Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Mosiahs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 4
Kong Benjamins tale sluttes - Betingelserne for frelse - Menneskets afhængighed af Gud - Gavmildhed, visdom og flid pålægges.
1 Og nu skete det, at da kong Benjamin var holdt op med at tale de ord, som var blevet ham givet af Herrens engel, så han på mængden rundt omkring, og se, de var faldet til jorden, thi Herrens frygt var kommet over dem.
2 Og de havde set, at de i deres egen kødelige tilstand endog var ringere end støvet på jorden. Og de råbte alle som med een stemme, idet de sagde: O, vær barmhjertig og anvend Kristi forsonende blod, så at vi kan få tilgivelse for vore synder, og at vore hjerter kan renses, thi vi tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som skabte himlen og jorden og alle ting, og som skal komme ned blandt menneskenes børn.
3 * Og efter at de havde talt disse ord, kom Herrens ånd over dem, og de fyldtes med glæde, eftersom de havde fået forladelse for deres synder og fred med samvittigheden ved den særdeles stærke tro, de havde på Jesus Kristus, som skulle komme ifølge de ord, som kong Benjamin havde talt.
4 Og kong Benjamin åbnede atter munden og begyndte at tale til dem og sagde: Mine venner og mine brødre, mine slægtninge og mit folk, jeg vil atter bede om jeres opmærksomhed, så at I kan høre og forstå resten af mine ord, som jeg vil tale til jer.
5 Thi se, kundskaben om Guds godhed har nu vakt jer til bevidsthed om jeres intethed og jeres uværdige og faldne tilstand.
6 Jeg siger jer, at I er kommet til kundskab om Guds godhed og hans uforlignelige magt, hans visdom, hans tålmodighed og langmodighed med menneskenes børn og ligeså om forsoningen, som har været beredt fra verdens grundvold blev lagt, for at frelse derved kunne komme til den, som forlader sig på Herren og beflitter sig på at holde hans bud og vedbliver i troen til sit livs ende - jeg mener det dødelige legemes liv.
7 Jeg siger, at det er et sådant menneske, der opnår frelse gennem forsoningen, som er beredt fra verdens begyndelse for helt menneskeslægten, som har været til siden Adams fald, eller som er eller nogensinde skal komme til at eksistere, til verdens ende.
8 Og dette er midlet, hvorigennem frelsen kommer. Og der er ingen anden frelse end denne, som er omtalt; og der findes heller ikke andre betingelser, hvorpå mennesket kan blive frelst, undtagen de betingelser, som jeg har opregnet for jer.
9 Tro på Gud, tro at han er til, og at han skabte alle ting, både i himlen og på jorden; tro at han har al visdom og al magt, både i himlen og på jorden; tro at mennesket ikke fatter alle de ting, som Herren kan fatte.
10 Og atter, tro at I må angre jeres synder og forsage dem og ydmyge jer for Gud og i hjertets oprigtighed bede om, at han vil tilgive jer; og dersom I nu tror alle disse ting, se til, at I gør dem.
11 Og atter siger jeg jer, som jeg før har sagt, at eftersom I er kommet til kundskab om Guds herlighed, eller om I har kendt hans godhed og har smagt hans kærlighed og fået forladelse for jeres synder, hvad der er årsag til så stor glæde i jeres sjæl, så ønsker jeg, at I skal ihukomme og altid bevare i erindringen Guds storhed og jeres egen intethed samt hans godhed og langmodighed imod jer, uværdige skabninger, og ydmyge jer i største ydmyghed, daglig påkalde Herrens navn og være bestandige i troen på det, der skal komme, som blev talt ved engelens mund.
12 Og se, jeg siger jer, at dersom I gør dette, skal I altid være glade og være fyldt med Guds kærlighed og altid få syndsforladelse; og I skal vokse i kundskaben om hans herlighed, som skabte jer, eller i kundskaben om det, der er ret og sandt.
13 Og I vil ikke være tilbøjelige til at forurette hinanden, men til at leve fredsommeligt og give ethvert menneske, hvad der tilkommer det.
14 Og I vil ikke tilstede, at jeres børn går sultne eller nøgne, ej heller vil I tilstede, at de overtræder Guds love og strides og kives indbyrdes og tjener djævelen, som er syndens Herre, og som er den onde ånd, som vore fædre har talt om, han, som er en fjende af al retfærdighed.
15 Men I vil lære dem at vandre på sandhedens og dydens veje; I vil lære dem at elske og tjene hinanden.
16 Og I vil også selv hjælpe dem, der har jeres bistand behov; I vil dele jeres formue med den, der er trængende, og I vil ikke tillade, at betleren forgæves fremfører sin bøn for jer, eller lade ham bortvise for at omkomme.
17 Du vil måske sige: Det menneske er selv skyld i sin elendighed; derfor vil jeg tilbageholde min hånd og ikke give ham af min mad og heller ikke give ham af mit gods, så han ikke lider nød; thi hans straf er retfærdig.
18 Men jeg siger dig, o menneske, at hver den, der gør dette, har stor årsag til anger, og uden at han omvender sig fra det, som han har gjort, omkommer han for evigt og har ingen del i Guds rige.
19 Thi se, er vi ikke alle betlere? Er vi ikke afhængige af det samme væsen, Gud selv, for al vor rigdom, både føde og klæder, guld og sølv og alle de rigdomme af enhver slags, som vi ejer?
20 Og se, I har endog nu påkaldt hans navn og bedt om forladelse for jeres synder, og har han ladet jer bede forgæves? Nej, han har udgydt sin Ånd over jer og har ladet jeres hjerter fyldes med glæde, og jeres mund tillukkes, så at I ikke kunne finde udtryk, så stor var jeres glæde.
21 Og nu, dersom Gud, som har skabt jer, og på hvem jeres liv og alt det, I har og er, beror, skænker jer, hvad end I beder om, som er ret, i tro, stolende på, at I skal få, o, burde I da ikke dele med hinanden af de midler, I har?
22 Og dersom I dømmer det menneske, som retter sin bøn til jer om hjælp for ikke at omkomme, og I fordømmer ham, hvor meget retfærdigere vil da ikke jeres fordømmelse blive, fordi I ikke giver af jeres rigdom, som ikke tilhører jer, men Gud, hvem jeres liv også tilhører; og dog opsender I ingen bøn, og I omvender jer heller ikke fra de ting, som I har gjort.
23 Jeg siger jer, ve det menneske, thi hans formue skal forgå sammen med ham; og dette siger jeg nu til dem, der er rige på denne verdens gods.
24 Og atter siger jeg til de fattige: I, som intet har og dog har tilstrækkeligt til at leve fra dag til dag, jeg mener alle I, som afviser betleren, fordi I intet har; jeg ville ønske, I ville sige i hjertet: Jeg giver ikke noget, fordi jeg ikke har noget, men dersom jeg havde, ville jeg give.
25 Dersom I siger dette i hjertet, er I uden skyld, men ellers er I fordømt, og jeres fordømmelse er retfærdig, thi I begærer det, som I ikke har modtaget.
26 Og for disse tings skyld, som jeg har talt til jer - nemlig, at I kan blive ved med at have forladelse for jeres synder fra dag til dag, at I kan vandre uden skyld for Gud, ønsker jeg, at I skal dele af jeres gods med de fattige, hvert menneske efter sin evne, så som at give de sultne at spise, klæde de nøgne, besøge de syge og yde dem lindring, både åndelig og legemlig, i forhold til deres trang.
27 Og se til, at alt dette gøres med visdom og orden; thi det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til. Og atter, det er nødvendigt, at han er flittig, så han derved kan vinde belønningen; derfor må alle ting ske med orden.
28 Og jeg ønsker, at I skal huske, at hver den blandt jer, der låner af sin næste, skal give det, han låner, tilbage, som han har aftalt; thi ellers begår han synd, og han vil måske også få sin næste til at begå synd.
29 Og endelig kan jeg ikke fortælle jer alle de ting, hvormed I kan begå synd; thi dertil gives der forskellige veje og midler, ja, så mange, at jeg ikke kan opregne dem.
30 Men så meget kan jeg sige jer, at dersom I ikke vogter jer selv og jeres tanker, ord og gerninger og iagttager Guds befalinger og vedbliver i troen på det, I har hørt om Herrens tilkommelse til jeres livs ende, da skal I omkomme. Og nu, menneske, husk derpå og omkom ikke.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3