Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 22
Aaron i Nephis land --- Kongen og hele hans hus bliver omvendt --- Landet deles mellem nephiter og lamaniter.
1 OG MEDENS Ammon således uafbrudt underviste Lamonis folk, vil vi vende tilgbage til beretningen om Aaron og hans brødre; thi efter at denne drog bort fra Middonis land, blev han af Ånden ledet til Nephis land, ja, til kongens hus, som regerede over hele landet, undtagen Ishmaels land, og det var Lamonis fader.
2 Og han gik ind i kongens slot med sine brødre, bøjede sig for kongen og sagde til ham: O, konge, vi er Ammons brødre, som du har udfriet af fængselet.
3 Og dersom du nu, o konge, vil skåne vort liv, vil vi være dine tjenere. Og kongen sagde til dem: Stå op, thi jeg vil skænke jer livet, og jeg vil ikke have, at I skal være mine tjenere, men jeg vil, at I skal undervise mig, thi jeg har været noget foruroliget i sindet på grund af jeres broder Ammons højmodighed og hans ædle ord; og jeg ønsker at vide grunden til, at han ikke kom sammen med jer fra Middoni.
4 Og Aaron sagde til kongen: Herrens ånd har kaldt ham i en anden retning; han er taget til Ishmaels land for at undervise Lamonis folk.
5 Og kongen sagde til dem: Hvad betyder det, I har sagt angående Herrens ånd? Det er det, der foruroliger mig.
6 Og hvad betyder det, som Ammon sagde --- Dersom I vil omvende jer, skal I blive frelst; men dersom I ikke vil omvende jer, skal I blive forkastet på den yderste dag?
7 Og Aaron svarede ham og sagde: Tror du, at der er en Gud? Og kongen sagde: Jeg ved at amalekiterne siger, at der er en Gud, og jeg har givet dem lov til at bygge helligdomme, så de kan forsamles og tilbede ham. Og dersom du nu siger, at der er en Gud, så vil jeg tro det.
8 Og da nu Aaron hørte det, begyndte han at glædes i hjertet, og han sagde: Så vist som du lever, o konge, er der en Gud.
9 Og kongen sagde: Er Gud den store ånd, som førte vore fædre ud af Jerusalems land?
10 Og Aaron sagde til ham: Ja, han er den store ånd, og han skabte alle ting, både i himlen og på jorden. Tror du det?
11 Og han sagde: Ja, jeg tror, at den store ånd skabte alle ting, og jeg ønsker, at du vil forkynde mig alle disse ting, og jeg vil tro dine ord.
12 Og da Aaron så, at kongen ville tro hans ord, begyndte han at læse skrifterne for kongen fra Adams skabelse --- hvorledes Gud skabte mennesket efter sit billede, og at Gud gav ham befalinger, og at mennesket faldt på grund af overtrædelse.
13 Og Aaron udlagde skrifterne for ham fra Adams skabelse og skildrede for ham menneskets fald og dets kødelige tilstand og ligeledes forløsningsplanen, som var beredt ved Kristus fra verdens begyndelse for alle, som vil tro på hans navn.
14 Og efter at mennesket var faldet, kunne det ikke tilregne sig selv nogen fortjeneste, men Kristi lidelse og død forsoner for menneskenes synder ved tro, omvendelse og lydighed mod Guds bud; og han bryder dødens bånd, så graven ikke skal have nogen sejr, og dødens brod skal blive upslugt i håbet om herlighed. Og Aaron forklarede alle disse ting for kongen.
15 Og efter at Aaron havde forklaret disse ting for ham, sagde kongen: Hvad skal jeg gøre for at få det evige liv, som du har talt om? Ja, hvad skal jeg gøre for at blive født af Gud, få denne syndige ånd udryddet af mit bryst og modtage hans Ånd, så jeg må blive fuld af glæde og ikke blive forkastet på den yderste dag? Se, sagde han, jeg vil ofre alt, hvad jeg ejer, ja, jeg vil forsage mit rige, så jeg kan få denne store glæde.
16 Men Aaron sagde til ham: Dersom du ønsker det, og du vil bøje dig for Gud, ja, dersom du vil omvende dig fra alle dine synder og bøje dig for Gud og påkalde hans navn i tro, forvisset om, at du skal få, da skal du få det håb, du ønsker.
17 Og da Aaron havde sagt disse ord, knælede kongen ned for Herren, ja, han kastede sig på jorden og råbte med høj røst og sagde:
18 O, Gud, Aaron har sagt mig, at der er en Gud; og dersom der er en Gud, og du er denne Gud, vil du da give dig tilkende for mig, og jeg vil aflægge alle mine synder for at kende dig og for at kunne blive oprejst fra de døde og blive frelst på den yderste dag. Og da nu kongen havde sagt disse ord, overvældedes han, som om han var død.
19 Og hans tjenere løb hen og fortalte dronningen alt, hvad der var sket med kongen. Og hun kom ind til kongen; og da hun så ham ligge, som om han var død og så Aaron og hans brødre stå, som om de havde været årsagen til hans fald, blev hun vred på dem og befalede sine tjenere eller rettere kongens tjenere, at de skulle gribe dem og slå dem ihjel.
20 Men da tjenerne havde set årsagen til kongens fald, turde de ikke lægge hånd på Aaron og hans brødre; og de talte til dronningen og sagde: Hvorfor befaler du os at dræbe disse mænd, når en af dem er mægtigere end os alle? Vi ville derfor falde for dem.
21 Og da dronningen så tjenernes frygt, begyndte hun også at blive meget bange for, at en ulykke skulle ramme hende. Og hun befalede sine tjenere, at de skulle gå og kalde på folket, for at de kunne dræbe Aaron og hans brødre.
22 Men da Aaron så dronningens beslutning, og da han også kendte folkets hårdhjertethed, frygtede han for, at der skulle samle sig en stor skare, og at der ville opstå strid og urolighed mellem dem; derfor rakte han hånden ud og rejste kongen fra jorden og sagde til ham: Stå op! og han stod på benene og fik sine kræfter tilbage.
23 Og dette blev gjort i overværelse af dronningen og mange tjenere. Og da de så det, undrede de sig meget og begyndte at frygte. Og kongen stod frem og begyndte at belære dem. Og han talte til dem, så hele hans hus blev omvendt til Herren.
24 Og på dronningens befaling var der samlet en skare, og der opstod en del uro mellem dem på grund af Aaron og hans brødre.
25 Men kongen stod frem blandt dem og talte til dem. Og de blev tilfredsstillet angående Aaron og dem, som var med ham.
26 Og da kongen så, at folket var blevet stillet tilfreds, lod han Aaron og hans brødre stå frem blandt mængden for at prædike ordet for dem.
27 Og kongen sendte en proklamation ud til hele landet og til hele folket, som var i hele hans land, i alle egnene rundt omkring, som nåede lige til havet mod øst og mod vest og var skilt fra Zarahemlas land ved en smal ørken, som strakte sig fra havet mod øst til havet mod vest og rundt omkring ved kysten og grænsen af ørkenen mod nord og ørkenen ved Zarahemlas land gennem Mantis grænser til floden Sidon i retning fra øst til vest; og således var lamaniterne og nephiterne adskilt.
28 Og den del af lamaniterne, som var mest lade, opholdt sig i ørkenen og boede i telte; og de var spredt gennem ørkenen mod vest i Nephis land, ja, og ligeledes vest for Zarahemlas land på grænserne til havet og mod vest i Nephis land, på det sted, hvor deres fædre først boede, og som således grænsede til havet.
29 Og der var ligeledes mange lamaniter mod øst ved havet, hvor nephiterne havde drevet dem hen. Og således var nephiterne næsten omringet af lamaniterne; men alligvele havde nephiterne sat sig i besiddelse af alle de nordlige dele af landet, som grænsede mod ørkenen ved udspringet af floden Sidon fra øst til vest rundt omkring på ørkensiden mod nord, lige til de kom til det land, somd e kaldte Overflødigheden.
30 Og det grænsede op til landet, som de kaldte Ødelæggelsen, fordi det var så langt mod nord, at det strakte sig ind i det land, som havde været beboet af et folk, der var blevet udryddet, og hvis ben vi har omtalt, det land, som blev opdaget af Zarahemlas folk, og det var stedet, hvor de først landede.
31 Og de kom derfra ind i den sydlige ørken. Og landet mod nord blev kaldt Ødelæggelsen, og landet mod syd Overflødigheden; det var den ørken, der var fuld af alle slags vilde dyr, hvoraf en del var kommet fra landet mod nord efter føde.
32 Og det var blot halvanden dagsrejse for en nephit fra det østlige til det vestlige hav, på grænsen mellem Overflødighedens og Ødelæggelsens land; og således var Nephis land og Zarahemlas land næsten omringet af vand, thi der var en smal landtunge mellem det nordlige og det sydlige land.
33 Og nephiterne havde beboet Overflødighedens land lige fra det østlige til det vestlige hav, og således havde nephiterne i deres visdom med deres vagter og hærskarer indesluttet lamaniterne i syd, så de ikke skulle vinde mere fodfæste i nord og ikke overløbe det nordlige land.
34 Og derfor kunne lamaniterne ikke besidde noget uden i Nephis land og i ørkenen deromkring. Dette var nephiternes visdom, thi medens lamaniterne var deres fjender, behøvede de nu ikke at plages af dem på alle sider, og de kunne også have et land, som de kunne flygte til, dersom de ønskede det.
35 Og efter nu at have sagt dette vender jeg atter tilbage til beretningen om Ammon og Aaron, Omner og Himni og deres brødre.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3