Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 18
Kong Lamoni forveksler Ammon med den store ånd --- Han bliver belært om den sande Gud --- Bliver overvundet af Herrens ånd.
1 OG KONG Lamoni befalede sine tjenere at stå frem og vidne om alle de ting, de havde set angående den sag.
2 Og da de alle havde vidnet om, hvad de havde set, og han havde fået at vide om Ammons trofasthed til at passe på hans flokke og hans store magt, da han sloges med dem, som søgte at dræbe ham, blev han meget forbavset og sagde: Sandelig, denne er mere end et menneske. Er han ikke den store ånd, som sender sådanne straffedomme ned over dette folk for deres mords skyld?
3 Og de svarede kongen og sagde: Vi ved ikke, om han er den store ånd eller et menneske, men så meget ved vi, at han ikke kan dræbes af kongens fjender; og de kan heller ikke sprede kongens hjord, når han er med os, på grund af hans færdighed og store styrke; derfor ved vi, at han er kongens ven. Og nu, o konge, vi tror ikke, at et menneske kan have så stor magt, thi vi ved, at han ikke kan dræbes.
4 Og da kongen nu hørte disse ord, sagde han til dem: Nu ved jeg, at det er den store ånd, og han er kommet ned i dette øjeblik for at bevare jeres liv, så jeg ikke skal dræbe jer, som jeg dræbte jeres brødre. Og det er den store ånd, som vore fædre har talt om.
5 Det var altså overleveringen, som Lamoni havde fået af sin fader, at der var en stor ånd. Til trods for, at de troede på en stor ånd mente de, at hvad de end gjorde, var det rigtigt; alligevel begyndte Lamoni at frygte såre meget for, at han havde gjort uret ved at dræbe sine tjenere;
6 Thi han havde dræbt mange, fordi deres brødre havde spredt hjordene ved vandingsstedet; og de blev dræbt, fordi deres hjorde således var blevet spredt.
7 Og det var lamaniternes skik og brug at stå ved Sebus's vande og sprede folkets hjord, så de kunne drive mange af dem, der var blevet spredt, til deres eget land; det var en plyndringsskik mellem dem.
8 Og kong Lamoni spurgte sine tjenere, idet han sagde: Hvor er den mand, der har så stor en magt?
9 Og de sagde til ham: Han er ved at fodre dine heste. Og kongen havde beordret sine tjenere før hjordenes vandingstid, at de skulle gøre hans heste og vogne i orden og føre ham til Nephis land; thi der skulle holdes et stort gæstebud i Nephis land af Lamonis fader, som var konge over hele landet.
10 Og da kong Lamoni hørte, at Ammon var ved at gøre hans heste og vogne i orden, blev han endnu mere forbavset over Ammons trofasthed og sagde: Blandt alle mine tjenere har der sandelig ikke været nogen så trofast som denne mand, thi han husker at udføre alle mine ordrer.
11 Nu ved jeg for vist, at det er den store ånd, og jeg kunne ønske at bede ham komme ind til mig, men jeg tør ikke.
12 Og da Ammon havde ordnet hestene og vognene for kongen og hans tjenere, gik han ind til kongen, og han så, at kongens ansigt var forandret; derfor skulle han til at fjerne sig fra hans åsyn.
13 Men en af kongens tjenere sagde til ham: Rabbanah, der, når det oversættes, betyder: vældige eller store konge; thi de anså deres konger for at være vældige; og således sagde han til ham: Rabbanah, kongen ønsker, at du skal blive.
14 Derfor vendte Ammon sig til kongen og sagde til ham: O, konge! Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig? Og kongen svarede ham ikke før efter en times forløb efter deres tid, thi han vidste ikke, hvad han skulle sige til ham.
15 Og Ammon sagde atter til ham: Hvad ønsker du af mig? Men kongen svarede ham ikke.
16 Og Ammon, der var fuld af Guds ånd, gennemskuede kongens tanker. Og han sagde til ham: Er det fordi du har hørt, at jeg forsvarede dine tjenere og dine hjorde og dræbte syv af deres brødre med slyngen og med sværdet og huggede armene af andre, for at forsvare dine hjorde og dine tjenere; er det årsagen til din forundring?
17 Jeg spørger dig: Hvad er det, du er så forbavset over? Jeg er et menneske, og jeg er din tjener, og hvad du ønsker, som er ret, det vil jeg gøre.
18 Og da kongen havde hørt disse ord, undrede han sig atter, thi han så, at Ammon kunne læse hans tanker; men til trods for det åbnede kongen munden og sagde til ham: Hvem er du? Er du den store ånd, som kender alle ting?
19 Ammon svarede og sagde til ham: Nej, det er jeg ikke.
20 Og kongen sagde: Hvorledes kender du mit hjertes tanker? Du må tale frimodigt og fortælle mig om disse ting og ligeledes sige mig, ved hvilken magt du dræbte og huggede armene af mine brødre, som spredte mine flokke.
21 Dersom du vil fortælle mig alt dette, da vil jeg give dig, hvad end du begærer; og om det var nødvendigt, ville jeg beskytte dig med mine hære; men jeg ved, at du er vældigere end dem alle; alligevel, hvad end du begærer af mig, vil jeg give dig.
22 Og Ammon, som var forstandig, men dog uden svig, sagde til Lamoni: Vil du lytte til mine ord, dersom jeg siger dig, ved hvad magt jeg gør disse ting? Og her er det, jeg begærer af dig.
23 Og kongen svarede ham og sagde: Ja, jeg vil tro alle dine ord. Og således blev han fanget ved list.
24 Og Ammon begyndte at tale til ham med frimodighed og sagde til ham: Tror du, at der er en Gud?
25 Og han svarede og sagde til ham: Jeg ved ikke, hvad det betyder.
26 Og da sagde Ammon: Tror du, at der er en stor ånd?
27 Og han sagde: Ja.
28 Og Ammon sagde: Det er Gud. Og Ammon sagde atter til ham: Tror du, at denne store ånd, som er Gud, skabte alle ting, som er i himlen og på jorden.
29 Og han sagde: Ja, jeg tror, at han skabte alle ting, som er på jorden, men om himlen ved jeg intet.
30 Og Ammon sagde til ham: Himlen er et sted, hvor Gud og alle hans hellige engle bor.
31 Og kong Lamoni sagde: Er det ovenover jorden?
32 Og Ammon sagde: Ja, og han ser på alle menneskenes børn, og han kender alle hjertets tanker og ønsker, thi ved hans hånd blev de alle skabt fra begyndelsen.
33 Og kong Lamoni sagde: Jeg tror alt, hvad du har sagt. Er du sendt fra Gud?
34 Ammon sagde til ham: Jeg er et menneske, og mennesket blev i begyndelsen skabt efter Guds billede, og jeg er kaldet ved hans hellige ånd til at belære dette folk om disse ting, så de må komme til kundskab om det, der er retfærdigt om sandt.
35 Og en del af den ånd bor i mig og giver mig kundskab og magt i forhold til min tro på Gud og attrå til ham.
36 Og da Ammon havde sagt disse ord, begyndte han ved verdens og Adams skabelse og fortalte ham alt om menneskets fald og forklarede og forelagde ham folkets optegnelser og hellige skrifter, som var talt ved profeterne, ja, helt ned til den tid, da deres fader Lehi forlod Jerusalem.
37 Og han fortalte dem også (nemlig kongen og hans tjenere) om alle deres fædres vandringer i ørkenen og om deres lidelser ved sult og tørst og deres besværligheder og så fremdeles.
38 Og han fortalte dem ligeledes om Laman og Lemuels og Ishmaels sønners opsætsighed, ja, han fortalte dem om al deres opstand; og han forklarede alle optegnelserne og skrifterne for dem fra det øjeblik, da Lehi forlod Jerusalem og til nærværende tid.
39 Men det er ikke alt; thi han udviklede for dem forløsningsplanen, der var beredt fra verdens grundlæggelse, og han forkyndte dem også Kristi komme og alle Herrens gerninger.
40 Og efter at han havde sagt alt dette og forklaret det for kongen, troede kongen alle hans ord.
41 Og han begyndt at anråbe Herren, emdens han sagde: O, Herre, vær barmhjertig! vær barmjertig mod mig og mit folk på samme måde som den store barmhjertighed, som du har udvist mod Nephis folk.
42 Og da han havde sagt dette, styrtede han til jorden, som om han var død.
43 Og hans tjenere tog ham og bar ham ind til hans hustru og lagde ham på en seng; og i et tidsrum af to dage og to nætter lå han, som om han var død; og hans hustru, hans sønner og hans døtre sørgede over ham på lamaniternes vis, idet de højligt begræd tabet af ham.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3