Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 46
Amalickiahs sammensværgelse for at blive konge --- Moroni og frihedstegnet --- Folket indgår pagt om at ville forsvare friheden --- Amalickiahs flugt.
1 OG ALLE, der ikke ville lytte til Helamans og hans brødres ord sluttede sig sammen mod deres brødre.
2 Og de var så frygtelig vrede, at de besluttede at dræbe dem.
3 Og anføreren for dem, som var vrede på deres brødre, var en stor og stærk mand, hvis navn var Amalickiah.
4 Og Amalickiah ønskede at blive konge; og de folk, der var vrede, ønskede også at han skulle være deres konge, og størstedelen af dem var underdommere i landet; og de tragtede efter magt.
5 Og de var blevet forledt ved Amalickiahs smiger, at dersom de ville hjælpe ham og indsætte ham som konge, da ville han gøre dem til herskere over folket.
6 Således blev de forledt af Amalickiah til uenighed til trods for Helamans og hans brødres forkyndelse, ja, uagtet deres store omsorg for kirken, thi de var højpræster over kirken.
7 Og der fandtes mange i kirken, som troede på Amalickiahs smigrende ord, og derfor skilte de sig ud fra kirken; og således blev tilstanden blandt Nephis folk meget usikker og farlig til trods for den store sejr, de havde vundet over lamaniterne, og den store glæde, de havde haft ved deres befrielse ved Herrens hånd.
8 Således ser vi, hvor hurtigt menneskenes børn glemmer Herren, deres Gud, ja, hvor hurtige de er til at synde og til at lade sig lede af den onde.
9 Ja, vi kan også se, hvor stor ugudelighed, en meget ugudelig mand kan forårsage blandt menneskene.
10 Ja, vi ser, at fordi Amalickiah var en listig mand og en mand, der talte mange smigrende ord, forledte han mange mennesker til at gøre ondt, ja, og til at søge at udrydde Guds kirke og til at fordærve frihedens grundvold, som Gud havde skænket dem, eller den velsignelse, Gud havde sendt ned over landet for de retfærdiges skyld.
11 Og da Moroni, som var den øverste befalingsmand over nephiternes hære, havde hørt om disse stridigheder, blev han vred på Amalickiah.
12 Og han sønderrev sin kjortel, og han tog et stykke deraf og skrev på det: Til erindring om vor Gud og vor religion, vor frihed og vor fred, vore hustruer og vore børn; og han heftede det på enden af en stang.
13 Og han iførte sig sin hjelm og sin brynje og sine skjolde og omgjordede sine lænder med sine våben, og han tog stangen, på hvis ende stykket af kjortelen hang, og han kaldte det frihedens symbol, og han bøjede sig til jorden og bad med kraft til sin Gud om, at frihedens velsignelser måtte hvile over hans brødre, så længe der var kristne tilbage til at besidde landet.
14 Thi således blev alle Kristi sande troende, som tilhørte Guds kirke, kaldt af dem, der ikke hørte til kirken.
15 Og de, der tilhørte kirken, var trofaste; ja, alle, der var sande troende i Kristus, påtog sig med glæde Kristi navn eller navnet kristne, som de kaldtes på grund af deres tro på Kristus, der skulle komme.
16 Og derfor bad Moroni denne gang, at de kristnes sag og landets frihed måtte blive begunstiget.
17 Og da han havde udøst sin sjæl til Gud, kaldte han alt det land, som lå syd for Ødelæggelsens land, ja, alt det land, både mod nord og mod syd, et udvalgt land og et frihedens land.
18 Og han sagde: Gud vil visselig ikke tilstede, at vi, som foragtes, fordi vi har påtaget os Kristi navn, skal blive nedtrådt og ødelagt, førend vi påfører os det ved vore egne overtrædelser.
19 Og da Moroni havde sagt disse ord, gik han ud blandt folket og svingede det afrevne stykke af sit klædebon i luften, så alle kunne se det, han havde skrevet derpå, og han råbte med høj røst og sagde:
20 Lad alle, der vil håndhæve dette valgsprog i landet, komme frem i Herrens styrke og indgå en pagt, at de vil forsvare deres rettigheder og deres religion, så at Gud Herren kan velsigne dem.
21 Og da Moroni havde forkyndt disse ord, kom folket løbende med deres våben, spændt om lænderne, og de sønderrev deres klæder som tegn på eller pagt om, at de ikke ville svigte Herren, deres Gud; eller med andre ord, dersom de skulle overtræde Guds bud eller falde i overtrædelse og skamme sig ved at påtage sig Kristi navn, skulle Herren sønderrive dem, ligesom de havde sønderrevet deres klæder.
22 Og det var den pagt, de indgik, og de kastede deres klæder for Moronis fødder og sagde: Vi gør pagt med vor Gud, at vi skal blive udryddet, som vore brødre i det nordlige land, dersom vi falder i overtrædelse; og ligesom vi har kastet vore klæder for dine fødder, må han kaste os for vore fjenders fødder for at blive trådt under fode, dersom vi falder i overtrædelse.
23 Og Moroni sagde til dem: Vi er en levning af Jakobs slægt, ja, vi er en levning af Josefs slægt, hvis kjortel blev revet i mange stykker af hans brødre; og lad os nu huske at holde Guds bud, ellers vil vore klæder blive sønderrevet af vore brødre, og vi vil blive kastet i fængsel eller blive solgt eller dræbt.
24 Ja, lad os bevare vor frihed som en levning af Josef, ja, lad os huske Jakobs ord, før han døde; thi han så, at en del af levningen af Josefs kjortel var bevaret og ikke var ødelagt. Og han sagde: Ligesom denne rest af min søns klædebon er blevet bevaret, så skal en levning af min søns slægt blive bevaret ved Guds hånd, og han skal tage dem til sig, medens de øvrige af Josefs slægt skal omkomme som det øvrige af hans klædebon.
25 Se, dette bedrøver min sjæl; men alligevel glæder min sjæl sig over min søn på grund af den del af hans slægt, som Gud skal tage til sig.
26 Sådan talte Jakob.
27 Og hvem ved nu, om ikke levningen af Josefs slægt, der skal omkomme ligesom hans klædebon, er dem, der er afveget fra os; ja, og det bliver også vor lod, dersom vi ikke bliver standhaftige i troen på Kristus.
28 Og da Moroni havde sagt disse ord, gik han ud, og han sendte også bud til alle de dele af landet, hvor der var strid og sammenkaldte alle de mennesker, der ønskede at forsvare deres frihed, så de kunne stå imod Amalickiah og dem, der var afveget, og som kaldtes amalickiahiter.
29 Og Amalickiah så, at Moronis folk var talrigere end amalickiahiterne; og han så også, at hans folk var tvivlrådige med hensyn til den sags retfærdighed, som de havde påtaget sig; derfor frygtede han for, at han ikke kunne opnå sin hensigt, og han tog dem af sine folk, som ville følge ham, og drog bort til Nephis land
30 Men Moroni troede nu, at det ikke var godt, at lamaniterne fik mere styrke; derfor tænkte han på at afskære Amalickiahs folk eller fange dem og bringe dem tilbage og dræbe Amalickiah; thi han vidste, at de ville opægge lamaniterne til vrede og få dem til at stride mod nephiterne; og han vidste, at Amalickiah ville gøre dette for at kunne opnå sine hensigter.
31 Derfor mente Moroni, at det var nødvendigt at anvende de hære, som havde samlet sig og bevæbnet sig, og som havde indgået en pagt om at holde fred. Og han førte sin hær og drog ud i ørkenen for at afskære Amalickiah vejen i ørkenen.
32 Og han fulgte sin beslutning og drog ud i ørkenen og mødte Amalickiahs hær.
33 Og Amalickiah flygtede med en lille del af sine mænd, og resten faldt i Moronis hænder, og de blev ført tilbage til Zarahemlas land.
34 Og Moroni, der var udnævnt af de øverste dommere og ved folkets stemme, havde magt til at gøre, hvad han ville med nephiternes hære og befæste og udøve myndighed over dem.
35 Og de af amalickiahiterne, der ikke ville indgå en pagt om at understøtte frihedens sag, så de kunne have en fri regering, lod han dræbe; og der var kun få, der forkastede frihedspagten.
36 Og han lod frihedssymbolet hejse på hvert tårn i hele landet, som var i nephiternes besiddelse; og således plantede Moroni frihedens banner blandt nephiterne.
37 Og de begyndte atter at få fred i landet; og således bevarede de fred i landet indtil henimod slutningen af det nittende år af dommernes regering.
38 Og Helaman og højpræsterne opretholdt også orden i kirken, ja, i et tidsrum af fire år havde de stor fred og glæde i kirken.
39 Og mange døde faste i troen på, at deres sjæl var forløst ved den Herre Jesus Kristus; og således forlod de denne verden med stor glæde.
40 Og nogle døde af feber, som på visse tider af året forekom hyppigt i landet; dog døde ikke mange af feber på grund af de gode egenskaber ved de mange planter og rødder, som Gud havde beredt til at fjerne årsagen til de sygdomme, som menneskene var underkastet på grund af klimaet.
41 Men mange døde af alderdom; og vi må nødvendigvis antage, at de, som døde i troen på Kristus, er lykkelige i ham.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3