Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 31
Alma pålægges kaldet at omvende de frafaldne zoramiter --- Rameumptom eller den hellige forhøjning --- Zoramiternes form for gudsdyrkelse.
1 OG EFTER Korihors endeligt fik Alma underretning om, at zoramiterne forvendte Herrens veje, og at Zoram, der var deres leder, forledte folk til at dyrke stumme afguder, og han begyndte atter at blive bedrøvet i hjertet på grund af folkets ugudelighed.
2 Thi det voldte Alma stor sorg, når han vidste, at der herskede ugudelighed blandt hans folk; derfor var han dybt bedrøvet i hjertet over zoramiternes adskillelse fra nephiterne.
3 Og zoramiterne havde samlet sig i et land, som de kaldte Antionum, som lå øst for Zarahemlas land, der næsten grænsede op til havet syd for Jershons land og grænsede ligeledes mod den sydlige ørken, som var fuld af lamaniter.
4 Og nephiterne frygtede nu meget for, at zoramiterne ville gøre forbund med lamaniterne, og at det ville give anledning til store tab for nephiterne.
5 Og ordets forkyndelse gjorde meget til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt; ja, det havde øvet større indflydelse på folkets sind end sværdet eller noget andet, der var hændt dem --- derfor mente Alma, at det var nødvendigt at forsøge Guds ords kraft.
6 Derfor tog han Ammon, Aaron og Omner; Himni efterlod han i menigheden i Zarahemla, men de tre førstnævnte tog han med sig og ligeledes Amulek og Zeezrom, som var i Melek og to af sine sønner.
7 Men den ældste af sønnerne, hvis havn var Helaman, tog han ikke med sig; men navnene på dem, han tog med sig, var Shiblon og Corianton; og det var navnene på dem, som gik med ham til zoramiterne for at prædike ordet for dem.
8 Og zoramiterne havde udskilt sig fra nephiterne; og Guds ord var blevet prædiket blandt dem.
9 Men de var kommet i stor vildfarelse, thi de ville ikke iagttage Guds bud og anordninger efter Moseloven.
10 Og de ville heller ikke holde kirkens påbud om daglig at være standhaftige i bøn og anråbelse til Gud, så de ikke skulle falde i fristelse.
11 Ja, de forvendte Herrens veje i såre mange tilfælde, og af denne grund gik Alma og hans brødre ind i landet for at prædike ordet for dem.
12 Og da de var kommet ind i landet, da opdagede de til deres store forundring, at zoramiterne havde bygget synagoger, og at de samledes en dag om ugen, som de kaldte Herrens dag; og de dyrkede Gud på en måde, som Alma aldrig havde set.
13 Thi de havde bygget et sted midt i deres synagoger til at stå på, som ragede højt op over hovedet, og dér ovenpå var der kun plads til én person.
14 Derfor måtte enhver, der ønskede at tilbede, gå op og stå deroppe og række armene mod himlen og råbe med høj røst og sige:
15 Hellige, hellige Gud! Vi tror, at du er Gud, og vi tror, at du er hellig, at du var en ånd, at du er en ånd, og at du vil være en ånd til evig tid.
16 Hellige Gud, vi tror, at du har udskilt os fra vore brødre, og vi tror ikke på vore brødres overleveringer, som de har nedarvet gennem deres fædres barnagtighed, men vi tror, at du har udvalgt os til at være dine hellige børn og ligeledes, at du har kundgjort for os, at der ingen Kristus skal komme.
17 Men du er den samme i går, i dag og til evig tid; og du har udvalgt os, at vi skulle blive salige, medens alle omkring os er udvalgt til at blive nedstyrtet til helvede på grund af din vrede. For denne hellighed, o Gud, takker vi dig, og vi takker dig også, fordi du har udvalgt os, så vi ikke bliver vildledt ved vore brødres tåbelige overleveringer, som pålægger dem at tro på Kristus og lede deres hjerter langt bort fra dig, vor Gud.
18 Og atter takker vi dig, o Gud, at vi er et udvalgt og helligt folk. Amen.
19 Efter at Alma og hans brødre og hans sønner havde hørt disse bønner, blev de meget forbavset.
20 Thi hver mand gik frem og opsendte den samme bøn.
21 Og de kaldte stedet Rameumptom, der, når det udlægges, betyder: den hellige forhøjning.
22 Fra dette sted opsendte hver mand den selvsamme bøn til Gud, idet de takkede deres Gud, fordi de var udvalgt af ham, og fordi han ikke vildledte dem efter deres brødres traditioner, og fordi deres hjerter ikke blev forledt til at tro på tilkommende ting, som de intet vidste om.
23 Efter at hele folket havde opsendt deres taksigelse på denne måde, vendte de tilbage til deres hjem og talte overhovedet ikke mere om deres Gud, førend de atter var samlet ved den hellige forhøjning for på denne måde at opsende taksigelse.
24 Og da Alma så dette, blev han bedrøvet i hjertet, thi han så, at det var et syndigt og forvendt folk; ja, han forstod, at deres hu stod til guld og sølv og alle slags fine ting.
25 Og han så også, at deres hjerter var opblæst i stor selvos i deres stolthed.
26 Og han hævede stemmen mod himlen og råbte og sagde: O, Herre! hvor længe vil du tilstede, at dine tjenere skal bo hernede i kødet og være vidne til så stor ugudelighed blandt menneskenes børn.
27 De råber til dig, o Gud, og dog er deres hjerter fulde af stolthed. Se, o Gud, de råber til dig med munden, medens de er opblæst i hovmodighed over denne verdens tomme ting.
28 O, Gud, læg mærke til deres kostblare klæder, deres ringe, deres armbånd og alle deres guldsmykker og alle deres kostbarheder, som de går med; deres hu står til disse ting og dog råber de til dig og siger: Vi takker dig, o Gud, fordi vi er et udvalgt folk for dig, medens andre skal omkomme.
29 Ja, og de siger, at du har ladet dem vide, at der ingen Kristus skal komme.
30 O, Herre Gud, hvor længe vil du tilstede, at sådanne synder og sådan ugudelighed skal herske blandt dette folk? O, Herre, vil du give mig styrke til at udholde min skrøbelighed? Thi jeg er skrøbelig, og sådan ugudelighed blandt dette folk gør min sjæl ondt.
31 O, Herre, mit hjerte er såre bedrøvet; vil du trøste min sjæl i Kristus? O, Herre, vil du give mig styrke, så jeg med tålmodighed kan bære de genvordigheder, som vil komme over mig for dette folks ugudeligheds skyld?
32 O, Herre, vil du trøste min sjæl og give mig fremgang og ligeledes mine medarbejdere, som er med mig, ja, Ammon, Aaron og Omni og ligeledes Amulek og Zeezrom og mine to sønner; ja, vil du trøste alle disse, o Herre? Ja, vil du bringe deres sjæle trøst i Kristus?
33 Vil du give dem styrke til at udholde de lidelser, der vil komme til dem for dette folks ugudeligheds skyld?
34 O, Herre, vil du give os kraft til at bringe dem tilbage til dig i Kristus?
35 O, Herre, deres sjæle er dyrebare, og mange af dem er vore brødre; give os derfor, o Herre, magt og visdom til at bringe disse vore brødre tilbage til dig.
36 Og da Alma havde sagt disse ord, lagde han hænderne på alle dem, der var med ham. Og da han lagde hænderne på dem, blev de fyldt med den Helligånd.
37 Og derpå skiltes de og gjorde sig ingen bekymring om, hvad de skulle spise og drikke, eller hvad de skulle tage på.
38 Men Herren tog sig af dem, så de hverken sultede eller tørstede; ja, og han gav dem også styrke, så alle deres lidelser blev opslugt i glæden over Kristus. Og det var i overensstemmelse med Almas bøn; og det skete, fordi han bad i tro.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3