Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Nephis Første Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 16
Lehis sønner og Ismaels døtre gifter sig indbyrdes - Rejsen fortsættes - Kuglen eller vejviseren gives - Ismaels død.
1 Og nu skete det, efter at jeg, Nephi, havde endt min tale til mine brødre, at de sagde til mig: Du har talt strenge ord til os, mere end vi kan tåle.
2 * Og jeg sagde til dem, at jeg vidste, at jeg havde talt strengt imod de ugudelige i overensstemmelse med sandheden; og de retfærdige har jeg retfærdiggjort og bevidnet, at de skulle blive ophøjet på den yderste dag; men for de skyldige er sandheden hård, for den skærer dem i hjertet.
3 Og nu, mine brødre, dersom I var retfærdige og var villige til at høre sandheden og give agt på den, så at I kunne vandre i oprigtighed for Gud, da ville I ikke knurre over sandheden og sige: Du taler hårdt til os.
4 Og det skete, at jeg, Nephi, formanede mine brødre med al flid til at holde Herrens bud.
5 Og det skete, at de ydmygede sig for Herren, så at jeg endog fik glæde og store forhåbninger om, at de ville vandre på retfærdighedens stier.
6 Alt dette blev sagt og gjort, medens min fader boede i et telt i den dal, som han kaldte Lemuel.
7 Og det skete, at jeg, Nephi, tog en af Ishmaels døtre til hustru; og mine brødre ægtede også Ishmaels døtre, og Zoram tog den ældste af Ishmaels døtre til hustru.
8 Og således havde min fader opfyldt alle Herrens befalinger, der var blevet givet ham. Og jeg, Nephi, var også blevet rigt velsignet af Herren.
9 Og det skete, at Herrens røst talte til min fader om natten og befalede ham at begive sig på rejse ud i ørkenen næste morgen.
10 Og det begav sig, at da min fader stod op om morgenen og gik hen til teltdøren, så han til sin store forundring en rund kugle af mærkelig forarbejdning på jorden, og den var af fin messing. Og indeni kuglen var der to visere, og den ene viste den vej, vi skulle gå i ørkenen.
11 * Og vi samlede alt det sammen, vi skulle tage med os i ørkenen og alt, hvad der var tilbage af vore forråd, som Herren havde givet os, og vi medførte frøkorn af enhver slags for at tage det med ud i ørkenen.
12 Og vi medførte vore telte og drog ud i ørkenen over floden Laman.
13 * Og vi vandrede i et tidsrum af fire dage, næsten i sydsydøstlig retning, og vi opslog atter vore telte, og vi kaldte stedet Shazer.
14 Og det skete, at vi tog vore buer og pile og drog ud i ørkenen for at skaffe føde til vore familier, og efter at vi havde skaffet føde til familierne, gik vi tilbage til dem til det sted, som vi kaldte Shazer. Og vi drog videre ud i ørkenen, idet vi fulgte samme retning, og vi holdt os til de frugtbareste dele af ørkenen, der lå på grænsen til Det røde Hav.
15 Og vi drog omkring i et tidsrum af mange dage og skaffede mad på vejen ved hjælp af vore buer og pile og vore sten og slynger
16 Og vi fulgte den retning, kuglen viste, og som førte os til de frugtbareste områder af ørkenen.
17 Og efter at vi havde vandret i mange dage, opslog vi vore telte for en tid, så at vi atter kunne hvile os og skaffe føde til vore familier.
18 Og det begav sig, at da jeg, Nephi, gik på jagt efter føde, brækkede jeg min bue, som var forarbejdet af fint stål; og efter at jeg havde brækket min bue, se, da blev mine brødre vrede på, mig over tabet af min bue, thi vi fik ikke nogen føde.
19 Og det skete, at vi vendte tilbage til vore familier uden fødemidler Og da de var meget udmattede af deres vandring, led de meget af mangel på føde.
20 * Og Laman og Lemuel og Ishmaels sønner begyndte at knurre meget over deres lidelser i ørkenen; og min fader begyndte også at knurre mod Herren, sin Gud, ja, de var alle meget bekymrede, så at de endog begyndte at knurre mod Herren.
21 Og nu skete det, at mine brødre voldte mig megen besvær på grund af tabet af min bue, og deres buer havde mistet spændkraften, så at det begyndte at, blive meget vanskeligt, ja, så meget, at vi ikke kunne skaffe føden.
22 Og jeg, Nephi, talte meget til mine brødre, fordi de atter havde forhærdet deres hjerter, at de endog klagede mod Herren, deres Gud.
23 Og det skete, at jeg, Nephi, lavede en bue af træ og en pil af en lige kæp, og så udrustede jeg mig med bue og pil, med slynge og sten. Og jeg sagde til min fader: Hvor skal jeg gå hen for at finde føde?
24 Og han adspurgte Herren, for de havde ydmyget sig på grund af mine ord, thi jeg sagde mange ting til dem med hele min sjælskraft.
25 Og det begav sig, at Herrens røst kom til min fader, og han blev strengt revset, fordi han havde knurret mod Herren, ja, så meget, at han blev bragt i dybeste sorg.
26 Og Herrens røst sagde til ham: Se på kuglen og læs det, som står skrevet.
27 Og det skete, at da min fader så det, der stod skrevet i kuglen, frygtede og skælvede han meget og ligeledes mine brødre og Ishmaels sønner samt vore hustruer.
28 Og jeg, Nephi, så, at viserne, som var i kuglen, tjente os i forhold til vor tro og flid og den opmærksomhed, vi viste dem.
29 Og der stod også skrevet en ny indskrift på dem, som var tydelig at læse, og som gav os kundskab om Herrens veje; og den blev skrevet og forandret fra tid til anden i overensstemmelse med den tro og flid, som vi viste den. Og således ser vi, at Herren ved ringe midler kan udføre store ting.
30 Og det skete, at jeg, Nephi, gik op på toppen af bjerget efter de anvisninger, der blev givet på kuglen.
31 Og det skete, at jeg skød vilde dyr, så at jeg fik føde for vore familier.
32 * Og jeg vendte tilbage til vore telte med de dyr, som jeg havde nedlagt; og da de nu så, at jeg havde skaffet noget at spise, hvor stor blev da ikke deres glæde! Og de ydmygede sig for Herren og takkede ham.
33 * Og vi fortsatte vor vandring og gik næsten i samme retning som i begyndelsen, og efter at vi havde vandret i mange dage, slog vi igen lejr for at hvile en stund.
34 Og Ishmael døde og blev begravet på et sted, der blev kaldt Nahom.
35 Og Ishmaels døtre sørgede meget over tabet af deres fader og over deres lidelser i ørkenen. Og de knurrede mod min fader, fordi han havde ført dem ud af Jerusalems land og sagde: Vor fader er død, og vi har vandret meget i ørkenen, og vi har lidt mange genvordigheder, megen sult, tørst og træthed, og efter alle disse lidelser skal vi nu omkomme i ørkenen af sult.
36 Og således knurrede de mod min fader og ligeledes mod mig, og de ønskede at vende tilbage til Jerusalem.
37 Og Laman sagde til Lemuel og til Ishmaels sønner: Se, lad os slå vor fader ihjel og ligeså vor broder Nephi, som har taget sig den myndighed at være vor lærer og til at herske over os, som er hans ældre brødre.
38 Vel siger han, at Herren har talt til ham, og at engle har betjent ham, men vi ved, at han lyver for os; han fortæller om alt dette, og han gør mangt og meget ved sine listige kunstgreb for at forblinde os, idet han måske tænker, at han kan føre os bort til en eller anden fremmed ørken; og efter at han har ført os bort, tror han, at han kan gøre sig selv til konge og hersker over os, for at han gøre med os efter forgodtbefindende. På denne måde hidsede min broder Laman dem op til vrede.
39 Og det skete, at Herren var med os, ja, selv Herrens røst kom og talte mange ord til dem og revsede dem meget; og efter at de var blevet revset ved Herrens røst, omvendte de sig fra deres vrede og angrede deres synder, så Herren igen velsignede os med føde, så vi ikke omkom.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3