Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Omnis Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 1
1 Se, det skete, at jeg, Omni, fik befaling af min fader Jarom, at jeg skulle skrive noget på disse plader for at bevare vort slægtregister.
2 Og jeg ønsker, at I skal vide, at jeg har stridt meget med sværdet i mine dage for at skåne mit folk, nephiterne, for at falde i deres fjender, lamaniternes, hænder. Men se, jeg er af mig selv en syndig mand, og jeg har ikke holdt Herrens bud og love, som jeg burde have gjort.
3 Og der var nu gået to hundrede og seks og halvfjerdsindstyve år, og vi havde fred i mange år, men der var også mange år med alvorlige krige og blodsudgydelse. Ja, og til sidst var der gået to hundrede og to og firsindstyve år, og jeg havde passet på disse plader i overensstemmelse med mine fædres påbud, og jeg overleverer dem til min søn Amaron. Og jeg slutter hermed.
4 Og jeg, Amaron, skriver nu i min faders bog det, jeg skriver, hvilket kun er lidt.
5 Se, der var gået tre hundrede og tyve år, og den mere ugudelige del af nephiterne var udryddet.
6 Thi efter at herren havde ført dem ud af Jerusalems land og ledet dem og skånet dem for at falde i deres fjenders hænder, ville han ikke tilstede, at de ord ikke skulle stadfæstes, som han talte til vore fædre, da han sagde: Hvis I ikke vil holde mine bud, skal det ikke gå jer vel i landet.
7 Og derfor hjemsøgte Herren dem med svære straffedomme; alligevel sparede han de retfærdige, så at de ikke skulle omkomme og udfriede dem af deres fjenders hænder.
8 Og det skete, at jeg videregav pladerne til min broder Chemish.
9 Og jeg, Chemish, skriver nu de få ting, som jeg skriver, i den samme bog som min broder; thi se, jeg så det sidste, han skrev, og han skrev det med sin egen hånd, og han skrev det den dag, da han afleverede dem til mig. Og på denne måde fører vi optegnelserne, for det er i overensstemmelse med vore fædres befalinger. Og jeg slutter.
10 Se, jeg, Abinadom, er en søn af Chemish. Jeg så megen krig og uenighed mellem mit folk, nephiterne, og lamaniterne; og jeg har med mit eget sværd taget mange lamaniters liv for at forsvare mine brødre.
11 Og se, beretningen om dette folk er nedskrevet på plader, som kongerne har opbevaret fra slægt til slægt; og jeg kender ikke til nogen åbenbaring med undtagelse af det der er blevet skrevet, og heller ikke til nogen profeti; derfor er det, der er skrevet, tilstrækkeligt. Og jeg slutter.
12 Se, jeg er Amaleki, søn af Abinadom. Jeg vil tale noget til jer om Mosiah, som blev gjort til konge i Zarahemlas land. Thi se, han blev advaret af Herren, at han skulle flygte ud af Nephis land, og så mange, der ønskede at lytte til Herrens røst, skulle også tage bort fra landet ud i ørkenen.
13 * Og han gjorde, som Herren havde befalet ham. Og så mange, som ville lytte til Herrens røst, drog ud af landet ud i ørkenen, og de blev vejledt af megen prædiken og profeti. Og de blev stadig påmindet af Guds ord, og de blev ledet ved hans arms kraft gennem ørkenen, til de kom til det land, der kaldes Zarahemlas land.
14 Og de opdagede et folk, som kaldtes Zarahemlas folk. Og der blev stor glæde blandt Zarahemlas folk, og Zarahemla glædede sig også meget, fordi Herren havde sendt Mosiahs folk med messingpladerne, som indeholdt jødernes optegnelser.
15 Se, det skete, at Mosiah fandt ud af, at Zarahemlas folk var kommet fra Jerusalem, dengang da Zedekias, Judas konge, blev bortført i fangenskab til Babylon.
16 Og de vandrede i ørkenen, og ved Herrens hånd blev de ført over de store vande til det land, hvor Mosiah opdagede dem, og de havde boet der siden da.
17 Og da Mosiah opdagede dem, var de blevet meget talrige. Alligevel havde de haft mange krige og alvorlige uroligheder og var faldet for sværdet tid efter anden. Deres sprog var blevet forvansket, og de havde ikke bragt nogen optegnelse med sig, de fornægtede deres Skabers eksistens, og hverken Mosiah elle Mosiahs folk kunne forstå dem.
18 * Men Mosiah lod dem undervise i sit sprog. Og efter at de var blevet undervist i Mosiahs sprog, affattede Zarahemla et slægtregister over sine fædre efter hukommelsen, og det findes nedskrevet, men ikke på disse plader.
19 Og det skete, at Zarahemlas og Mosiahs folk blev forenet, og Mosiah blev udråbt til konge.
20 Og i Mosiahs dage skete det, at en stor sten blev bragt til ham med indskrift på, og han udlagde indskriften ved Guds gave og kraft.
21 Og den berettede om en vis Coriantumr og de faldne af hans folk, Og Coriantumr blev fundet af Zarahemlas folk, og han boede hos dem i ni måneder.
22 Der fandtes også nogle få ord på stenen angående hans fædre. Og hans første forældre kom ud fra tårnet dengang, da Herren forvirrede folkets tungemål, og Herrens strenghed faldt på dem i overensstemmelse med hans domme, der er retfærdige, og deres jordiske rester lå spredt i landet mod nord.
23 Se, jeg, Amaleki, blev født i Mosiahs dage, og jeg har oplevet at se ham dø, og Benjamin, hans søn, regerer i hans sted.
24 Og jeg har i kong Benjamins set alvorlig krig og megen blodsudgydelse mellem nephiterne og lamaniterne. Men nephiterne var deres fjender overlegne, ja, så meget, at kong Benjamin drev dem ud af Zarahemlas land.
25 Og jeg begyndte at blive gammel, og eftersom jeg er uden afkom og ved, at kong Benjamin er en retfærdig mand for Herren, vil jeg overlevere disse plader til ham, idet jeg formaner alle mennesker til at komme til Gud, den Hellige i Israel, og tro på profetier, åbenbaringer, engles sendelse, tungemålsgaven, udlæggelse af tungemål samt på alt, hvad der er godt; thi der er ikke noget, der er godt, uden at det kommer fra Herren, men det onde kommer fra djævelen.
26 Mine elskede brødre, jeg ønsker, at I skal komme til Kristus, som er den Hellige i Israel, og få del i hans salighed og i hans forløsnings kraft. Ja, kom til ham og giv ham jeres hele sjæl som et offer til ham og vedbliv i faste og bøn og hold ud til enden; og så sandt, som Herren lever, skal I blive frelst.
27 Og nu vil jeg tale noget om et vist antal, som drog ud i ørkenen for at vende tilbage til Nephis land; thi der var mange, der ønskede at komme i besiddelse af deres arveland.
28 Derfor drog de ud i ørkenen. Og deres anfører, der var en stærk, mægtig og hårdnakket mand, forårsagede strid iblandt dem, og de blev alle dræbt i ørkenen med undtagelse af halvtredsindstyve, og de vendte igen tilbage til Zarahemlas land.
29 Og de tog et betydeligt antal andre med sig og begav sig atter på rejse ud i ørkenen.
30 Og jeg, Amaleki, havde en broder, som også tog med dem, og jeg har ikke hørt fra dem siden. Og jeg går nu på gravens rand, og disse plader er skrevet helt fulde. Og således slutter jeg min tale.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3