Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 36
Almas befalinger til sin søn Helaman.
Omfattende kapitel 36 og 37.
Alma beretter om sin syndige fortid, sin mirakuløse omvendelse og sin påfølgende iver og nidkærhed i arbejdet.
1 MIN søn, giv agt på mine ord; thi jeg giver dig min ed på, at såfremt du holder Guds befalinger, skal det gå dig vel i landet.
2 Jeg ville ønske, at du ville gøre, som jet har gjort og ihukomme vore fædres fangenskab; thi de var i trældom, og ingen uden Abrahams, Isaks og Jakobs Gud kunne udfri dem; og han udfriede dem sandelig af deres trængsler.
3 O, min søn Helaman, du er endnu ung, og derfor formaner jeg dig til at give agt på mine ord og lære af mig; thi jeg ved, at hver den, der sætter sin lid til Gud, vil blive styrket i sine prøver og trængsler og genvordigheder, og vil blive ophøjet på den yderste dag.
4 Og jeg ønsker ikke, at du skal tro, at jeg ved dette af mig selv, ikke af det timelige, men af det åndelige, ikke af det kødelige sind, men af Gud.
5 Nu siger jeg dig, dersom jeg ikke var blevet født af Gud, havde jeg ikke kendt disse ting; men Gud har ved sine hellige engles mund kundgjort disse ting for mig; dog ikke for min egen fortjenestes skyld.
6 thi jeg gik om med Mosiahs sønner og søgte at ødelægge Guds kirke, men Gud sendte os sin hellige engel for at standse os på vejen.
7 Og han talte til os som med tordenrøst, og den hele jord skælvede under vore fødder, og vi faldt alle til jorden, thi Herrens frygt kom over os.
8 Men røsten sagde til mig: Stå op! Og jeg rejste mig op og så engelen.
9 Og han sagde til mig: Om du selv vil ødelægges, så søg dog ikke mere at ødelægge Guds kirke.
10 Og jeg faldt til jorden; og i tre dage og tre nætter kunne jeg ikke åbne munden, og jeg kunne heller ikke bruge mine lemmer.
11 Og engelen sagde flere ting til mig, som blev hørt af mine brødre, men jeg hørte dem ikke; thi da jeg hørte de ord: Om du selv vil ødelægges, så søg dog ikke mere at ødelægge Guds kirke, blev jeg grebet af så stor skræk og frygt, at jeg måske skulle blive ødelagt, at jeg faldt til jorden og ikke hørte mere.
12 Men jeg blev plaget af evig kval, thi min sjæl var i højeste grad i oprør og plaget af alle mine synder.
13 Ja, jeg huskede alle mine synder og overtrædelser, for hvis skyld jeg blev plaget af helvedes kvaler; ja, jeg indså, at jeg havde stridt imod min Gud, og at jeg ikke havde holdt hans hellige bud.
14 Og jeg havde dræbt mange af hans børn, eller rettere sagt, jeg havde forledt dem til fordærvelse; ja, så stor havde min ugudelighed været, at selve tanken om at komme i min Guds nærhed plagede min sjæl med uudsigelig angst.
15 O, tænkte jeg, gid jeg kunne blive forvist og tilintetgjort, både sjæl og legeme, så jeg ikke skulle komme til at stå for min Guds åsyn og blive dømt efter mine gerninger.
16 Og i tre dage og tre nætter blev jeg plaget som med en fordømt sjæls kvaler.
17 Og medens jeg således blev pint og plaget og oprørt ved erindringen om mine mange synder, da huskede jeg også at have hørt min fader profetere for folket angående Jesus Kristus, en Guds Søn, der skulle komme for at gøre forsoning for verdens synder.
18 Og da denne tanke bemægtigede sig min sjæl, råbte jeg i hjertet: O, Jesus, du Guds Søn, forbarm dig over mig, som er i bitterheds galde og omgivet af dødens evige lænker.
19 Og da jeg tænkte således, mindedes jeg ikke længere mine kvaler, og jeg oprørtes ikke mere ved erindringen om mine synder.
20 Og hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke; ja, min sjæl blev fyldt med glæde, lige så stor som min kval havde været.
21 Ja, jeg siger dig, min Søn, at intet kunne være så smerteligt og så bittert, som min kval var. Og atter siger jeg dig, min søn, at på den anden side kan intet være så lifligt og sødt, som min glæde var.
22 Ja, jeg syntes, at jeg, ligesom vor fader Lehi, så Gud sidde på sin trone, omgivet af talløse engleskarer, som sang og priste deres Gud; ja, og min sjæl længtes efter at komme dér.
23 Men se, mine lemmer fik atter deres styrke, og jeg stod på benene og bevidnede for folket, at jeg var blevet født af Gud.
24 Og fra den tid til nu har jeg arbejdet uden ophør for at bringe sjæle til omvendelse, for at få dem til at tage del i den store glæde, som jeg følte, så at de også kunne blive født af Gud og blive fyldt med den Helligånd.
25 Min søn, Herren giver mig overordentlig stor glæde ved frugten af mit arbejde.
26 Thi ved ordet, som han har skænket mig, er mange blevet født af Gud og har smagt, som jeg har smagt, og har set øje til øje, som jeg har set; derfor kender de det, som jeg har talt om, som jeg kender det, og den kundskab, jeg har, er af Gud.
27 Og jeg er blevet styrket under allehånde prøvelser og trængsler, ja, i alle slags genvordigheder; ja, Gud har udfriet mig af fængsel, af lænker og af døden; ja, jeg sætter min lid til ham, og han vil fremdeles udfri mig.
28 Og jeg ved, at han vil oprejse mig på den yderste dag til at bo hos sig i herlighed; og jeg vil prise ham til evig tid, thi han har ført vore fædre ud af Ægypten, og han lod Det røde Hav opsluge ægypterne, og ved sin magt førte han vore fædre ind i det forjættede land; ja, han har udfriet dem af trældom og fangenskab gang efter gang.
29 Ja, han har ligeledes ført vore fædre ud af Jerusalems land; og han har også ved sin evige magt udfriet dem af trældom og fangenskab fra tid til anden, lige til denne dag; og jeg har altid bevaret erindringen om deres fangenskab; og du bør også huske deres fangenskab, som jeg har gjort.
30 Men min søn, det er ikke alt; thi du bør vide, som jeg ved, at såfremt du holder Guds bud, skal det gå dig vel i landet; og du bør også vide, at dersom du ikke holder Guds bud, skal du blive udelukket fra hans ansigt. Og det er ifølge hans ord.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3