Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Almas Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 14
Alma og Amulek fængsles --- Deres tilhængere forfølges --- Dødsfald ved ild --- Zeezrom, der nu er omvendt, taler deres sag og kastes ud --- Profeterne befries, og deres fjender bliver slået ihjel.
1 OG EFTER at han var holdt op med at tale til folket, var der mange, der troede på hans ord og begyndte at omvende sig og ransage skrifterne.
2 Men størstedelen af folket søgte at bringe Alma og Amulek af vejen, thi de var vrede på Alma på grund af de tydelige ord, som han havde talt til Zeezrom; og de sagde også, at Amulek havde løjet for dem og talt ilde om lovene og ligeledes om de lovkyndige og dommerne.
3 Og de var også vrede på Alma og Amulek, fordi de havde taget så ligefremt til orde mod deres ugudelighed, og de søgte at ombringe dem i al hemmelighed.
4 Dog gjorde de det ikke; men de tog dem og bandt dem med stærke reb og førte dem for landets overdommer.
5 Og folket stod frem og vidnede imod dem, at de havde talt imod loven, deres lovkyndige, landets dommere og hele folket i landet, og at de ligeledes havde aflagt vidnesbyrd om, at der kun var een Gud, og at han ville sende sin Søn ned blandt menneskene, men ikke frelse dem; og om mange sådanne ting vidnede folket imod Alma og Amulek. Og dette skete for den øverste dommer i landet.
6 Zeezrom var forbavset over de ord, som var blevet talt; og han vidste også, at han ved sine løgnagtige ord havde forårsaget megen forblindelse blandt folket, og hans sjæl begyndte at plages ved bevidstheden om sin brøde, ja, han pintes af helvedes kvaler.
7 Og han begyndte at råbe til folket, idet han sagde: Se, jeg er skyldig, og disse mænd er uplettede for Gud. Og fra den tid af talte han og forsvarede dem, men folket forkastede ham og sagde: Er du også besat af djævelen? Og de spyttede på ham og kastede ham ud fra sig og på samme måde med alle dem, der troede på de ord, Alma og Amulek havde talt; og de kastede dem ud og sendte bud efter mænd til at stene dem.
8 Og de samlede deres hustruer og børn, og de, der troede eller var blevet undervist til at tro på Guds ord, lod de kaste i ilden; og de fremskaffede også deres optegnelser, som indeholdt de hellige skrifter, og kastede også dem i ilden, for at de kunne blive brændt og ødelagt af ilden.
9 Og de greb Alma og Amulek og førte dem hen til martyrstedet, for at de kunne være vidner til deres udryddelse, der blev fortæret af ilden.
10 Og da Amulek så kvindernes og børnenes pinsler, medens ilden fortærede dem, pintes han også, og han sagde til Alma: Hvorledes kan vi være vidne til dette skrækkelige syn? Lad os derfor række hænderne ud og udøve den Guds kraft, som er i os, og redde dem fra luerne.
11 Men Alma sagde til ham: Ånden tvinger mig til ikke at række hånden ud; thi Herren tager dem op til sig i sin herlighed, og han giver folket lov til at gøre dette eller at gøre disse ting ved dem ifølge deres hjerters hårdhed, for at de straffedomme, som han vil lade komme over dem i sin vrede, må være retfærdige; og de uskyldiges blod skal stå som et vidne mod dem, ja, og råbe stærkt til dem på den yderste dag.
12 Og Amulek sagde til Alma: Måske vil de også brænde os.
13 Og Alma sagde: Lad det ske efter Herrens vilje. Men se, vor gerning er ikke fuldført; derfor vil de ikke brænde os.
14 Og da nu deres legemer, der var kastet i ilden, var fortæret og optegnelserne, der var blevet kastet ind sammen med dem, kom landets overdommer og stod for Alma og Amulek, medens de var bundet; og han slog dem med hånden på kinden og sagde til dem: Vil I, efter hvad I har set, igen prædike for dette folk, at de vil blive kastet i en sø af ild og svovl?
15 I ser nu, at I ikke havde magt til at redde dem, der blev kastet i ilden; og Gud har heller ikke frelst dem, fordi de var af jeres tro. Og dommeren slog dem atter på kinden og spurgte: Hvad siger I til det?
16 Og denne dommer var af Nehors orden og tro, han, som slog Gideon ihjel.
17 Og Alma og Amulek svarede ham ikke, og han slog dem igen og overgav dem til betjentene til at kastes i fængsel.
18 Og da de havde været i fængsel i tre dage, kom der mange lovkyndige og dommere, præster og lærere, som var af Nehors tro; og de kom ind i fængselet for at se dem, og de spurgte dem om mange ting, men fik intet svar.
19 Og dommeren gik hen til dem og sagde: Hvorfor svarer I ikke på disse menneskers spørgsmål? Ved I ikke, at jeg har magt til at overgive jer til luerne? Og han beordrede dem til at tale, men de svarede ikke.
20 Og de forlod dem og gik deres vej, men kom igen den næste dag; og dommeren slog dem atter på kinden. Og mange andre kom hen og slog dem, idet de sagde: Vil I atter stå frem og dømme dette folk og fordømme vor lovgivning? Dersom I har så stor magt, hvorfor befrier I da ikke jer selv?
21 Og meget sådant sagde de tænderskærende til dem og spyttede på dem og sagde: Hvordan vil vi se ud, når vi bliver fordømt?
22 Og de sagde mange sådanne ting til dem, og på denne måde spottede de dem i mange dage. Og de nægtede dem mad, så de ville komme til at sulte, og vand, så de ville tørste; og de fratog dem også deres klæder, så de var nøgne; og de blev bundet med stærke reb og holdtes indespærret i fængselet.
23 Og efter at de på denne måde havde lidt i mange dage, gik overdommeren over Ammonihahs land og mange af deres lærere og lovlkyndige ind i fængselet, hvor Alma og Amulek var bundet med reb; og det var på den tolvte dag i den tiende måned i det tiende år af dommernes regering over Nephis folk.
24 Og overdommeren stod for dem og slog dem atter og sagde til dem: Dersom I har Guds kraft, da fri jer fra disse bånd, og da vil vi tro, at Herren vil udrydde dette folk ifølge jeres ord.
25 Og de gik alle, lige til den sidste, hen og slog dem, idet de sagde det samme; og da den sidste havde talt til dem, kom Guds kraft over Alma og Amulek, og de rejste sig op på fødderne.
26 Og Alma råbte og sagde: O, Herre, hvor længe skal vi lide disse store pinsler? O, Herre, giv os styrke ifølge vor tro på Kristus, ja, til befrielse! Og de sønderrev rebene, som de var bundet med; og da folket så dette, begyndte de at flygte, thi frygt for at blive udryddet var kommet over dem.
27 Og deres frygt var så stor, at de faldt til jorden og nåede ikke fængselets yderport; og jorden rystede stærkt, og fængselets mure revnede, så de faldt til jorden; og overdommeren og de lovkyndige, præsterne og lærerne, der slog Alma og Amulek, blev slået ihjel, da murene faldt.
28 Og Alma og Amulek kom ud af fængselet og var uskadte; thi Herren havde givet dem magt ifølge deres tro på Kristus. Og de kom straks ud af fængselet, og de var løst af deres bånd, og fængselet var styrtet sammen, og hver sjæl, der var indenfor dets mure, blev slået ihjel med undtagelse af Alma og Amulek, som straks gik ind til byen.
29 Da nu folket havdehørt det store brag, kom de løbende i mængde for at finde årsagen dertil, og da de så Alma og Amulek komme ud af fængselet, og at murene var styrtet sammen, blev de slået af stor frygt og flygtede for Almas og Amuleks åsyn, som en ged flygter med sit kid for to løver; og således flygtede de for Almas og Amuleks åsyn.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3