Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Evangeliske Lærdomme
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Skift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
En biografisk oversigt
Joseph F. Smith

Det var John Locke (1632-1704), den store, særprægede engelske filosof, der i en alder af 30 år skrev:

"Ikke så snart var jeg kommet til verden, førend jeg befandt mig i en storm, der har varet siden da. "

For Joseph F. Smith, der er blandt de største, mest fremragende og bemærkelsesværdige personligheder blandt dette særprægede folk, de sidste dages hellige, passer denne sætning af Locke i allerhøjeste grad. Kun var hans liv hyldet i storm, før han kunne bemærke det. Han er søn af Hyrum Smith, kirkens anden patriark, som var en broder til profeten Joseph. Hans moder var Mary Fielding, der var af engelsk afstamning, en kvinde med et lyst og stærkt sind og i besiddelse af fremragende evner for administration.

Det var under vanskelighederne i Missouri, guvernør Lilburn W. Boggs havde udsendt sin ordre om at udrydde "mormonerne". Den 1. november 1838 faldt Joseph og Hyrum samt flere andre af folkets ledere i hænderne på en bevæbnet pøbel under general Clark på grund af oberst Hinkles hjerteløse forræderi. De skulle tages til fange og kastes i fængsel og måske skydes. Den følgende dag fik disse forrådte ledere nogle få øjeblikke til at sige farvel til deres familier. Under streng bevogtning af militspøbelen blev Hyrum ført til sit hjem i Far West og med en bajonet i ryggen beordrede de ham under eder og forbandelser til at tage en sidste afsked med sin hustru; for hans "dom var beseglet" og han fik at vide, at han aldrig ville se hende igen. Forestil jer, hvilket chock det var for hans ægtefælle. Det ville have overvældet ethvert almindeligt menneske og bragt det nær til døden. Men hendes sinds naturlige styrke sammen med Guds styrkende omsorg, holdt hende oprejst under den ildprøve og de medfølgende lidelser. Det var den 13. november 1838, medens plyndringer og de hårdeste forfølgelser fandt sted, at hun fødte sin førstefødte, der fik navnet Joseph Fielding Smith. I den følgende januars kulde tog hun, efterladende fire små børn (hendes mands børn med en afdød hustru) til sin søster Mercy R's omsorg - på rejse i en vogn med sit nyfødte barn til Libertyfængslet i Clay County, hvor manden og faderen var indespærret, uden at være kommet for retten eller være blevet dømt; hans eneste forbrydelse var, at han var "mormon". Hun fik lov til at besøge ham i fængslet, men blev senere tvunget at fortsætte sin flugt fra Missouri sammen med sine børn og søge ly i Illinois.

Således udspilledes de stormende begivenheder omkring hans fødsel og den spæde Josephs første pilgrimsrejse. Han har siden krydset jorden og besøgt øerne i havet, for at forkynde og forsvare de principper, som hans fader gik i fangenskab og senere led martyrdøden for, og for hvilke hans moder måtte lide usigelig forfølgelse og modgang. Joseph levede sine første år midt i denne uro, som kulminerede med onklens og faderens martyrium hin mindeværdige 27. juni 1844. Efter at De Tolv havde forladt byen og størstedelen af de hellige var blevet drevet bort fra Nauvoo i september 1846, flygtede hans moder fra byen og slog lejr på vestsiden af Mississippifloden mellem træerne ved bredden uden vogn eller telt, mens byen bombarderedes af pøbelen. Efter at hun senere havde haft held med at bytte sig til et forspand og proviant i Illinois for sine ejendele, tog hun af sted mod Winter Quarters ved Mississippifloden. Joseph, der kun var en dreng på omkring otte år, drev oksespandet og vognen det meste af vejen gennem staten Iowa til Winter Quarters (Nebraska); en anden af hans pligter, efter at de havde forladt Nauvoo, var hovedsageligt at være hyrdedreng.

På disse vestlige sletter nød han godt af Vestens frihed og udviklede den fysiske styrke, som ses i hans stærke, kraftige skikkelse, selv om hans arbejde i de senere år ikke krævede fysisk styrke.

Præsident Smith elsker styrken og tror på arbejde. "Arbejde er nøglen til virkelig lykke, både fysisk og åndeligt. Selv om en mand er rig, bør hans børn stadig lære, hvordan man arbejder med sine hænder; drenge og piger bør hjemmefra opdrages således, at de er i stand til at klare familielivets praktiske anliggender, selv om de har fået det således, at de ikke behøver at gøre arbejdet selv; de vil da vide, hvordan man råder og leder andre." Dette udtalte han under en nylig samtale med forfatteren.

Alle helliges største og alt overvældende ønske var at få midler til at indsamles til Saltsødalen. Med denne hensigt for øje søgte de mange forskellig jobs i Iowa og nabostaterne, lige fra landbrugsarbejde til undervisning. I efteråret 1847 drev Joseph et spand til St. Joseph for sin moder i den hensigt at sikre sig proviant til den eftertragtede rejse til Salt Lake City det følgende forår. Turen blev gennemført med held.

Det var om efteråret samme år, mens han passede sin moders kvæg nær Winter Quarters, at han oplevede en af de mest spændende tildragelser i sit liv. Kvæget var deres eneste håb om midler til at immigrere til dalen. Denne kendsgerning lå drengen meget stærkt på sinde, så han betragtede dem som en værdifuld arv såvel som en uvurderlig skat, han som hyrdedreng havde fået overdraget. Han kendte sit ansvar; og det var ikke så lidt; men Joseph var både som barn og som voksen kendt for aldrig at skulke fra sin pligt eller løbe fra sit ansvar.

En morgen gik han ud for at udføre den daglige dont i selskab med Alden og Thomas Burdick. Kvæget græssede i dalen et stykke borte fra kolonnen og dalen kunne nås på to måder, den ene gik over et højland, den anden gennem en smal kløft eller hulvej. Drengene havde hver en hest. Josephs var en rødbrun hoppe, hurtigere end de andres. Alden foreslog at Joseph og Thomas tog den korte vej til venstre over højlandet, og at han selv tog kløften til højre, så de mødtes i dalen fra de to sider. De gik gladeligt med på forslaget, og de to satte af sted i ungdommelig lystighed og ankom snart til dalens øverste ende, hvor man kunne se kvæget græsse ved et vandløb, der delte den i midten og løb ned langs kløften mod kolonnen. Da de havde hele dagen for sig, morede de sig med at ride om kap, og senere lod de hestene springe over en lille kløft i den øverste ende af dalen. Mens de var beskæftigede med at more sig således, kom der pludselig en bande på 20-30 indianere til syne fra den nederste ende af dalen i nogen afstand fra kvæget. Thomas så dem først og råbte som en afsindig: "Indianere", han vendte samtidig sin hest mod højlandet for at ride hjem. Joseph begyndte at følge efter, men pludselig tænkte han: "Mit kvæg, jeg må redde mit kvæg!" Fra dette øjeblik fyldte denne tanke alene hans sind; andet ænsede han ikke. Han vendte sin hest og red mod indianerne, for at nå rundt om hjorden, før indianerne nåede hen til den. En indianer, nøgen som de andre med kun et klæde om lænderne, passerede ham på jagt efter Thomas. Joseph nåede hjordens fortrop og fik held til at vende kvæget i retning af kløften, mens indianerne stadig nærmede sig. Hans anstrengelser, forenet med indianernes stormløb og hyl bragte hjorden i hastig flugt og Joseph fulgte efter og havde i nogen tid held til at holde sig imellem hjorden og indianerne. Hvilket syn: drengen, kvæget og indianerne i vildt kapløb mod bopladsen. Til sidst afskar rødhuderne ham fra hjorden, hvorefter han vendte om, red et stykke vej mod strømmen og kredsede rundt om kløften til højre, således at han nåede kvæget fra den anden side. Han var ikke kommet langt i den retning, da der viste sig andre indianere. De red efter ham og indhentede ham, da han dukkede op fra dalen. Han sporede stadig sin hest og gav den alt, hvad den kunne rende og mens han red således, kom to af de nøgne rødhuder op på siden af ham, midt under den vilde jagt og tog ham, den ene i venstre, den anden i højre arm, alt imens de red for fuld fart, løftede ham op af sadlen, holdt ham et øjeblik i luften og lod ham så pludselig falde til jorden.

Han ville uden tvivl være blevet skalperet, hvis det ikke var fordi en flok mænd i rette tid viste sig; de var på vej til hømarkerne på den anden side af kløften; det skræmte de tyvagtige indianere bort, men de havde fået fat på begge drengenes heste. I mellemtiden havde Thomas slået alarm. Man dannede nu to undsætningskompagnier i kolonnen, det ene til hest under Hosea Stout; de tog op gennem kløften og fandt kvæget sammen med Alden Burdick (de forfølgende indianere havde opgivet jagten af frygt), mens det andet tog vejen over højlandet og fandt Joseph, som sammen med dem tilbragte dagen med en forgæves eftersøgning af indianerne og det kvæg, som man antog, var blevet stjålet. "Jeg husker", siger Joseph, "at jeg på vejen hjem satte mig ned og græd over mine okser, og tanken om mødet min moder, som nu ikke kunne rejse til dalen, knugede mig med anger." Men lykkeligvis havde hans mod og troskab, som er kendetegnende for hans karakter, reddet hjorden.

De forlod Winter Quarters i foråret 1848 og nåede Salt Lake Valley (Saltsødalen) den 23. september. Joseph drev to spand okser med en tungt læsset vogn hele vejen. Han varetog alle de daglige pligter som udkigsmand, hyrde og kusk foruden de andre pligter, der var pålagt mændene. Da de ankom til Salt Lake City, fik han igen overdraget ledelsen af hjordene, vekslende med pløjning, grøftearbejde, høst og indhegning. I al den tid mistede han ikke et af de dyr, han havde fået i sin varetægt, til trods for de talrige store ulve, der fandtes i dette område.

Han blev undervist af sin mor, som tidligt lærte ham at læse ved hjælp af Bibelen, både i teltet, i lejren og på prærien. Han fik ingen anden uddannelse, bortset fra den barske lære, han modtog gennem livets praktiske erfaringer. Men han lod i de senere år ikke sine muligheder forblive uudnyttede, og der er få mænd med højere uddannelse, der glæder sig mere ved bøger end Joseph. Han har ligeledes en god dømmekraft med hensyn til bøger. Hans muligheder for at lære er begrænsede og skyldes hans konstante beskæftigelse med kirkens anliggender; men han elsker at læse bøger om historie, filosofi og videnskab; han er særlig glad for at læse bøger af forfattere som Joseph A. Seiss og Samuel Smiles (skotsk forfatter 1812-1904), hvilke må siges at være hans favoritter. Han holder meget af musik, som han, om end han ikke er en kender, så dog elsker højt, særligt meget holder han af den menneskelige stemme.

I 1852 døde hans moder og efterlod ham forældreløs 14 år gammel. Da han var 15 år, blev han, sammen med andre unge mænd, kaldet på sin første mission til Hawaii-øerne. Begivenhederne under rejsen til kysten på hesteryg, hans arbejde i bjergene i et stenbrud for at skaffe midler til at fortsætte, indskibningen og rejsen på skibet Vaquero til øerne er i sig selv tilstrækkeligt til et langt kapitel; den tid, han arbejdede i Mauikonferencen under præsident F. A. Hammond, hans anstrengelser for at lære sproget i Kula distriktet, hans sygdom, den alvorligste i hans liv, forårsaget af gul feber, hans øvrige værk, virke og prøvelser mens han var der, kunne fylde et helt bind. Han siger: "Af de mange Andens gaver, der blev tilkendegivet under min administration, var, næst efter erhvervelse af sprogkundskab, måske helbredelsens gave den mest fremtrædende; desuden uddrivelsen af onde ånder ved Guds kraft, hvilket ofte fandt sted."

En bestemt begivenhed viser, hvorledes Herren er med sine tjenere: Da Joseph studerede sproget, var han alene med en indfødt familie i Wailuku. En aften, da han sad og læste ved et dæmpet lys i det ene hjørne af en stue, hvor der også var en indfødt og hans hustru, blev kvinden pludselig besat; hun rejste sig op, vendte sig mod Joseph og udstødte de forfærdeligste lyde og lavede de skrækkeligste bevægelser og vridninger. Hendes mand lagde sig på knæ og køb sammen ved siden af ham, skælvende af frygt. Den frygt, som vor unge missionær følte under disse omstændigheder, var noget nær ubeskrivelig, men pludselig forlod angsten ham og han rejste sig og stod ansigt til ansigt med den vanvittige kvinde og udbrød: "I vor Herre Jesu Kristi navn, far ud!" Som et lyn faldt kvinden til jorden og lå, som var hun død. Manden gik hen for at undersøge, om hun var i live og erklærede; at hun var død. Han kom tilbage og satte i et hyl, som Joseph ligeledes manede bort. Hvad skulle Joseph gøre? Hans første indskydelse var at komme væk fra disse gyselige omgivelser, men ved nærmere eftertanke fandt han, at en sådan handling ikke ville være klog. Hans følelser var ubeskrivelige, men efter at han havde formanet den onde ånd, blev den overvundet, freden blev genoprettet og han gik atter i gang med sine studier. Det er den slags oplevelser, som bringer en ung, enlig missionær nær til Herren.

Efter Joseph F. Smiths afløsning, mens han var på vej hjem fra missionen på Hawaii, fandt følgende begivenhed sted: I Honolulu gik han ombord på sejlskibet Yankee den 6. oktober 1857, og sammen med et selskab af ældster ankom han til San Francisco i slutningen af måneden. Sammen med Edward Partridge rejste han ned langs kysten til Santa Cruz County, Californien, og tog derfra sammen med en gruppe hellige under kaptajn Charles W. Wandell sydpå til Mojavefloden, hvorfra han på vej mod Salt Lake dalen sammen med nogle andre forlod selskabet og aflagde besøg i San Bernardino. Det må siges, at stemningen på kysten var særdeles bitter overfor "mormonerne", først på grund af de overdrevne rapporter fra Mountain Meadows-massakren og senere på grund af Johnstonhærens ankomst til Utah. Som illustration kan berettes, at mens de var i Los Angeles, var der en mand, William Wall, der var nær ved at blive hængt, fordi han havde tilstået, at han var "mormon". En pøbelhob af mænd havde fældet dom over ham og gjort alt klar til at hænge ham. Det var kun på grund af et klogt råd fra en mand iblandt dem, hvis dømmekraft vandt indpas, at han ikke blev hængt. Denne mand fremhævede over for pøbelen, at William Wall, som ikke havde været i nærheden af Utah, da massakren havde fundet sted, og derfor ikke kunne have deltaget deri, på ingen måde kunne betragtes som forbryder. Hvorfor skulle han undgælde? Og således blev Wall til sidst løsladt og fik en tidsfrist til at være ude af landet. Det var under sådanne omstændigheder og denne fremherskende stemning, at præsident Smith, dengang en ung mand på 19, befandt sig på sin rejse hjem og på turen til San Bernardino.

Sammen med en anden mand og en postmand var han passager i en postvogn. De rejste hele natten og standsede ved daggry nær en kvægfarm for at få morgenmad. Passageren og postmanden begyndte at gøre klar til morgenmaden, mens Joseph gik et stykke bort fra lejren for at holde øje med hestene. Netop da postmanden var ved at spejle æg, kom en vogn, fyldt med berusede mænd fra Monte til syne på vej til San Bernardino for at dræbe "mormonerne", som de pralede med.

De eder og det grimme sprog, de talte ind imellem deres skyderi og fægten med pistoler, var noget nær ubeskriveligt og uudholdeligt. Kun Vesten i kolonisationsperioden kunne opvise noget tilsvarende. De forbandede alle sammen "mormonerne" og råbte op om, hvad de ville gøre, når de traf dem. De stod ud ved kvægfarmen, og en af dem, som tumlede rundt, fik øje på postvognen og gik hen imod den. Passageren og postmanden havde af hensyn til deres sikkerhed skjult sig bag nogle træer og ladet al bagagen, provianten samt spejlæggene ubeskyttede tilbage.

Netop som den berusede mand nåede derhen, fik han øje på præsident Smith, der var på vej mod lejren og ikke havde nået at skjule sig. Banditten svingede sit våben og udstødte de mest blodtørstige eder og trusler, der nogen sinde var hørt mod "mormoner". "Jeg turde ikke løbe", sagde præsident Smith, "skønt jeg rystede af skræk, hvilket jeg imidlertid ikke vovede at vise. Jeg gik derfor lige hen til lejrbålet og nåede derhen et minut eller to før den berusede bølle, som kom direkte hen imod mig, idet han svingede sin revolver foran mit ansigt. Han råbte: "Er du mormon?"

Præsident Smith så ham lige i øjnene og med fast stemme svarede han: "Ja hr. vaskeægte, blåt blod hele vejen igennem."

Begge fyrens arme faldt ned langs siden, som var han lammet, og han sagde med afdæmpet og halvberuset stemme, idet han rakte ham hånden: "Du er det æh ... venligste menneske, jeg nogen sinde har truffet! Giv mig hånden. Jeg kan lide at se en mand, der står fast ved sin overbevisning." Så vendte han om og gik tilbage til ranchhuset. Da han senere på dagen så præsident Smith, trak han blot hatteskyggen ned over øjnene og sagde ikke et ord.

I 1858 sluttede Joseph F. Smith sig til militsen, der standsede Johnstons hær, og tjente under oberst Thomas Gallister, til fjendtlighederne var forbi. Han blev senere feltpræst ved oberst Heber C. Kimballs regiment med rang af kaptajn. Han deltog i mange indianerfelttog og var i enhver henseende en minutiøs mand i Utahs milits.

I foråret 1860 blev Joseph F. Smith, kun 22 år gammel, sendt på mission i Storbritannien. Eftersom han ingen penge havde, måtte han og hans fætter, Samuel H. B. Smith, hver drive en firspandet muldyrvogn over sletterne til Winter Quarters som betaling for deres rejse. Det viste sig, at ejerne af disse vogne var højtstående apostater, så da de unge mænd ankom til deres bestemmelsessted, var det velkendt, at de var sidste dages hellige. De var pengeløse og besluttede sig til sidst for at gå til Des Moines, hvor de forgæves prøvede at få noget at lave. De søgte efter arbejde i høstmarkerne, men der var ingen, som ønskede at ansætte dem. Følelserne imod "mormonerne" var stadig bitre i dette område, for det var kun ca. 14 år siden de sidste dages hellige var blevet drevet ud af Nauvoo. En dag mødte de en mand, som spurgte, hvem de var og hvor de skulle hen, og efter at have fået at vide, at de skulle til England på mission, fortalte manden, at han havde en søster i England, som han ønskede skulle immigrere, og han spurgte dem, om de ville tage penge med til hendes immigration. Han sagde, at de måtte bruge dem, som de fandt bedst; forudsat, at de ved deres ankomst ville give hans søster penge til hendes rejse til Amerika. De blev enige derom og tog straks til Burlington, hvorfra de tog en damper til Nauvoo; men da de var ombord; fandt de ud af, at damperen ikke ville lægge til der, som det var blevet dem fortalt; og de hørte også de bitreste forbandelser over de sidste dages hellige udtalt i det mest grove og uanstændige sprog.

Da de lagde til ved Montrose, hvor båden tog fragt op, var stemningen stadig blevet mere bitter. Man forbandede de hellige og man råbte op om, hvad der ville ske med den "mormon", der vovede at vise sit ansigt. Da de næste morgen gik ombord på skibet, der skulle føre dem til Nauvoo, fandt de unge mænd, at hobens ånd var lige så bitter som før, men ingen vidste, at de var "mormoner". Adskillige spurgte dem, hvem de var, men de svarede undvigende. Til sidst kom en katolsk præst hen til dem og spurgte dem, hvor de kom fra.

"Åh, fra Vesten", var svaret. "Hvor langt vest fra?"

"Fra Klippebjergene."

Men præsten fangede dem til sidst ved at spørge: "Er I 'mormon'-ældster fra Utah?"

Præsident Smith siger, at aldrig nogen sinde havde fristelsen til at fornægte sandheden været stærkere, men det varede kun et øjeblik. Så svarede han: "Ja, vi er 'mormon'-missionærer på vej til England."

Svaret syntes at tilfredsstille præsten og i modsætning til, hvad de havde forventet, øgede det ikke på nogen måde passagerernes forbandelser. Da de lagde til i Nauvoo, gik de direkte til Mansion House, og mærkeligt nok boede den katolske præst også der. Hvis de unge mennesker ikke havde besvaret spørgsmålene på båden sandfærdigt, ville han havde fundet ud af dette til skam for dem.

"Jeg har aldrig følt mig lykkeligere", sagde præsident Smith, "end da jeg så præsten der og vidste, at vi havde sagt sandheden om vor mission. "

Denne mission varede næsten tre år, og Joseph F. Smith vendte tilbage i sommeren 1863; det var i disse år, at den nære forbindelse mellem præsident George Q. Cannon, der præsiderede over missionen, og Joseph F. Smith, begyndte; de nærede et venskab og en kærlighed til hinanden, som siden voksede stærkere gennem den nært sammenknyttede karriere mellem de to gode mennesker. Efter sin tilbagekomst foreslog præsident Young ved et præstedømmemøde, at Joseph og hans fætter Samuel hver fik en gave på $1000 til at etablere sig for. Præsident Smith modtog nøjagtigt 75 dollars til at købe ind for, men dertil kom den misundelse, han blev udsat for af folk, som troede, at han havde fået mere. Med undtagelse af udgiften til billetten og rejsepenge hjem, som var blevet sendt fra hans tante, Mercy R. Thompson, der beløb sig til omkring $100, betalte han selv alle sine udgifter, ligesom han havde gjort det på tidligere missioner.

Præsident Smith har haft for travlt med sit arbejde til at kunne tjene penge, og hans timelige anliggender bærer smukt vidnesbyrd om hans eneste hengivenhed, nemlig det offentliges vel.

Han havde kun været hjemme i kort tid, da han, tidligt på foråret 1864, blev kaldet til at ledsage Ezra T. Benzon og Lorenzo Snow på en anden mission til Hawaii-øerne for at bringe orden i denne missions anliggender, der var blevet bragt i stor uorden ved Walter M. Gibsons velkendte, bedrageriske og begærlige handlinger. Under denne mission virkede han som apostlenes hovedtolk. Efter at Gibson var blevet udelukket af kirken, blev Joseph sat til at lede missionen med W. W. Cluffs og Alma L. Smith som sine medarbejdere. Der gik mange måneder, efter at Gibson var blevet udelukket, før hans familie forlod hans jurisdiktion og vendte tilbage til kirkens standarder. Blandt det arbejde, som Joseph og hans medarbejdere udførte på denne mission, var udvælgelsen af Laie plantagen som et samlingssted for de hellige, hvilken derefter på deres anbefaling blev købt af en komite, udsendt af præsident Young til dette formål. Det viste sig at være en værdifuld besiddelse for missionen og for kirken i almindelighed. Joseph og hans medarbejdere vendte tilbage i vinteren 1864-1865.

Det var mens han var på denne mission, at den drukneulykke, som nævnes i Whitneys biografi af præsident Lorenzo Snow, skete. Præsident Smiths andel i affæren er aldrig blevet fuldstændigt fortalt. Det skib, de ankom med, lå for anker i kanalen, hvor søen næsten altid var hård. Der var blevet bygget en mole, i hvis ly de indfødte dygtigt styrede deres både i land. Der var imidlertid megen fare forbundet med at nærme sig den. Da det blev foreslået, at selskabet skulle sejle til land i skibets tunge, klodsede fragtbåd, satte præsident Smith sig stærkt imod forslaget og fortalte brødrene, at der var for stor fare for at kæntre ved molen, da båden var en klodset, gammel balje, der var uegnet til en sådan last. Han nægtede at gå i land og prøvede at overtale de andre til at opgive deres forsæt, indtil de fik fat i en bedre båd. Han tilbød at gå alene i land og vende tilbage med en båd, der var mere sikker, og landsætte selskabet. Nogle af brødrene var imidlertid så stædige, at han blev irettesat for sin egensindighed og en af apostlene sagde endog til ham: "Unge mand, du må hellere adlyde." Men han gentog sin overbevisning om, at det var farligt og nægtede med bestemthed at gå i land i den båd og tilbød igen at tage alene ind efter en bedre båd. Men brødrene var stædige, hvorefter han bad dem om at efterlade deres tasker med tøj og værdisager på det forankrede skib sammen med ham, og give ham lov til at blive. Dette samtykkede de modstræbende i, og tog af sted mod land.

Joseph stod på skibet og så dem tage af sted. Han var fyldt med bange anelser for deres sikkerhed. Da selskabet nåede molen, så han en af de store bølger pludseligt vende båden omkring, så selskabet faldt i 5-10 meter dybt vand. En båd kom fra kysten, bemandet med indfødte, der gik i gang med at samle dem op og de fik fat i dem alle på nær præsident Snow, inden båden sejlede tilbage mod kysten. Da var det, at ældste W. W. Cluff forlangte, at de vendte tilbage efter broder Snow, der ellers ville være druknet. Han blev fundet og trukket op i båden, mere død end levende, og hans liv reddedes således af broder Cluff. Under alt dette stod Joseph i den største kval på skibets dæk og så hjælpeløs til. Den første oplysning om sine rejsefællers skæbne fik han fra en forbipasserende indfødt, der besvarede hans spørgsmål med, at en af mændene (broder Snow) var død. Men situationen var ikke så alvorlig. Broder Snows liv blev reddet ved Guds velsignelser og mændenes anstrengelser.

Joseph havde reddet sig selv og taskerne og han har altid ment, at mens brødrene i den bedste tro sagde om ulykken: "Det skulle være således", ville en forebyggelse i dette tilfælde have været meget bedre end en redning. Denne hændelse illustrerer to fremtrædende træk i hans karakter. Når han er overbevist om sandheden, er han ikke bange for at give udtryk for den overfor noget menneske på jorden. Og når han giver udtryk for den, er det ofte med en sådan ærlighed og kraft, at der er fare for, at han fornærmer nogen.

Efter sin hjemkomst arbejdede han i flere år på kirkens historikers kontor; han virkede også som sekretær i beseglingshuset, hvor han efterfulgte John V. Long; han fik ledelsen efter præsident Youngs død, indtil beseglingshuset blev lukket. Han blev ordineret til apostel under præsidentYoungs hænder den 1. juli 1866 og den 8. oktober 1867 blev han udpeget til at udfylde et tomrum i De tolv Apostles Kvorum. I det følgende år blev han, sammen med ældste Wilford Woodruff fra De tolvs Råd og ældste A. O. Smoot, sendt til Utah County. Her tjente han en tid i Provo byråd.

Den 28. februar 1874 tog Joseph F. Smith på sin anden mission til England, hvor han præsiderede over Den europæiske Mission og vendte tilbage i 1875 efter præsident George A. Smiths død. Efter sin tilbagekomst blev han udpeget til at præsidere over Davis stav indtil foråret 1877, hvor han tog af sted på sin tredie britiske mission, efter først at have overværet indvielsen af det første tempel i Klippebjergene i St. George i april 1877. Han ankom til Liverpool den 27. maj og blev kort efter fulgt af ældste Orson Pratt, der var blevet sendt ud for at udgive nye udgaver af Mormons Bog og Lære og Pagter. Da der kom meddelelse om præsident Youngs død, blev de afløst og vendte hjem. De ankom til Salt Lake City den 27. september.

I august det følgende år blev han sammen med ældste Orson Pratt sendt på en kort mission østpå. De besøgte kendte steder fra kirkens historie i Missouri, Ohio, New York og Illinois. Det var på denne tur, de havde deres berømte interview med David Whitmer. Da Det øverste Præsidentskab blev organiseret i oktober 1880, blev Joseph F. Smith valgt som andenrådgiver til præsident John Taylor, der døde den 25. juli 1887. Han blev valgt til den samme stilling under præsident Woodruffs præsidentskab; den har han beholdt indtil nu, hvor han er under præsident Snow.

Det ville kræve for megen plads at nævne' de forskellige offentlige stillinger, han har haft i Salt Lake City og i områdets lovgivende forsamling, hvor han har tjent folket længe og trofast. Alle mine læsere er kendt med hans arbejde i de senere år; det er som en åben bog for hele folket.

Således har han konstant været i det offentliges tjeneste, og ved sin retlinede kurs har han vundet hele samfundets kærlighed, tillid og agtelse. Han er folkets ven, let at komme nær, en klog rådgiver, en mand med vidt udsyn og i modsætning til det første indtryk er han en mand, hvis sympati let vækkes. Han er en afspejling af "mormonernes" bed ste egenskaber - hærdet af hårdheden i livet, tålmodig i prøvelser, gudfrygtig, opofrende, fyldt med kærlighed til menneskene, magtfuld i moralsk, åndelig og fysisk styrke.

Præsident Joseph F. Smith har en imponerende fysisk statur. Nu, ved slutningen af sit 62. år, er han slank, rank, kraftigt og symmetrisk bygget. Han har en fremtrædende næse og fornemme ansigtstræk. Når han taler, ser han med sine dybe, klare, brune øjne på tilhøreren. Hans store hoved er kronet med et stort hår, der i hans yngre år var mørkt, men nu er det ligesom hans fuldskæg er iblandet en mængde grå stænk. I samtale med ham gør de pludselige ændringer i hans minespil et dybt indtryk på en; efter at være intensivt nærværende med en begejstret og barnlig interesse for det øjeblikkelige emne, bliver han pludselig fraværende, og ædelheden i hans ansigt, det alvorlige, næsten strenge, majestætiske udtryk, der er så karakteristisk ved hans portræt - vidner om de tidlige hårde vilkår og omgivelser i hans liv.

Som offentlig taler er det ledende træk hos ham en intens alvor. Han gør indtryk på tilhøreren, mere gennem sit budskab og den oprigtige og ligefremme måde, han fremfører det på, end ved en lærd, oratorisk redegørelse eller indstuderet opvisning i logik. Han fører medlemmernes hjerter gennem enkel veltalenhed fra en, der selv er overbevist om den sandhed, han fremfører. Han er en grundpille i kirken, fuldstændig gennemsyret af evangeliets sandheder og den guddommelige oprindelse til Guds store sidste dages værk. Hele hans liv og vidnesbyrd er en inspiration for de unge.

Jeg sagde til ham: "Du kendte Joseph, profeten; du er gammel i kirkens arbejde; hvad er dit vidnesbyrd til de unge i Zion angående disse ting?" Og han svarede langsomt og velovervejet:

"Jeg kendte profeten Joseph i min ungdom. Jeg kom i hans hjem, hos hans drenge og hans familie. Jeg har siddet på hans knæ, jeg har hørt ham tale, og husker tydeligt, at jeg var til stede i rådet sammen med min fader (Hyrum Smith), profeten Joseph Smith og nogle andre. Fra min barndom til min ungdom har jeg troet på, at han var en Guds profet. Fra min ungdom og til nu har jeg ikke blot troet, at han var en profet, men jeg har vidst, at han var det. Med andre ord, min viden har erstattet min tro. Jeg husker, at jeg så ham iklædt militæruniform i spidsen for Nauvoo Legionen. Jeg så ham, da han krydsede Mississippifloden, da han vendte tilbage fra sin planlagte tur ind i Klippebjergene for at gå til sin martyrdød, og jeg så hans livløse legeme sammen med min faders, efter at de var blevet myrdet i Carthage fængslet, jeg mindes stadig tydeligt disse frygtelige tiders tungsindighed og sorg. Jeg tror på det 19. århundredes profeters guddommelige mission af hele mit hjerte, på Mormons Bogs ægthed; på inspirationen i Lære og Pagter og håber, at jeg må være trofast mod Gud og mennesker til mine dages ende og ikke fornægte mig selv." (Edward H. Anderson i "Life of Our Leaders", JI 1901.)

Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3