uden gennem indgangen til byen.
5 Men denne gang var lamaniternes øverste høvedsmænd meget forbavsede over nephiternes dygtighed til at skabe sig sikre steder.
6 Lamaniternes anførere havde formodet, at de på grund af deres store antal skulle kunne falde over dem, som de havde gjort hidtil; ja, de havde forsynet sig med skjold og brynje, og de havde også forsynet sig med klæder af skind, ja, meget svære klæder for at dække deres nøgenhed.
7 Og således beredt mente de, at de med lethed kunne overmande og underkaste sig deres brødre og bringe dem under trældoms åg, eller ombringe og ihjelslå dem, som det behagede dem.
8 Men til deres store forbavselse var de beredt til at møde dem på en måde, som aldrig havde været kendt blandt Lehis børn. De var parat til at kæmpe med lamaniterne efter Moronis anvisning.
9 Og lamaniterne eller amalickiahiterne blev meget forbavset over den måde, som de havde forberedt sig til krig på.
10 Dersom nu kong Amalickiah var kommet ned fra Nephis land i spidsen for sin hær, ville han måske have fået lamaniterne til at angribe nephiterne i Ammonihahs by; thi han bekymrede sig ikke for sit folks blod.
11 Men Amalickiah kom ikke selv ned til strid. Og hans øverste høvedsmænd turde ikke angribe nephiterne i Ammonihahs by, thi Moroni havde ændret fremgangsmåden med nephiternes anliggender i den grad, at lamaniterne blev skuffet over deres tilflugtssteder, og de kunne ikke trænge ind på dem.
12 Derfor trak de sig tilbage til ørkenen med deres lejr og marcherede mod Noas land, idet de antog, at de var det næstbedste sted for dem at angribe nephiterne.
13 Thi de vidste ikke, at Moroni havde befæstet eller havde bygget fæstninger til værn for hver by over hele landet; derfor marcherede de i retning af Noas land med fast beslutning; ja, deres overhøvedsmænd kom frem og aflagde ed på, at de ville udrydde folket i den by.
14 Men til deres store forbavselse var byen Noa, som hidtil havde været et svagt sted, nu blevet stærkt befæstet af Moroni; ja, den overgik byen Ammonihah i dens fæstningsværker.
15 Og Moroni havde handlet klogt i dette; thi han havde ment, at de ville blive bange for byen Ammonihahs fæstningsværker; og da byen Noa hidtil havde været den mest værgeløse del af landet, havde han også ment, at de ville drage derhen for at kæmpe; og således skete det efter hans ønske.
16 Og Moroni havde udpeget Lehi til at være overhøvedsmand over mandskabet i den by; og det var den samme Lehi, som kæmpede med lamaniterne i dalen øst for floden Sidon.
17 Og da lamaniterne havde erfaret, at Lehi havde kommandoen over byen, følte de sig atter skuffede; thi de var overmåde bange for Lehi; men deres øverste høvedsmænd havde aflagt ed på, at de ville angribe byen; derfor førte de deres tropper frem.
18 Men lamaniterne kunne ikke komme ind i den stærke fæstning ad nogen anden vej end gennem indgangen på grund af den volds højde, der var blevet opkastet og dybden af den grav, der var blevet gravet omkring den, undtagen ved indgangen.
19 Og således var nephiterne rede til at bekæmpe alle, der ville forsøge at bestige volden for at komme ind ad nogen anden vej, ved at slynge sten og pile mod dem.
20 Ligeledes var de med en del af deres stærkeste mænd parat til med sværd og slynger at slå alle dem ned, der ville forsøge på at komme ind i deres fæstning ved indgangen; og således var de rede til at forsvare sig mod lamaniterne.
21 Og lamaniternes høvedsmænd førte deres tropper op foran indgangen og begyndte at kæmpe med nephiterne for at nå ind til deres fæstningsværk; men de blev atter og atter drevet tilbage, så de led et stort nederlag.
22 Og da de nu opdagede, at de ikke kunne få bugt med nephiterne ved indgangen, begyndte de at sløjfe deres jordvolde for at kunne danne en indgang for deres tropper, så de kunne få lige lejlighed til at slås; men ved disse forsøg faldt de for de sten og pile, der slyngedes mod dem; og i stedet for at opfylde gravene med de nedrevne jordvolde, blev disse tildels fyldt op med deres døde og sårede.
23 Således fik nephiterne magt over deres fjender, og således forsøgte lamaniterne at ødelægge nephiterne, indtil alle deres øverste høvedsmænd var faldet; ja, der var faldet mere end et tusind af lamaniterne, medens der på den anden side ikke var faldet en eneste nephit.
24 Der var omtrent halvtredsindstyve, som havde været udsat for lamaniternes pile gennem indgangen, der var blevet såret, men de var blevet beskyttet af deres skjolde, pansere og hovedbeklædning, så at de kun var blevet såret i benene, hvoraf dog mange alvorligt.
25 Og da lamaniterne så, at deres øverste høvedsmænd alle var blevet dræbt, flygtede de ud i ørkenen. Og de vendte tilbage til Nephis land for at underrette deres konge Amalickiah, som var nephit af fødsel, om deres store tab.
26 Han blev meget vred på sit folk, da han ikke havde nået sit ønske med hensyn til nephiterne; han havde ikke bragt dem under trældoms åg.
27 Ja, han blev overmåde vred, og han forbandede Gud og ligeledes Moroni og svor på, at han ville drikke hans blod; og det ville han gøre, fordi Moroni havde holdt Guds befalinger ved at træffe forberedelser til sit folks forsvar.
28 Men Nephis folk takkede Herren, deres Gud, for hans uforlignelige magt til at fri dem ud af deres fjenders hænder.
29 Og således endte det nittende år af dommernes regering over Nephis folk.
30 Og der var stadig fred mellem dem og stor fremgang for kirken på grund af den agtpågivenhed og flid, som de skænkede Guds ord, der blev forkyndt dem af Helaman, Shiblon, Corianton, Ammon og hans brødre samt flere, ja, og af alle dem, som var blevet ordineret ved Guds hellige orden, og som var blevet døbt til omvendelse og udsendt for at prædike blandt folket.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3