Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Profeten Joseph Smiths vidnesbyrd
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Skift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Moronis besøg

Jeg fortsatte med at udføre mit daglige arbejde indtil den 21. september 1823. I hele den tid måtte jeg udstå forfølgelser af alle slags mennesker, både religiøse og ikke-religiøse, fordi jeg blev ved med at påstå, at jeg havde set et syn.

I tiden mellem mit syn og året 1823 blev jeg - da det var blevet mig forbudt at slutte mig til nogen af de religiøse sekter, og medens jeg endnu var ganske ung og blev forfulgt af dem, som burde have været mine venner og have behandlet mig venligt, og om de troede, at jeg var blevet vildledt, burde have forsøgt at bringe mig tilbage til den rette vej på passende og kærlig måde - udsat for alle slags fristelser; og da jeg kom i berøring med al slags selskab, begik jeg ofte mange tåbelige fejlgreb, der viste ungdommens svaghed og den menneskelige naturs ufuldkommenhed, og jeg må med bedrøvelse sige, at jeg ofte ledtes i adskillige fristelser, som er anstødelige i Guds øjne. Når jeg aflægger denne bekendelse, er der ingen, der behøver tro, at jeg gjorde mig skyldig i store og grove synder. Det var min natur imod at begå noget sådant.

Som følge af disse ting følte jeg mig ofte under fordømmelse på grund af min svaghed og mine ufuldkommenheder; da jeg om aftenen den ovennævnte 21. september var gået i seng, henvendte jeg mig i bøn og påkaldelse til den Almægtige Gud om tilgivelse for alle mine synder og tåbeligheder, samt også om en tilkendegivelse, så jeg kunne vide, hvorledes min stilling og mit forhold var til ham; thi jeg var fuldt og fast overbevist om, at jeg ville få en guddommelig tilkendegivelse, eftersom jeg tidligere havde fået en.

Medens jeg således var i færd med at påkalde Gud, opdagede jeg, at et lys begyndte at vise sig i værelset; hvilket lys blev stærkere og stærkere, indtil værelset var mere oplyst end midt på dagen, da pludselig en person viste sig ved siden af min seng, stående i lufter, thi hans fødder rørte ikke ved gulvet.

Han var iført en løst hængende kjortel, der var skinnende hvid. Den var af en hvidhed, der overgik alt andet jordisk, jeg nogen sinde havde set; jeg tror heller ikke, at noget jordisk kunne gøres så overordentligt hvidt og skinnende. Hans hænder var bare og ligeledes hans arme til noget over håndleddene. Hans fødder var også bare og ligeledes benene lidt ovenfor anklerne. Hans hoved og hals var ligeledes bare. Jeg kunne se, at han ikke havde andre klæder på end denne kjortel, da den var åben, så jeg kunne se ind på brystet.

Ikke blot var hans kjortel overordentlig hvid, men hele hans person var herlig over al beskrivelse, og hans åsyn var virkelig som lynild. Værelset var overordentligt lyst, men ikke så klart som i umiddelbar nærhed af hans person. Lige straks, da jeg så ham, blev jeg bange, men min frygt forsvandt snart.

Han kaldte mig ved navn og sagde til mig, at han var en budbærer, sendt til mig fra Guds åsyn, og at hans navn var Moroni, at Gud havde et værk for mig at udføre, og at mit navn skulle nævnes for ondt og godt blandt alle nationer, slægter og tungemål, eller at der skulle tales både godt og ondt om det blandt alle folk.

Han sagde, at der var en bog henlagt, der var skrevet på guldplader, og som indeholdt en beretning om dette kontinents tidligere indbyggere og deres oprindelse. Han sagde også, at den indeholdt det evige Evangelium i dets fylde, som Frelseren overgav de tidligere indbyggere det.

Sammen med pladerne var der også opbevaret to sten indfattede i sølvbuer; disse sten, fastgjort til en brystplade, udgjorde hvad der kaldtes Urim og Tummim, og disse sten gjorde de mænd, som besad dem og brugte dem i ældgamle eller tidligere tider, til "seere", og at Gud havde beredt dem til oversættelse af bogen.

Efter at han havde fortalt mig disse ting, begyndte han at citere Det gamle Testamentes profetier. Han citerede først en del af det tredje kapitel af Malakias, og han citerede også det fjerde eller sidste kapitel af samme profeti, dog med en lille afvigelse fra teksten, som den læses i vore bibler. I stedet for at læse det første vers, som det lyder i vore bøger, citerede han det således:

Thi se, dagen kommer, der brænder som en ovn, da alle hovmodige og alle, som gør ondt, skal brænde som halm; thi de, der kommer, skal opbrænde dem, siger Hærskarernes Herre, så der ikke levnes rod eller gren af dem.

Og videre citerede han det femte vers således: Se, jeg vil åbenbare jer præstedømmet ved profeten Elias' hånd, før Herrens store og frygtelige dag kommer.

Han citerede også det næste vers anderledes: Og han skal plante i børnenes hjerter de forjættelser, som blev givet fædrene, og børnenes hjerter skal vendes til fædrene. Om det ikke var således, ville hele Jorden fuldstændigt blive lagt øde ved hans tilkommelse.

Foruden disse steder citerede han Esajas, 11. kapitel, og sagde, at det var ved at blive opfyldt. Han citerede også det tredje kapitel af Apostlenes Gerninger, 22 og 23. vers, ganske som det står i vort nye testamente. Han sagde, at den profet var Kristus, men at dagen endnu ikke var kommet, da "hver sjæl, som ikke hører den profet, skal udryddes af folket", men at den snart vil komme.

Han citerede også 3. kapitel af Joel, fra det 28. til det sidste vers, (Dansk Bibel Joel 3:1-5). Han sagde også, at dette endnu ikke var gået i opfyldelse, men snart ville. Og han sagde endvidere, at hedningernes fylde snart skulle indgå. Han citerede mange andre skriftsteder og gav mange forklaringer, som ikke kan nævnes her.

Videre fortalte han mig, at når jeg fik de plader, om hvilke han havde talt - thi tiden, da jeg skulle få dem, var endnu ikke kommet - skulle jeg ikke vise dem til noget menneske, ej heller brystpladen med Urim og Tummim, kun til dem, som jeg fik befaling til at vise dem til; hvis jeg gjorde det, skulle jeg omkomme. Medens han talte til mig om pladerne, åbnedes mit sind for et syn, så jeg kunne se det sted, hvor pladerne var opbevaret, og det så klart og tydeligt, at jeg kendte stedet igen, da jeg besøgte det.

Efter denne betydningsfulde meddelelse så jeg, at lyset i værelset begyndte at samles tæt omkring den person, der havde talt til mig, og det fortsatte dermed, indtil værelset atter var mørkt, undtagen lige omkring ham; og da så jeg straks, så at sige en kanal åbne sig lige ind i himmelen, og han steg op, til han helt forsvandt, og værelset blev da, som før det himmelske lys havde vist sig.

Jeg lå og grundede over det enestående i denne scene og undrede mig meget over det, som var blevet fortalt mig af dette usædvanlige sendebud, da jeg midt i mine betragtninger pludselig opdagede, at det atter begyndte at blive lyst i mit værelse, og så at sige et øjeblik efter stod det samme himmelske sendebud igen ved min seng.

Han begyndte atter at tale til mig og gentog de selvsamme ting, som han havde sagt ved sit første besøg, uden mindste afvigelse. Da han havde gjort dette, oplyste han mig om store straffedomme, som var ved at komme over jorden med ødelæggelse ved hungersnød, sværd og pest, og at disse grufulde straffedomme ville komme over jorden i dette slægtled. Da han havde berettet disse ting, opfor han igen til himmelen som før.

På dette tidspunkt var de indtryk, som alt dette havde gjort på mit sind, så dybe, at søvnen veg fra mine øjne, og jeg lå overvældet af forbavselse over, hvad jeg både havde set og hørt. Men hvor stor var ikke min forbavselse, da jeg atter så det samme sendebud ved min seng og hørte ham gentage det samme, som han havde sagt forud. Han tilføjede dog en advarsel. Han sagde, at Satan ville prøve på at friste mig (på grund af de fattige forhold, der rådede i min faders familie) til at få fat i pladerne i den hensigt at blive rig. Dette forbød han mig, idet han sagde, at jeg ikke måtte have andet for øje, når jeg fik pladerne, end at forherlige Gud og ikke tilskyndes af noget andet motiv end det at opbygge Guds rige; ellers kunne jeg ikke få dem.

Efter dette tredje besøg steg han atter op til himmelen ligesom før, og jeg var atter overladt til at grunde over det besynderlige i det, jeg netop havde oplevet, da hanen, næsten straks efter at det himmelske sendebud var opfaret fra mig for tredje gang, galede, og jeg opdagede, at det var ved at blive daggry, så vore samtaler må have varet hele den nat.

Kort derefter rejste jeg mig fra min seng og gik som sædvanligt til mit nødvendige daglige arbejde; men i forsøg på at arbejde som på andre dage, følte jeg mig så afkræftet, at jeg slet ikke var i stand dertil. Min fader, som arbejdede sammen med mig, opdagede, at der var noget i vejen med mig og sagde til mig, at jeg skulle gå hjem. Jeg begyndte at gå i den hensigt at gå hjem til huset, men da jeg forsøgte at klatre over gærdet for at komme ud af den mark, hvor vi var, svigtede kræfterne mig fuldstændigt, og jeg faldt hjælpeløs til jorden og lå bevidstløs en tid.

Det første, jeg kan erindre, var en røst, der talte til mig og kaldte mig ved navn. Jeg slog da øjnene op og så det samme sendebud stående over mit hoved, omgivet af lys som før. Han gentog alt, hvad han havde sagt mig den foregående nat, og befalede mig at gå til min fader og fortælle ham om det syn, jeg havde set, og de befalinger, jeg havde fået.

Jeg adlød og gik tilbage til min fader på marken og gengav det hele for ham. Han svarede mig, at det var fra Gud, og sagde til mig, at jeg skulle gå og gøre, som sendebudet havde befalet. Jeg forlod da marken og gik til det sted, hvor sendebudet havde sagt mig, at pladerne lå forvaret, og takket være det syns klarhed, som jeg havde haft, kendte jeg straks igen stedet, da jeg kom dertil.

Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3