Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 7
Ekspedition til Lehi-Nephis land - Ammon og kong Limhi - Folket fra Lehi-Nephi i trældom under lamaniterne.
1 * Og efter at kong Mosiah havde haft uafbrudt fred i tre år, ønskede han at få noget at vide om det folk, som drog op for at bo i Lehi-Nephis land, eller i byen Lehi-Nephi; thi hans folk havde ikke hørt noget fra dem, siden de forlod Zarahemlas land, og de trættede ham derfor med deres plagerier.
2 * Kong Mosiah gav seksten af deres stærke mænd lov til at drage op til Lehi-Nephis land for at forhøre sig om deres brødre.
3 * De startede næste morgen for at drage derop, og de havde en vis Ammon med sig, der var en stærk og mægtig mand og en efterkommer af Zarahemla, og han var også deres anfører.
4 Og nu vidste de ikke, hvilken vej de skulle følge i ørkenen for at komme til Lehi-Nephis land; derfor vandrede de mange dage i ørkenen, ja i fyrretyve dage vandrede de.
5 Og da de havde vandret i fyrretyve dage, kom de til en høj, der ligger nord for Shiloms land, og dér slog de lejr.
6 Og Ammon tog tre af sine brødre med sig, som hed Amaleki, Helem og Hem, og de drog ind i Nephis land.
7 Og de mødte kongen over folket, som var i Nephis land og i Shiloms land, og de blev omringet af kongens livvagt og taget og bundet og kastet i fængsel.
8 Og da de havde været i fængselet to dage, blev de atter ført frem for kongen, og deres bånd blev løst, og de stod for kongen, og det blev dem tilladt, eller rettere befalet, at besvare de spørgsmål, han ville stille dem.
9 Og han sagde til dem: Jeg er Limhi, Noas søn, som var en søn af Zeniff, der drog ud af Zarahemlas land for at arve dette land, der var deres fædres land, og som blev gjort til konge ved folkets stemme.
10 Nu vil jeg gerne kende grunden til, at I var så dristige at komme nær byens mure, da jeg befandt mig med min vagt uden for byporten?
11 Og af denne grund har jeg sparet jeres liv for at kunne udspørge jer, ellers ville jeg have ladet min vagt dræbe jer. Det er jer tilladt at tale.
12 Da Ammon så, at det var ham tilladt at tale, gik han frem og bøjede sig for kongen, og da han atter rejste sig, sagde han: O, konge, jeg er i dag Gud meget taknemmelig, fordi jeg endnu er i live, og det er mig tilladt at tale, og jeg vil forsøge at tale med frimodighed.
13 Thi jeg er forvisset om, at dersom I havde kendt mig, ville I ikke have tilladt, at jeg skulle have båret disse lænker, thi jeg er Ammon og er en, efterkommer af Zarahemla og er kommet hertil fra Zarahemlas land for at forhøre mig om vore brødre, som Zeniff førte ud af det land.
14 * Da Limhi nu havde hørt Ammons ord, blev han meget glad og sagde: Nu ved jeg med sikkerhed, at mine brødre, der var i Zarahemlas land, endnu er i live. Og nu vil jeg glæde mig, og i morgen vil jeg også lade mit folk glæde sig.
15 Vi er i trældom under lamaniterne, og vi tynges af så store skatter, som det er svært at udrede. Nu vil vore brødre ufri os af vor trældom eller af lamaniternes hænder, og vi vil blive deres slaver; thi det er bedre, at vi bliver nephiternes slaver end at betale skat til lamaniternes konge.
16 Og kong Limhi befalede nu sin vagt, at de ikke mere skulle binde Ammon eller hans brødre, men lade dem gå til højen nord for Shilom og bringe deres brødre ind i byen, så de kunne spise, drikke og hvile sig efter rejsens strabadser, for de havde lidt meget, både sult, tørst og udmattelse.
17 * Og næste morgen sendte kong Limhi et opråb ud til sit folk, at de skulle mødes ved templet for at høre de ord, han ville tale til dem.
18 Da de var samlet, talte han til dem på denne måde og sagde: O, I mit folk, rejs hovedet og vær ved godt mod; thi tiden er kommet eller er ikke langt borte, da vi ikke mere skal være underkastet vore fjender, selv om vore mange kampe hidtil har været forgæves; dog regner jeg med, at der endnu forestår en afgørende kamp.
19 Rejs derfor hovedet og glæd jer og sæt jeres lid til Gud, den Gud, der var Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og også den Gud, som førte Israels børn ud af Ægyptens land og lod dem gå over Det røde Hav på tør grund og sendte dem manna, så at de ikke omkom i ørkenen, og han gjorde mange flere ting for dem.
20 Og atter: Den samme Gud, som førte vore fædre ud af Jerusalems land, har bevaret og beskyttet sit folk til nu. Og det er på grund af vore misgerninger og vederstyggeligheder, vi er kommet i trældom.
21 Og i dag er I alle vidne til, at Zeniff, der blev gjort til konge over dette folk, var for ivrig efter at komme i besiddelse af sine fædres land og derfor lod sig blænde af kong Lamans list og underfundighed, han, som havde indgået en pagt med kong Zeniff og havde overladt en del af landet i hans hænder eller selve byen Lehi-Nephi og byen Shilon og det omliggende land.
22 Og alt dette gjorde han med det ene mål for øje at tvinge det til underkastelse og føre det i trældom. Og nu betaler vi skat til lamaniternes konge til et beløb af halvdelen af vor majs og vor byg og af al vor sæd og halvdelen af vore flokkes og hjordes tilvækst; ja, halvdelen af alt, hvad vi ejer og har, kræver lamaniternes konge, eller vort liv.
23 Er det ikke tungt at bære? og er denne vor lidelse ikke stor? Hvor stor grund har vi da ikke til at sørge.
24 Ja, jeg siger jer, at vi har stor grund til at sørge; hvor mange af vore brødre er ikke blevet dræbt, og deres blod er blevet udgydt forgæves, og altsammen på grund af ugudelighed.
25 Thi dersom dette folk ikke var faldet i overtrædelse, ville Herren ikke have tilladt, at dette store onde var kommet over dem. Men de ville ikke høre hans ord, og derfor opstod der strid blandt dem, så at de endog indbyrdes udgød blod.
26 Og de har slået en herrens profet ihjel, ja, en udvalgt Guds mand, som foreholdt dem deres ugudelighed og vederstyggeligheder og profeterede om mange tilkommende ting, ja, endog om Kristi komme.
27 Og han sagde til dem, at Kristus var Gud, alle tings Fader, at han skulle påtage sig et menneskes skikkelse, og at det skulle være den skikkelse, hvori mennesket skabtes i begyndelsen, eller med andre ord sagde han, at mennesket blev skabt i Guds billede, og at Gud skulle komme blandt menneskenes børn og tage på sig kød og blod og gå omkring på jorden.
28 Og fordi han sagde dette, dræbte de ham, og de gjorde mange flere ting, der nedkaldte Guds vrede over dem. Hvem kan derfor undre sig over, at de er i trældom eller at de bliver ramt af svære lidelser?
29 Thi Herren har sagt: Jeg vil ikke ile mit folk til hjælp på deres overtrædelsesdag, men jeg vil spærre vejen for dem, så at de ikke har fremgang, og deres gerninger skal være som en anstødssten for dem.
30 Og atter siger han: Dersom mit folk sår urenhed, skal de høste frugten deraf i hvirvelvinden, og virkningen deraf er gift.
31 Og atter siger han: Dersom mit folk sår urenhed, skal de høste østenvind, som medfører hurtig ødelæggelse.
32 Herrens løfte er nu opfyldt, og I er slået og undertrykt.
33 Men hvis I af hele hjertet vil omvende jer til Herren og sætte jeres lid til ham og tjene ham med al sindets flid, vil han udfri jer af trældom efter sin vilje og sit behag.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3