Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 26
Ammon glæder sig i Herren --- Berømmer sig i retfærdighed --- Han opregner igen sine egne og sine brødres velsignelser.
1 OG DET er Ammons ord til sine brødre: Mine brødre og mine medbrødre, jeg siger jer, hvor stor grund har vi ikke til at glæde os; thi kunne vi have forventet, da vi tog fra Zarahemlas land, at Gud ville have skænket os så store velsignelser?
2 Og nu spørger jeg, hvilke store velsignelser har han skænket os? Kan I sige det?
3 Jeg svarer for jer; thi vore brødre, lamaniterne, var i mørke, ja, i den mørkeste afgrund, men hvor mange af dem har ikke fået lov til at skue Guds forunderlige lys! Og det er den velsignelse, der er blevet skænket os, at vi har været redskaber i Guds hånd til at udføre dette store værk.
4 Se, tusinder af dem glæder sig og er blevet ført ind i Guds fold.
5 Marken var moden, og salige er I, thi I brugte seglen og høstede af alle kræfter, ja, hele den ganske dag arbejdede I; og betragt nu antallet af jeres neg! De skal samles ind iladerne, så de ikke bliver fordærvet.
6 Ja, de skal ikke slås ned af uvejret på den yderste dag; ja, og de skal heller ikke rykkes op af hvirvelvindene; men når uvejret kommer, vil de blive samlet sammen på deres sted, så uvejret ikke kan skade dem, og de skal heller ikke føres af stærke vinde, hvor det behager fjenden at føre dem.
7 Men de er i høstens Herres hænder, og de er hans, og han vil oprejse dem på den yderste dag.
8 Velsignet være vor Guds navn! Lad os synge til hans pris, ja, lad os takke hans hellige navn, thi han udøver retfærdighed evindelig.
9 dersom vi ikke var kommet ud af Zarahemlas land, ville disse vore højt elskede brødre, som har elsket os så meget, endnu have været fyldt med had mod os, ja, de ville også have været fremmede for Gud.
10 Og da Ammon havde sagt disse ord, irettesatte hans broder Aaron ham og sagde: Ammon, jeg frygter for, at din glæde forleder dig til selvros.
11 Men Ammon sagde til ham: Jeg roser mig ikke af min egen styrke eller af min egen visdom, men min glæde er fuldkommen, ja, mit hjerte er fyldt med glæde, og jeg vil fryde mig i min Gud.
12 Ja, jeg ved, at jeg intet er; med hensyn til min egen styrke er jeg svag; derfor vil jeg ikke rose mig af mig selv, men jeg vil rose mig af min Gud, thi i hans styrke kan jeg gøre alt; ja, mange kraftige undergerninger har vi udført her i landet, for hvilke vi vil prise hans navn evindelig.
13 Hvor mange tusinde af vore brødre har han ikke løst fra helvedes pine, og de er kommet til at synge om den forløsende kærlighed ved hans ords kraft, som er i os; har vi derfor ikke stor grund til at fryde os?
14 Ja, vi har grund til at prise ham til evig tid, thi han er den allerhøjeste Gud og har forløst vore brødre fra helvedes lænker.
15 Ja, de var omgivet af evigt mørke og fordærvelse, men han har ført dem ind til sit evige lys, ja, til evig salighed, og de er omgivet af hans uforlignelige, uendelige kærlighed; ja, og vi har været redskaber i hans hånd til at udføre dette store og forunderlige værk.
16 Lad os derfor være glade, ja, vi vil glæde os i Herren, ja, vi vil fryde os, thi vor glæde er fuldkommen, ja, vi vil prise vor Gud til evig tid. Hvem kan glæde sig for meget i Herren? Ja, hvem kan sige for meget om hans store kraft og hans barmhjertighed og om hans langmodighed med menneskenes børn? Jeg siger jer, jeg kan slet ikke give udtryk for, hvad jeg føler.
17 Hvem kunne have troet, at vor Gud ville have været så barmhjertig mod os, at han ville udfri os af vor forfærdelige, syndige og vanhellige tilstand?
18 Vi fo'r frem i forbitrelse og med store trusler for at ødelægge hans kirke.
19 Hvorfor overlod han os da ikke til en grusom skæbne; ja, hvorfor lod han ikke sin retfærdigheds sværd falde på os og overlod os til evig fortvivlelse?
20 O, min sjæl næsten flygter ved tanken derom. Han udøvede ikke sin retfærdighed på os, men i sin store nåde har han bragt os over dødens evige svælg og elendighed, ja, til vor sjæls frelse.
21 Mine brødre, hvilket naturligt menneske forstår disse ting? Jeg siger jer, der er ingen uden de bodfærdige, som fatter disse ting.
22 Ja, den, som omvender sig og øver sig i tro og gør gode gerninger og beder uden ophør, ham bliver det forundt at kende Guds hemmeligheder; ja, og sådanne skal det gives at åbenbare ting, som aldrig har været åbenbaret, ja, og sådanne skal det gives at bringe mange tusinde sjæle til omvendelse, ligesom det er blevet os forundt at bringe disse vore brødre til omvendelse.
23 Husker I, mine brødre, at vi sagde til vore brødre i Zarahemlas land, at vi skulle drage til Nephis land for at prædike for vore brødre, lamaniterne, og at de udlo os?
24 Thi de sagde til os: Tror I, at I kan bringe lamaniterne til kundskab om sandheden? Mener I, at I kan overbevise lamaniterne om urigtigheden af deres fædres overleveringer, et så hårdnakket folk, som de er, hvis hjerter fryder sig ved blodsudgydelse, hvis dage er blevet tilbragt i den groveste ugudelighed, og hvis veje har været overtræderens veje fra begyndelsen af? Mine brødre, husker I, at det var deres ord.
25 Og de sagde yderligere: Lad os gribe til våben mod dem og udrydde dem og deres ugudelighed af landet, så de ikke skal komme over os og ødelægge os.
26 Men se, mine elskede brødre, vi kom ud i ørkenen, ikke iden hensigt at udrydde vore brødre men med det for øje, at vi måske kunne frelse nogle få af dem.
27 Og da vi følte os nedslået i hjertet, og vi var lige ved at vende tilbage, da trøstede Herren os og sagde: Gå ud blandt jeres brødre, lamaniterne, og bær jeres lidelser med tålmodighed, og jeg vil give jer fremgang.
28 Og nu er vi kommet og har været ude blandt dem; vi har været tålmodige i vore lidelser, og vi har tålt alle savn, ja, vi har vandret fra hus til hus, idet vi har sat vor lid til verdens barmhjertighed --- ikke alene til verdens barmhjertighed, men til Guds barmhjertighed.
29 Vi er gået ind i deres huse og har undervist dem, og vi har undervist dem på gaderne, ja, og vi har undervist dem på højene, og vi er også gået ind i templerne og synagogerne og har undervist dem; og vi er blevet kastet ud og forhånet og spyttet på og slået på kinden, og vi er blevet stenet, pågrebet og bundet med stærke reb og kastet i fængsel; men ved Guds kraft og visdom er vi blevet befrjet igen.
30 Og vi har gennemgået alle slags lidelser, og altsammen, for at vi måske kunne blive et middel til at frelse nogle sjæle; og vi antog, at vor glæde ville blive fuldkommen, dersom vi kunne blive et middel til at frelse nogle få.
31 Vi kan beskue og se frugterne af vort arbejde, og er de få? Jeg siger jer, nej, der er mange; ja, og vi kan bevidne deres oprigtighed på grund af deres kærlighed til deres brødre og ligeledes til os.
32 Thi de ville hellere ofre livet end berøve deres fjender livet, og de har gravet deres krigsvåben dybt ned i jorden af kærlighed til deres brødre.
33 Og nu spørger jeg jer: Har der været så stor kærlighed i hele landet? Jeg siger nej, ikke engang blandt nephiterne.
34 De ville gribe til våben mod deres brødre, de ville ikke lade sig dræbe. Men hvor mange af disse har ikke ofret livet, og vi ved, at de er gået til deres Gud som følge af deres kærlighed, og fordi de hadede synden.
35 Og har vi ikke grund til at fryde os? Jo, jeg siger jer, at der aldrig har været mennesker siden verdens skabelse, der har haft så stor grund til at glæde sig som vi; ja, jeg er endog så henrykt i min glæde, at jeg berømmer mig i min Gud; thi han har al magt, al visdom og al forstand; han fatter alle ting, og han er et barmhjertigt væsen, ja til frelse for dem, som vil omvende sig og tro på hans navn.
36 Dersom nu dette er at rose sig, så vil jeg rose mig således, thi dette er mit liv og mit lys, min glæde og min salighed og min forløsning fra evig elendighed. Ja, velsignet været min Guds navn, som har ihukommet dette folk, der er en gren af Israels træ, som har været borte fra sin stamme i et fremmed land; ja, jeg siger, velsignet være min Guds navn, som har ihukommet os vandrere i et fremmed land.
37 Mine brødre, vi ser nu, at Gud ihukommer alle folk, i hvilket land de end befinder sig; ja, han tæller sit folk, og hans inderlige barmhjertighed dækker hele jorden. Og det er min glæde og min store taksigelse; ja, jeg vil takke min Gud til evig tid. Amen.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3