Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Nephis Anden Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 4
Lehi velsigner Lamans og Lemuels sønner og døtre - Velsignelser over Ishmaels husstand og over Sam og hans efterkommere - Lehis død - Yderligere opstand.
1 Og nu taler jeg, Nephi, om de profetier, som min fader har talt om med hensyn til Josef, som blev bortført til Ægypten.
2 Thi se, han profeterede sandelig om al sit afkom. Og der findes ikke mange større profetier end dem, han skrev. Og han profeterede angående os og vore kommende slægter, og disse profetier er skrevet på messingpladerne.
3 Og efter at min fader var holdt op med at tale om Josefs profetier, kaldte han Lamans børn, dennes sønner og døtre, til sig og sagde til dem: Se, mine sønner og døtre, som er min førstefødtes sønner og døtre, jeg vil, at I skal låne øre til mine ord.
4 Thi Gud Herren har sagt: Såfremt I holder mine bud, skal I have fremgang i landet; men dersom I ikke holder mine bud, skal I blive forstødt fra mit ansigt.
5 Men se, mine sønner og døtre, jeg kan ikke gå i graven, medmindre jeg efterlader jer en velsignelse; thi se, jeg ved, at dersom I bliver belært om den vej, I skal vandre på, vil I ikke forlade den.
6 Om I derfor er forbandede, se, da efterlader jeg jer min velsignelse, så at forbandelsen kan blive hævet og komme over jeres forældres hoveder.
7 Derfor vil Gud Herren for min velsignelses skyld ikke tilstede, at I omkommer; men han vil være barmhjertig mod jer og jeres afkom til evig tid.
8 Og efter at min fader havde endt sin tale til Lamans sønner og døtre, skete det, at han lod Lemuels sønner og døtre kalde til sig.
9 Og han talte til dem og sagde: Se, mine sønner og døtre, som er min anden søns sønner og døtre, se, jeg giver jer den samme velsignelse, som jeg gav Lamans sønner og døtre; derfor skal I ikke heller blive helt udryddet, men i de sidste dage skal jeres afkom velsignes.
10 Og det skete, at da min fader var færdig med at tale til dem, se, da talte han til Ishmaels sønner, ja og til dennes hele hus.
11 Og da han havde talt til dem, talte han til Sam og sagde: Velsignet er du og dit afkom, for du skal arve landet ligesom din broder Nephi, og dit afkom skal regnes sammen med hans afkom; og du skal blive ligesom din broder og dit afkom ligesom hans afkom, og du skal blive velsignet alle dine dage.
12 Og efter at min fader Lehi havde talt til hele sit hus i overensstemmelse med sit hjertes følelser og Herrens ånd, som var i ham, ældedes han. Og det skete, at han døde og blev begravet.
13 Og ikke mange dage efter hans død begav det sig, at Laman og Lemuel og Ishmaels sønner blev vrede på mig på grund af Herrens påmindelser.
14 Thi jeg, Nephi, følte mig nødsaget til at tale til dem i overensstemmelse med hans ord. Thi jeg og ligeledes min fader; før han døde, havde talt mange ting til dem, hvoraf meget er skrevet på de andre plader, hvis indhold er af mere historisk art.
15 Og på disse skriver jeg det, der rører sig i min sjæl og meget af skrifterne, der er indgraveret på messingpladerne; thi min sjæl fryder sig over skrifterne, og mit hjerte overvejer dem, og jeg nedskriver dem til mine børns lærdom og nytte.
16 Se, min sjæl fryder sig i det, som hører Herren til, og mit hjerte tænker idelig på det, som jeg har set og hørt.
17 Men uagtet Herrens store godhed i at vise mig sine store og forunderlige gerninger, udbryder mit hjerte dog: O, jeg elendige menneske! ja, mit hjerte sørger over mit kød, og min sid bedrøves på grund af min synd.
18 Jeg er omgivet af de fristelser og synder, som så let besnærer mig.
19 Og når jeg ønsker at glæde mig, sukker mit hjerte over mine synder; alligevel ved jeg, til hvem jeg har sat min lid.
20 Min Gud har været min støtte, han har ført mig igennem mine trængsler i ørkenen, og han har bevaret mig på det store dybs hav.
21 Han har fyldt mig med sin kærlighed, som om mit kød skulle fortæres.
22 Han beskæmmede mine fjender, så at de skælvede for mig.
23 Se, han har hørt mit råb om dagen og givet mig kundskab ved syner om natten.
24 Og om dagen er jeg blevet frimodig ved kraftig bøn til ham, ja, min røst har jeg opløftet til det høje, og engle kom ned og betjente mig.
25 Og på hans Ånds vinger har mit legeme været henrykket til meget høje bjerge. Og mine øjne har set store ting, ja, endog for store for mennesker; derfor blev det mig forbudt at skrive dem.
26 O, når jeg nu har set så store ting, og når Herren i sin nåde mod menneskenes børn har bevist mennesket så megen nåde, hvorfor skulle mit hjerte græde og min sjæl dvæle i sorgens dal, mit kød svinde hen og min styrke slappes, blot på grund af mine lidelser?
27 Og hvorfor skulle jeg på grund af kødet overgive mig til synd? Ja, hvorfor skulle jeg give efter for fristelser, så at den onde skulde vinde indpas i mit hjerte for at forstyrre min fred og plage min sjæl? Hvorfor er jeg vred på mine fjender?
28 Vågn op, min sjæl Hæng ikke mere ved synd. Fryd dig, o mit hjerte, og giv ikke mere min sjæls fjende plads.
29 Vredes ikke mere over mine fjender. Svæk ikke min styrke på grund af mine lidelser.
30 Fryd dig, o mit hjerte, og råb til Herren og sig: O, Herre, jeg vil lovprise dig til evig tid; ja, min sjæl vil frydes I dig, min Gud og frelses klippe.
31 O, Herre, vil du forløse min sjæl? Vil du fri mig ud af mine fjenders hænder? Vil du lade mig skælve, når synden viser sig?
32 Vil du lade helvedes porte bestandig være lukkede for mig, thi mit hjerte er sønderknust og min ånd angergiven. O, Herre, luk ikke din retfærdigheds døre for mig, så at jeg må kunne vandre på ydmyghedens stier og holde mig trofast på den rette vej.
33 O, Herre, vil du indhylle mig i din retfærdigheds kappe? O, Herre, vil du berede mig en vej til at undfly mine fjender? Vil du gøre min sti ret for mig? Læg ingen anstødssten på min vej! Men vil du rydde min vej for mig, og spær ikke min vej, men mine fjenders vej.
34 O, Herre, jeg har sat min lid til dig, og jeg vil forlade mig på dig for evigt. Jeg vil ikke forlade mig på en arm af kød, for jeg ved, at den, der forlader sig på en arm af kød, er forbandet. Ja, forbandet er den, der forlader sig på mennesket eller holder kød for sin arm.
35 Ja, jeg ved, at Gud giver gerne den, som beder. Ja, min Gud vil give mig, om jeg ikke beder om noget, der er forkert; derfor vil jeg opløfte min røst til dig, ja, jeg vil råbe til dig, min Gud, min retfærdigheds klippe. Se, min røst skal for evigt opstige til dig, min klippe og min evige Gud. Amen.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3