Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 17
En beretning om Mosiahs sønner, som frasagde sig retten til riget for Guds ords skyld og drog op til Nephis land for at prædike for lamaniterne. Deres lidelser og befrielse --- ifølge Almas optegnelse.
Omfattende kapitlerne 17--26 inklusive.
Ammon i Ishmaels land --- Han bliver tjener for kong Lamoni --- Hans heltemodige kamp for kongens kvæg.
1 OG DA Alma tog fra Gideons land sydpå, langt bort til Mantis land, da traf han til sin store forbavselse på Mosiahs sønner, der var på vej til Zarahemlas land.
2 Og disse Mosiahs sønner var sammen med Alma dengang, da engelen først åbenbarede sig for ham; derfor frydede Alma sig meget over at se sine brødre; og hvad der gjorde hans glæde endnu større var, at de stadig var hans brødre i Herren; ja, de var blevet stærke i kundskaben om sandheden, thi det var mænd med sund forstand, og de havde ransaget skrifterne med flid for at kunne få kundskab om Guds ord.
3 Men det er ikke alt; de havde hengivet sig til megen bøn og faste, og derfor havde de profetiens og åbenbarelsens ånd, og når de lærte fra sig, lærte de med magt og myndighed fra Gud.
4 Og de havde forkyndt Guds ord i et tidsrum af fjorten år blandt lamaniterne og havde haft stor fremgang med at bringe mange til kundskab om sandheden, ja, ved deres ords kraft blev mange ført hen til Guds alter for at påkalde hans navn og bekende deres synder for ham.
5 Og det er de begivenheder, der var forbundet med deres rejser, thi de havde mange besværligheder; de led meget både på legeme og sjæl, såsom sult, tørst og udmattelse og også megen åndelig anstrengelse.
6 Og her er deres rejser: De tog afsked med deres fader Mosiah i det første år af dommernes regering efter at have frasagt sig retten til riget, som deres fader ønskede at overdrage dem, hvad der også var folkets ønske.
7 Alligevel rejste de ud af Zarahemlas land og medtog sværd og spyd, buer og pile og slynger; og det gjorde de, for at de kunne skaffe sig føden, medens de var i ørkenen.
8 Og således drog de ud i ørkenen med det antal, de havde udvalgt for at drage op til Nephis land og prædike Guds ord for lamaniterne.
9 Og de rejste omkring i ørkenen i mange dage, og de fastede meget og bad meget, at Herren ville skænke dem en del af sin Ånd til at ledsage dem og forblive hos dem, så de om muligt kunne blive et redskab i Guds hånd ti at bringe deres brødre, lamaniterne, til sandheds erkendelse og til kundskab om den ringe beskaffenhed af deres fædres overleveringer, som ikke var rigtige.
10 Og Herren kom til dem med sin Ånd og sagde til dem: Vær trøstet, og de blev trøstet.
11 Og Herren sagde også til dem: Gå ud og stadfæst mit ord blandt jeres brødre, lamaniterne; dog skal I være tålmodige i lidelse og trængsel, for at I kan vise dem et godt eksempel i mig; og jeg vil gøre jer til et redskab i min hånd til mange sjæles frelse.
12 Og Mosiahs sønner og de, der var med dem, fattede mod ihjertet til at gå ud til lamaniterne for at kundgøre dem Guds ord.
13 Og da de kom til grænsen af lamaniternes land, skiltes de fra hinanden og forlod sig på Herren, at de igen skulle mødes, når de havde indsamlet deres høst; thi de forstod, at det var et stort arbejde, de havde påtaget sig.
14 Og det var sandelig stort; thi de havde påtaget sig at prædike Guds ord for et vildt, forhærdet og grusomt folk, et folk, der fandt behag i at myrde nephiterne og i at røve og plyndre hos dem; og de satte deres hu til rigdom og til guld og sølv og kostbare sten; og de forsøgte at få fat i disse ting ved at myrde og plyndre, så de ikke behøvede at arbejde for disse ting med egne hænder.
15 Og således var de et meget dovent folk, hvoraf mange tilbad afguder, og Guds forbandelse var kommet over dem på grund af deres fædres overleveringer; alligevel var Herrens forjættelser udstrakt til dem på betingelse af, at de omvendte sig.
16 Det var grunden til, at Mosiahs sønner havde påtaget sig denne gerning, at de muligvis kunne bringe dem til omvendelse og til kundskab om genløsningsplanen.
17 Og derfor skiltes de fra hinanden og gik ud blandt folket, hver mand for sig selv i overensstemmelse med Guds ord og magt, som blev givet ham.
18 Og Ammon var den øverste blandt dem, eller rettere, han betjente dem; og han forlod dem efter at have velsignet dem i deres forskellige stillinger og meddelt dem Guds ord og betjent dem; og således begav de sig på rejse til de forskellige dele af landet.
19 Og Ammon tog til Ishmaels land, som var opkaldt efter Ishmaels sønner, der også blev lamaniter.
20 Og da Ammon kom til Ishmaels land, greb lamaniterne ham og bandt ham, thi det var deres skik at binde alle de nephiter, der faldt i deres hænder og føre dem for kongen; og det blev således overladt til kongens forgodtbefindende at dræbe dem eller holde dem i fangenskab eller kaste dem i fængsel eller udvise dem af landet, alt efter forgodtbefindende.
21 Og således blev Ammon ført for kongen, som herskede over Ishmaels land; og hans navn var Lamoni, og han var en efterkommer af Ishmael.
22 Og kongen spurgte Ammon, om det var hans ønske at bo dér i landet mellem lamaniterne, hans folk.
23 Og Ammon sagde til ham: Ja, jeg ønsker at bo blandt dette folk i nogen tid, ja, måske til min dødsdag.
24 Og kong Lamoni fandt behag i Ammon og lod hans bånd løse; og han ville, at Ammon skulle tage en af hans døtre til hustru.
25 Men Ammon sagde til ham: Nej, men jeg vil være din tjener; derfor blev Ammon kong Lamonis tjener. Og han blev sat mellem andre tjenere til at vogte Lamonis hjorde efter lamaniternes skik.
26 Og efter at han havde været i kongens tjeneste i tre dage, drev han sammen med de lamanitiske tjenere hjordene til vandingsstedet, som kaldtes Sebus's vande, og hvortil alle lamaniterne drev deres hjorde for at få vand.
27 Og medens Ammon og kongens tjenere var på vej med deres hjorde til vandingsstedet, stod et vist antal lamaniter, som havde vandet deres hjorde og spredte Ammons og kongens tjeneres hjorde, og de spredte dem så meget, at de flygtede i mange retninger.
28 Og nu begyndte kongens tjenere at beklage sig, idet de sagde: Nu vil kongen slå os ihjel, ligesom han har gjort ved vore brødre, da deres hjorde blev spredt ved disse menneskers ondskab. Og de begyndte at græde bitterligt, medens de sagde: Vore hjorde er allerede spredt.
29 Og de græd af frygt for at blive slået ihjel. Og da Ammon så det, svulmede hans hjerte af glæde; thi, sagde han, jeg vil nu vise min magt for mine medtjenere eller den magt, som er i mig, ved at bringe disse flokke tilbage til kongen, så jeg kan vinde disse mine medtjeneres hjerte og få dem til at tro på mine ord.
30 Og det var Ammons tanker, da han så, hvor bedrøvede de mænd var, som han kaldte sine brødre.
31 Og han trøstede dem med sine ord, da han sagde: Mine brødre, vær ved godt mod og lad os gå for at lede efter flokkene, og vi vil samle dem sammen og føre dem tilbage til vandingsstedet; og således vil vi bevare hjordene for kongen, og han vil ikke slå os ihjel.
32 Og de gik ud for at lede efter flokkene, og de fulgte Ammon og fo'r frem med stor hurtighed, så de indhentede kongens hjorde og samlede dem sammen igen til vandingsstedet.
33 Og disse mænd stod der igen for at sprede deres hjorde, men Ammon sagde til sine brødre: Omring hjordene, så de ikke løber bort, og jeg vil gå og strides med disse mænd, som spreder vore flokke.
34 Og de gjorde, som Ammon befalede dem; og han stod frem for at stride med dem, som stod ved Sebus's vande, og de var ikke få i tal.
35 Derfor frygtede de ikke for Ammon, da de troede, at een af deres mænd kunne dræbe ham efter behag; thi de vidste ikke, at Herren havde lovet Mosiah, at han ville udfri hans sønner af deres hænder; de kendte heller ikke noget til Herren; derfor glædede de sig over deres brødres undergang, og af den grund stod de og spredte kongens flokke.
36 Men Ammon stod frem og begyndte at kaste sten efter dem med sin slynge; ja, med mægtig kraft slyngede han sten ind mellem dem, og således dræbte han et vist antal af dem, så de begyndte at forbavses over hans magt; alligevel var de vrede på ham på grund af de dræbte blandt deres brødre, og de var fast besluttede på, at hanskulle falde; da de derfor så, at de ikke kunne ramme ham med deres sten, tog de kniplerne frem for at slå ham ihjel.
37 Men på hver mand, der løftede knippelen for at slå Ammon, huggede han armen af med sit sværd; thi han modstod deres slag ved at slå deres arme med æggen af sværdet, så de blev forbavset og begyndte at flygte for ham; ja, og der var mange, og han fik dem til at flygte ved sin arms styrke.
38 Og seks af dem faldt ved slyngen, men han dræbte ingen med sværdet, undtagen deres anfører, og han huggede alle de arme af, der løftedes mod ham, og det var ikke få.
39 Og da han havde drevet dem langt bort, vendte han tilbage, og de vandede hjordene og førte dem tilbage til kongens græsgang, og derefter gik de ind til kongen med armene, som var blevet afhugget med Ammons sværd, af dem, som søgte at slå ham ihjel; og de blev ført ind til kongen for at vidne om, hvad de havde gjort.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3