Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 10
Kong Laman dør - Zeniff og hans folk sejrer over deres undertrykkere.
1 * Og vi begyndte igen at oprette riget og atter at besidde landet i fred. Og jeg lod lave alle slags krigsvåben, så at jeg havde våben til mit folk i tilfælde af, at lamaniterne igen ville føre krig mod dem.
2 Og jeg satte vagter rundt omkring i landet, så at lamaniterne ikke igen skulle overfalde os og ødelægge os; og således beskyttede jeg mit folk og mine hjorde mod at falde i vore fjenders hænder.
3 * Og vi var i besiddelse af vore fædres land i mange år, ja i et tidsrum af to og tyve år.
4 Og jeg lod mændene dyrke jorden og avle alle slags korn og enhver slags frugt.
5 Og jeg lod kvinderne spinde og arbejde samt virke og forfærdige alle slags fint linned, ja enhver slags klæde, så vi kunne klæde vor nøgenhed; og således trivedes vi i landet og havde vedvarende fred i to og tyve år.
6 * Og kong Laman døde, og hans søn begyndte at regere i hans sted. Og han begyndte at hidse sit folk op til kamp mod mit folk; derfor begyndte de på krigsforberedelser og at indlade sig i kamp med mit folk.
7 Men jeg havde sendt mine spejdere ud rundt omkring i Shemlons land, så jeg kunne opdage deres forberedelser og være på vagt mod dem, så de ikke skulle komme over mit folk og udrydde dem.
8 * Og de strømmede ind over den nordlige del af Shiloms land med deres store hær, mænd, bevæbnede med buer og pile, med sværd og sabler, med sten og slynger; og de havde raget hoved og var nøgne, og de havde et læderbælte om lænderne.
9 * Og jeg lod mit folks kvinder og børn skjule sig i ørkenen, og jeg lod alle mine gamle mænd, som kunne bære våben og ligeledes alle mine unge mænd, som var våbenføre, samles for at drage i kamp mod lamaniterne, og jeg lod dem stille op i geled, hver mand efter alder.
10 * Og vi drog i kamp mod lamaniterne. Og selv jeg, der var højt oppe i alderen, gik i kamp mod lamaniterne. Og vi gik ud til kamp i Herrens styrke.
11 Og lamaniterne kendte ikke noget til Herren og heller ikke Herrens styrke, hvorfor de stolede på deres egen styrke. Dog var de et stærkt folk, hvad menneskelig styrke angik.
12 Det var et vildt, rovgerrigt og blodtørstigt folk, der holdt fast ved deres fædres overleveringer. De troede nemlig, at de var blevet drevet ud af Jerusalems land på grund af deres fædres ugudelighed, og at de blev forurettet i ørkenen af deres brødre, og at de også blev forurettet på rejsen over havet.
13 Og atter, at de blev forurettet, medens de var i deres første arveland, efter at de var kommet over havet, og alt dette, fordi Nephi var mere trofast i at holde Herrens befalinger - derfor blev han velsignet af Herren, thi Herren hørte hans bønner og besvarede dem, og han tog ledelsen af deres vandring i ørkenen.
14 Og hans brødre var vrede på ham, fordi de ikke forstod Herrens handlemåde; de var også vrede på ham på havet, fordi de forhærdede hjertet mod Herren.
15 Og de var også vrede på ham, da de var kommet til det forjættede land, fordi han, som de sagde, havde taget folkets ledelse ud af deres hænder, og de forsøgte at slå ham ihjel.
16 Og de blev atter vrede på ham, fordi han drog bort i ørkenen og medtog de optegnelser, som var skrevet på messingpladerne, thi de sagde, at han havde røvet dem.
17 Og således havde de lært deres børn til at hade nephiterne og at myrde dem og røve og plyndre dem og gøre alt, hvad de kunne for at udrydde dem, og derfor nærede de et evigt had til Nephis børn.
18 Af den selv samme grund har kong Laman ved sin list, løgn og underfundighed og gyldne løfter bedraget mig for at kunne ødelægge dette mit folk, som jeg har ført her til landet, og vi har lidt under dette i mange år i landet.
19 Og efter at jeg, Zeniff, havde talt alle disse ting til mit folk angående lamaniterne, opmuntrede jeg dem til at gå i kamp af al kraft og sætte deres lid til Herren, og derfor kæmpede vi med dem, mand mod mand.
20 Og vi drev dem atter ud af vort land og tilføjede dem et stort nederlag, ja, dræbte så mange, at vi ikke talte dem.
21 * Og vi vendte igen tilbage til vort eget land, og mit folk begyndte nu atter at passe deres hjorde og at dyrke jorden.
22 Og da jeg nu var gammel, overdrog jeg riget til en af mine sønner, og derfor siger jeg ikke mere. Må Herren velsigne mit folk. Amen.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3