Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 23
En beretning om Alma og Herrens folk, som blev drevet ud i ørkenen af kong Noas folk.
Omfattende kapitlerne 23 og 24.
Alma værger sig ved at blive konge - Helams land erobret af lamaniterne - Amulon, lederen af kong Noas ugudelige præster, regere under den lamanitiske regents højhed.
1 Da nu Alma var blevet advaret af Herren, at kong Noas hær ville komme over dem og havde gjort sit folk bekendt dermed, samlede de deres hjorde sammen så tog deres korn og drog ud i ørkenen for kong Noas hær.
2 Og Herren styrkede dem, så kong Noas folk ikke kunne indhente dem for at ødelægge dem.
3 Og de flygtede otte dagsrejser ud i ørknen.
4 Og de kom til et land, ja et meget smukt og behageligt land, et land med rent vand.
5 Og de slog lejr og begyndte at dyrke jorden og at opføre bygninger, ja, de var flittige og arbejdede meget.
6 Og folket ønskede, at Alma skulle være deres konge, thi han, var elsket af sit folk.
7 Men han sagde til dem: Det er ikke godt for os at få en konge; thi så siger Herren: I skal ikke sætte et kød højere end et andet, eller et menneske skal ikke tro, det er højere end et andet; derfor siger jeg jer, at det ikke er godt, I skal have en konge.
8 Dog, om det var muligt, at altid kunne have retfærdige mænd til at være konger, da ville det være godt for jer at have en konge.
9 Men husk på kong Noas og hans præsters ugudelighed; jeg blev selv besnæret og gjorde mange ting, som var vederstyggelige for Herrens øjne, hvad der beredte mig bitter anger.
10 Efter megen trængsel hørte Herren alligevel mine råb og besvarede mine bønner og gjorde mig til et redskab i sin hånd til at bibringe mange af jer kundskab om hans sandhed.
11 Men jeg roser mig trods alt ikke af dette, thi jeg er uværdig til at rose mig selv.
12 Og nu siger jeg jer: I blev undertrykt af kong Noa og var i trældom under ham og hans præster og er blevet forført af dem til ugudelighed; derfor var I bundet med syndens bånd.
13 Og da I nu er blevet befriet for disse bånd ved Guds kraft, ja af kong Noas og hans folks hænder og ligeledes af syndens bånd, så ønsker jeg, at I skal stå fast i denne frihed, hvormed I er frigjort og ikke betro noget menneske at være konge over jer.
14 Og ligeledes ikke betro nogen at være jeres lærer eller præst, uden at han er en Guds mand, som vandrer på hans veje og holder hans bud.
15 Således lærte Alma sit folk, at hvert menneske skulle elske sin næste som sig selv, så der ikke skulle opstå strid imellem dem.
16 Og Alma var deres højpræst, thi han var stifteren af deres kirke.
17 * Og ingen fik myndighed til at prædike eller lære uden det var fra Gud gennem ham. Derfor indviede han alle deres præster og alle deres lærere, og ingen blev indviet, medmindre det var retfærdige mænd.
18 Derfor vågede de over deres folk og nærede dem med det, der hører til retfærdighed.
19 * Og de gjorde overordentlig store fremskridt i landet, og de kaldte landet Helam.
20 * Og de formeredes, og det gik dem meget godt i Helams land og de byggede en by, som de kaldte Helams by.
21 Alligevel finder Herren det tjenligt at revse sit folk, ja, han prøver deres tålmodighed og tro.
22 Og således var det med dette folk! Men dog skal de, der sætter deres lid til ham, finde nåde på den yderste dag.
23 Thi se, jeg vil vise jer, at de blev bragt i trældom, og ingen kunne befri dem uden Herren deres Gud, ja Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.
24 * Og han befriede dem og viste sin mægtige kraft, og stor var deres glæde.
25 * Medens de var i Helams land, ja i Helams by, medens de dyrkede landet rundt omkring, da strømmede en hær af lamaniter ind over landets grænser.
26 * Og Almas brødre flygtede fra markerne og samledes i Helams by, og de blev meget forfærdede ved synet af lamaniterne.
27 Men Alma trådte frem og stod iblandt dem og formanede dem, at de ikke skulle forfærdes, men at de skulle erindre Herren deres Gud, så ville han befri dem.
28 Og de dæmpede deres frygt og begyndte at råbe til Herren, om han ville formilde lamaniternes hjerter, så at de ville skåne dem og deres hustruer og børn.
29 Og Herren formildede virkelig lamaniternes hjerter. Og Alma og hans brødre gik hen og overgav sig i deres hænder; og lamaniterne tog Helams land i besiddelse.
30 Og lamaniternes hær, som havde forfulgt kong Limhis folk, var faret vild i ørkenen i mange dage.
31 Og de havde fundet kong Noas præster på et sted, som de kaldte Amulon, og de var begyndt at sætte sig i besiddelse af Amulons land og var begyndt at dyrke jorden.
32 Og anføreren for disse præster hed Amulon.
33 * Og Amulon talte sit folks sag for lamaniterne, og han sendte også deres hustruer frem, der var lamaniternes døtre for at bønfalde deres brødre om ikke at slå deres mænd ihjel.
34 * Og lamaniterne fik medlidenhed med Amulon og hans brødre, og for deres hustruers skyld slog de dem ikke ihjel.
35 Og Amulon og hans brødre sluttede sig til lamaniterne, og de vandrede i ørkenen for at søge efter Nephis land, da de opdagede Helams land, som Alma og hans brødre beboede.
36 Og lamaniterne lovede Alma og hans brødre, at dersom de ville vise dem vejen, som førte til Nephis land, så ville de skænke dem livet og friheden.
37 Men efter at Alma havde vist dem vejen, som førte til Nephis land, ville lamaniterne ikke holde deres løfte, men de satte vagter rundt omkring i Helams land for at passe på Alma og hans brødre.
38 Og resten af dem drog til Nephis land, og en del af dem vendte igen tilbage til Helams land og medbragte vagtposternes hustruer og børn, som var blevet ladt tilbage i landet.
39 Og lamaniternes konge havde givet Amulon myndighed til at være konge og regent over folket, som var i Helams land, men alligevel skulle han ikke have ret til at gøre noget mod lamaniternes konges vilje.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3