Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Nephis Første Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 18
Fartøjet bygges færdigt - Jakob og Joseph - Rejsen påbegyndes - Løssluppenhed og opstand - Uvejr på havet - Ankomsten til det forjættede land.
1 Og det skete, at de tilbad Herren og gik med mig, og vi udførte mærkeligt tømrerarbejde. Og Herren viste mig fra tid til anden, hvorledes jeg skulle forarbejde tømmeret til fartøjet.
2 Og jeg, Nephi, forarbejdede ikke tømmeret på den måde, som folk havde lært, ej heller byggede jeg fartøjet efter menneskers vis, men jeg byggede det således, som Herren havde vist mig; derfor var det ikke efter menneskers vis
3 Og jeg, Nephi, gik ofte op på bjerget, og jeg bad ofte til Herren; derfor viste Herren mig store ting.
4 * Og efter at jeg havde bygget fartøjet i overensstemmelse med Herrens ord, så mine brødre, at det var godt, og at arbejdet derpå var aldeles udmærket, hvorfor de atter ydmygede sig for Herren.
5 Og det skete, at Herrens røst kom til min fader, at vi skulle stå op og gå ombord i fartøjet.
6 * Og næste dag gjorde vi alting i orden: et stort forråd af frugt og kød fra ørkenen, honning i mængde og anden proviant ifølge de befalinger, Herren havde givet os, og vi gik ombord i fartøjet med hele vor last og vort sædekorn og alt, hvad vi havde bragt med os, hver efter sin alder; således gik vi alle ombord i fartøjet med vore hustruer og vore børn.
7 Og min fader havde avlet to sønner i ørkenen; den sidste blev kaldt Jakob og den yngste Joseph.
8 Og det begav sig, efter at vi alle var gået ombord i fartøjet og havde taget vore forråd med os og alt det, som var blevet os befalet, at vi stak i søen og blev drevet frem af vinden mod det forjættede land.
9 Og efter at vi var drevet frem af vinden i mange dage, se, da begyndte mine brødre og Ismaels sønner og deres hustruer at gøre sig lystige, så at de begyndte at danse og synge og tale på upassende måde, ja, sådan, at de glemte, ved hvis magt de var blevet bragt dér, ja, de opførte sig usømmeligt.
10 Og jeg, Nephi, begyndte at frygte meget for, at Herren skulle blive vred på os og straffe os på grund af vor ugudelighed og at vi skulle blive opslugt af havets dyb; derfor begyndte jeg, Nephi, at tale til dem med megen alvor, men se, de blev vrede på mig og sagde: Vi ønsker ikke at have vor yngre broder til at herske over os.
11 Og det skete, at Laman og Lemuel greb fat i mig og bandt mig med reb, og de behandlede mig meget hårdhændet, men Herren tillod dette, for at han derigennem kunne vise sin magt til opfyldelse af sit ord, som han talte om de ugudelige.
12 Og det skete, efter at de havde bundet mig, så at jeg ikke kunne røre mig, at kompasset, som Herren havde beredt, holdt op med at virke.
13 Derfor vidste de ikke, hvorhen de skulle styre fartøjet, og der rejste sig en stærk storm, ja, et stort og forfærdeligt uvejr, og vi blev drevet tilbage på havet i en tid af tre dage, og de begyndte at blive meget bange for, at de skulle drukne i havet, men de løste mig ikke.
14 Og den fjerde dag, som vi var drevet tilbage, begyndte uvejret at rase endnu frygteligere.
15 Og det skete, at vi var nær ved at opsluges af havets dyb. Og efter at vi var drevet tilbage på vandet i et tidsrum af fire dage, begyndte mine brødre at indse, at Guds straffedomme var over dem, og at de ville omkomme, dersom de ikke omvendte sig fra deres ugudelighed; derfor kom de til mig og løste båndene om mine håndled, og se, de var meget ophovnet, og mine ankler var ligeledes meget ophovnet, og det voldte mig store smerter.
16 Alligevel henvendte jeg mig til min Gud og priste ham den ganske dag, og jeg knurrede ikke mod Herren over mine lidelser.
17 Min fader Lehi havde sagt meget til dem og ligeledes til Ishmaels sønner; men se, de udslyngede mange trusler mod enhver, der ville forsvare mig; og da mine forældre var aldersstegne og havde haft mange sorger af deres børn, følte de sig nedtrykt, ja, de blev endog kastet på sygelejet.
18 På grund af deres bekymring og store sorg og mine brødres ugudelighed var de nær ved at blive borttaget fra denne jord for at møde deres Gud, og deres grå hår var nær ved at blive opløst for at lægges ned i støvet, ja, de selv var ved at blive sænket i den våde grav med sorg.
19 Og Jakob og Joseph, der var unge og trængte til megen pleje, var bedrøvet over deres moders lidelser; min hustru kunne end ikke med sine tårer og bønner samt mine børn bevæge mine brødres hjerter, så de ville slippe mig løs.
20 Og der var intet, der kunne blødgøre deres hjerter undtagen Guds kraft, som truede dem med undergang; da de derfor så, at de var ved at blive opslugt af havets dyb, angrede de det, de havde gjort så meget, at de løste mine bånd.
21 Og se, det skete, efter at de havde løst mig, at jeg tog kompasset, og det viste den kurs, som jeg ønskede. Og det skete, at jeg bad til Herren, og efter at jeg havde bedt, lagde vinden sig og stormen hørte op, og det blev blikstille.
22 Og det skete, at jeg, Nephi, styrede fartøjet,så at vi atter sejlede mod det forjættede land.
23 Og efter at vi havde sejlet i mange dage, kom vi til det forjættede land, og vi gik i land og rejste teltene, og vi kaldte det: det forjættede land.
24 * Og vi begyndte at dyrke jorden og at så korn, ja, vi nedlagde i jorden al den sæd, som vi havde bragt med os fra Jerusalems land. Og det skete, at den voksede frodigt, og således blev vi meget velsignet.
25 Og det begav sig, at da vi vandrede omkring i ørkenen i det forjættede land, opdagede vi, at der fandtes alle slags dyr i skovene, både koen og oksen, æslet og hesten, geden og den vilde ged og alle slags vilde dyr, som var til menneskets brug. Og vi fandt alle slags malm, både guld, sølv og kobber.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3