Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Hvilken kirke er den rigtige?
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Skift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Biskopperne rivaliserer
Mark E. Petersen

Som følge deraf begyndte ærkebiskopperne at rivalisere, til der kun var to tilbage i kampen - biskoppen i Rom og biskoppen i Konstantinopel. De tre andre "kæmpende" biskopper fra henholdsvis Alexandria, Antiokia og Jerusalem forsvandt, da araberne erobrede disse byer. Da kirken blev delt - hvilket skete ved at biskopperne udelukkede hinanden - blev der to kristne kirker: Den østlige kirke med hovedkvarter i Konstantinopel, og den veslige med hovedkvarter i Rom. Således er det gået til at vi i dag har to såkaldte katolske eller almindelige kirker, som begge gør krav på at være den sande kirke, og som beskylder hinanden for at være kættere. På side 170 i Boulenger-de la Fuente's "Historia de la Iglesia" kan man læse følgende: "Kejserne krævede ret til selv at sammenkalde til rådsmøder. Dette krav støttede de på det princip, at der var pålagt dem at opretholde ro og orden i riget, og at de derfor var nødt til at gøre en ende på de stridigheder der forstyrrede denne orden ... det var også kejserne der bekræftede rådets afgørelser og gjorde dem til lov for hele riget." En anden kejser, som blev et karakteristisk tilfælde, var Fokas, som - i det syvende århundrede - blev utilfreds med Cyraicus, biskoppen i Konstantinopel, fratog ham hans titel og gav den til Bonifacius III, paven i Rom, som tog imod den. Man kunne igen spørge: Ved hvilken myndighed? Det var atter en politisk afgørelse. Optegnelserne fortæller ikke om kejser Fokas overhovedet var medlem af den kristne kirke. I midten af det 6. århundrede overtog Justinian I ledelsen af kirken som en del af sit rige og han fratog folket deres medbestemmelsesret i kirkens lokale afgørelser. Han erklærede at kun gejstlige havde noget at skulle have sagt i kirkelige anliggender og sagde endvidere at det eneste, gejstligheden kunne foretage sig, var at acceptere og stadfæste kejserens handlinger med hensyn til at vejlede i religiøse sager. Hvis de nægtede at adlyde ville de blive bandlyst. Den vestlige kirke udviklede sig hurtigere end den østlige. De pågående metoder som anvendtes af Roms biskopper betød, at disse biskopper snart blev de dominerende i politiske anliggender, især da det romerske kejserrige begyndte at gå i forfald. Dette gav biskopperne en stor magt blandt de europæiske nationer. De dikterede disse europæiske kongers politik, opkrævede skatter og blandede sig i de pågældende landes interne forhold. Dette vakte harme blandt de vesteuropæiske herskere og styrkede Martin Luthers kamp mod afladshandlen. Luthers historie er velkendt, så der er ingen grund til at gå i detaljer om den. Da han forsøgte at reformere den daværende kirke, blve han irettesat og udelukket. Hans aktioner vakte interesse blandt nogle af de tyske fyrster, mens andre var stærkt imod ham. Kong Henrik VIII af England sluttede sig til dem, som var imod Luther, og udgav en bog til forsvar for paven - til gengæld fik han titlen "Troens forsvarer". Denne titel bæres stadig af de britiske konger. En af luthers nærmeste venner var Frederik den Vise, kurfyrsten af Sachsen, og han frelste Luther fra snigmord og forsvarede ham overfor kejseren. Frederik var en fredsstifter. Han døde i 1523 og blev efterfulgt af sin bror, fyrst Johann, som havde et helt andet temperament. Johann troede på Luthers lærdomme. Han kunne tydeligt se at Luthers og pavens synspunkter var uforenelige. Da han måtte afvise en af dem, besluttede han sig til ikke længere at støtte paven men i stedet støtte Luther.

Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3