Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 27
Forfølgelser forbudt og gensidig lighed indskærpes - Alma, den yngre, og Mosiah fire sønner blandt de ikke-troende - Deres mirakuløse omvendelse - De bliver forkyndere af retfærdighed.
1 * Og de forfølgelser, der tilføjedes kirken af de ikke-troende, blev så store, at medlemmerne begyndte at beklage sig til deres ledere og besvære sig derover, og de beklagede sig til Alma. Og Alma forelagde sagen for kong Mosiah. Og Mosiah rådførte sig med sine præster.
2 * Og kong Mosiah lod sende en bekendtgørelse ud til hele landet, at ingen ikke-troende måtte forfølge nogen af dem, der tilhørte Guds kirke.
3 Og der udgik en streng befaling til alle menighederne, at der ikke måtte finde nogen forfølgelse sted blandt dem, og at der skulle herske lighed mellem alle mennesker,
4 at de ikke skulle lade stolthed og hovmod forstyrre deres fred, at hvert menneske skulle agte sin næste som sig selv, og at de skulle arbejde med hænderne for deres underhold.
5 Ja, og at alle deres præster og lærere skulle arbejde med hænderne for deres underhold i alle tilfælde, undtagen i sygdomstilfælde, og når de var i stor trang. Og ved at gøre dette ville de i stor udstrækning finde nåde hos Gud.
6 Og der var atter almindelig fred i landet, og folket begyndte at blive meget talrigt og brede sig ud over landet, mod nord og syd, mod øst og vest, idet de byggede store byer og landsbyer i alle dele af landet.
7 Og Herren var med dem og lod dem trives, og det blev et stort og velhavende folk.
8 Og Mosiahs sønner taltes mellem de ikke-troende, og en af Almas sønner regnedes ligeledes blandt dem. Han hed Alma efter sin fader. Trods det blev han en meget syndig og ugudelig mand. Han var en mand, der talte meget og smigrede folket; derfor forledte han mange af folket til at efterligne sine misgerninger.
9 Og han blev en stor hindring for Guds kirkes fremgang, idet han stjal folkets hjerter og forårsagede stor uenighed mellem folket og gav Guds fjende lejlighed til at udøve sin magt over dem.
10 * Og nu gik han hemmeligt omkring sammen med Mosiahs sønner og søgte at ødelægge kirken og vildlede Herrens folk imod Guds befalinger og ligeledes mod kongens befaling.
11 Og som jeg sagde jer, mens de gik omkring og søgte at ødelægge Guds kirke og stred mod Gud, da viste en Herrens engel sig for dem, og han kom ned som i en sky, og han talte som med en tordenrøst, som fik jorden, som de stod på, til at skælve.
12 Og så stor var deres forbavselse, at de faldt til jorden og ikke forstod de ord, han talte til dem.
13 Men han råbte igen og sagde: Alma, rejs dig op og stå frem, hvorfor forfølger du Guds kirke? Thi Herren har sagt: Det er min kirke, og jeg vil stadfæste den, og intet skal ødelægge den, uden det skulle være mit folks overtrædelser.
14 Og engelen sagde atter: Herren har hørt sit folks bønner og ligeledes sin tjener Almas bønner, som er din fader; thi han har bedt for dig med stor tro, at du måtte få kundskab om sandheden; derfor er jeg kommet i den hensigt at overbevise dig om Guds magt og myndighed, for at hans tjeneres bønner måtte blive besvaret i forhold til deres tro.
15 Kan I bestride Guds magt? Får min røst ikke jorden til at skælve? Og kan du ikke også se mig for dig? Og jeg er sendt af Gud.
16 Nu siger jeg dig: Gå og husk på dine fædres fangenskab i Helams land og i Nephis land, og husk, hvilke store ting, han har gjort for dem; thi de var i trældom, og han har befriet dem. Og nu siger jeg dig: Alma, gå din vej og søg ikke mere at fordærve kirken, så at deres bønner kan blive hørt, og gør dette, selv om du derved selv skulle blive forstødt.
17 * Og det var de sidste ord, engelen talte til Alma, og han vandrede bort.
18 Og Alma og de, der var med ham, faldt atter til jorden; thi stor var deres forfærdelse, thi de havde med egne øjne set en Herrens engel, og hans røst var som torden, der rystede jorden, og de vidste, at der ikke var andet end Guds kraft, der kunne ryste jorden og få den til at bæve, som om den skulle sønderrives.
19 Og Almas forfærdelse var så stor, at han blev stum, så han ikke kunne åbne munden, og han blev så svag, at han ikke engang kunne bevæge hænderne. Derfor blev han grebet af dem, der var med ham og ført besvimet bort og lagt foran sin fader.
20 Og de fortalte hans fader alt, hvad der var hændt dem, og hans fader glædede sig, for han vidste, at det var Guds kraft.
21 Og han lod en stor skare komme sammen, så de kunne se, hvad Herren havde gjort for hans søn og for dem, der var med ham.
22 Og han lod præsterne samles, og de begyndte at faste og bede til Herren, deres Gud, om han ville oplade Almas mund, så han kunne tale, og at hans lemmer måtte få deres styrke, så folkets øjne måtte åbnes og se og kende Guds godhed og herlighed.
23 * Og efter at de havde fastet og bedt i to dage og to nætter, fik Almas lemmer deres styrke igen, og han stod op og begyndte at tale til folket og bød dem være ved godt mod.
24 Thi, sagde han, jeg har omvendt mig fra mine synder og er blevet forløst af Herren; jeg er blevet født af Ånden.
25 Og Herren sagde til mig: Du skal ikke forundre dig over, at alle mennesker, ja mænd og kvinder, alle slægter, stammer, tungemål og folk skal fødes påny, ja fødes af Gud og forandres fra deres kødelige og faldne tilstand til en retfærdig tilstand, idet de er genløst af Gud og blevet hans sønner og døtre.
26 Og således bliver de nye mennesker, og uden de gør dette, kan de ingenlunde arve Guds rige.
27 Jeg siger jer, at uden dette sker, skal de blive forkastet; og det ved jeg, fordi jeg selv var nær ved at blive forkastet.
28 Men efter at jeg har gennemgået megen trængsel og angret mig næsten til døde, har Herren i sin nåde fundet for godt at rive mig ud af det evige bål, og jeg er født af Gud.
29 Min sjæl er blevet forløst af bitterheds galde og syndens lænker. Jeg var i den mørkeste afgrund, men nu ser jeg Guds underfulde lys. Min sjæl var martret af evig pine, men jeg er blevet udfriet, og min sjæl pines ikke mere.
30 Jeg forkastede min Forløser og fornægtede det, som vore fædre havde talt, men jeg erkender nu, at de kunne forudse, at han skal komme, og at han erindrer enhver skabning, som han har skabt; og at han vil åbenbare sig.
31 Ja, hvert knæ skal bøje sig for ham og hver tunge bekende ham. Ja, på den yderste dag, når alle mennesker skal fremstilles for at dømmes af ham, skal de bekende, at han er Gud; da skal de, som lever uden Gud i verden, bekende, at en evig strafs dom er retfærdig over dem, og de skal ryste og skælve og gyse for hans altseende øjes blik.
32 * Og nu begyndte Alma og de, der var med ham, da engelen åbenbarede sig for dem, at lære folket og rejse omkring overalt i hele landet, idet de kundgjorde for hele folket det, de havde hørt og set og prædikede Guds ord under megen trængsel, thi de blev hårdt forfulgt af dem, der ikke troede og blev slået af mange af dem.
33 Men til trods for alt dette bragte de kirkens medlemmer stor trøst, styrkede dem i troen og formanede dem til med langmodighed og med hårdt arbejde at holde Guds bud.
34 Og fire af dem var Mosiahs sønner, som hed Ammon og Aaron, Omner og Himni; således hed Mosiahs sønner
35 Og de rejste over hele Zarahemlas land og blandt hele det folk, som kong Mosiah regerede over, idet de med stor iver søgte at gøre godt for al den skade, de havde forvoldt kirken, idet de bekendte alle deres synder og forklarede alt, hvad de havde set og udlagde profetierne og skrifterne for alle, der ønskede at høre dem.
36 Og således blev de redskaber i Guds hånd til at bibringe mange kundskab om sandheden, ja kundskab om deres Forløser.
37 Og hvor velsignede er de ikke! Thi de udråbte fred, de bragte gode tidende om det gode og de erklærede for folket, at Herren regerer.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3