Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Evangeliske Lærdomme
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Skift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Præsident Joseph F. Smith
Joseph F. Smith
En vurdering

Præsident Joseph Fielding Smith. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges sjette og elskede præsident, har uden tvivl tjent længere i kirken end nogen anden nulevende mand. 165 år har han været aktiv i gerningen under mange forskellige kaldelser; i 51 år har han været apostel; siden 1867 har han været en af kirkens generalautoriteter; i 17 år har han været kirkens præsident. Ingen anden mand i kirken er så afholdt. Når man bekendtgør, at præsident Smith vil være til stede ved et møde, gør man folk opmærksom på, at der til mødet vil komme så mange mennesker, at der ikke bliver til at opdrive en siddeplads. Kirkens medlemmer accepterede denne mands ord som talt af en inspireret myndighed. De accepterede de ting, han gjorde, som udført af en ærlig mand, der er renset i metalsmelterens ild. (Mal. 3:2-3.) Når der tales om at være renset i "metalsmelterens ild" betyder det, at dette menneskes liv var så besværliggjort, som var han i en smeltedigel, men resultatet blev en ren sjæl, der som guldet var renset i brændende ild.

Medlemmernes tillid til deres præsident, profet, seer og åbenbarer kom ikke blot af, at han fungerede så længe i betydningsfulde stillinger i kirken. De sidste dages hellige er blevet indsamlet fra alle jordens hjørner og fra alle sociale stader, efter at de er blevet overbevist om, at evangeliet, som det blev gengivet gennem profeten Joseph Smith, virkelig er sandt. . Kirkens medlemmer er intelligente og derfor er lederne udsat for nøje undersøgelse fra medlemmernes side. Medlemmerne har kun tillid til de ledere, som fortjener det. Derfor er det en ære for Joseph F. Smith, at medlemmerne betragtede ham som et -synonym for respekt og kærlighed.

Denne mand, som præsiderede over kirken, havde intet at skjule om sit liv - der er ingen tvivl om, at Herren forberedte ham til hans arbejde. Hvis han havde haft nogle fejl, ville han være faldet for længe siden. Han var i besiddelse af den store sidste dages ånd lige fra sin fødsel og han har altid beskæftiget sig med kirkens udvikling.

Da han blev født i Far West, den 13. november 1838, var frafald, misundelse, forfølgelse og fristelser en trussel for kirken. Kirken faldt ikke, men de trofastes hjerter blev stærkt prøvet og endog barnet, Joseph F., må have optaget noget af alvoren i sig fra disse dage, hvor kirken blev renset til sin senere gerning. Da Joseph E Smith sad, på sin fars, Hyrum Smiths, eller på sin onkels, profeten Joseph Smiths skød, blev han forberedt, selv om han var alt for lille til at forstå rækkevidden og vigtigheden af deres samtaler. Det var "lutring" for et lille barn at opleve, hvordan faderens og onklens lig blev bragt hjem efter mordene. (Det var en "lutring" der atter kan sammenlignes med det, Malakias taler om i kapitel 3, vers 2 og 3, som betyder, at metalsmelterens ild fremstiller det ædleste metal, ligesom et vanskeligt liv skaber rene sjæle.) Det var en sådan opdragelse, den 5-årige Joseph F. Smith blev udsat for. Når et menneske berøves dem, det holder mest af i livet, er det naturligt at kræve hævn. Trods det har drengen hele livet, under sin opvækst, været tilgivende og kærlig, i håb om at alle kunne se sandheden. Det er svært for os at vide, hvor hårdt det var for Joseph F. Smith at komme over sine vanskeligheder. Kirken har lige fra begyndelsen lidt under en sådan uretfærdighed og stadig modgang, at man undres over hvordan kærligheden stadig kunne leve i menneskenes børn.

Det var en storslået forberedelse for manden, der skulle være i Guds tjeneste de mange år i et langt liv, at være vidne til udvandringen fra Nauvoo. Hjem og jord, indbo og affektionsværdier - alt måtte efterlades. Det bortdrevne folk var i ørkenen med deres Gud, og se, deres tro voksede stærkt. Det var under udvandringen, at præsident Smith lærte lektier om tro, der aldrig er blevet glemt. Deres kvæg var tabt og deres håb forsvundet, men den bedende moder, der stod i forbindelse med sandhedens kilde, rejste sig fra bønnen og gik direkte til det sted, hvor okserne havde forvildet sig hen. Trods sine kun otte år, drev drengen et oksespand tværs over Iowa.

"I 1848, da jeg var ni år gammel, drev jeg et oksefirspand tværs over sletterne til Salt Lake City", skriver præsident Smith i en vens album. Det var træning for drengen! Sådanne besværlige, støvede rejsedage gav senere hen ingen længsel efter de nemme ting i livet. Efter ankomsten til dalen, sled man med godt resultat på enkefru Smiths farm. Faderen var død og børnene var små. Vor præsident kan fra sit eget liv forstå enkens og de faderløses lod.

Så døde moderen. Den modige, kloge mor kunne ikke længere vejlede drengen. Faderen var blevet myrdet med koldt blod, fordi han var frygtløs i sandhedens sag; moderen var død af anstrengelserne og sorgen efter et liv i modgang; drengen havde ingen materiel rigdom. Således stod den 14-årige, der skulle blive leder af sit folk. Mænd berøves jordisk underhold for at de kan vokse sig stærke og gudfrygtige!

Hans opdragelse havde været hård, men af uendelig værdi. Da drengen kun var 15 år gammel, blev han kaldet på mission til Hawaiiøerne. Han arbejdede for at få penge til at rejse til Californien; ved yderligere at arbejde, tjente han til at rejse til øerne. Han havde gennem tidlig erfaring og modgang lært ikke at tvivle eller flygte fra livets vanskeligheder. Under denne første mission kom ånden over ham. Han viste mænd og kvinder vejen til den evige sandhed gennem taler, besøg og ved et godt eksempel. Ved hjælp af præstedømmets kraft, som han var i besiddelse af, helbredte han syge, uddrev onde ånder og bragte fred til hjemsøgte sjæle.

Efter næsten 5 år fik han lov til at vende hjem. Atter måtte han selv tjene til rejsen. Endelig var han igen sammen med sit folk i Salt Lake City, men pengeløs. Herren belønner ikke altid i guld og sølv. Han fik ikke lov til at blive hjemme længe, mission fulgte efter mission. Fra Hawaii-øerne blev han kaldet til England i næsten tre år; og fra England igen til Hawaii-øerne. At prædike evangeliet uden pung eller taske blev hans livsgerning.

Joseph F. Smiths uophørlige hengivenhed for evangeliet undgik ikke den opmærksomme, skarpsynede leder Brigham Youngs opmærksomhed, han nærede en umådelig kærlighed til martyrerne Joseph og Hyrem Smiths minde. Det var en glæde for profeten Brigham Young at finde én med martyrernes blod, én, som hengav sig for den sag, de var døde for. På forskellige måder prøvede præsident Young, hvad der boede i Joseph F. Smith. Imidlertid havde drengeårenes lange og hårde uddannelse og den fortsatte disciplin i missionsmarken ikke været forgæves. Præsident Young fandt ham loyal mod familien, landet, kirken og Gud. Endog ikke hans bitreste fjende kan nægte, at præsident Smith er loyal.

Nogle år efter, den 1. juli 1866, en skøn og højtidelig dag, ordinerede præsident Brigham Young Joseph F. Smith til apostel. Et år senere, i oktober 1867, blev han optaget i De tolvs Kvorum. Hvis man i Kristi kirke kan tale om, at nogen har fortjent en stilling, havde Joseph F. Smith fortjent sin i apostlenes kvorum på grund af sin renhed, sin intelligens, retskaffenhed og sit virke til gavn for kirken. Endvidere glæder kirkens medlemmer sig over at kunne ære profetens familie, han, der var Guds redskab i det store værk med gengivelsen af evangeliet. Han var velkommen, da han tog fat på sit arbejde, som en af kirkens generalautoriteter.

Som medlem af De tolvs Kvorum viste Joseph F. Smith den samme ihærdighed, som så eftertrykkeligt havde kendetegnet hans tidligere gerninger. Han rejste fra nybygd til nybygd for at vejlede, for at prædike og for aktivt at tage del i opbygningen af Vesten, som stadig var i sin vorden. Hans ord virkede kraftigt overalt, hvor han kom. Hans tro var uden tvivl. Hans vidnesbyrd om evangeliet var præget af den største kundskab. Han var dengang, som han er nu, en frygtløs forkæmper for sandheden.

På det tidspunkt, apostel Smith indtog sin plads blandt kirkens generalautoriteter, ændredes tilstandene i Utah meget hurtigt. Mange ikke-medlemmer var kommet til Utah og begyndte at konkurrere med de hellige og de ville endog bekæmpe kirken. Da kirkens ledere blev anklaget for troløshed mod deres land, da deres motiver blev skildret som værende djævelens, da "mormon"-troen blev brændemærket som den mest fordærvede umoralitet, havde folket, der huskede dagene i Carthage og Nauvoo, svært ved at holde kravet om hævn nede. De, som havde slæbt sig tværs gennem den plagsomme ørken, efterladende mange på vejen, og i deres ansigts sved havde overvundet vildnisset, havde gjort det for at de måtte få lov til uforulempet at tjene deres hellige Gud i renhed og sandhed. Det var da, at de klarsynede, klart tænkende ledere protesterede imod yderligere uretfærdighed. Apostel Smith, en mand med dyb kærlighed, havde i sig selv nedkæmpet ønsket om hævn for det brutale mord på faderen; men da han var en standhaftig mand, kunne han ikke uden videre bøje sig for denne nye uretfærdighed, der var ved at finde sted. De kaldte ham Den kæmpende Apostel; når han tilbageviste usandhederne om "mormonismen" og hans ubarmhjertige årvågenhed virkede afskrækkende på dem, der planlagde ondt imod et godt og fredeligt folk.

Han har altid været en kæmpende apostel - han kæmpede for sandhedens sag. Og dog er Joseph F. Smith en mand med et fredeligt temperament. Venlig og rar er hans væremåde. En gentleman siger alle, der møder ham, instinktivt. I karakter, tale og opførsel er han en værdig fredsstifter. Ikke desto mindre er hans loyalitet og hans overbevisninger så fast etablerede, at der ikke kan tales dårligt om sandheden uden at løven rejser sig i ham. At bedømme omgivelserne, at give fjenden plads og advare ham, at prøve kræfter i overensstemmelse med sømmelighedens love, men aldrig vige en tomme for det onde eller usandfærdighed eller uretfærdighed - det er Joseph F Smiths metode.

I tidens løb tog årenes slid på præsident Brigham Young, så han anmodede om at få flere rådgivere til at virke som sine assistenter. Iblandt dem, han valgte til dette formål, var Joseph F. Smith. Det beviste, at han under sit virke som apostel, ikke havde mistet præsidentens tillid, som han havde vundet tidligere i sit liv. Da Brigham Young døde og Det øverste Præsidentskab blev reorganiseret, gjorde apostel Smiths evner og karakter ham under Guds inspiration til rådgiver for præsident John Taylor. Under præsidenterne Taylors, Woodruffs og Snows ledelse igennem 21 år forblev præsident Smith rådgiver i Det øverste Præsidentskab, indtil han til sidst ved Guds forsyn blev præsident for kirken.

Den uhyre forsamling i det store tabernakel den 10. november 1901 vil altid blive husket af de tilstedeværende. Kirkens præstedømmebærere blev placeret i henhold til deres embeder i præstedømmet. En efter 6n rejste kvorummerne sig, ældsterne, halvfjerdserne, højpræsterne og de andre og stemte for at støtte udnævnelsen af Joseph Fielding Smith til præsident. I sine vitale, sene manddomsår, var hans øjne klare, hans stemme tydelig, hans ånd overbevisende, og han var så levende og energisk, den største blandt tusinder af dygtige mænd, den bedste ud af et energisk folk, der havde forsamlet sig der på denne dag. Denne dag var fuldbyrdelsen. af den profeti, som med myndighed var blevet givet mange år før, at han ville opnå denne høje stilling som præsident.

Om ledelsen af kirkens anliggender, under Joseph F. Smiths præsidentskab, behøver man intet at sige - for vi lever under den og kender dens veltalende budskab. Stavene herhjemme (Amerika) og missionerne i Europa og på øerne i havet er officielt blevet besøgt af præsidenten. Vækst, kærlighed, åndelig magt og fremgang er blevet kirken til del. Zions stave er blevet forøgede, wardene flerdoblede, der er blevet opført hundreder af smukke mødehuse, præstedømmet bliver mere påskønnet i kirken, templerne er blevet fyldte, der er blevet bygget nye templer, der er kommet nye omvendte til i stort antal og på tusinde andre områder blomstrer kirken; og fremfor alt er folkets tro, ansigt til ansigt med en meget bitter forfølgelse, som har fundet sted over hele verden blev større, indtil den nu næsten er uovervindelig. Hvis nogen skulle tvivle på alt dette, lad ham da rejse over til kirken og besøge en af kirkens generalkonferencer. Der eksisterer tro i Israel!

Ikke blot lange, men forskellige, har erfaringerne og oplevelserne været for denne store mand, der præsiderer over kirken. Tro mod "mormonismens" ånd er han blevet nær identificeret med alle anliggender i det samfund, han har levet i. Gennem syv succesfulde perioder var han medlem af Utahs lovgivende forsamling. Da Johnstonhæren optrådte, sluttede præsident Smith sig til landeværnet og hjalp dem med at træffe forberedelserne til at beskytte folks hjem. Han har hjulpet til med at opføre bopladser og finde metoder til at bringe vand til det tørreland. Han har opmuntret til alle lovlige forretninger, og har så vidt som tiden har tilladt det, taget del deri. Fra sin tidligste ungdom har han styret sin farm og i dag har han sammen med sine sønner opbygget én af de mest moderne kvægfarme i vesten som et eksempel for andre.

Selvom præsident Smith ikke fik megen skoleuddannelse, er han alligevel en skolet mand. Han har læst meget, talt med mænd af mange meninger og tænkt dybt over tingene. Han har opnået sin uddannelse ved hjælp af vidt omspændende interesser i alt, hvad der er ædelt og godt. Skolerne, den offentlige presse, teatret, musikken og de fine kunstarter har han støttet. Som illustration på hans visdom kan nævnes, at hvis ikke alle i en familie kan få en uddannelse, insisterer han på, at pigerne får den første chance, for de er mændenes mødre og skabere.

For dem, der ikke kender præsident Smith, må det synes mærkeligt, at de hædersbevisninger, som næsten har overvældet ham, alle er kommet usøgt. Præsident Smith er en beskeden mand. Som alle virkelig store mænd er han ikke indbildsk. Han beundrer andres talenter mere end sine egne. Ikke desto mindre har han ganske naturligt fået den ene ansvarsfulde stilling efter den anden, selv om han aldrig har søgt en eneste. De, som prøver at finde fejl ved kirken, påpeger, at præsident Smith officielt har at gøre med flere forretningsforetagender, og det er fordi de ikke vil indse, at mennesker, der er fuldstændig lige så ærlige i andres sager, som de er med deres egne, vil være efterspurgte alle vegne. Den retskaffenhed, som præsident Smith har demonstreret, har bragt ham mange embeder, som han uden tvivl med glæde vil fratræde til fordel for andre. Men mormoner, jøder og ikke-jøder ved, at så længe som præsident Smith behersker tingene, vil kun ære, retfærdighed og simpel ærlighed være fremherskende, overalt, hvor han er.

Smoot-undersøgelserne blev foretaget for at afgøre, om mormonerne i Utah stadig levede i polygami og dermed brød statens lov. Undersøgelserne truede med at fratage Utah sæde i kongressen og at censurere Utahs senator, Reed Smoot, som også var apostel i kirken. Undersøgelserne gav ikke noget bevis på overtrædelser. Under Smootundersøgelserne så det ud, som om alle i De forenede Stater rejste sig imod de relativt få, mennesker, som gennem et halvt århundrede havde besejret den store amerikanske ørken. De anklager, der rettedes imod dette folk ville, hvis de blev opretholdt, gøre "mormonerne" uegnede til at bo i "frihedens og de tapres land". Mange blev indstævnet for undersøgelseskomiteen, der bestod af de bedste hoveder i De forenede Staters kongres. Det første vidne var præsident Smith. Heldigvis er afhøringen bevaret og trykt, således at alle kan læse den. Over for landets største hjerner, de klogeste og mest viljestærke, var præsident Smith med lethed deres ligemand. Læs om det. Dette dokument smigrer mormonerne, selvom det var tænkt som en beskyldning. Når Joseph F. Smiths historie skal skrives, vil hans mægtige styrkeprøve med landets største myndigheder få ham til at træde skarpt frem. Med jordens mænd, høje som lave, vil præsident Smith altid kunne måle sig.

De, der havde blot en lille smule kendskab til præsident Smith, overraskedes ikke over beviset på hans magt blandt mennesker. I alt offentligt arbejde udviser præsidenten myndighed. Han er begavet med store fysiske forudsætninger, hans sangstemme er uforlignelig, hans sprog rent og korrekt, og hans tanker appellerer til intellektet såvel som til følelserne: De, der har set ham foran de titusinde i Tabernaklet i Salt Lake City, frygter ikke for, at han ikke skal måle sig med de mænd, han møder.

Måske er det bedste bevis på præsident Smiths høje intellekt tilkendegivet i hans klare forståelse og udlægning af evangeliets principper. De fleste teologer taler i tåger og er vanskelige at forstå. I sager, der knytter sig til teologiske læresætninger, er præsidenten lysende som middagssolen. For nogle få år siden insisterede visse mænd, der elskede at gisne om det usandsynlige, på at få at vide, hvad der ville ske hvis alle mænd, der bar præstedømmet, døde, på nær en ældste. Ved en af de store konferencer (general-) og foran titusinder af forsamlede hellige opklarede præsident Smith hele emnet med nogle få sætninger. Det ville være den tilbageblivende ældstes pligt og privilegium atter at organisere hele kirken med apostle, profeter etc., i overensstemmelse med åbenbaringen! Præstedømmets magt, formål og pligt blev på denne måde drevet ind i folks forståelse, som det aldrig før var blevet det. Hans tale bestod af så klare fremstillinger, støttet af en enkel, ufejlbarlig tro, der søger enkelheden frem for mysterierne i Guds anliggender.

Der er måske sagt nok. Den mand, vi skriver om, er kærlig og mild og desuden kan han ikke lide at blive rost for meget. Der er blevet født ham mange børn. Han er loyal mod dem af hele sin kraft, for han ved, at loyalitet, ligesom alle andre dyder, grundlægges i hjemmet. Han overvåger sin familie med kærlig omsorg. De fra deres side elsker ham med en uforanderlig kærlighed. Det er almindeligt kendt, at da børnene var små, havde han ikke ro, hvis han ikke havde set de små blive puttet rigtigt i seng for natten. Det samme faderhjerte banker for folket, hvis anerkendte leder han er. Folket er bekymret for ham, når han tilbringer så mange timer på kontoret med kirkens anliggender, særligt nu, hvor han ikke længere er så ung. Men man kan ikke snakke ham fra det. Han må se sit folk "puttet for natten", før hans hjerte får ro. Således virker kærlighed! Og hvem kan modsige ham, som fra drengeårene har bekymret sig for folkets vel?

"Har denne mand ingen fejl?" spurgte den mistroiske kritiker. Vær sikker på, at det har han, for han er et dødeligt menneske. Men det, der her er skrevet, skal ikke vise hans fejl; og skribenten kender dem sandelig heller ikke, lige så lidt som han kender alle denne mands dyder, han, der igennem 80 lange år har levet livet blandt sit folk, og som er den mest åbne for kritik imod sit samfund. Mænd måles ikke med deres fejl, men med deres respektable dyder og egenskaber. På den evige retfærdigheds vægtskål er det en betingelse, at vore dyder opvejer vore fejl. Mærkværdigt nok er den eneste udbredte kritik af præsident Smith blandt dem, der er imod ham, at han er for loyal mod sit folk, sine venner og sin overbevisning. Er dette ikke det evige råb fra fjenden, der rækker hånden ud efter desertører? Med hensyn til enhver mandig egenskab er venner og fjender enige om, at han overgår de fleste mænd.

Vor præsident er sikker på sin belønning. Gud vil sørge rigeligt for ham. Vort spørgsmål burde hellere være, om han under sit jordeliv har fået sit fulde mål eller sin fulde belønning. Har vi gjort vor fulde pligt? For kirkens sag blev han berøvet fader og moder. I kirkens tjeneste var han ude af stand til at benytte sit storslåede talent til at samle sig rigdom - i vor tid kan man faktisk godt kalde ham en fattig mand. Livets lettelser er blevet ham nægtet, for næsten daglig har han været "under kommando". Frem for alt er bagtalelse og had mod kirken blevet øst ud over ham som leder i Israel. For kun nogle få år siden, da han var over sine bedste år, blev den mest hjerteløse forfølgelse, som noget medlem af kirken nogen sinde har været ude for, ham til del. Gennem adskillige år trykte en indflydelsesrig avis, der i sin tid stod for forfølgelsen mod kirken ved såvel reelle som modbydelige metoder, onde tegninger af præsident Smith og bragte lige så onde artikler om ham og hans værk. Enhver tænkelig ydmygelse blev ham til del, fordi han var personificeringen af kirken.

Spurgte man ham, ville han svare, at han havde fået en rig belønning. Måske mærker han, lad os håbe det, folkets kærlige tanker, hver gang hans navn bliver nævnt. Han er blevet velsignet til at tjene. Det er ligeledes en stor belønning for anstrengelserne. Hans liv er blevet kronet med forsikringer fra alle om, at hans arbejde er blevet godt udført. Det er den mest tilfredsstillende belønning.

Må hans helbred bevares og hans liv forlænges. Der er endnu meget arbejde, som skal gøres, og mænd løfter sig sjældent til samme højder som han. Ved begyndelsen af hans 81. år sender medlemmerne deres kærlige hilsener, gode ønsker og hjertelige taknemmelighed til Joseph F. Smith, præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. (Dr. John A. Widtsoe, 1918. Også i Improvement Era, november 1914, 18:38-45.)

Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3