Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 21
Abinadis profeti bliver yderligere opfyldt - Nephiter, der er i trældom, lider megen sorg - Herren blødgør deres fjenders hjerter - Mere angående de fire og tyve plader.
1 * Og Limhi og hans folk vendte tilbage til byen Nephi og boede atter i fred i landet.
2 * Efter lang tids forløb blussede lamaniternes vrede atter op mod nephiterne, og de begyndte at strømme ind over landets grænser.
3 Nu turde de ikke dræbe dem for den eds skyld, som deres konge havde aflagt til Limhi, men de slog dem i ansigtet og tyranniserede dem og begyndte at pålægge dem svære byrder og drive dem som stumt kvæg.
4 Ja, alt dette skete, for at Herrens ord måtte opfyldes.
5 Og nephiternes lidelser var svære, og der var ingen udvej, hvorigennem de kunne udfri sig af lamaniternes hænder, thi disse havde omringet dem på alle sider.
6 * Og folket begyndte at beklage sig overfor kongen på grund af deres lidelser, og de ønskede at kæmpe med lamaniterne. Og de besværede kongen meget med deres klagemål; derfor lod han dem gøre, som de ville.
7 Og de samledes atter, og de bevæbnede sig og gik ud mod lamaniterne for at drive dem ud af landet.
8 * Og lamaniterne overvandt dem og drev dem tilbage og dræbte mange af dem.
9 Og der blev nu stor jammer og sorg blandt Limhis folk. Enken sørgede over sin mand, sønnen og datteren sørgede over deres fader og brødrene over deres brødre.
10 Og der var nu en mængde enker i landet, og de klagede sig meget dag ud og dag ind, thi de var blevet grebet af stor frygt for lamaniterne.
11 * Og deres bestandige gråd opbragte de øvrige af Limhis folk imod lamaniterne, og de gik atter til kamp, men blev igen drevet tilbage med stort tab.
12 Ja, de gik ud tredie gang Og led tab på samme måde, og de, der ikke blev dræbt, vendte igen tilbage til Nephis by.
13 Og de kastede sig i støvet og påtog sig trældomsåget og lod sig slå og drive frem og tilbage og pålægge byrder efter fjendens ønske.
14 Og de bøjede sig i dybeste ydmyghed og råbte uophørligt til Gud; ja, den ganske dag råbte de til deres Gud, om han ville udfri dem af deres lidelser.
15 Men se, Herren var nu sen til at høre deres råb på grund af deres misgerninger; alligevel hørte Herren deres råb og begyndte at formilde lamaniternes hjerter, så de begyndte at lette deres byrder; alligevel fandt Herren det endnu ikke tjenligt at udfri dem af trældom.
16 * Efterhånden gik det dem vel i landet, og de begyndte at avle rigeligere af korn og tillægge flere flokke og hjorde, så de ikke led sult.
17 Og der var flere kvinder end mænd; derfor befalede kong Limhi, at hver mand skulle bidrage til enkernes og deres børns underhold, så de ikke skulle omkomme af sult; og dette gjorde de på grund af det store antal, der var blevet dræbt.
18 Og Limhis folk holdt sig så tæt som muligt til hinanden og sikrede deres korn og deres kreaturer.
19 Og kongen mente sig ikke sikker uden for byens mure, medmindre han tog sin livvagt med af frygt for, at han på en eller anden måde skulle falde i lamaniternes hænder.
20 Og han lod sit folk holde vagt rundt omkring i landet, for at de måske på en eller anden måde kunne gribe de præster, der flygtede ud i ørkenen, og som havde røvet lamaniternes døtre, og som havde forårsaget, at en så stor ødelæggelse var kommet over dem.
21 Thi de ønskede at gribe dem, så de kunne, straffe dem; thi de var kommet ind i Nephis land om natten og havde bortført deres korn og mange af deres kostbarheder; derfor lå de på lur efter dem.
22 * Og der var ikke mere strid mellem lamaniterne og Limhis folk lige til den tid, da Ammon og hans brødre kom ind i landet.
23 Og kongen, som havde været uden for byens porte med sin livvagt, opdagede Ammon og hans brødre og antog dem for at være Noas præster; derfor befalede han, at de skulle gribes, bindes og kastes i fængsel. Og hvis de havde været Noas præster, ville han have ladet dem dræbe.
24 Men da han opdagede, at det var de ikke, men at det var hans brødre, som var kommet fra Zarahemlas land, fyldtes han med meget stor glæde.
25 Før Ammons komme havde kong Limhi sendt et lille antal mænd ud for at søge efter Zarahemlas land, men de kunne ikke finde det og fo'r vild i ørkenen.
26 Men de fandt alligevel et land, der havde været befolket, ja et land, der var dækket af tørre ben, et land, der havde været befolket og som var blevet ødelagt; og da de havde antaget, at det var Zarahemlas land, vendte de tilbage til Nephis land og havde nået grænsen af landet nogle få dage før Ammons ankomst.
27 Og de bragte en optegnelse med sig, ja en optegnelse af det folk, hvis ben de havde fundet, og den var indgraveret på metalplader.
28 Og nu blev Limhi atter fyldt med glæde ved at erfare af Ammons mund, at kong Mosiah havde en gave fra Gud, hvorved han kunne udtyde sådanne indskrifter, og Ammon glædede sig ligeledes.
29 Alligevel var Ammon og hans brødre fulde af sorg, fordi så mange af deres brødre var faldet.
30 Og også fordi kong Noa og hans præster havde været årsag til, at folket havde begået så mange synder og misgerninger imod Gud; og de sørgede også over Abinadis død og ligeledes over Almas og det folks flugt, som tog med ham, og som havde dannet en Guds kirke ved Guds kraft og styrke og tro på de ord, som Abinadi havde talt.
31 Ja, de sørgede over deres flugt; thi de vidste ikke, hvor de var flygtet hen. De ville nu med glæde have sluttet sig til dem, thi de havde selv indgået en pagt med Gud om at ville tjene ham og holde hans bud.
32 Og efter Ammons ankomst havde kong Limhi og ligeledes mange af hans folk indgået en pagt med Gud om at tjene ham og holde hans bud.
33 * Og kong Limhi og mange af hans folk ønskede at blive døbt, men der fandtes ingen i landet, der havde fuldmagt fra Gud. Og Ammon afslog at gøre det, fordi han anså sig for at være en uværdig tjener.
34 Derfor oprettede de ikke straks en kirke, men ventede på Herrens ånd. Og de ønskede at blive som Alma og hans brødre, der var flygtet ud i ørkenen.
35 De ønskede at blive døbt som et vidnesbyrd om og et bevis, på, at de var villige til at tjene Gud af deres ganske hjerte; alligevel opsatte de tidspunktet, og der skal senere gives en skildring af deres dåb.
36 Og Ammons og hans folks samt kong Limhis og hans folks hele tanke var nu at befri sig af lamaniternes hænder og trældom.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3