Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Nephis Første Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 17
Irreantum og mange vande - Herren befaler Nephi at bygge et fartøj - Hans brødre sætter sig op imod ham og bliver beskæmmet.
1 Og det skete, at vi atter fortsatte vor vandring i ørkenen, og vi gik næsten i østlig retning fra den tid af på vor vandring i ørkenen gennemgik vi mange trængsler, og kvinderne fødte børn i ørkenen.
2 Og så store var Herrens velsignelser mod os, at medens vi levede af råt kød i ørkenen, gav kvinderne tilstrækkelig die til børnene og var stærke som mændene, og de begyndte at udholde deres rejse uden at knurre.
3 Og således ser vi, at Guds befalinger må opfyldes. Og dersom menneskene holder Guds bud, styrker og underholder han dem og tilvejebringer midler, hvorved de kan udføre det, som han har befalet dem; og således forsynede han os med de fornødne midler, medens vi opholdt os i ørkenen.
4 Og vi befandt os på vandring i et tidsrum af mange år, ja, otte år var vi i ørkenen.
5 Og vi kom til et land, som vi på grund af dets megen frugt og vilde honning kaldte Overflødighed, og alt dette var beredt af Herren, for at vi ikke skulle omkomme Og vi så havet, som vi kaldte Irreantum, som i oversættelse betyder: Mange vande.
6 Og det skete, at vi slog lejr på stranden og selv om vi havde gennemgået mange trængsler og besværligheder, ja, så mange, at vi ikke kan beskrive dem alle, blev vi meget glade, da vi kom til strandbredden, og vi kaldte stedet Overflødighed, fordi der var så megen frugt.
7 Og efter at jeg, Nephi, havde været i Overflødighedens land i mange dage, skete det, at Herrens røst kom til mig og sagde: Stå op og gå op på bjerget. Og jeg stod op og gik op på bjerget og påkaldte Herren.
8 Og det skete, at Herren talte til mig og sagde Du skal bygge et fartøj på den måde, jeg vil vise dig, og at jeg kan føre dit folk over disse vande.
9 Og jeg sagde Herre, hvor skal jeg gå hen for at finde malm til at smelte, så at jeg kan forarbejde værktøj til at bygge skibet på den måde, du har vist mig?
10 Og det skete, at Herren fortalte mig, hvor jeg skulle gå hen for at finde malm, så at jeg kunne lave værktøj.
11 Og det begav sig, at jeg, Nephi, lavede en bælg af dyreskind til at blæse på ilden; og efter at jeg havde lavet den, slog jeg to sten mod hinanden for at få ild.
12 Thi Herren havde ikke hidtil givet os lov til at bruge megen ild, medens vi vandrede i ørkenen; thi han sagde: Jeg vil gøre jeres mad velsmagende, så at I ikke behøver at tilberede den.
13 Og jeg vil også være jeres lys i ørkenen, og jeg vil berede vejen for jer, dersom I holder mine befalinger; derfor, såfremt I holder mine bud, vil I blive ført til det forjættede land, og I skal vide, at det er mig, som fører jer.
14 Ja, og Herren sagde også: Efter at I er kommer til det forjættede land, skal I vide, at jeg, Herren, er Gud, og at jeg, Herren, befriede jer fra undergang; ja, at jeg førte jer ud af Jerusalems land.
15 Derfor stræbte jeg, Nephi, efter at holde Herrens bud, og jeg formanede mine brødre til trofasthed og flid.
16 * Og jeg lavede redskaber af malmen, som jeg smeltede ud af klippen.
17 Og da mine brødre så, at jeg var ved at bygge et fartøj, begyndte de at knurre mod mig og sagde: Vor broder er en dåre, thi han tror, han kan bygge et fartøj; ja, han tror ligeledes, at han kan sætte over disse store vande.
18 Og således knurrede mine brødre mod mig og havde ikke løst til at arbejde, for de troede ikke, jeg kunne bygge et fartøj; de ville heller ikke tro, at jeg var blevet undervist af Herren.
19 Og nu skete det, at jeg, Nephi, blev meget bedrøvet over deres hårdhjertethed, og da de nu så, at jeg begyndte at blive bedrøvet, glædede de sig i hjertet, og de hoverede over mig og sagde: Vi vidste, at du ikke ville være i stand til at bygge et fartøj, for vi vidste, at du manglede indsigt; derfor kan du ikke udføre så stort et arbejde.
20 Og du er, som vor fader, vildledt af dit hjertes tåbelige tanker; ja, han har ført os ud af Jerusalems land, og vi har vandret omkring i ørkenen i disse mange år, og vore kvinder har arbejdet under deres svangerskab, og de har født børn i ørkenen og lidt alt, undtagen døden, og det ville have været bedre, om døden havde indhentet dem, før end de kom ud af Jerusalem, end at de havde gennemgået disse trængsler.
21 Se, i disse mange år har vi lidt i ørkenen, medens vi i dette tidsrum kunne have glædet os i vore besiddelser og vort arveland; ja, vi kunne have været lykkelige.
22 Og vi ved, at folket, der boede i Jerusalems land, var et retfærdigt folk, thi de holdt Herrens bud og love og alle hans befalinger i overensstemmelse med Moseloven; derfor ved vi, at de er et retfærdigt folk; men vor fader har dømt dem og ført os bort, fordi vi lyttede til hans ord, og se, vor broder ligner ham. Og med sådan tale knurrede og klagde mine brødre over mig.
23 Og det skete, at jeg, Nephi, talte til dem og sagde: Tror I, at vore forfædre, som var Israels børn, ville være blevet ført ud af ægypternes hænder, der som de ikke havde givet agt på Herrens ord?
24 Eller mener I, at de ville være blevet ført ud af trældom, dersom Herren ikke havde befalet Moses, at han skulle føre dem ud af trældom?
25 I ved jo, at Israels børn var i trældom, og I ved, at der var pålagt dem byrder, der var tunge at bære; derfor ved I, at det var til gavn for dem, at de blev bragt ud af trældom.
26 Og I ved, at Moses fik befaling af Herren til at udføre dette store værk, og I ved, at ved hans ord delte vandet i Det røde Hav, og de gik igennem på det tørre
27 Men I ved, at ægypterne, som udjorde Faraos hær, druknede i Det røde Hav.
28 I ved også, at Israes børn levede af manna i ørkenen.
29 Ja, I ved ligeledes, at Moses ved sit ord efter Guds kraft, som var i ham, slog på klippen, og vandet sprang frem, så at Israels børn kunne slukke deres tørst.
30 Og uagtet de blev vejledt af Herren, deres Gud og Forløser, som gik foran dem og ledte dem om dagen og gav dem lys om natten og gjorde alt for dem, som var gavnligt for mennesket at modtage, så forhærdede de alligevel deres hjerter og formørkede deres forstand og hånede Moses og den sande og levende Gud.
31 Og det skete, at han udryddede dem ifølge sit ord; og i overensstemmelse med sit ord ledte han dem og ifølge sit ord gjorde han alt for dem, og der blev ikke gjort noget, uden at det skete ved hans ord.
32 Og efter at de var gået over Jordans flod, gjorde han dem så mægtige, at de kunne uddrive landets børn og sprede dem og udrydde dem.
33 Og mener I nu, at disse landets børn, som var i det forjættede land, og som blev uddrevet af vore fædre, var retfærdige? Se, jeg siger nej.
34 Mener I, at vore fædre ville være blevet udvalgt fremfor dem, dersom de havde været retfærdige? Jeg siger nej.
35 Se, Herren anser alt kød lige; den, der er retfærdig, finder nåde for Gud. Men se, dette folk havde forkastet ethvert Guds ord, og de var langt fremme i ugudelighed, og Guds vrede hvilede på dem i fuldt mål, og Herren forbandede landet for dem og velsignede det for vore fædre; ja, han forbandede det for dem til deres fordærvelse, og han velsignede det for vore fædre, så at de fik magt over det.
36 Se, Herren har skabt jorden, for at den skulle bebos, og han har skabt sine børn, for at de skulle eje den.
37 Og han oprejser et retfærdigt folk og udrydder de ugudelig nationer.
38 Og han fører de retfærdige bort til frugtbare lande, men de ugudelige udrydder han og forbander landet for deres skyld
39 Han regerer mægtig i himlen, thi den er hans trone, og denne jord er hans fodskammel.
40 Og han elsker dem, som anerkender ham som deres Gud. Se, han elskede vore fædre, og han indgik pagt med dem, ja, med Abraham, Isak og Jakob; og han ihukom de pagter, han havde indgået; derfor førte han dem ud af Ægyptens land.
41 Og han irettesatte dem i ørkenen med sin stav, thi de forhærdede deres hjerter, ligesom I har gjort, og Herren irettesatte dem for deres ondskabs skyld Han sendte flyvende, fyrige slanger blandt dem, og efter at de var blevet bidt, beredte han et lægemiddel for dem, så at de kunne helbredes; og alt, hvad de havde at gøre, var at se derpå. Og da dette middel var så enkelt eller så let, var der mange, der omkom.
42 Og de forhærdede deres hjerter gang på gang, og de hånede Moses og ligeledes Gud; men alligevel ved I, at de ved hans uforlignelige magt blev ført til det forjættede land.
43 Og nu, efter alt dette er tiden kommet, da de er blevet ugudelige, ja, næsten til modenhed; og jeg ved ikke, om de ikke på denne dag er nær ved at gå til grunde; thi jeg ved, at den dag må komme, da de vil gå til grunde, med undtagelse af nogle få, som vil blive bortført i fangenskab
44 Derfor befalede Herren min fader, at han skulle drage ud i ørkenen; og jøderne stræbte ham også efter livet, ja, I har også prøvet på at berøve ham livet, og derfor er I mordere i hjertet og er ligesom dem.
45 I er raske til at gøre det onde, men langsomme til at ihukomme Herren, jeres Gud. I har set en engel, og han talte til jer; ja, I har hørt hans røst gang på gang, og han har talt til jer med en stille, sagte stemme, men I har mistet evnen til at fornemme, så at I ikke kan forstå hans ord; derfor har han talt til jer som med en tordenrøst, hvad der fik jorden til at skælve, som om den skulle søndersplittes.
46 Og I ved også, at han ved sit almægtige ords kraft kan lade jorden forgå, ja, og I ved, at han ved sit ord kan gøre de ujævne steder jævne og få de jævne steder til at hæve sig. O, hvordan kan det da være, at I er så forhærdede i jeres hjerter?
47 Se, min sjæl skælver af angst for jeres skyld, og mit hjerte er bedrøvet; jeg frygter for, at I vil blive forkastet for evigt Se, jeg er så påvirket af Guds ånd, at mit legeme er svagt.
48 Og det begav sig, da jeg nu havde talt disse ord, at de blev vrede på mig og ville kaste mig i havets dyb; og da de kom for at lægge hånd på mig, talte jeg til dem og sagde: Jeg byder jer i den almægtige Guds navn, at I ikke rører mig; thi jeg er så fyldt med Guds kraft, at den næsten fortærer mit kød, og den, der lægger hånd på mig, vil visne som tørre siv, og han skal være som intet for Guds kraft, thi Gud skal ramme ham.
49 Og det skete, at jeg, Nephi, sagde til dem, at de ikke mere skulle knurre mod deres fader; de skulle heller ikke undslå sig for at arbejde sammen med mig, thi Gud havde befalet mig at bygge et fartøj.
50 Og jeg sagde til dem, at dersom Gud havde befalet mig at gøre alle ting, så kunne jeg gøre det. Om han ville befale mig at sige til dette vand: Bliv til jord! så ville det blive til jord, og dersom jeg ville sige dette, ville det ske.
51 Og dersom Herren nu har så stor magt og har udført så mange mirakler blandt menneskenes børn, hvorfor skulle han da ikke kunne undervise mig om, hvorledes jeg skal bygge et fartøj?
52 Og det begav sig, at jeg, Nephi, sagde mange ting til mine brødre, så at de endog blev gjort tavse og ikke kunne modsige mig; ej heller turde de lægge hånd på mig eller røre mig med fingeren i mange dage. De turde ikke gøre det af frygt for, at de skulle visne for mit åsyn; så kraftig var Guds ånd, og sådan havde den påvirket dem.
53 Og det skete, at Herren sagde til mig: Ræk atter dine brødre hånden, og de skal ikke visne for dit åsyn, men jeg vil forfærde dem, siger Herren, og det vil jeg gøre, for at de kan vide, at jeg er Herren, deres Gud.
54 Og det skete, at jeg rakte mine brødre hånden, og de visnede ikke for mit åsyn, men Herren forfærdede dem i overensstemmelse med de ord, han havde talt.
55 Og da sagde de: Vi ved med vished, at Herren er med dig, thi vi ved, at det er Herrens kraft, som har rystet os. Og de faldt på knæ for mig og var nær ved at tilbede mig, men jeg ville ikke tilstede dem det og sagde: Jeg er jeres broder, ja til og med jeres yngre broder; tilbed derfor Herren, jeres Gud, og ær jeres fader og moder, så at jeres dage må blive mange i landet, som Herren, jeres Gud, vil give jer.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3