Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Lære og Pagter
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Læs teksten påengelskLæs teksten påsvenskSkift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Afsnit 102
Referat af organiseringen af det første højråd i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Kirtland, Ohio, den 17. februar 1834.
1 I dag samledes ifølge modtagen åbenbaring et almindeligt råd, bestående af fireogtyve højpræster, i Joseph Smiths hus og begyndte at organisere Kristi Kirkes højråd, som skulle bestå af tolv højpræster og en eller tre præsidenter, alt efter omstændighederne.
2 Højrådet indstiftedes gennem åbenbaring for at bilægge vigtige sager, der muligvis kunne opstå i Kirken, og som ikke kunne bilægges af Kirken eller biskoppens råd til parternes tilfredshed.
3 Joseph Smith jun., Sidney Rigdon og Frederick G. Williams blev ved afstemning indenfor rådet anerkendt som præsidenter, og højpræsterne Joseph Smith sen., John Smith, Joseph Coe, John Johnson, Martin Harris, John S. Carter, Jared Carter, Oliver Cowdery, Samuel H. Smith, Orson Hyde, Sylvester Smith og Luke Johnson blev af rådet enstemmigt valgt til at udgøre Kirkens permanente råd.
4 De ovennævnte rådsmedlemmer blev da spurgt, om de var villige til at modtage hvervet og handle i embedet i overensstemmelse med himlens love, hvortil de alle svarede, at de ville modtage hvervet og varetage embedet efter den nåde, som Gud ville forlene dem med.
5 Antallet, hvoraf den forsamling bestod, som på Kirkens vegne stemte og indsatte de ovennævnte rådsmedlemmer, var treogfyrre, nemlig ni højpræster, sytten ældster, fire præster og tretten medlemmer.
6 Det vedtoges, at højrådet ikke kan fatte nogen gyldig beslutning, uden at mindst syv af de ovennævnte rådsmedlemmer eller deres på lovlig vis valgte efterfølgere er til stede.
7 Disse skal kunne tilkalde andre højpræster, som de anser for værdige og egnede til at udfylde fraværende rådsmedlemmers plads.
8 Følgende blev vedtaget: Når nogen af ovennævnte rådsmedlemmers plads bliver ledig ved indehaverens død, afsættelse på grund af overtrædelse eller ved flytning udenfor grænserne af denne kirkeforvaltnings område, skal den udfyldes ved præsidentens eller præsidenternes udnævnelse og godkendes ved afstemning i et almindeligt råd af højpræster, som bliver sammenkaldt i den hensigt at handle på Kirkens vegne.
9 Kirkens præsident, som også er rådets præsident, udnævnes gennem åbenbaring og godkendes i sit embede ved afstemning i Kirken.
10 Og på grund af embedets værdighed bør han præsidere over Kirkens råd; og det er hans ret at have to andre præsidenter til at bistå sig, som er udpeget på samme måde som han.
11 Men om en eller begge to, som er blevet udset til at bistå ham, er fraværende, kan han præsidere i rådet uden en hjælper. Og dersom han er fraværende, kan de andre præsidenter, begge eller den ene, præsidere i hans sted.
12 Når et højråd i Kristi Kirke er blevet organiseret efter foregående mønster, da skal de tolv rådsmedlemmer kaste lod om deres numre for at bestemme, hvem af de tolv, der skal tale først, begyndende med nummer et og så fremdeles til nummer tolv.
13 Når dette råd samles for at behandle en sag, skal de tolv rådsmedlemmer overveje, om det er en vanskelig sag eller ej; om det ikke er en vanskelig sag, skal blot to af rådet udtale sig derom efter ovenstående form.
14 Men dersom sagen anses for at være vanskelig, skal fire udtale sig, og hvis den er meget vanskelig, seks; men i intet tilfælde skal mere end seks udses til at tale.
15 Den anklagede skal i alle tilfælde have halvdelen af rådet på sin side for at forebygge forulempning eller uretfærdighed.
16 Og de medlemmer af rådet, der er bestemt til at tale, skal fremstille sagen i dens sande lys, efter at vidneudsagnene er blevet prøvet, og enhver skal sige det, der er ret og rimeligt.
17 De rådsmedlemmer, der trækker de lige numre, 2, 4, 6. 8, 10, 12, skal stå op og forsvare den anklagede og forebygge forulempning eller uretfærdighed.
18 I alle tilfælde skal både anklageren og den anklagede have ret til at tale sin sag for rådet, efter at vidnerne er blevet hørt og de af rådet, som er blevet udset til at tale, har afsluttet deres tale.
19 Når vidnerne er blevet afhørt og rådsmedlemmerne, anklageren og den anklagede har talt, skal præsidenten afsige kendelsen efter den forståelse, han har dannet sig om sagen og opfordre de tolv rådsmedlemmer til at sanktionere den ved afstemning.
20 Men om de øvrige af rådet, som ikke har talt - eller nogen af dem i det hele taget - efter med upartiskhed at have påhørt vidnerne og talerne, opdager nogen fejl i præsidentens kendelse, kan de tilkendegive dette og få sagen genoptaget.
21 Og dersom der bliver kastet mere lys over sagen efter en omhyggelig ny gennemgang af den, skal kendelsen forandres i overensstemmelse dermed.
22 Men dersom der ikke fremkommer noget nyt i sagen, så skal den første kendelse stå ved magt, idet rådets flertal har ret til at afgøre samme.
23 Om der skal opstå vanskeligheder angående lære eller grundsætninger, og der ikke findes skrevet nok derom til at gøre sagen klar for rådet, kan præsidenten spørge Herren og få hans vilje at vide gennem åbenbaring.
24 Højpræsterne kan, når de er ude, sammenkalde og organisere højråd efter foregående mønster til at bilægge stridigheder, når en eller begge parter forlanger det.
25 Og et sådant råd af højpræster skal have ret til at udpege en af deres egne til at føre præsidiet i rådet i et sådant tilfælde.
26 Det påhviler dette råd øjeblikkeligt at sende en afskrift af forhandlingerne sammen med en fuldstændig redegørelse for vidneudsagnene tilligemed rådets kendelse til højrådet på det sted, hvor Kirkens første præsidentskab har sit sæde.
27 Om en eller begge parter skulle være utilfreds med nævnte råds kendelse, kan de appellere til højrådet på det sted, hvor Kirkens første præsidentskab har sæde og få sagen gennemgået påny, og den skal da behandles efter foregående mønster, som om der ikke var faldet nogen kendelse.
28 Dette råd af højpræster ude bør kun sammenkaldes i de vanskeligste sager angående Kirkens anliggender. Det kan ikke sammenkaldes på grund af små og almindelige sager.
29 De omrejsende eller faste højpræster på fremmede steder skal kunne afgøre, om det er nødvendigt at sammenkalde et sådant råd eller ej.
30 Der skelnes mellem de rejsende højpræsters kendelser og dem, der afsiges af det rejsende højråd, som består af de tolv apostle.
31 Førstnævntes kendelse kan appelleres, medens sidstnævntes er inappellabel.
32 De sidstnævnte kan kun drages til ansvar for Kirkens generalautoriteter i tilfælde af overtrædelse.
33 Det blev besluttet, at præsidenten eller præsidenterne, hvor Kirkens første præsidentskab har sæde, skal have myndighed til at bestemme, om en sådan sag, der appelleres, er berettiget til at blive genoptaget, efter at de har undersøgt kæremålet og de vidneudsagn og erklæringer, der ledsager det.
34 De tolv rådsmedlemmer gav sig derefter til at kaste lod for at bestemme den rækkefølge, i hvilken de skulle tale. Resultatet blev følgende: 1. Oliver Cowdery 2. Joseph Coe 3. Samuel H. Smith 4. Luke Johnson 5. John S. Carter 6. Sylvester Smith 7. John Johnson 8. Orson Hyde 9. Jared Carter 10. Joseph Smith sen. 11. John Smith 12. Martin Harris. Mødet afsluttedes med bøn. Oliver Cowdery Orson Hyde sekretærer
Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3