Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 42
Almas tale til Corianton fortsat --- Retfærdighed og barmhjertighed forklares --- Livets træ --- Dødeligheden en prøvens tilstand --- Åndelig og timelig død --- Omvendelse, forsoning, lov og straf er altsammen nødvendigt.
1 MIN søn, jeg føler, at der er noget mere, der foruroliger dit sind, og som du ikke kan forstå, nemlig angående Guds retfærdighed i at straffe synderen; thi du forsøger at tro, at det er uretfærdigt, at synderen overgives til en elendig tilstand.
2 Min søn, jeg vil forklare dette for dig. Thi se, Gud Herren sendte vore første forældre ud af Edens have for at dyrke jorden, af hvilken de var taget; ja, han drev mennesket ud, og han satte ved den østre ende af Edens have keruber og et flammesværd, der vendte til alle sider for at bevogte livets træ.
3 Nu ser vi, at mennesket var blevet som Gud til at kende godt og ondt; og for at han ikke skulle række hånden ud og ligeledes tage af livets træ og spise og leve for evigt, satte Gud Herren keruber og flammesværdet, for at han ikke skulle tage af frugten.
4 Og således ser vi, at der var givet mennesket en tid til at omvende sig, ja, en prøvetid, en tid til at omvende sig og tjene Gud.
5 Dersom Adam straks havde rakt hånden ud og taget af livets træ, ville han have levet for evigt i overensstemmelse med Guds ord og ikke have haft tid til omvendelse; og Guds ord ville ligeledes have været forgæves, og den store frelsensplan ville være blevet tilintetgjort.
6 Men det var bestemt, at menneskene skulle dø --- derfor skulle de udelukkes fra jorden, som de var blevet udelukket fra livets træ, og menneskene blev evig fortabt; ja, de blev faldne væsener.
7 Og nu ser vi heraf, at vore første forældre blev både legemligt og åndeligt udelukket fra Herrens ansigt; og således ser vi, at de blev overladt til at følge deres egen vilje.
8 Det var ikke til gavn, at mennesket blev befriet for denne legemlige død, thi det ville tilintetgøre saliggørelsens store plan.
9 Da sjælen aldrig kunne dø, og faldet havde medført en åndelig død for hele menneskeslægten så vel som en legemlig død, det vil sige, at de blev udelukket fra Herrens ansigt, var det nødvendigt, at menneskeslægten skulle forløses fra denne åndelige død.
10 Derfor blev denne prøvestand en tilstand, hvori de skulle forberede sig, fordi de var blevet kødelige, sanselige og djævelske af naturen; altså blev den til en forberedelsens tilstand.
11 Og husk nu, min søn, at dersom det ikke var for forløsningsplanen, (eller om vi lægger den til side), så ville deres sjæle være ulyksalige, så snart de var døde, fordi de var udelukket fra Herrens ansigt.
12 Og så fandtes der intet middel til at forløse menneskene fra denne faldne tilstand, som de selv havde pådraget sig ved deres egen ulydighed.
13 Derfor kunne forløsningsplanen ikke blive tilvejebragt i overensstemmelse med retfærdigheden uden på betingelse af, at menneskene omvendte sig i denne prøvestand, ja, i denne forberedelsens tilstand; thi uden på disse vilkår kunne nåden ikke virke uden at tilintetgøre retfærdighedens værk. Og retfærdigheden kan ikke tilintetgøres, thi hvis så var, ville Gud høre op med at være Gud.
14 Og således ser vi, at hele menneskeslægten var i en falden tilstand og var underkastet retfærdighedens krav, ja, Guds retfærdighed, som bestemte, at de for evigt skulle forvises fra hans ansigt.
15 Og nådens plan kunne ikke blive iværksat, uden at der blev gjort en forsoning; derfor soner Gud selv for verdens synder for at iværksætte nådens plan og tilfredsstille retfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og retfærdig Gud og tillige en barmhjertig Gud.
16 Og omvendelse kunne ikke komme til menneskene, uden at der var fastsat en straf, som var lige så evig, som sjælens liv skulle være, i modsætning til saliggørelsens plan, der også var lige så evig som sjælens liv.
17 Hvorledes kunne et menneske omvende sig, uden at han syndede? Hvorledes kunne han synde, dersom der ingen lov var? Hvorledes kunne der være en lov, hvis ikke der var straf?
18 Men der blev fastsat en straf og givet en retfærdig lov, der gav menneskene samvittighedsnag.
19 Og dersom der ikke var givet en lov om, at et menneske, der myrdede, skulle dø, ville han da være bange for at dø, dersom han gjorde sig skyldig i mord?
20 Og hvis der ligeledes ikke var givet nogen lov mod synd, ville mennesket ikke være bange for at synde.
21 Og hvad kunne retfærdigheden eller nåden gøre, dersom der ingen lov var givet, når mennesket syndede? Den ville ikke have noget krav på skabningen.
22 Men en lov er givet og en straf fastsat og omvendelse skænket, hvilken omvendelse barmhjertigheden kræver; ellers gør retfærdigheden krav på mennesket og fuldbyrder loven, og loven pålægger straffen; var det ikke så, ville retfærdighedens værk blive tilintetgjort, og Gud ville ophøre med at være Gud.
23 Men Gud ophører ikke med at være Gud, og nåden gør krav på den bodfærdige, og nåden kommer gennem forsoningen, og forsoningen tilvejebringer de dødes opstandelse, og de dødes opstandelse bringer menneskene tilbage til Guds ansigt, og de fremstilles således for hans åsyn for at blive dømt efter deres gerninger i overensstemmelse med loven og retfærdigheden.
24 Thi retfærdigheden fremkommer med alle dens krav, og nåden gør ligeledes vfordring på alt, hvad der tilhører den; og således bliver ingen salige, uden de, der oprigtigt angrer.
25 Mener du, at nåden kan berøve retfærdigheden sit? Jeg siger nej; ikke det mindste. Hvis så var, ville Gud ophøre med at være Gud.
26 Og således gennemfører Gud sine store og evige planer, som var beredt fra verdens begyndelse. Og således sker menneskets frelse og forløsning og ligeledes dets fordærvelse og elendighed.
27 Derfor kan, o min søn, den, der vil komme, komme og frit drikke af livets vand; og den, der ikke vil komme, bliver ikke tvunget dertil; men på den yderste dag skal han gengældes efter sine gerninger.
28 Dersom han har ønsket at gøre ondt og ikke har omvendt sig i sin levetid, da skal ondt vederfares ham, ifølge Guds gengældelse.
29 Min søn, nu ønsker jeg, at du ikke mere skal lade disse ting besvære dig, men alene lade dine synder besvære dig med den bekymring, der skal bringe dig til omvendelse.
30 O, min søn, jeg ville ønske,at du ikke mere ville fornægte Guds retfærdighed. Forsøg ikke at undskylde dine synder i mindste måde ved at fornægte Guds retfærdighed, men lad Guds retfærdighed og hans barmhjertighed og langmodighed få fuld rådighed i dit hjerte, og lad det ydmyge dig i støvet.
31 Min søn, du er kaldet af Gud til at prædike ordet for dette folk. Gå derfor, min søn, og forkynd ordet i sandhed og med besindighed, så du kan bringe sjæle til omvendelse, så at den store nådens plan må kunne have krav på dem. Og må Gud velsigne dig ifølge mine ord. Amen.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3