Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Nephis Første Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 4
Nephi sikrer sig pladerne ved krigslist - Laban dræbes ved sit eget sværd - Zoram drager med Nephi og hans brødre ud i ørkenen.
1 Og det skete, at jeg talte til mine brødre og sagde: Lad os igen drage op til Jerusalem og lad os være tro i at holde Herrens bud; thi se, han er mægtigere end hele verden, mon da ikke også mægtigere end Laban og hans halvtredsindstyve, ja eller endog hans titusinder?
2 Lad os derfor drage derop; lad os være stærke ligesom Moses; thi han talte visselig til vandet i Det røde Hav, og det skiltes, og vore fædre kom igennem på tør grund ud af fangenskabet, men Faraos hær fulgte efter os druknede i Det røde Hav.
3 I ved, at dette er sandt, og I ved også, at en engel har talt til jer; hvorledes kan I da tvivle? Lad os gå derhen; Herren er i stand til at befri os, ligesom han befriede vore forfædre, og til at tilintetgøre Laban, ligesom han tilintetgjorde ægypterne.
4 Da jeg nu havde talt disse ord, var de endnu vrede og knurrede fremdeles; de fulgte dog alligevel med mig, til vi kom til Jerusalems mure.
5 Og det var om natten; og jeg lod dem skjule sig udenfor murene. Og efter at de havde skjult sig, krøb jeg, Nephi, ind i byen og gik hen til Labans hus.
6 Og jeg tilskyndedes af Ånden, thi jeg vidste ikke på forhånd, hvad jeg skulle gøre.
7 Jeg fortsatte alligevel min gang, og da jeg kom i nærheden af Labans hus, så jeg en mand, som var faldet om på jord foran mig; thi han var beruset af vin.
8 Og da jeg kom hen til ham, opdagede jeg, at det var Laban.
9 Og jeg så hans sværd og drog det ud af skeden, og fæstet var af rent guld, og forarbejdningen var usædvanlig fin, og jeg så at klingen var af det kostbareste stål.
10 * Og jeg blev tilskyndet af Ånden til at dræbe Laban, men jeg sagde i mit hjerte: Jeg har aldrig nogensinde udgydt menneskeblod; og jeg veg tilbage og ønskede, at jeg kunne undgå at dræbe ham.
11 Men Ånden sagde til mig igen: Herren har overgivet ham i dine hænder. Ja, jeg vidste, at han havde prøvet på at berøve mig livet, og at han ikke ville lytte til Herrens befalinger; og han havde også taget vore ejendele fra os.
12 * Og Ånden sagde atter til mig: Dræb ham, thi Herren har overgivet ham i dine hænder.
13 Se, Herren slår de ugudelige ihjel for at udføre sine retfærdige hensigter. Det er bedre, at et menneske omkommer, end at et helt folk ville synke ned i vantro og omkomme.
14 Og da jeg, Nephi, nu havde hørt disse ord, erindrede jeg Herrens ord, som han talte til mig ude i ørkenen, da han sagde: Såfremt dine efterkommere holder mine bud, skal det gå dem godt i det forjættede land.
15 Ja, jeg tænkte også, at de ikke kunne holde Herrens bud efter Moseloven, medmindre de havde loven.
16 Jeg vidste også, at loven var skrevet på messingpladerne.
17 Endvidere vidste jeg, at Herren af den grund havde overgivet Laban i mine hænder, så at jeg kunne komme i besiddelse af pladerne, som han havde befalet.
18 Derfor adlød jeg Åndens røst og greb Laban ved håret og afhuggede hans hoved med hans eget sværd.
19 Og efter at jeg havde afhugget hovedet med hans eget sværd, iførte jeg mig Labans klæder, ja allesammen, og jeg spændte hans sværd om mine lænder.
20 Og da jeg havde gjort dette, gik jeg til Labans skatkammer. Og da jeg kom til Labans skatkammer, så jeg Labans tjener, som havde nøglerne til skatkammeret, og jeg befalede ham med Labans røst, at han skulle følge med mig ind i skatkammeret.
21 Og han troede, at jeg var hans herre Laban, thi han så klæderne og ligeledes sværdet, der var spændt om mine lænder.
22 Og han talte til mig om jødernes ældster, da han vidste, at hans herre Laban havde været ude med dem om aftenen.
23 Og jeg talte til ham, som om jeg var Laban.
24 Og jeg sagde også til ham, at jeg skulle bringe messingpladerne, hvorpå optegnelserne var indgraverede, til mine ældre brødre, som var uden for murene
25 Og jeg bad ham også følge med mig.
26 Og da han troede, at jeg talte om brødrene i menigheden, og at jeg virkelig var den Laban, som jeg havde dræbt, fulgte han med mig
27 Og han talte mange gange til mig om jødernes ældster, medens jeg gik til mine brødre, som var uden for murene.
28 Og det skete, at da Laman så mig, blev han meget forskrækket og ligeså Lemuel og Sam. Og de flygtede for mig, for de troede, at det var Laban, og at han havde dræbt mig og nu også forsøgte at berøve dem livet.
29 * Men jeg råbte til dem, og de hørte mig, og derfor standsede de deres flugt.
30 Og det skete, at da Labans tjener så mine brødre, begyndte han at skælve og skulle til at flygte fra mig og løbe tilbage til Jerusalems by.
31 Og jeg, Nephi, var en mand, der var stor af vækst og desuden havde fået megen styrke af Herren; og derfor greb jeg fat i Labans tjener og holdt ham fast, så at han ikke kunne flygte.
32 * Og jeg sagde til ham, at hvis han ville lytte til mine ord, ville vi, så sandt som Herren lever, og som jeg lever, skåne hans liv, om han ville høre på vore ord.
33 Og jeg bedyrede ham endog med en ed, at han ikke behøvede at frygte, men at han ville blive en fri mand som vi, dersom han ville følge med os ud i ørkenen.
34 Og jeg sagde også til ham: Sandelig, Herren har befalet os at gøre dette, og burde vi ikke omhyggeligt holde Herrens bud? Hvis du derfor vil drage med os ud i ørkenen til min fader, skal du blive regnet som en af os.
35 Og det skete, at Zoram, som tjeneren hed, fattede mod ved de ord, jeg talte. Og han lovede, at han ville drage med os ud i ørkenen til min fader. Og han svor, at han ville være sammen med os fra den tid og fremdeles.
36 Vi ønskede meget, at han ville blive hos os, for at jøderne intet skulle få at vide om vor flugt ud i ørkenen, så at de ikke skulle sætte efter os og tage vort liv.
37 * Og da Zoram havde svoret, frygtede vi ikke mere for ham.
38 Og det skete, at vi tog messingpladerne samt Labans tjener og vandrede ud i ørkenen, og vi kom til vor faders telt.
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3