Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 24
Amulon forfølger Alma og hans tilhængere - Herren gør deres byrde let og befrier dem af trældom - De vender tilbage til Zarahemla.
1 * Og Amulon vandt yndest for lamaniternes konges øjne, og derfor lod lamaniternes konge ham og hans brødre beskikke til lærere for folket, ja for det folk, som var i Shemlons land og i Shiloms land og i Amulons land.
2 Thi lamaniterne havde taget alle disse lande i besiddelse, og derfor havde deres konge udpeget konger over alle disse lande.
3 Lamaniternes konge hed Laman efter faderen, og derfor blev han kaldt kong Laman, og han var konge over et talrigt folk.
4 Og han beskikkede Amulons brødre til lærere i hvert land, som hans folk var i besiddelse af, og således begyndte der at blive undervist i Nephis sprog blandt hele det lamanitiske folk.
5 Og de var indbyrdes et fredeligt folk, men alligevel kendte de ikke Gud; og Amulons brødre lærte dem heller ikke noget om Herren, deres Gud og heller ikke om Moseloven, ej heller lærte de dem Abinadis ord.
6 Men de lærte dem, at de skulle bevare deres optegnelser og skrive til hinanden.
7 Og således begyndte lamaniterne at få større rigdomme og at handle med hinanden og blive mægtige, og de begyndte at blive et kyndigt og klogt folk med henblik på verdens visdom, ja et meget listigt folk, som fandt behag i al slags ugudelighed og plyndring undtagen blandt deres egne brødre.
8 * Og nu begyndte Amulon at udøve myndighed over Alma og hans brødre og begyndte at forfølge ham og lade sine børn forfølge deres børn.
9 Thi Amulon kendte Alma og vidste, at han havde været en af kongens præster, og at det var ham, som troede Abinadis ord og blev drevet ud fra kongen; og derfor var han vred på ham, thi han var kong Lamans undersåt, og han udøvede myndighed over dem og pålagde dem svære byrder og satte opsynsmænd til at passe på dem.
10 * Og deres lidelser og prøver blev så store, at de begyndte at anråbe Gud højlydt.
11 Og Amulon gav dem befaling om at holde op med deres råb, og han satte vagtposter hos dem for at iagttage dem, at hver den, der blev truffet i at påkalde Gud, skulle dræbes.
12 Og Alma og hans folk brugte ikke lydelige ord til påkaldelse af Herren, deres Gud, men de udøste deres hjerter for ham, og han kendte deres hjerters tanker.
13 Og Herrens røst kom til dem i deres nød og sagde: Rejs hovedet og vær ved godt mod, thi jeg erkender pagten, som I har gjort med mig, og jeg vil gøre pagt med mit folk og udfri dem af trældom.
14 Og jeg vil også lette byrderne, der er lagt på jeres skuldre, så at I ikke kan mærke dem, selv medens I er i trældom. Og det vil jeg gøre, for at I kan stå som vidner for mig herefter og vide med vished, at jeg Gud Herren kommer til mit folk i nødens stund.
15 Og nu skete det, at byrderne, der var lagt på Alma og hans brødre blev lettet; ja, Herren styrkede dem således, at de kunne bære deres byrder med lethed, og de underkastede sig Herrens vilje med glæde og tålmodighed,
16 Og deres tro og tålmodighed var så stor, at Herrens røst igen kom til dem og sagde: Vær ved godt mod, thi i morgen vil jeg udfri jer af trældom.
17 Og han sagde til Alma: Du skal gå i spidsen for dette folk, og jeg vil gå med dig og udfri dette folk af trældom.
18 Og nu samlede Alma og hans folk deres hjorde sammen om natten og ligeledes deres korn, ja, de samlede deres flokke sammen hele natten.
19 Og om morgenen lod Herren en dyb søvn falde over lamaniterne, ja, alle deres opsynsmænd lå i dyb søvn.
20 Og Alma og hans folk drog ud i ørkenen, og da de havde vandret hele dagen, slog de lejr i en dal, og de kaldte dalen Alma, fordi han vejledte dem i ørkenen.
21 Og i Almas dal udøste de deres tak til Gud, fordi han havde været dem nådig og lettet deres byrder og udfriet dem af trældom; thi de var i trældom, og ingen kunne befri dem uden Herren, deres Gud.
22 Og de opsendte taksigelse til Gud, ja alle mænd, kvinder og børn, som kunne tale, opløftede deres røst i pris og lov til deres Gud.
23 Og nu sagde Herren til Alma: Skynd dig og kom ud af dette land, du og dette folk, thi lamaniterne er vågnet op og forfølger dig; drag derfor ud af dette land, og jeg vil standse lamaniterne i denne dal, så de ikke når længere under forfølgelsen af dette folk.
24 Og de drog ud af dalen og rejste ud i ørkenen.
25 Og efter at de havde været i ørkenen I tolv dage, kom de til Zarahemlas land, og kong Mosiah modtog dem med glæde.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3