Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 9
ZENIFFS OPTEGNELSE.-- En beretning om hans folk fra det øjeblik, de forlod Zarahemlas land til det øjeblik, da de blev udfriet af lamaniternes hænder. Omfattende kapitlerne 9-22 inklusive.
Zeniff drager af sted for at sætte sig i besiddelse af Lehi-Nephis land - Spejder blandt lamaniterne - Kong Lamans underfundighed.
1 Jeg, Zeniff, der var oplært i hele nephiternes sprog og havde kendskab til Nephis land eller til vore fædres første ejendomsland, blev sendt ud som spejder blandt lamaniterne, for at jeg skulle udspejde deres styrke, så at vor hær kunne komme over dem, men da jeg så det gode hos dem, ønskede jeg ikke, at de skulle udryddes.
2 Derfor gik jeg i rette med mine brødre i ørkenen, thi jeg ville, at vor anfører skulle indgå en pagt med dem. Men han, der var en streng og blodtørstig mand, gav befaling til at dræbe mig, men jeg blev reddet ved megen blodsudgydelse; thi fader kæmpede mod fader og broder mod broder, til størstedelen af vor hær blev udryddet i ørkenen, og de af os, hvis liv blev sparet vendte tilbage til Zarahemlas land for at give denne meddelelse til deres hustruer og børn.
3 Men jeg, der trods alt var ivrig efter at komme i besiddelse af vore fædres land, samlede så mange, der ønskede at drage op for at besidde landet, og vi startede igen på rejsen ud i ørkenen for at drage op til landet; men vi blev ramt af sult og svære lidelser, thi vi var langsomme til at ihukomme Herren, vor Gud.
4 Alligevel slog vi efter mange dages vandring i ørkenen lejr på det sted, hvor vore brødre var faldet, og som lå i nærheden af vore fædres land.
5 Og jeg gik atter med fire af mine mænd ind i byen til kongen for at sætte mig ind i hans sindsstemning og få at vide, om jeg måtte drage ind med mit folk og besidde landet i fred.
6 Og jeg gik ind til kongen, og han gjorde pagt med mig om, at jeg måtte sætte mig i besiddelse af Lehi-Nephis land og Shiloms land.
7 Og han befalede ligeledes, at hans folk skulle drage ud af landet, og jeg og mit folk drog ind for at tage det i besiddelse.
8 Og vi begyndte at bygge huse og reparere bymurene, ja murene omkring byerne Lehi-Nephi og Shilom.
9 Og vi begyndte at dyrke jorden og at så alle slags sæd, majs, hvede, byg, neas og sheum og sæd af al slags frugt, og vi begyndte at formeres og trives i landet.
10 Det var kong Lamans list og underfundighed; thi han gav afkald på landet og lod os have det for at kunne bringe mit folk i trældom.
11 Derfor skete det, efter at vi havde boet i landet i tolv år, at kong Laman begyndte at blive urolig for, at mit folk på en eller anden måde skulle blive stærkt i landet, så at han ikke skulle kunne få magt over dem og bringe dem i trældom.
12 Lamaniterne var et dovent og afgudsdyrkende folk; derfor ønskede de at bringe os i, trældom, så de kunne mætte sig ved vore hænders arbejde, ja, så at de kunne gøre sig til gode med kvæget på vore marker.
13 * Derfor begyndte kong Laman at ophidse sit folk til strid med mit folk, og der begyndte da at blive krige og uroligheder i landet.
14 Thi i min regeringsperiodes trettende år i Nephis land, da mit folk i den sydlige del af Shiloms land vandede og fodrede kvæget og dyrkede jorden, overfaldt en stor lamanithær dem og begyndte at dræbe dem og røve deres kvæg og kornet på markerne.
15 * Og alle, der ikke blev indhentet, flygtede til Nephis by og anråbte mig om beskyttelse.
16 * Og jeg bevæbnede dem med buer og pile, med sværd og sabler, med knipler og slynger og med alle slags våben, som vi kunne tænke på, og jeg og mit folk drog ud til kamp mod lamaniterne.
17 Ja, i Herrens styrke drog vi ud for at kæmpe mod lamaniterne; thi jeg og mit folk råbte højt til Herren, om han ville udfri os af vore fjenders hænder; thi vi var kommet til at tænke på vore fædres befrielse.
18 Og Gud hørte vore råb og bønhørte os, og vi gik frem i hans styrke, ja, vi gik frem mod lamaniterne, og på en nat og en dag slog vi tre tusinde og tre og fyrre ihjel, indtil vi havde drevet dem ud af landet.
19 Og jeg hjalp selv med mine egne hænder til at begrave deres døde. Og til vor store sorg og bedrøvelse var to hundrede og ni og halvfjerds af vore brødre faldet.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3