Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Jakobs Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 7
Sherem, der fornægter Kristus, forlanger et tegn og bliver hårdt ramt - Han bekender sin synd og dør - En reformation begynder - Lamaniternes had mod nephiterne - Jakob giver sin søn Enos pladerne.
1 Og nu skete det, efter at der var gået nogle år, at der opstod en mand blandt Nephis folk, som hed Sherem.
2 Og han begyndte at prædike blandt folket og forkynde dem, at der ingen kristus skulle komme. Og han forkyndte mange ting, der var smigrende for folket, og det gjorde han for at kuldkaste læren om Kristus.
3 Og han arbejdede flittigt på at forlede folkets hjerter, og det lykkedes ham at vildlede mange; og da han vidste, at jeg, Jakob, havde tro på Kristus, som skulle komme, søgte han meget efter lejlighed til at komme sammen med mig.
4 Og han var lærd og havde fuldkomment kendskab til folkets sprog, og derfor kunne han bruge megen smiger og tale med stor kraft i overensstemmelse med djævelens magt.
5 Og han gjorde sig håb om at kunne rokke mig fra troen til trods for de mange åbenbaringer og de mange ting, jeg havde set angående disse ting; thi jeg havde i sandhed set engle, og de havde betjent mig. Og jeg havde også hørt Herrens røst tale til mig i virkelige ord fra tid til anden; derfor kunne jeg ikke rokkes.
6 Og det skete, at han kom til mig, og på denne måde talte han til mig og sagde: Broder Jakob, jeg har ved mange lejligheder søgt at tale med dig; thi jeg har hørt og ved også, at du går omkring og prædiker det, som du kalder evangeliet eller Kristi lære.
7 Og du har vildledt mange af dette folk, så de forvender Guds rette veje og ikke holder Moseloven, som er den rette vej, og ændre Moseloven for at dyrke et væsen, som du siger skal komme om mange hundrede år. Og se nu, jeg, Sherem, erklærer overfor dig, at det er gudsbespottelse, thi intet menneske kender noget til sådanne ting, eftersom ingen kan fortælle om tilkommende ting. Og på denne måde stred Sherem imod mig.
8 Men se, Gud Herren udgød sin ånd i min sjæl, så jeg beskæmmede Sherem i alle hans ord.
9 Og jeg sagde til ham: Fornægter du Kristus, som skal komme? Og han sagde: Dersom der var en Kristus, ville jeg ikke fornægte ham, men jeg ved, at der ingen Kristus er, ej heller har der været - eller vil der nogensinde blive en Kristus.
10 Og jeg sagde til ham: Tror du på skriften? Og han sagde: Ja.
11 Og jeg sagde til ham: Så forstår du den ikke, thi den vidner i sandhed om Kristus. Se, jeg siger dig, at ingen af profeterne har skrevet eller profeteret, uden at de har talt om denne Kristus.
12 Og det er ikke alt: Dette er blevet mig åbenbaret, thi jeg har hørt og set, og det er også blevet mig åbenbaret ved den Helligånds kraft; derfor ved jeg, at dersom der ikke skulle finde nogen forsoning sted, ville alle mennesker fortabes.
13 Og det skete, at han sagde til mig: Vis mig et tegn ved denne Helligånds kraft, hvorigennem du ved så meget.
14 Og jeg sagde til ham: Hvem er jeg, at jeg skulle friste Gud til at vise dig et tegn på det, som du ved er sandt? Du ville dog fornægte det, fordi du er af djævelen. Alligevel, ske ikke min vilje, men om Gud skal slå dig, lad det da være et tegn for dig, at han har magt, både i himlen og på jorden, og ligeledes at Kristus skal komme. Og din vilje, o Herre, ske, og ikke min.
15 Og det skete, at da jeg, Jakob, havde talt disse ord, kom Herrens kraft over ham, så han faldt til jorden. Og han blev plejet i mange dage.
16 Og det skete, at han sagde til folket: Kom sammen i morgen, thi jeg skal dø, derfor ønsker jeg at tale til folket, førend jeg dør.
17 Og næste morgen havde mængden samlet sig, og han talte tydeligt til dem og fornægtede de ting, som han havde lært dem og bekendte Kristus og den Helligånds kraft og engles betjening.
18 Og han sagde tydeligt til dem, at han var blevet bedraget af djævelens magt. Og han talte om helvede, om evigheden og om evig straf.
19 Og han sagde: Jeg frygter for, at jeg har begået den utilgivelige synd, thi jeg har løjet for Gud, og jeg fornægtede Kristus og sagde, at jeg troede skrifterne, og de vidner i sandhed om ham. Og da jeg således har løjet for Gud, frygter jeg meget for, at min sag skal blive forfærdelig, men jeg tilstår for Gud.
20 Og da han havde sagt disse ord, kunne han ikke sige mere, og han opgav ånden.
21 Og da mængden havde været vidne til, at han talte disse ting, medens han var ved at opgive ånden, blev de meget forbavsede, så at endog Guds kraft kom over dem, og de blev overvældede, så at de faldt til jorden.
22 Dette glædede mig, Jakob, for jeg havde begæret det af min Fader, som er i himlen; thi han havde hørt mit råb og besvaret min bøn.
23 Og det skete, at Guds fred og kærlighed igen blev oprettet blandt folket, og de ransagede skriften og lyttede ikke mere til denne ugudelige mands ord.
24 * Og der anvendtes mange midler for atter at vinde lamaniterne og bringe dem tilbage til sandhedens erkendelse, men det var altsammen forgæves, thi de frydede sig i krig og blodsudgydelse, og de nærede et konstant had til os, deres brødre; og de søgte uophørligt at udrydde os med våbenmagt.
25 Derfor forsvarede Nephis folk sig imod dem med deres hære og af al magt, idet de stolede på deres saligheds Gud og klippe, så at de indtil nu har sejret over deres fjender.
26 * Og jeg, Jakob, begyndte nu at blive gammel; og eftersom dette folks historie skrives på de andre Nephis plader, så slutter jeg denne beretning, idet jeg erklærer, at jeg har skrevet efter bedste evne og siger, at tiden gik, og vort liv svandt hen som en drøm, thi vi er et ensomt og højtidelig stemt folk, vandrere, der er kastet ud af Jerusalem, født under trængsler i ørkenen og hadet af vore brødre, som skabte grundlag for krige og uroligheder, og vi tilbragte vore dage i sorg.
27 Og jeg, Jakob, så, at jeg snart måtte gå i graven, og derfor sagde jeg til min søn Enos: Tag disse plader. Og jeg fortalte ham de ting, som min broder Nephi havde befalet mig, og han lovede at vise lydighed mod disse befalinger. Og jeg slutter mine skrivelser på disse plader, og det, jeg har skrevet, har kun været af ringe omfang; og jeg byder læseren farvel, idet jeg håber, at mange af mine brødre må læse mine ord. Brødre, farvel.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3