Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Evangeliske Lærdomme
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Skift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Erindringer
Joseph F. Smith

"The Era" har bedt mig skrive nogle erindringer om hændelser vedrørende min personlige forbindelse med afdøde præsident Joseph F. Smith, medens de endnu står frisk i min hukommelse og det er en fornøjelse at indvillige heri.

Den første gang, jeg husker at have set Joseph E Smith, var i den dengang lille landsby Wellsville i året 1867. Han var 28 år gammel og var for nyligt blevet valgt som en af De tolv Apostle. Præsident Brigham Young med følge var på en tur til de nordlige kolonier, og den nye apostel Joseph F. Smith var iblandt dem. Jeg hørte ham tale i det gamle mødehus i Wellsville, og jeg bemærkede dengang, hvilken fin ung mand, han var - stærk, magtfuld, med en smuk stemme, så fuld af sympati og hengivenhed, så appellerende i tonen, at han gjorde indtryk på mig, selv om jeg var en ung mand på kun 18 år. Han var en smuk mand.

På det tidspunkt var jeg ekspedient i en lille forretning, som Fader Ira Arnes ejede. Apostel George A. Smith var med og han blev beværtet i broder Ames' hjem, hvor jeg også boede. Jeg mindes at Fader Arnes ved middagsbordet spurgte George A., hvilken Smith-familie denne unge Joseph F. tilhørte. George A. svarede, at han var Hyrums søn; og at hans moder var Mary Fielding Smith.

Broder Ames bemærkede, at han så ud som en håbefuld ung mand, og George A. svarede omtrent med disse ord:

"Ja, jeg tror, han vil være helt rigtig. Hans fader og moder gik bort, da han var barn, og vi har taget os af ham for at prøve at hjælpe ham i gang. Vi sendte ham først i skole, men det varede ikke længe, før han slog læreren og ikke kunne gå i skole længere. Så sendte vi ham på mission, og det gjorde ham godt. Jeg tror, han vil blive god som apostel. "

For nogle år siden fortalte jeg præsident Smith denne hændelse, og han gav mig grunden til, at han havde besværligheder med skolelæreren; han sagde, at skolelæreren havde en læderrem, som han plejede at tugte børnene med. Han var en temmelig hårdhjertet skolelærer, en af den gamle skole, der troede på korporlig afstraffelse.

Præsident Smith sagde: "Min lille søster blev kaldt op (tante Martha bor nu i Provo) for at blive straffet. Jeg så skolelæreren tage læderremmen frem og bede barnet om at holde hånden frem. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg råbte pludselig: 'Slå hende ikke med den!', og idet han kom hen til mig og ville til at slå mig, så pryglede jeg ham grundigt i stedet for. "

På tidspunktet omkring denne hændelse, var Joseph F. (det var hans kælenavn) cirka 15 år. Men han var en stærk og kraftig ung mand, og hans store hjerte kunne ikke tolerere en sådan straf, som nærmede sig det grusomme, blive tildelt et lille barn.

En anden begivenhed, som jeg har hørt ham fortælle, og som viser hans mod og retskaffenhed, fandt sted, da han var på vej hjem fra sin mission på Hawaii-øerne i efteråret 1857. Han kom hjem via Los Angeles ad det, vi kaldte den sydlige rute. I dette år rykkede Johnstons hær mod Utah og naturligt nok var der megen ophidselse og mange bitre følelser mod "mormonerne". I det sydlige Californien kom - netop som et lille vogntog havde rejst en lille strækning og slået lejr - adskillige anti-"mormon"-bøller ridende ind i lejren på hesteryg, bandende og sværgende og truende med, hvad de ville gøre ved "mormonerne". Joseph F. var et lille stykke vej borte fra lejren for at samle brænde til bålet, og han så; at de, han var sammen med, forsigtigt var listet ind mellem buskene nede ved bækken, så de ikke kunne ses. Da han så det, fortalte han mig, var hans første tanke: "Skal jeg løbe fra disse fyre? Hvorfor skulle jeg frygte dem?" Derpå marcherede han op, med sine arme fulde af brænde til lejrbålet, hvor en af banditterne, der stadig sad med sin pistol i hånden, skrydende og bandende over "mormonerne", med høj stemme sagde til Joseph F.:

"Er du 'mormon'?"

Og svaret kom med det samme: "Ja, hr. vaskeægte; ægte blå hele vejen igennem."

Derpå tog banditten ham i hånden og sagde:

"Du er vel nok ... æh, det mest tiltalende menneske, jeg nogen sinde har truffet! Her er min hånd, min unge ven, jeg er glad for at se en mand, der står fast ved sin overbevisning."

Disse begivenheder viser mandens naturlige mod og retskaffenhed og ligeledes hans kærlighed og omsorg for den lille hjælpeløse søster. Det er sådanne egenskaber, store mænd dannes af.

I foråret 1877 blev jeg kaldet til at ledsage præsident Smith på en mission i Europa. Han kaldte mig til at arbejde med kirkens forretningsanliggender i kontoret i Liverpool og fra det tidspunkt og indtil hans dødsdag, tror jeg, at jeg har nydt hans personlige tillid mere end noget andet levende menneske. Når jeg nu ser tilbage på det hele, kan jeg se, hvilken rigdom, velsignelse og gunst fra den Almægtige, der er blevet mig til del.

Særlig i de sidste 11 år har jeg næsten konstant rejst med præsidenten, når han er taget hjemmefra. Jeg har været med ham på tre forskellige ture til Europa, indbefattet den første missionsrejse, nævnt ovenfor, og på fire rejser til Hawaii-øerne. Alle steder og ved alle lejligheder har han været den samme store, modige, trofaste, ædle og herlige leder, så ligefrem og ægte, så fuldkommen demokratisk og fordringsløs.

Han var også altid påpasselig med sine udgifter. Han afskyede gæld, og jeg har aldrig kendt nogen mand, der var så påpasselig med at betale en forpligtelse til sidste øre. Han havde ikke ro på sig, førend kirken var ude af gæld. og selvom der blev forelagt ham hundreder af projekter, og mange af dem var virkelig gode projekter, som uden tvivl ville have betydet en forøgelse af kirkens rigdom, satte han sig resolut imod gæld og ville ikke under nogen omstændigheder inddrage kirken på denne måde. Heller ikke ville han selv sætte sig i gæld i sine personlige affærer, men han holdt sig hele tiden til det gamle motto: "Betal med det samme. "

Mange af de ældre medlemmer, der endnu lever, vil kunne huske, at for 40 år siden eller måske mindre, blev han betragtet som værende radikal, og mange rystede på den tid på hovedet og sagde: "Hvad vil der dog ske, hvis denne fyrige, yderliggående mand nogen sinde bliver præsident for kirken?" Men fra det tidspunkt, han blev præsident for kirken og også før den tid, blev han én af de mest tolerante mænd, tolerant over for andres meninger; og skønt han fordømte synd med så retfærdig en vrede, som man sjældent har set hos noget menneske, viste han dog medlidenhed og barmhjertighed, ja, tilgivelse for den stakkels synder, hvis vedkommende udviste omvendelse. Ingen var mere rede end han til at tilgive og glemme.

Jeg kan huske en rørende begivenhed, der fandt sted på vor første tur til Hawaii-øerne. Da vi lagde til ved kajen på Honolulu, stod de indfødte hellige i stort antal med deres leiskranse, smukke blomster af enhver art og farve. Vi blev overdynget med dem mere end nogen andre. Det bekendte Hawaii musikkorps var der for at spille en velkomsthilsen, som de ofte gør ved ankomsten af dampskibe. Men ved denne lejlighed var orkestret blevet instrueret af borgmesteren om at gå op til "mormonernes" mødehus og der spille under den festlighed, som de indfødte havde arrangeret. Det var smukt at se den dybe kærlighed og hengivenhed, disse mennesker nærede for ham. Midt i det hele lagde jeg mærke til en stakkels, gammel, blind kvinde, som, vaklende under tyngden af cirka 90 år, blev ført ind. Hun havde nogle udsøgte bananer i hånden. Det var alt, hvad hun havde, det var hendes gave. Hun kaldte "Iosepa, Iosepa." Straks, da han så hende, løb han hen til hende, tog hende i sine arme, omfavnede og kyssede hende atter og atter, klappede hende på hovedet, idet han sagde: "Mama, mama, min elskede gamle Mama. "

Og med tårerne løbende ned ad kinderne, vendte han sig mod mig og sagde: "Charlie, hun passede mig, da jeg ikke var andet end en dreng, syg og uden nogen til at tage sig af mig. Hun tog mig hjem og var som en moder for mig. "

Åh, det var rørende - det var gribende. Det var smukt at se denne store, ædle sjæl, så kærligt erindre den venlighed, der var blevet ham udvist for mere end 50 år siden; og den stakkels gamle sjæl, der bragte ham sin kærlighedsgave - et par bananer - det var alt, hvad hun ejede - og dem gav hun sin elskede Iosepa!

På disse sørejser var der megen fritid, og vi fordrev ofte en time eller to med at spille dam. Præsident Smith var god til at spille dam, meget bedre end jeg. Ja, han kunne slå mig ud fire gange af fem, men en gang imellem, når jeg spillede forsigtigere, og han uden tvivl var mere skødesløs, kunne jeg slå ham. Hvis han var ved at slå mig, og jeg gjorde et klodset træk og straks kunne se, at jeg havde flyttet en forkert brik, gav han mig lov til at trække den tilbage, hvis jeg gjorde opmærksom på det med det samme; hvis jeg, omvendt, havde slået ham i et eller to spil og skulle til at sætte min finger på en brik for at trække den tilbage, selv om det var straks efter at jeg havde flyttet den, råbte han højt på sin bestemte måde: "Nej, nej, du lader den stå lige her." Det er i sådanne små hændelser, at vi viser den menneskelige side af vor natur.

Han elskede sport - mandig sport. Han var atlet af natur; og i sin ungdom var han jævnbyrdig med enhver i kapløb, spring og brydning, der var den tids sportsgrene. I de senere år fik jeg ham til at dyrke golf, det gamle og kongelige skotske spil. Han blev så god, at han kunne spille et temmelig hæderligt spil, ja, fremragende for en mand på hans alder. Men engang nede ved Santa Monica, hvor vi spillede, var vi omtrent 30 meter fra flaget ved det hul, vi var i gang med. Et let slag ville have drevet kuglen nærmere flaget, men tilbøjeligheden til at se op, netop som man prøver at ramme kuglen, overmandede ham og resultatet var, at han toppede kuglen, og den trillede kun cirka en meter. Han gjorde klar til næste slag, og den ting, som alle golfspillere frygter mest, og som det er sværest at overvinde, er den vane at se op eller tage øjnene fra kuglen, netop som man skal til at slå. Det gjorde han for anden gang, og han toppede atter; kuglen trillede igen et par meter. Tredie gang gik han til den og gav den en, så den fløj tredive meter på den anden side af flaget. Hans søn Wesley, der spillede sammen med os, råbte: "Men papa, hvorfor gjorde du det? Du ved, den bliver væk hernede i grøften." Præsidenten rettede sig op og sagde med et smil: "Tja, jeg var gal på den!" Jeg har hundrede gange leet af dette: "Jeg var gal på den. "

Selvfølgelig kom vi godt ud af det sammen, ellers ville vi ikke have kunnet omgås hinanden gennem alle disse år. Men af og til var jeg ikke fuldstændig enig med ham om ting, vi diskuterede. Jeg mindes en nat i 1906, hvor vi pr. skib var på vej hjem fra Europa. Det var en lys måneskinsnat, og vi stod og lænede os ud over rælingen og nød det rolige hav og den milde sommernat. Smoot-undersøgelsen*), der havde fundet sted kort tid forinden, og som havde vakt så megen strid overhele landet, var i frisk erindring, og vi talte om den. Jeg mente, at det ville være uklogt af Reed Smoot at lade sig genvælge til De forenede Staters senat. Jeg var samvittighedsfuld i mine indvendinger og havde opstillet alle kendsgerninger, argumenter og al den logik, jeg kunne; og jeg mente at være godt informeret om emnet og havde fremlagt mine synspunkter for ham så klart og alligevel på en så behændig måde, som det var mig muligt. Det ville tage for megen tid at gennemgå argumenterne her, men jeg syntes, at jeg stod bedst. Jeg kunne se, at han begyndte at lytte med en smule utålmodighed, men alligevel lod han mig tale færdig, men han svarede i en tone og på en måde, som jeg aldrig vil glemme. Idet han slog den knyttede hånd kraftigt i rælingen foran os, sagde han myndigt og eftertrykkeligt:

"Hvis Herrens Ånd nogen sinde har tilkendegivet mig noget, der var klart, tydeligt og bestemt, så er det, at Reed Smoot skal forblive i De forenede Staters senat. Han kan gøre mere godt dér end noget andet sted. "

Naturligvis diskuterede jeg ikke yderligere med præsidenten, men anerkendte fra det øjeblik hans syn på sagen og antog det også som mit. Tolv år er gået siden da, og når jeg nu ser tilbage derpå, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor vidunderlig og storslået den Almægtiges inspiration er blevet retfærdiggjort, mens mine argumenter, kendsgerninger og logik er faldet til jorden.

Gennem de sidste 6-8 år har hundreder af fremtrædende mennesker, demokrater såvel som republikanere, som er rejst gennem Salt Lake City, ja, endog sekretær McAdoo, overfor præsident Smith erklæret, at Utah havde en meget stor mand i De forenede Staters senat i senator Reed Smoot. Præsident Smiths bedømmelse eller rettere hans inspiration om denne sag er til det yderste blevet retfærdiggjort.

Ingen kunne sammenlignes med ham som en retfærdighedens forkynder. Han var den største, jeg nogen sinde har hørt - stærk, magtfuld, klar og appellerende. Det var storslået, som ordene flød fra ham som levende lys og ild. Han var den fødte taler, og alligevel satte han ikke sig selv op på det stade. Han nærede aldrig høje tanker om sine egne gode egenskaber. Derimod var han ligefrem, oprigtig og upåvirket i allerhøjeste grad; og alligevel besad hanen værdighed i det alt sammen, som fik alle og enhver til at sige: "Han er en mand blandt mænd!" Jeg spørger, hvem iblandt vore største kan sammenlignes med ham som taler, leder, lærer, ægtemand, fader, borger og menneske? Han holdt af en god historie og en god vittighed. Han var meget lattermild. Han havde intet tilovers for umoralske historier, men han besad en meget fin humoristisk sans, og kunne berette om begivenheder fra sine ungdomsår og underholde mængden omkring sig som få andre kunne.

Han var mere metodisk i alt sit arbejde end nogen anden person, jeg har kendt. Ethvert brev, han modtog, blev påtegnet dato og anden oplysning og omhyggeligt arkiveret. Han kunne ikke udholde uorden. Alt i forbindelse med hans arbejde var ordentligt. Han kunne pakke en rejsetaske eller en kuffert, således at der kunne være mere, og det blev pakket bedre ned, end hvis nogen anden havde gjort det. Hans klæder var også altid rene. De fleste mænd plejer at få pletter på tøjet, når de bliver ældre, fordi de spilder. Men det gjorde han ikke. Til den sidste dag var hans tøj lige så rent og lige så velholdt, som var han en ung mand på tredive.

Han var meget ihærdig og sparede aldrig sig selv. Man kunne komme op på hans lille kontor, og når han ellers var rask, fandt man ham hver aften siddende og skrive breve eller beskæftiget med andet arbejde. Måske havde et kært, ældre menneske skrevet et personligt brev til ham, og så kunne han arbejde til ud på aftenen for at besvare det personligt. Ja, han overbebyrdede faktisk sig selv og svækkede uden tvivl sin stærke konstitution.

Han var ligeglad med mad - ligeglad med hvornår han spiste og hvad han spiste. Hans levevis var i udstrakt grad enkel og ligefrem. Han gik sjældent i seng før midnat og følgen deraf var, at han ikke fik tilstrækkelig søvn og hvile.

Han holdt meget af musik og elskede at synge Zions sange.

Hans kærlighed til små børn var uendelig. Under den rejse vi tog sidste år gennem de sydlige egne til St. George og tilbage igen, var det smukt at se, hvordan han elskede disse små, når de i flokke stod og tog imod ham. Det var min opgave at få selskabet af sted, at sørge for at vi kom til det næste sted, hvor skarerne ventede på os, men det var et vanskeligt hverv at trække ham bort fra de små børn. Han ville gerne give dem alle hånden og tale med hver enkelt af dem.

En gang imellem kom en hen til ham og sagde: "Præsident Smith, jeg tror, jeg er en af Deres slægtninge." Så vidste jeg, at vi blev mindst ti minutter forsinket, for hans store hjerte, som omfattede enhver slægtning såvel som ethvert lille barn, kunne ikke lige med det samme bortrives fra nogen, som sagde, at de var beslægtet med ham.

Jeg har været på besøg i hans hjem, da et af hans børn lå syg. Jeg har set ham komme træt hjem fra sit arbejde om aftenen, og alligevel vandre omkring i timevis med barnet i sine arme, kæle for det og opmuntre det på alle måder med en sådan kærlighed, som kun en sjæl, fyldt med medlidenhed og kærlighed, ja, som kun en moder ud af tusinde kunne have udvist.

Selv om han var en nøgtern og dygtig forretningsmand, har dog ikke mange i denne uddeling været begavet med så stor åndelig indsigt som han. Da vi for nogle år siden var på vej hjem med toget efter en rejse østpå, øst for Green River, så jeg ham gå ud bagi vognen på platformen og med det samme komme tilbage, tøve et øjeblik og sætte sig ned på sædet lige foran mig. Han havde lige sat sig, da noget gik galt med toget. En brudt skinne væltede lokomotivet og afsporede de fleste af vognene. I sovevognen blev vi væltet temmelig slemt rundt, men vor vogn blev stående på sporet.

Præsidenten fortalte mig straks efter, at lige da han var kommet ud på platformen, hørte han en stemme sige: "Gå ind og sæt dig. "

Han kom ind, og jeg lagde mærke til, at han stod stille et øjeblik og syntes at tøve, inden han satte sig ned.

Han sagde endvidere, at da han kom ind og stod i kupeen, tænkte han: "Åh, pyt med det, det er blot fantasi"; da han atter hørte stemmen: "Sæt dig", indtog han øjeblikkelig sit sæde og så skete det, som jeg har fortalt.

Han ville uden tvivl være blevet meget alvorligt såret, hvis han var blevet på vognens platform, da vognene blev skubbet ret voldsomt op i hinanden. Han sagde: "Jeg har hørt den stemme mange gange i mit liv, og det har altid gavnet mig at adlyde den. "

Ved en anden lejlighed, under en højtidelighed, der holdtes i Mr. og Mrs. A. W. McCunes paladsagtige hjem, holdt han en længere tale for de forsamlede. Han sagde da, at han aldrig havde hørt denne stemme tydeligere, end da en bestemt broder skulle kaldes til en ansvarsfuld stilling i kirken. Denne åndelige stemme fortalte ham tydeligt og klart, hvad han skulle gøre, ved at nævne navnet på den person, der skulle kaldes til denne bestemte stilling.

Han levede i nær forbindelse med Herrens Ånd, og hans liv var så eksemplarisk rent, at Herren uden besvær kunne åbenbare sig for denne sin tjener. Han kunne i sandhed sige: "Tal Herre, din tjener hører!" (1. Sam. 3:9.) Ikke enhver tjener kan høre, når Herren taler, men præsident Smiths hjerte var afstemt efter de celestiale toner - han kunne høre og han hørte.

Hvad skal jeg sige om det storslåede og herlige arbejde, han har gjort, ved at opdrage en så stor og pragtfuld familie, som han efterlader sig? Hvilket ædelt værk for en mand! Ja, i sandhed kunne ingen mand, der ikke var ædel i sjælen, have udført det. Er dette, at opfostre en god og stor familie til gode borgere, gode mænd og kvinder, ikke godt for kirken, for staten og for nationen? Jeg siger, at det er næsten det mest guddommelige, en mand kan gøre i denne verden. Den forstandige, der tænker dybt over dette spørgsmål, vil opdage, at dette værk ikke alene er udført af en stor mand, men af en gud i sin vorden. Hele kirken må være stolt af at håndhæve dette store princip, som han med så stor dygtighed udviklede. Ingen almindelig mand kunne have gjort dette. Lykkelig, den hustru, der kan kalde ham sin mand. Lykkelige og velsignede er de børn i sandhed, som kalder ham fader. Aldrig har en mand været mere moralsk, ren og kysk til sidste fiber i sit legeme, end han var. Han var imod al udsvævelse og var urokkelig som et bjerg. "Salige er de rene af hjertet" (Matt. 5:8), og da han var den allerreneste, skal han se Gud.

Det står skrevet, at en sand stor mand kendes på antallet af dem, han elsker og velsigner og på antallet af dem, der elsker og velsigner ham. Dømt efter denne målestok alene, hvor findes da hans lige i hele verden?

Jeg kan sige om Joseph F. Smith, som Carlyle sagde om Luther, at han i sandhed var en stor mand. "Stor i intellekt, mod, kærlighed og retskaffenhed. Ikke stor som en statue, men som et bjerg." Intet hjerte har nogen sinde banket mere trofast for enhver af manddommens, retfærdighedens og barmhjertighedens grundsætninger end hans; dette store hjerte, omsluttet af hans pragtfulde skikkelse, gjorde ham til den største, modigste, kærligste, reneste og bedste af alle mænd, der vandrede på jorden i hans tid!

"Hans liv var ædelt, han var af en sådan beskaffenhed, at naturen kunne stå frem og kundgøre for alverden: 'Dette var en mand!'"

(Charles W. Nibley. Kirkens præsiderende Biskop. IE, jan. 1919, 22: 191-198.)

*) Senator Reed Smoot, der også var apostel, kom ud for et problem lige før sit genvalg. Der var mange mormoner såvel som ikke-mormoner, der mente, at det ikke var foreneligt og upassende, at hr. Smoot arbejdede i kirken og i politik samtidig. De syntes heller ikke, at hr. Smoot havde været effektiv nok som senator på grund af polygami spørgsmålet. Her viser præsident Smith, at han støtter Reed Smoot som apostel og senator.

Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3