Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Mormons Bog / Nephis Første Bog
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten højt / ALT-ALæs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Kapitel 3
Lehis sønner sendes tilbage til Jerusalem for at hente messingpladerne - Laban nægter at udlevere pladerne - Laman og Lemuel irettesættes af en engel.
1 Og det skete, at da jeg, Nephi, havde talt med Herren, gik jeg tilbage til min faders telt.
2 * Og han talte til mig og sagde: Se, jeg har haft en drøm, hvori Herren har befalet mig, at du og dine brødre skal vende tilbage til Jerusalem.
3 Thi se, Laban har jødernes optegnelser og en stamtavle over dine forfædre, og de er skrevet på messingplader.
4 Og derfor har Herren befalet mig, at du og dine brødre skal gå tilbage til Labans hus og søge efter disse optegnelser og bringe dem herud i ørkenen.
5 Og se nu, dine brødre knurrer og siger, at det er et vanskeligt hverv, jeg har pålagt dem; men se, jeg har ikke pålagt dem det, men det er en befaling fra Herren.
6 Gå derfor, min søn, og du vil finde yndest hos Herren, fordi du ikke har knurret.
7 Og det skete, at jeg, Nephi, sagde til min fader: Jeg vil gå og gøre det, som Herren har befalet, thi jeg ved, at Herren ikke giver menneskene nogen befaling uden at han åbner en udvej for dem, så at de kan udføre det, som han befaler dem.
8 * Og da min fader hørte disse ord, blev han meget glad, thi han vidste, at jeg var blevet velsignet af Herren.
9 Og jeg, Nephi, og mine brødre begav os på rejsen ud i ørkenen med vore telte for at drage op til Jerusalems land.
10 * Og da vi kom til Jerusalems land, rådførte jeg og mine brødre os med hinanden.
11 Og vi kastede lod om, hvem af os, der skulle gå ind i Labans hus. Og det skete, at loddet faldt på Laman; og Laman gik ind i Labans hus, og han talte med ham, medens denne sad i sit hus.
12 Og han forlangte af Laban de historiske optegnelser, som var graverede på de messingplader, der indeholdt min faders stamtavle.
13 Og se, det skete, at Laban blev vred og viste ham ud; og han ville ikke, at han skulle have optegnelserne. Derfor sagde han til ham: Du er en røver, og jeg vil slå dig ihjel.
14 Men Laman flygtede fra ham og fortalte os om de ting, som Laban havde gjort. Og vi begyndte at blive meget bekymrede, og mine brødre skulle til at vende tilbage til min fader i ørkenen.
15 Men jeg sagde til dem: Så sandt som Herren lever og vi lever, vil vi ikke vende tilbage til vor fader i ørkenen, førend vi har udført det, som Herren har befalet os.
16 Lad os derfor være tro i at holde Herrens bud; lad os drage hen til vor faders arveland; thi se, han efterlod guld og sølv og alle slags rigdomme. Og alt dette har han gjort, fordi Herren befalede det.
17 Thi han vidste, at 'Jerusalem ville blive ødelagt for folkets ugudeligheds skyld.
18 Thi se, de har forkastet profeternes ord. Dersom min fader var blevet boende i landet, efter at det var blevet ham befalet at flygte derfra, se, da ville han også omkomme. Og derfor er det nødvendigt, at han flygter ud af landet.
19 Og se, det er Guds visdom, at vi skal skaffe disse optegnelser, så at vi kan bevare vore fædres sprog for vore børn;
20 ligeledes at vi må bevare for dem de ord, der er blevet talt ved alle de hellige profeters mund, som gaves dem ved Guds ånd og kraft fra verdens begyndelse og til den nærværende tid.
21 * Og med sådan tale formanede jeg mine brødre at være tro og holde Guds bud.
22 Og det skete, at vi gik hen til vort arveland og samlede vort guld, vort sølv og vore kostbarheder.
23 Og efter at vi havde samlet disse ting sammen, gik vi atter hen til Labans hus.
24 * Og vi gik ind til Laban, og vi bad ham om at give os optegnelserne, som var skrevet på messingpladerne, for hvilke vi ville give ham vort guld, vort sølv og alle vore kostbarheder.
25 Men det skete, at da Laban så vore ejendele, og at de var meget store, begærede han dem så heftigt, at han jagede os ud og sendte sine tjenere efter os for at slå os ihjel, så han på den måde kunne sætte sig i besiddelse af vore ejendele
26 * Og vi flygtede for Labans tjenere, og vi blev nødt til at efterlade vore ejendele, og de faldt i Labans hænder.
27 Og det skete, at vi flygtede ud i ørkenen, og Labans tjenere indhentede os ikke, og vi skjulte os i en klippehule.
28 * Og Laman blev vred på mig og ligeledes på min fader; og Lemuel blev også vred, for han hørte efter Laman. Derfor talte Laman og Lemuel mange hårde ord til os, deres yngre brødre, og de slog os endog med en stok.
29 * Og se, da de slog os med en stok, kom en Herrens engel og stod foran dem, og han talte til dem og sagde: Hvorfor slår I jeres yngre broder med en stok? Ved I ikke, at Herren har udvalgt ham til at herske over jer, og det for jeres onde gerningers skyld? Se, I skal drage til Jerusalem igen, og Herren vil overgive Laban i jeres hænder.
30 Og efter at engelen havde talt til os, forlod han os.
31 Og da engelen var borte, begyndte Laman og Lemuel atter at knurre, idet de sagde: Hvorledes er det muligt, at Herren vil overgive Laban i vore hænder? Se, han er en mægtig mand, og han kan befale over halvtredsindstyve, ja, han kan endog slå halvtredsindstyve ihjel; hvorfor skulle han da ikke kunne slå os ihjel .
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3