Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 32
De fattige lytter til frelsesbudskabet --- Almas hilsen og prædiken --- Tro udvikles ved ønsket om at tro.
1 OG DE gik ud og begyndte at prædike Guds ord for folket, og de gik ind i synagogerne og husene, ja, de prædikede endog ordet på gaderne.
2 Og efter meget arbejde mellem dem begyndte de at få fremgang blandt den fattige del af befolkningen; thi disse blev kastet ud af synagogerne, fordi deres klæder var grove.
3 Derfor fik de ikke lov til at komme ind i synagogerne for at dyrke Gud, da de blev anset for at være urene; og de var fattige, ja, de blev af deres brødre anset for at være noget skarn; de var fattige på denne verdens rigdom, men de var også fattige i hjertet.
4 Og da Alma nu lærte og talte til folket på Onida høj, kom der en stor skare til ham, bestående af sådanne, som vi har talt om, de, der var fattige i hjertet på grund af fattigdom på verdslig rigdom.
5 Og de kom til Alma; og den fornemste blandt dem sagde til ham: Hvad skal disse mine brødre gøre, thi de er foragtet af alle mennesker på grund af deres fattigdom, ja, især af præsterne; de har kastet os ud af synagogerne, som vi har arbejdet hårdt på at bygge med vore egne hænder; og de har kastet os ud af synagogerne, som vi har arbejdet hårdt på at bygge med vore egne hænder; og de har kastet os ud på grund af vor store fattigdom, og vi har ikke noget sted, hvor vi kan dyrke vor Gud; og nu, hvad skal vi gøre?
6 Og da Alma hørte dette, vendte han sig straks om med ansigtet vendt mod ham, og han betragtede dem med stor glæde, thi han så, at deres lidelser i sandhed havde ydmyget dem, og at de var beredt til at høre ordet.
7 Derfor sagde han ikke mere til den anden skare, men han rakte hånden ud og råbte til dem, som han så, og som sandelig var bodfærdige, og sagde til dem:
8 Jeg ser, at I er ydmyge af hjertet, og om så er, da er I salige.
9 Jeres broder har sagt: Hvad skal vi gøre? thi vi er blevet kastet ud af synagogerne, så vi ikke kan dyrke vor Gud.
10 Jeg spørger jer: Mener I, at I kun kan dyrke Gud i jeres synagoger?
11 Og endvidere spørger jeg: Mener I, at I ikke må dyrke Gud mere end én gang om ugen?
12 Jeg siger jer: Det er godt, at I er blevet kastet ud af synagogerne, så I kan være ydmyge og lære visodm, thi det er nødvendigt, at I skal lære visdom; og det er, fordi I er kastet ud og foragtet af jeres brødre for jeres store fattigdoms skyld, at I er blevet ydmyge i hjertet, thi I er nødt til at være ydmyge.
13 Og da I er nødt til at være ydmyge, er I velsignet, thi et menneske søger undertiden at omvende sig, når han er nødt til at være ydmyg; og sandelig, den der omvender sig, skal finde nåde; og den, der finder nåde og bliver bestandig indtil enden, skal blive frelst.
14 Og som jeg sagde jer, da I var nødt til at være ydmyge, blev I velsignet. Men tror I ikke, at de er mere velsignet, som oprigtigt ydmyger sig ved ordet?
15 Jo, den, der oprigtigt ydmyger sig og omvender sig fra sine synder og holder ud indtil enden, skal blive salig, ja, saligere end de, der er nødt til at være ydmyge på grund af deres store fattigdom.
16 Salige er derfor de, som ydmyger sig, uden at være nødsaget til at være ydmyge; eller med andre ord, salige er de, der tror på Guds ord og bliver døbt uden at være genstridige i hjertet, ja, uden at være nødt eller tvunget til at kende ordet, førend de vil tro.
17 Ja, der er mange, der siger: Dersom du vil vise os et tegn fra himlen, da kan vi med sikkerhed vide det, og da vil vi tro.
18 Nu vil jeg spørge: Er det tro? Jeg siger nej; thi hvis et menneske ved noget, har han ingen grund til at tro; thi han ved det.
19 Og hvor meget mere forbandet er ikke den, som kender Guds vilje og ikke gør efter den, end den, der blot tror eller blot har årsag til at tro, og falder i overtrædelse?
20 Derom må I dømme. Jeg siger jer, at det er på den ene som på den anden side; og det skal ske ethvert menneske efter dets gerninger.
21 Og som jeg sagde angående tro: Tro er derfor ikke at have fuldkommen kundskab om noget; men dersom I har tro, har I håb om det, som ikke ses, men som er sandt.
22 Og jeg siger jer, jeg ønsker, at I skal erindre, at Gud er barmhjertig mod alle, som tror på hans navn; derfor forlanger han som det første, at I skal tro, ja, tro på hans ord.
23 Og han meddeler menneskene sit ord ved engle, ikke alene til mænd, men også til kvinder. Men det er ikke alt; der gives ofte små børn ord, der beskæmmer de vise og de lærde.
24 Mine elskede brødre, da I har ønsket at få at vide af mig, hvad I skal gøre, fordi I er plaget og kastet ud, ønsker jeg, at I skal vide, at jeg kun har i sinde at dømme jer efter det, der er sandt.
25 Thi jeg tror ikke, at I alle er blevet nødt til at ydmyge jer, thi jeg tror sandelig, at der er nogle mellem jer, som ville ydmyge sig, under hvilke forhold de end var.
26 Og som jeg sagde angående troen, at den ikke er fuldkommen kundskab, sådan er det ligeledes med mine ord; I kan ikke straks til fuldkommenhed kende sandheden deraf, lige så lidt som tro er en fuldommen kundskab.
27 Men hvis I vil vågne op og bruge jeres evner, prøve mine ord og udøve blot den mindste smule tro, ja, om I ikke kunne gøre andet end blot ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, til I tror så meget, at I kan modtage en del af mine ord.
28 Nu vil vi sammenligne ordet med et sædekorn. Hvis I giver plads til, at en sædekorn kan sås i jeres hjerter, og det er ægte eller godt, og I ikke kaster det ud ved jeres vantro og derved sætter jer op imod Herrens ånd, da vil det begynde at svulme i brystet, og når I mærker denne svulmen, vil I begynde at sige til jer selv: Det må sandelig være en god sæd, eller ordet er godt, thi det begynder at fylde min sjæl, ja, det begynder at oplyse min forstand, ja, det begynder at blive mig behageligt.
29 Ville det ikke gøre jeres tro større? Jeg siger jo; men alligevel er den ikke blevet til fuldkommen kundskab.
30 Men når sæden svulmer og spirer og begynder at vokse, da er I nødt til at sige, at sæden er god, thi den svulmer og spirer og begynder at vokse.
31 Og er I sikker på, at det er en god sæd? Jeg siger ja; thi hvert sædekorn frembringer efter sit eget slags.
32 Om sæden derfor vokser, da er den god, men dersom den ikke vokser, da er den ikke god og skal kastes bort.
33 Og da I har gjort forsæget og plantet sæden, og den svulmer og spirer og begynder at vokse, må I sandelig vide, at sæden er god.
34 Og er jeres kundskab nu fuldkommen med hensyn til dette, men jeres tro er blevet uvirksom, og det er, fordi I ved, thi I ved, at ordet har opfyldt sjælen, og I ved også, at det er spiret op, så jeres forstand begynder at blive oplyst og jeres sind at udvides.
35 O, er det da ikke en virkelighed? jeg siger jo; thi det er lys, og alt lys er godt, fordi det er synligt; derfor kan I vide, at det er godt. Og nu er jeres kundskab fuldkommen, efter at I har set dette lys?
36 Jeg siger nej, og I må heller ikke henlægge troen, thi I har kun øvet jer i tro ved at plante sæden, så I ved forsøg kan vide, om sæden var god.
37 Og når træet begynder at vokse, vil I sige: Lad os passe det med megen omhu, så det kan slå rod og vokse op og bære frugt for os. Og dersom I nu passer det med megen omhu, vil det slå rod og vokse op og bære frugt.
38 Men dersom I forsømmer træet og ikke drager omsorg for det, vil det ikke slå rod; og når solen kommer og kaster sine brændende stråler derpå, visner det, fordi det ingen rod har, og I rykker det op og kaster det ud.
39 Det er ikke, fordi sæden ikke var god, og det er heller ikke, fordi dets frugter ikke ville være ønskværdige, men det er, fordi jeres jord er ufrugtbar, og I ikke vil drage omsorg for træet; derfor kan I ikke nyde frugten deraf.
40 Og om I ikke vil pleje ordet og med troens øjne skue fremad til frugten deraf, så kan I aldrig plukke frugten af livets træ.
41 Men dersom I vil pleje ordet, ja, passe træet, når det begynder at vokse ved jeres tro, med stor flid og tålmodighed og med glæde se hen til frugten deraf, da vil det slå rod, og det skal blive et træ, der vokser op til evigt liv.
42 Og på grund af jeres flid, jeres tro og jeres tålmodighed i at dyrke ordet, så det må kunna slå rod i jer, skal I lidt efter lidt plukke frugten deraf, som er ganske dejlig, ja, sødere end alt, hvad der er sødt og hvidere end alt, hvad der er hvidt, ja, og renere end alt, hvad der er rent; og I skal gøre jer tilgode med denne frugt, til I er mætte, så I ikke sulter og heller ikke tørster.
43 Da, mine brødre, skal I høste lønnen for jeres tro og jeres flid, tålmodighed og langmodighed i at vente på, at træet skal bære frugt til jer.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3