Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Profeten Joseph Smiths vidnesbyrd
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Skift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Den hellige beretning

I nærheden af landsbyen Manchester i Ontario amt, New York, ligger der en høj af betydelig størrelse, den højeste i omegnen. På vestsiden af denne høj, ikke langt fra toppen, under en temmelig stor sten, lå pladerne gemt i en stenkiste. Denne sten var tyk og afrundet midt på oversiden og tyndere ud mod kanterne, så midterpartiet var synligt over jorden, medens kanterne rundt omkring var dækket med jord.

Da jeg havde fjernet jorden, fik jeg fat i en stang, som jeg stak ind under kanten på stenen, og løftede denne op med lidt anstrengelse. Jeg kiggede ned, og der så jeg virkelig pladerne, Urim og Tummim, og brystpladen, som sendebudet havde sagt. Kisten, hvori de lå, var formet af sten, der holdtes sammen med en slags cement. På bunden af kisten lå to sten på tværs, og på disse sten lå pladerne sammen med de andre ting.

Jeg gjorde forsøg på at tage dem op, men det forbød sendebudet, som atter oplyste mig om, at tiden til at tage dem op endnu ikke var inde; ej heller skulle den komme førend fire år fra den tid; men han sagde, at jeg skulle komme til det sted bestemt om et år fra den tid af, og at han ville træffe mig der, og at jeg skulle blive ved at gøre det, indtil tiden kom, da jeg skulle få pladerne.

Følgelig gik jeg, som det var blevet mig befalet, ved slutningen af hvert år, og hver gang fandt jeg det samme sendebud dér og modtog instruktion og belæring af ham ved hver sammenkomst, angående det, som Herren ville lade gøre, og hvorledes og på hvad måde hans rige skulle styres i de sidste dage.

Da min faders økonomiske forhold var mindre gode, måtte vi arbejde med vore hænder, arbejde som daglejere og lignende, som lejligheden bød sig. Undertiden var vi hjemme og somme tider ude, og ved bestandig at arbejde var vi i stand til at sikre os et tåleligt udkomme.

I oktober 1825 fik jeg arbejde hos en gammel herre ved navn Josiah Stoal, som boede i Chenango amt i staten New York. Medens jeg var således beskæftiget, logerede jeg hos en vis Isaac Hale dersteds; dér så jeg for første gang min hustru (hans datter), Emma Hale. Vi blev gift den 18. januar 1827, medens jeg endnu var i hr. Stoals tjeneste. Straks efter brylluppet forlod jeg Hr, Stoal og rejste hjem til min far og arbejdede på farmen sammen med ham den sommer.

Endelig kom det øjeblik, da jeg skulle have pladerne sammen med Urim og Tummim og brystpladen. Da jeg den 22. september 1827, da endnu et år var omme, som sædvanlig gik til det sted, hvor de lå gemt, overgav det samme himmelske sendebud mig dem med den erklæring, at jeg ville blive holdt ansvarlig for dem, og at dersom jeg skulle miste dem af mangel på omhu eller ved ligegyldighed, skulle jeg blive forkastet, men om jeg ville anstrenge mig af alle kræfter for at bevare dem, til han (sendebudet) ville forlange dem tilbage, da skulle de blive beskyttet.

Jeg erfarede snart grunden til, at jeg havde fået så strenge befalinger om at passe godt på dem, og hvorfor sendebudet havde sagt, at når jeg havde gjort, hvad der var forlangt af mig, ville han komme efter dem. Thi aldrig så snart var det blevet kendt, at jeg havde dem, førend man gjorde sig de voldsomste anstrengelser for at få dem fra mig. Hver tænkelig list blev anvendt i og for dette øjemed. Forfølgelsen blev endnu bitrere og hårdere end tidligere, og mange mennesker var stadig på vagt for om muligt at tage dem fra mig; men ved Guds visdom forblev de sikkert i min varetægt, indtil jeg ved dem havde fuldført det, der var forlangt fra min hånd. Da sendebudet så, ifølge aftalen, kom efter dem, overgav jeg dem til ham, og han har dem i sin varetægt indtil denne dag, som er den 2. maj 1838.

Uroen fortsatte imidlertid stadig, og rygtet med dets tusind tunger var hele tiden travlt beskæftiget med at sætte falske rygter i omløb om min faders familie og om mig. Om jeg blot ville gengive en tusindedel af dem, ville det fylde hele bøger. Forfølgelsen blev imidlertid så uudholdelig, at jeg blev tvunget til at forlade Manchester og sammen med min hustru rejse til Susquehannah amt i staten Pennsylvanien. Medens vi traf forberedelser til afrejsen - vi var meget fattige, og forfølgelsen hvilede så tungt på os, at vi ingen udsigter havde til at forbedre vore kår - fandt vi, midt i vore trængsler, en ven i en herre ved navn Martin Harris, som kom til os og gav mig halvtreds dollars som hjælp til rejsen. Martin Harris boede i Palmyra, Wayne amt i staten New York. Han var en anset landmand.

Takket være denne hjælp i rette tid blev jeg i stand til at nå mit bestemmelsessted i Pennsylvanien, og straks efter min ankomst dertil begyndte jeg at afskrive skrifttegnene på pladerne. Jeg afskrev en betydelig del, og ved hjælp af Urim og Tummim oversatte jeg nogle af dem. Dette gjorde jeg i tiden mellem min ankomst til min svigerfaders hus i december måned og den følgende februar.

I løbet af februar måned kom ovennævnte Martin Harris til os, fik de skrifttegn, som jeg havde afskrevet fra pladerne og rejste med dem til New York. Angående hvad der dér skete med ham og skrifttegnene vil jeg henvise til hans egen beretning, således som han fortalte mig den efter sin tilbagekomst, og den lyder som følger:

"Jeg tog til New York og viste de skrifttegn, som var blevet oversat, tillige med oversættelsen, til professor Charles Anthon, en mand, der var meget berømt for sin litterære viden. Professor Anthon sagde, at oversættelsen var korrekt, ja, bedre end nogen oversættelse fra ægyptisk, han tidligere havde set. Jeg viste ham så dem, der endnu ikke var blevet oversat, og han sagde, at det var ægyptiske, kaldæiske, assyriske og arabiske skrifttegn, og sagde, at de var ægte. Han gav mig et skriftligt bevis, hvori han bekræftede overfor indbyggerne i Palmyra, at disse skrifttegn var ægte, og at også oversættelsen af dem, der allerede var oversat, var korrekt. Jeg tog beviset, stak det i lommen og skulle lige til at forlade huset, da professor Anthon kaldte mig tilbage og spurgte mig, hvorledes den unge mand havde fundet ud at, at der var guldplader på det sted, hvor han fandt dem. Jeg svarede, at en Guds engel havde åbenbaret det for ham.

Han sagde da til mig: Lad mig se det bevis. Følgelig tog jeg det op af lommen og gav ham det. Han tog det og rev det i stykker og sagde, at der ikke nu om dage var noget sådant som englebetjening, og at om jeg ville bringe ham pladerne, ville han oversætte dem. Jeg forklarede ham, at en del af pladerne var forseglet, og at det var mig forbudt at bringe dem. Han svarede: "Jeg kan ikke læse en forseglet bog." Jeg forlod ham og gik til dr. Mitchell, som bekræftede, hvad professor Anthon havde sagt både med hensyn til skrifttegnene og oversættelsen."

Den 5. april 1829 kom Oliver Cowdery, som jeg aldrig før havde set, til mit hjem. Han fortalte mig, at han havde været skolelærer i det nabolag, hvor min fader boede, og at da min fader var en af dem, som støttede skolen, havde han for en tid logeret i hans hjem. Medens han boede dér, havde familien fortalt ham, hvorledes jeg havde fået pladerne, og derfor var han kommet for at stille forespørgsler til mig.

To dage efter Oliver Cowderys ankomst (nemlig den 7. april) begyndte jeg at oversætte Mormons Bog, og han begyndte at skrive for mig.

Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3