Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 20
Kong Noas præster bortfører lamaniternes døtre - Lamaniterne søger hævn over kong Limhi og han folk - De bliver drevet tilbage og slutter fred.
1 Og der var et sted i Shemlon, hvor lamaniternes døtre samledes for at synge, danse og more sig.
2 * En dag var en lille flok af dem kommet sammen for at synge og danse.
3 Og kong Noas præster skammede sig ved at gå tilbage til Nephis by, og de var også bange for, at folket ville slå dem ihjel, derfor turde de ikke gå tilbage til deres hustruer og børn.
4 Og medens de opholdt sig i ørkenen, opdagede de lamaniternes døtre, og de lagde sig på lur efter dem.
5 Og da der kun var kommet få for at danse, kom præsterne frem fra deres skjulesteder og greb dem og førte dem ud i ørkenen; de førte fire og tyve af lamaniternes døtre ud i ørkenen.
6 * Og da lamaniterne savnede deres døtre, blev de vrede på Limhis folk, thi de mente, at det var Limhis folk, der havde gjort det.
7 Derfor sendte de deres hær ud, og kongen gik i spidsen for sit folk, og de drog op til Nephis land for at udrydde Limhis folk.
8 Men Limhi havde set dem fra tårnet og havde opdaget alle deres krigsforberedelser; derfor samlede han sit folk og lagde sig i baghold på markerne og i skovene.
9 * Og da lamaniterne var kommet helt frem, begyndte Limhis folk at overfalde dem fra deres skjulesteder og dræbe dem.
10 * Slaget blev hårdt, thi de kæmpede som løver om byttet.
11 * Og Limhis folk begyndte at drive lamaniterne foran sig, og de var ikke halvt så talrige som lamaniterne. Men de kæmpede for livet og for deres hustruer og børn; derfor anspændte de sig til det yderste og kæmpede som drager,
12 * Og de fandt lamaniternes konge blandt de dødes tal; dog var han ikke død, men såret og efterladt på jorden, så hurtig var hans folks flugt.
13 Og de tog ham op og forbandt hans sår og bragte ham hen til Limhi og sagde: Se, her er lamaniternes konge, han er såret og faldet mellem deres døde, og de har efterladt ham, og vi har ført ham hen til dig, og lad os nu dræbe ham.
14 Men Limhi sagde til dem: I skal ikke dræbe ham, men føre ham herhen, så jeg kan se ham. Og de førte ham frem. Og Limhi sagde til ham: Med hvilken begrundelse har du påbegyndt krig imod mit folk? Mit folk har ikke brudt den ed, som jeg aflagde overfor dig, hvorfor vil I da bryde den ed, som I svor mit folk.
15 Og nu sagde kongen: Jeg har brudt eden, fordi dit folk bortførte mit folks døtre; derfor lod jeg i min vrede mit folk gå til krig mod dit folk.
16 Men Limhi havde intet hørt om denne sag, derfor sagde han: Jeg vil lade mit folk udspørge, og den, der har gjort dette, skal dø. Derfor lod han sit folk udspørge.
17 Da nu Gideon, som var kongens høvedsmand, havde hørt disse ting, trådte han frem og sagde til kongen: Jeg beder dig afstå fra at udspørge dette folk og beskyld dem ikke for dette.
18 Thi husker du ikke din faders præster, som dette folk søgte at udrydde, er de ikke i ørkenen, og er det ikke dem, der har stjålet lamaniternes døtre?
19 Fortæl nu kongen derom, så han kan underrette sit folk, at de kan blive fredeligt stemt overfor os; thi de forbereder sig allerede til at gå mod os, og vi er kun få.
20 Og de kommer med deres talrige hær, og dersom kongen ikke stiller dem tilfreds, må vi omkomme.
21 Thi er Abinadis ord ikke blevet opfyldt, som han profeterede imod os? Og alt dette sker, fordi vi ikke ville lytte til Herrens ord og omvende os fra vore misgerninger.
22 Og lad os nu formilde kongen og opfylde den ed, som vi aflagde til ham; thi det er bedre, vi skal være i trældom, end at vi skal miste livet; lad os derfor holde op med at udgyde så meget blod.
23 Og Limhi fortalte nu kongen alt om sin fader og præsterne, som var flygtet ud i ørkenen, og beskyldte dem for at have bortført lamaniternes døtre.
24 * Og kongen blev forsonet med Limhis folk og sagde til dem: Lad os gå ud uden våben for at møde mit folk, og jeg aflægger ed på, at mit folk ikke vil dræbe dit folk.
25 * Og de fulgte kongen, og gik ud våbenløse for at møde lamaniterne. * Og de mødte lamaniterne, og lamaniternes konge bøjede sig for dem og bad for Limhis folk.
26 Og da lamaniterne så, at Limhis folk var uden våben, forbarmedes de over dem, og de blev forsonet med dem og vendte tilbage med deres konge i fred til deres eget land.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3