Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 16
Krigslarm --- Den ugudelige by Ammonihah ødelægges af lamaniterne --- Zoram og hans sønner slår fjenden på flugt --- Nehors ødelæggelse --- Kirken oprettes vidt omkring.
1 OG I det ellevte år af dommernes regering over Nephis folk, på den femte dag i den anden måned, efter at der havde været megen fred i Zarahemlas land --- ja der havde ikke været krig og heller ikke uroligheder i en årrække, lige til den femte dag i den anden måned i det ellevte år --- da hørtes der krigslarm over hele landet.
2 Lamaniternes hær var kommet ind fra ørkenen til landets grænser, ja, ind ibyen Ammonihah, og begyndte at dræbe befolkningen og ødelægge byen.
3 Og førend nephiterne kunne stille en tilstrækkelig hær på benene til at drive dem ud af landet, havde de udryddet folket, som var i byen Ammonihah og også nogle omkring ved Noas grænser og taget andre til fange og ført dem ud i ørkenen.
4 Og nephiterne ønskede at få dem tilbage, som var blevet ført i fangenskab ud i ørkenen.
5 Og Zoram, der var blevet udnævnt til overanfører for nephiternes hær, og hans to sønner, Lehi og Aha, som vidste, at Alma var højpræst over kirken og havde hørt, at han havde profetiens ånd, gik til ham og ønskede at vide, om det var Herrens vilje, at de skulle gå ud i ørkenen for at opsøge deres brødre, som var taget til fange af lamaniterne.
6 Og Alma adspurgte Herren om denne sag. Og Alma kom tilbage og sagde til dem: Lamaniterne vil gå over floden Sidon i den sydlige ørken langt oppe på den anden side af grænserne til Mantis land. Og dér skal I møde dem på østsiden af floden Sidon, og dér vil Herren overgive jer jeres brødre, som er blevet taget til fange af lamaniterne.
7 Og Zoram og hans sønner gik over Sidons flod med deres hærskarer og drog langt bort hinsides Mantis grænser ind i den sydlige ørken, som lå på østsiden af floden Sidon.
8 Og de stødte på den lamanitiske hær og spredte den og drev den ind i ørkenen; og de tog deres brødre, som var blevet taget til fange af lamaniterne, og der var ikke gået een sjæl tabt af dem. Og de blev ført tilbage af deres brødre for at få deres eget land.
9 Og således endte dommernes ellevte år; lamaniterne var drevet ud af landet, og Ammonihahs folk tilintetgjort, ja, hver levende sjæl af ammonihahiterne var udryddet og ligeledes deres store by, som de sagde, Gud ikke kunne ødelægge på grund af dens størrelse.
10 Men på een dag lagdes den øde; og ligene sønderreves af hunde og ørkenens vilde dyr.
11 Men efter mange dages forløb blev ligene samlet sammen på jorden og dækket med et tyndt lag jord. Og stanken deraf var så stærk, at folk ikke i mange år gik ind for at sætte sig i besiddelse af Ammonihahs land. Og det kaldtes Nehors øde, fordi de, der blev dræbt, var af Nehors tro, og deres land forblev øde.
12 Og lamaniterne drog ikke mere i krig mod nephiterne førend i det fjortende år af dommernes regering over Nephis folk. Og i tre år havde Nephis folk fortsat fred i landet.
13 Og Alma og Amulek gik ud og prædikede omvendelse for folket i templerne og helligdommene og synagogerne, som var bygget på jødisk vis.
14 Og de forkyndte uophørligt Guds ord til alle dem, som ville høre på deres ord, og uden persons anseelse.
15 Og således gik Alma og Amulek ud med endnu mange andre, som var udvalgt til at prædike ordet i hele landet. Og kirken blev almindelig befæstet overalt i landet, i hele egnen rundt omkring blandt hele det nephitiske folk.
16 Og der fandtes ikke nogen ulighed mellem dem; Herren udøste sin Ånd over hele landet for at berede menneskenes børns sind eller for at berede deres hjerter på at modtage ordet, som skulle blive forkyndt blandt dem på hans tilkommelses tid,
17 så de ikke ville forhærde sig imod ordet, at de ikke ville være vantro og gå fordærvelsen i møde, men at de kunne modtage ordet med glæde, og som en gren indpodes i det sande vintræ, for at de kunne indgå til Herren, deres Guds hvile.
18 Og de præster, der gik ud blandt folket, prædikede imod løgn, bedrageri, misundelse, avind, fjendskab, strid, tyveri, røveri, plyndring, horeri og al slags løsagtighed og mord, idet de råbte, at disse ting ikke burde finde sted.
19 Og de foreholdt dem det, der snarlig skulle komme, ja, de forkyndte dem Guds Søns tilkommelse, hans lidelse og død, og også opstandelsen fra de døde.
20 Og mange af folket spurgte om stedet, hvor Guds Søn skulle komme; og det blev dem lært, at han ville åbenbare sig for dem efter sin opstandelse; og dette hørtes af folket med stor fryd og glæde.
21 Og efter at kirken nu var blevet oprettet overalt i landet og havde vundet sejr over djævelen, og efter at Guds ord var blevet prædiket i renhed i hele landet, udgød Herren sin velsignelse over folket, og således endte det fjortende år af dommernes regering over Nephis folk.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3