Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 24
Lamaniterne går imod Guds folk --- Omvendte lamaniter nægter at bære våben --- Flere omvendelser.
1 OG DET skete, at amalekiterne og amuloniterne og lamaniterne, som var i Amulons land og i Helams land og i Jerusalems land og i hele landet rundt omkring, som ikke var blevet omvendt og ikke havde påtaget sig navnet Anti-Nephi-Lehi, blev opægget af amalekiterne og amuloniterne til vrede mod deres brødre.
2 Og de nærede stærkt had mod dem, ja så meget, at de begyndte at gøre oprør mod deres konge og ikke ville have ham mere som konge, og de greb til våben mod Anti-Nephi-Lehis folk.
3 Og kongen overdrog riget til sin søn, og han gav ham navnet Anti-Nephi-Lehi.
4 Og kongen døde samme år, som lamaniterne begyndte at træffe forberedelser til krig mod Guds folk.
5 Da nu Ammon og hans brødre og alle, der var kommet med ham, så lamaniternes forberedelser til at udrydde deres brødre, kom de til Midians land, og dér traf Ammon alle sine brødre; og derfra kom de til Ishmaels land for at kunne rådslå med Lamoni og med hans broder Anti-Nephi-Lehi om, hvad de skulle gøre for at forsvare sig mod lamaniterne.
6 Og der fandtes ikke en eneste sjæl mellem alle de mennesker, der var blevet omvendt til Herren, som ville gribe til våben mod deres brødre; nej, de ville end ikke træffe nogen forberedelse til krig; og selv deres konge befalede dem også til ikke at gøre det.
7 Og her er de ord, han sagde til folket angående denne sag: Mit elskede folk, jeg takker min Gud, ja, vor store Gud, fordi han i sin godhed har sendt disse vore brødre, nephiterne, til os for at prædike for os og overbevise os om vore ugudelige fædres traditioner.
8 Og jeg takker min store Gud, fordi han har givet os en del af sin Ånd til at blødgøre vore hjerter, så at vi er trådt i forbindelse med disse vore brødre, nephiterne.
9 Og jeg takker også min Gud, fordi vi gennem denne forbindelse er blevet overbevist om vore synder og om de mange mord, som vi har begået.
10 og ligeledes takker jeg min Gud, ja min store Gud, fordi han har givet os lejlighed til at omvende os fra disse ting, og fordi han har tilgivet os disse vore mange synder og mord, som vi har begået, og borttaget skylden fra vore hjerter gennem sin Søns fortjeneste.
11 Mine brødre, eftersom det var alt, hvad vi kunne gøre --- da vi var de mest fortabte af alle mennesker --- at omvende os fra alle vore synder og de mange mord, som vi har begået og få Gud til at borttage dem fra vore hjerter, thi det var alt, hvad vi kunne gøre, at omvende os tilbørligt for Gud, så han ville borttage vor skamplet.
12 Da Gud, mine elskede brødre, nu har borttaget vor skamplet og vore sværd er blevet blanke, så lad os ikke mere besudle vore sværd med vore brødres blod.
13 Jeg siger jer, lad os tilbageholde vort sværd, så det ikke bliver besudlet med vore brødres blod; thi dersom vi igen skulle besmitte vore sværd, kan de måske ikke mere blive renset i vor store Guds Søns blod, der skal udgydes til forsoning for vore synder.
14 Og den store Gud har været os nådig og kundgjort os dette, så vi ikke skulle omkomme; ja, han har forud kundgjort os disse ting, fordi han elsker vore sjæle ligeså højt, som han elsker vore børn; derfor sender han i sin nåde engle til os, for at forløsningsplanen må blive kundgjort for os så vel som for kommende slægter.
15 O, hvor nådig er ikke vor Gud! Og eftersom det har været alt, hvad vi kunne gøre, at få vor skamplet borttaget fra os og vore sværd gjort blanke, lad os da gemme dem, så de må holdes blanke som et vidnesbyrd for vor Gud på den yderste dag eller på den dag, da vi vil blive fremstillet for ham for at dømmes, at vi da ikke har besmittet vore sværd med vore brødres blod, siden han skænkede os sit ord og derved gjorde os rene.
16 Mine brødre, dersom vore brødre søger at udrydde os, da vil vi gemme vore sværd, ja, vi vil endog grave dem dybt ned i jorden, så de må holdes rene til et vidnesbyrd på den yderste dag, at vi aldrig har brugt dem; og dersom vore brødre udrydder os, da vil vi blive taget op til vor Gud og blive frelst.
17 Og da kongen var færdig med denne tale og hele folket var samlet, tog de deres sværd og alle de våben, der brugtes til udgydelse af menneskers blod og bravede dem dybt ned i jorden.
18 Og det gjorde de, da de mente, det var et vidnesbyrd for Gud og for menneskene, at de aldrig mere ville bruge våben til at udgyde menneskers blod; og dette gjorde de ved løfte og pagt med Gud, at hellere end at udgyde deres brødres blod ville de ofre deres eget liv, og hellere end at berøve en broder noget ville de give ham, og hellere end at tilbringe tiden i lediggang ville de arbejde flittigt med hænderne.
19 Og således ser vi, at da disse lamaniter var kommet til at tro og bragt til sandheds erkendelse, blev de standhaftige og ville hellere lide indtil døden end begå synd; og således ser vi, at de nedgravede deres fredsvåben, eller snarere, at de begravede krigsvåbnene for fredens skyld.
20 Og deres brødre, lamaniterne, traf forberedelser til krig om kom til Nephis land i den hensigt at dræbe kongen og sætte en anden i hans sted og ligeledes udrydde Anti-Nephi-Lehis folk af landet.
21 Og da folket nu så, at de kom, gik de ud for at møde dem og kastede sig ned for dem og begyndte at påkalde Herrens navn; og i den stilling lå de, da lamaniterne overfaldt dem og begyndte at dræbe dem med sværdet.
22 Og således dræbte de et tusind og fem af dem uden at møde nogen modstand; og vi ved, at de er salige, thi de gik bort for at dvæle hos deres Gud.
23 Og da lamaniterne nu så, at deres brødre ikke ville flygte for sværdet, og hverken vende sig til højre eller venstre, men blot ligge stille og lade sig slå ihjel, og endog priste Gud, medens de omkom ved sværdet ---
24 da lamaniterne nu så dette, holdt de op med at dræbe dem; og der var mange, hvis hjerter bevægedes af medlidenhed med disse deres brødre, som var faldet for sværdet; thi de angrede det, de havde gjort.
25 Og de kastede krigsvåbnenen fra sig, og de nægtede at tage dem op igen; thi de var plaget af samvittighedsnag for de mord, de havde begået; og de ydmygede sig ligesom deres brødre, idet de stolede på deres barmhjertighed, hvis arme var hævet for at dræbe dem.
26 Og den dag var der flere end de, der var blevet dræbt, der forenede sig med Guds folk; og de, der var blevet slået ihjel, var retfærdige; derfor har vi ikke grund til at tvivle på, at de er salige.
27 Og der blev ikke en eneste ugudelig slået ihjel mellem dem, men over et tusind kom til sandheds erkendelse; således ser vi, at Herren virker på mange måder for sit folks frelse.
28 Størstedelen af lamaniterne, som dræbte så mange af deres brødre, var amalekiter og amuloniter, hvoraf de fleste tilhørte Nehors orden.
29 Og der fandtes ingen amalekiter eller amuloniter eller nogen, som tilhørte Nehors ordenmellem dem, der forenede sig med Herrens folk, men de var virkelige efterkommere af Laman og Lemuel.
30 Og således kan vi tydeligt se, at når et folk engang er blevet oplyst ved Guds ånd og har fået stor kendskab til det, der henhører til retfærdighed og derefter henfalder til synd og overtrædelse, bliver de mere forhærdet, og deres tilstand bliver således værre, end om de aldrig havde kendt disse ting.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3