Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 43
Et nyt lamanitisk overfald --- Moronis og Lehis hære omringer og overvinder fjenden.
1 OG NU gik Almas sønner ud blandt folket for at forkynde ordet for dem. Og Alma selv kunne heller ikke holde sig i ro; derfor gik han også ud.
2 Men nu skal vi ikke sige mere angående deres forkyndelse med undtagelse af, at de prædikede ordet og sandheden ifølge åbenbarelsens og profetiens ånd; og de prædikede efter Guds hellige orden, hvorigennem de var kaldet.
3 Og nu vender jeg tilbage til beretningen om krigene mellem nephiterne og lamaniterne i det attende år af dommernes regering.
4 Thi det skete, at zoramiterne blev til lamaniter; og i begyndelsen af det attende år så det nephitiske folk, at lamaniterne drog imod dem; derfor traf de forberedelser til krig; ja, de samlede deres hære i Jershons land.
5 Og lamaniterne kom med deres tusinder, og de kom ind i Antionums land, som var zoramiternes land, og en mand ved navn Zerahemnah var deres anfører.
6 Og da amalekiterne af naturen var ugudeligere og mere morderiske end lamaniterne var af sig selv, udnævnte Zerahemnah øverste høvedsmænd over lamaniterne, og det var allesammen amalekiter og zoramiter.
7 Og han gjorde dette for at vedligeholde deres had til nephiterne og for at kunne bringe dem til underkastelse, så at han kunne opnå sine hensigter.
8 Det var hans hensigt at vække lamaniternes vrede mod nephiterne; og det gjorde han for at kunne tilrane sig stor magt over dem og ligeledes for at kunne få magt over nephiterne ved at bringe dem i trældom.
9 Og det var nephiternes hensigt at tage vare på deres landstrækninger, huse, hustruer og børn for at bevare dem for fjendens hånd, og for at de ligeledes kunne bevare deres rettigheder og privilegier, ja, og deres frihed, så de kunne dyrke Gud, som de ville.
10 Thi de vidste, at dersom de faldt i lamaniternes hænder, ville disse udryde enhver, der dyrkede den sande og levende Gud i ånd og sandhed.
11 Ja, de kendte også lamaniternes umådelige had til deres brødre, Anti-Nephi-Lehis folk, som blev kaldt Ammons folk, og de ville ikke gribe til våben; ja, de havde indgået en pagt, og de ville ikke bryde den; dersom de derfor faldt i lamaniternes hænder, ville de blive udryddet.
12 Og nephiterne ville ikke tilstede, at de blev udryddet; derfor gav de dem land til ejendom.
13 Og Ammons folk gav nephiterne meget af deres gods til hærens underhold; og således blev nephiterne nødt til at kæmpe alene mod lamaniterne, som var en blanding af Laman, Lemuel og Ishmaels sønner og alle, der havde skilt sig ud fra nephiterne, og som var amalekiter og zoramiter samt efterkommere af Noas præster.
14 Og disse efterkommere var næsten lige så talrige som nephiterne; og således blev nephiterne nødt til at stride med deres brødre, ja, endog til blodet flød.
15 Og da lamaniternes hære var samlet i Antionums land, da var nephiternes hære beredt til at møde dem i Jershons land.
16 Og nephiternes anfører eller den mand, der var blevet udnævnt til at være hærfører over nephiterne, og som overtog kommandoen over alle nephiternes hære, var en mand vad navn Moroni.
17 Og Moroni overtog hele kommandoen over og ledelsen af deres krige. Og han var kun fem og tyve år gammel, da han blev udnævnt til øverstbefalende over Nephiternes hære.
18 Og han mødte lamaniterne på grænserne af Jershon, og hans folk var bevæbnet med sværd og sabler og med alle slags krigsvåben.
19 Og lamaniternes hære så, at Nephis folk, eller at Moroni havde forsynet sit folk med brystplader og armskjolde, ja, og ligeledes med skjolde til at beskytte hovedet med, og at de var iført tykke klæder.
20 Men Zerahemnahs hær var ikke forsynet med noget sådant; de havde kun deres sværd og sabler, deres buer og pile, deres sten og slynger; og de var nøgne med undtagelse af et skind, der var bundet om lænderne; ja, alle var nøgne undtagen zoramiterne og amalekiterne.
21 Men de var ikke bevæbnet med jernbrynjer eller skjolde; derfor blev de meget bange for nephiternes hære på grund af deres bevæbning, til trods for at de var mange flere end nephiterne.
22 Og de turde nu ikke gå imod nephiterne på Jershons grænser; derfor drog de ud af Antionums land ind i ørkenen og vandrede om i ørkenen langt bort til udspringet af floden Sidon, for at komme ind i Mantis land og tage landet i besiddelse; thi de mente ikke, at Moronis hær kunne vide, hvor de var gået hen.
23 Men så snart de var draget ud i ørkenen, sendte Moroni spejdere derud for at holde øje med deres lejr; og Moroni, som også kendte Almas profetier, sendte visse mænd til ham, idet de bad ham om at adspørge Herren, hvor nephiternes hære skulle drage hen for at forsvare sig mod lamaniterne.
24 Og Herrens ord kom til Alma, og Alma fortalte Moronis sendebud, at lamaniternes hære drog om i ørkenen for at komme over i Mantis land, så de begyndte et angreb på den svagere befolkningsdel. Og disse sendebud gik og afleverede budskabet til Moroni.
25 Og Moroni efterlod nu en afdeling af hæren i Jershons land, for at lamaniterne ikke på en eller anden måde skulle komme ind i landet og indtage byen; og han tog resten af hæren og drog over til Mantis land.
26 Og han lod hele folket i den del af landet samle sig til strid mod lamaniterne for at forsvare hjem og land, deres rettigheder og frihed; derfor var de forberedt på lamaniternes ankomst.
27 Og Moroni lod sin hær ligge skjult i dalen, som lå i nærheden af floden Sidon, eller vest for floden Sidon i ørkenen.
28 Og Moroni stillede spejdere ud rundt omkring, for at han kunne få at vide, når lamaniternes hær kom.
29 Og Moroni kendte lamaniternes hensigt, at det var deres agt at udrydde deres brødre eller undertvinge dem og bringe dem i trældom, så de kunne oprette et rige for sig selv over hele landet.
30 Og han vidste også, at det var nephiternes eneste ønske at bevare deres land og deres frihed og kirke; derfor troede han ikke, at det var synd at forsvare dem med list, og derfor fandt han ud af gennem sine spejdere, hvad vej lamaniterne ville tage.
31 Og han delte sin hær og førte en del over i dalen og skjulte den øst og syd for højen Riplah.
32 Og resten skjulte han i den vestlige dal, vest for Sidons flod og ned til grænserne af Mantis land.
33 Da han således havde opstillet sin hær, som han ville, var han beredt til at møde dem.
34 Og lamaniterne kom op nord for højen, hvor en del af Moronis hær lå skjult.
35 Og da lamaniterne var draget forbi højen Riplah og var kommet ind i dalen og begyndte at sætte over floden, omringede den hær, der lå skjult syd for højen, og som var anført af en mand, hvis navn var Lehi, lamaniternes bagtropper mod øst.
36 Og da lamaniterne så nephiterne komme over deres bagtropper, vendte de om og begyndte at kæmpe med Lehis hær.
37 Og døden hærgede på begge sider, men værst på lamaniternes side, fordi deres nøgenhed var udsat for nephiternes svære slag med deres sværd og sabler, hvad der næsten havde døden til følge ved hvert eneste slag,
38 medens der på den anden side kun faldt en mand nu og da blandt nephiterne for sværdet og på grund af blodtab; thi de var dækket på de vigtigste dele af legemet, eller de vigtigste dele af legemet var beskyttet mod lamaniternes slag ved deres jernbrynjer, armskjolde og hjelme; og således udførte nephiterne dødens værk mellem lamaniterne.
39 Og lamaniterne blev forskrækket på grund af den store nedslagtning, ja, endog så meget, at de begyndte at flygte henimod floden Sidon.
40 Og de blev forfulgt af Lehi og hans mænd, og de blev af Lehi drevet ud i Sidons vande, og de gik over Sidons vande. Og Lehi holdt sine hære tilbage på bredden af floden Sidon, for at de ikke skulle gå over.
41 Og Moroni og hans hær mødte lamaniterne i dalen på den anden side af floden Sidon og begyndte at overfalde og dræbe dem.
42 Og lamaniterne flygtede atter for dem hen imod Mantis land; og dér stødte de igen sammen med Moronis hære.
43 Og i dette tilfælde kæmpede lamaniterne med stor tapperhed; ja, aldrig før havde lamaniterne kæmpet med sådan styrke og så stort mod; nej, end ikke fra begyndelsen.
44 Og de ophidsedes af zoramiterne og amalekiterne, som var deres øverste befalingshavende og anførere, og af Zerahemnah, som var deres øverste befalingshavende eller deres øverste anfører og befalingsmand; ja, de kæmpede som drager, og mange af nephiterne blev slået ihjel ved deres hænder, thi de knuste mange af deres hjelme, og de gennemborede mange pansere, og de afhuggede mange arme, og således kæmpede lamaniterne i deres rasende vrede.
45 Men nephiterne ansporedes af en bedre sag, thi de kæmpede ikke for enevælde eller magt, men de kæmpede for hjem og frihed, hustruer og børn og alt, ja, for deres religion og kirke.
46 Og de gjorde det, som de anså for at være den pligt, de skyldte deres Gud; thi Herren havde sagt til dem og ligeledes til deres fædre, at såfremt de var uskyldige i den første og den anden overtrædelse, skulle de ikke lade sig dræbe af deres fjender.
47 Og atter havde Herren sagt, at de skulle forsvare deres familier, selv om der skulle være blodsudgydelse. Derfor kæmpede nephiterne med lamaniterne for at forsvare sig selv, deres familier, hjem, land, rettigheder og religion.
48 Og da Moronis mænd så lamaniternes vrede og raseri, var de lige ved at vige og flygte for dem. Og da Moroni gennemskuede deres forehavende, sendte han bud til dem og begejstrede dem med disse tanker, ja, tanken om hjem og frihed, ja, deres frihed for trældom.
49 Og de vendte sig atter mod lamaniterne, og de råbte med een røst til Herren, deres Gud, om frihed og udfrielse af trældom.
50 Og de begyndte at modstå lamaniterne med kraft; og i den selvsamme time, da de råbte til Herren om frihed, begyndte lamaniterne at flygte for dem, og de flygtede til Sidons vande.
51 Og der var flere lamaniter, ja, mere end dobbelt så mange som nephiterne; alligevel blev de fordrevet således, at de var samlet som en skare i dalen på bredden af floden Sidon.
52 Og Moronis hære omringede dem, ja, på begge sider af floden; thi mod øst var Lehis mænd.
53 Da Zerahemnah derfor så Lehis mænd på østsiden af floden Sidon og Moronis hære på vestsiden af floden Sidon, og at de var omringet af nephiterne, blev de skrækslagne.
54 Og da Moroni nu så deres skræk, gav han sine folk ordre til at holde op med blodsudgydelsen.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3