Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 47
Amalickiah bliver gennem forræderi lamaniternes konge --- Hans grufulde ugudelighed.
1 VI VIL nu vende tilbage i vor optegnelse til Amalickiah og dem, som flygtede sammen med ham ud i ørkenen. Thi han tog alle, der fulgte ham, op til Nephis land blandt lamaniterne og opæggede lamaniterne til vrede mod Nephis folk, så at lamaniternes konge udstedte et opråb til hele landet og til hele folket, at de atter skulle samles for at drage i krig mod nephiterne.
2 Og da dette opråb var blevet forkyndt mellem dem, blev de meget bange; ja, de frygtede for at mishage kongen, og de vægrede sig også ved at gå til kamp mod nephiterne af frygt for at miste livet. Og de eller størstedelen af dem ville ikke adlyde kongens befaling.
3 Og kongen blev vred på grund af deres ulydighed, og derfor gav han Amalickiah kommandoen over den del af hæren, som adlød hans opråb og befalede ham at drage ud og tvinge de andre til at gribe til våben.
4 Det var efter Amalickiahs ønske, thi han var en meget listig mand til at gøre ondt; derfor fattede han den plan i hjertet: at afsætte lamaniternes konge.
5 Og nu havde han fået kommandoen over den del af lamaniterne, som var på kongens side; og han søgte nu også at indynde sig hos dem, der ikke var lydige; derfor tog han hen til det sted, som kaldtes Onida, thi derhen var alle lamaniterne flygtet, da de så hæren komme og tænkte, at den kom for at ødelægge dem; derfor flygtede de til Onida, til det sted, hvor våbnene var opbevaret.
6 Og de havde udnævnt en mand til at være deres konge og anfører, thi de var fast besluttet på ikke at ville lade sig tvinge til at gå mod nephiterne.
7 Og de havde samlet sig på toppen af et bjerg, som hed Antipas, og beredte sig til kamp.
8 Men det var ikke Amalickiahs hensigt at gå til kamp mod dem, som kongen havde befalet; men det var hans hensigt at vinde de lamanitiske hæres yndest, så at han kunne stille sig i spidsen for dem og afsætte kongen og sætte sig i besiddelse af riget.
9 Og han lod sin hær slå lejr i dalen, som lå i nærheden af bjerget Antipas.
10 Om natten sendte han hemmeligt bud til bjerget Antipas og bad Lehonti, anføreren for dem, som var på bjerget, om at komme ned til foden af bjerget, thi han ønskede at tale med ham.
11 Og da Lehonti modtog budskabet, turde han ikke komme ned til foden af bjerget. Og Amalickiah sendte bud for anden gang og bad ham om at komme ned. Men Lehonti ville ikke; og han sendte bud tredie gang.
12 Og da Amalickiah mærkede, at han ikke kunne få Lehonti til at komme ned af bjerget, gik han op på bjerget i nærheden af Lehontis lejr; og for fjerde gang sendte han bud til Lehonti og bad ham om at komme ned og tage sin livvagt med.
13 Og da Lehonti var kommet ned med sin livvagt, ønskede Amalickiah, at han skulle komme ned med sin hær om natten og omringe de mænd i deres lejr, som kongen havde givet ham kommandoen over, og han ville da overgive dem til Lehonti, dersom denne ville gøre ham (amalickiah) til næstkommanderende over hele hæren.
14 Og Lehonti kom ned med sine mænd og omringede Amalickiahs mænd, så de var omringet af Lehontis tropper, førend de vågnede ved daggry.
15 Og da de så, at de var blevet omringet, bad de Amalickiah om lov til at forene sig med deres brødre, så at de ikke skulle blive dræbt. Og det var netop, hvad Amalickiah ønskede.
16 Og han overgav sine mænd på trods af kongens befaling. Og det var det, som Amalickiah ønskede, for at han derved kunne opnå sine hensigter, nemlig at afsætte kongen.
17 Nu var det skik blandt lamaniterne, at de, når deres øverste hærfører var dræbt, valgte deres næstøverste hærfører til øverste hærfører.
18 Og Amalickiah lod en af sine tjenere give Lehonti gift, til han døde.
19 Og da nu Lehonti var død, valgte lamaniterne Amalickiah til deres anfører og øverste hærfører.
20 Og Amalickiah drog med sine hære til Nephis land, til Nephis by, som var hovedstaden, thi han havde opnået, hvad han ville.
21 Og kongen kom ud med sin livvagt for at møde ham, thi han formodede, at Amalickiah havde udført hans ordrer, og at Amalickiah havde samlet så stor en hær sammen for at gå til kamp mod nephiterne.
22 Men da kongen kom ud for at møde ham, lod Amalickiah sine tjenere gå frem for at møde kongen. Og de trådte frem og bøjede sig for kongen, som om de ville ære ham for hans højheds skyld.
23 Og kongen strakte hånden frem for at få dem til at rejse sig, som det var skik og brug hos lamaniterne, som tegn på fred, hvilken skik de havde overtaget fra nephiterne.
24 Og da han havde rejst den første op fra jorden, gennemborede denne kongen til hjertet, og han faldt til jorden.
25 Nu flygtede kongens tjenere, og Amalickiahs tejenere råbte og sagde:
26 Kongens tjenere har gennemboret ham til hjertet, han er faldet, og de er flygtet; se her, kom og se!
27 Og Amalickiah befalede, at hans hær skulle rykke frem og se, hvad der var sket med kongen; og da de kom til stedet og fandt kongen liggende i sit blod, foregav Amalickiah at være vred og sagde: Alle, der elskede kongen, træd frem og forfølg hans tjenere, så de kan blive slået ihjel.
28 Og da alle, der elskede kongen, hørte disse ord, trådte de frem og fortulgte kongens tjenere.
29 Og da kongens tjenere så, at en skare forfulgte dem, blev de atter bange, og de flygtede ind i ørkenen og kom over til Zarahemlas land og forenede sig med Ammons folk.
30 Og skaren, som forfulgte dem, vendte om efter forgæves at have søgt at indhente dem, og således vandt Amalickiah folkets hjerte ved sin underfundighed.
31 Og om morgenen drog han ind i Nephis by med sine hære og besatte byen.
32 Og dronningen blev underrettet om kongens død af Amalickiah, som sendte bud til hende for at fortælle hende, at kongen var blevet dræbt af sine tjenere, og at han havde forfulgt dem med sin skare, men forgæves, thi de var undsluppet.
33 Og da dronningen havde fået denne meddelelse, sendte hun bud til Amalickiah og bad ham skåne folket i byen; og hun ønskede ligeledes af ham, at han skulle komme til hende, og at han skulle bringe vidner med sig, der kunne vidne om kongens død.
34 Men Amalickiah tog den samme tjener, som havde dræbt kongen og alle dem, der var med ham, og gik ind til dronningen til den plads, hvor hun sad; og de vidnede alle for hende, at kongen var blevet dræbt af sine egne tjenere, og de sagde: De er flygtet, vidner det ikke imod dem? Og således stillede de dronningen tilfreds med hensyn til kongens død.
35 Og Amalickiah søgte dronningens yndest og tog hende til hustru; og således vandt han riget ved sit forræderi og ved hjælp af sine listige tjenere; ja, han blev anerkendt som konge over hele landet, over lamaniternes folk, der bestod af lamaniterne og lemueliterne og ishmaeliterne og alle, der havde skilt sig ud fra nephiterne fra Nephis regering og til nærværende tid.
36 Og uagtet disse frafaldne havde fået den samme lærdom og samme undervisning som nephiterne, ja, var blevet oplært i samme kundskab om Herren, er det besynderligt at berette, at de ikke længe efter deres afvigelse blev mere forhærdede og ubodfærdige og vildere, mere onde og glubske end lamaniterne; de indsugede lamaniternes traditioner og hengav sig til dovenskab og alle former for løsagtighed og glemte ganske Herren, deres Gud.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3